KONCERT // ANMELDELSE – “Elisabeth Leonskajas musikerskab og kodeordene for især hendes Schubert-fortolkninger er ifølge mine begreber et sjældent legato-spil og uovertruffen dynamisk afbalancering,” skriver Knud Arne Jürgensen om en uforglemmelig aften i Tivoli Koncertsal.
Den georgiskfødte verdenspianist Elisabeth Leonskaja, der runder 80 år i dette efterår, har gennem mere end seks årtier været på en pianistisk verdensrejse, som tit og ofte har haft Schubert med i bagagen. Hendes forkærlighed for de romantiske klaverkomponister er udtalt og altid båret af sjælden renfærdighed og stærk sanddruhed over for nodebilledet, hvor alt er præget af klar usentimentalitet og en stærk fokusering på den rene musik bag nodeteksten.
Dette fik vi til overflod bekræftet ved hendes koncert i aftes i Tivoli, hvor det, der måske gør allermest indtryk, er den musikalske visdom, hvormed hun går til det krævende koncertprogram. Det er en visdom, hun har besiddet lige fra karrierens begyndelse, og som gennem hendes talrige indspilninger altid har været præget af enestående klarhed – ligesom også de mange koncerter gennem de sidste 40 år, som undertegnede har overværet og fulgt tæt.
Leonskajas klædedragt stod næsten som et sindbillede på hendes egen dybe kunstneriske symbiose med det instrument og den musik, hun har tilegnet sit kunstnerliv
Leonskajas musikerskab og kodeordene for især hendes Schubert-fortolkninger er ifølge mine begreber et sjældent legato-spil og uovertruffen dynamisk afbalancering. Hendes fremlæggelse af Schuberts rigt facetterede klaverværker fra især komponistens sidste leveår opleves i hendes hænder som kontinuerlige konversationer, hvor argumenterne og diskursen i hver eneste passage kun yderligere styrkes af musikkens tilbagevendende gentagelser.
Men også hendes personlige brug af dæmperpedalen, hvor hun lader et stærkt mezzoforte skinne igennem, giver hendes klangfarver et forunderligt ”tilsløret” udtryk – som om musikken i disse passager befinder sig bag et skydække, for så pludselig igen at springe frem i fuldt og klart sollys.
Hvad der måske slog mig mest under hendes Tivoli-koncert i aftes, er denne pianists helt unikke artikulation af bas- og mellemstemmernes melodilinjer, der alle stod uhyre prægnant som helt selvstændige rytmiske og dynamiske udtryk over for diskantens talrige sangbare figurationer.
Musikalske yderpoler
Allerede i koncertens indledende 4 Impromptus (D 899, op. 90 fra 1827) stod de to hænders spil krystalklart som to søjler over for hinanden, hvilket fik disse velkendte melodiske stemningsbilleder til undertiden at fremstå som to- og tre-, ja sågar firestemmige satser, der gav mindelser, som var vi ovre i strygekvartettens verden. Det kan kun ganske få pianister gøre Leonskaja efter.
Endnu mere overskud og kraftfuldhed prægede hendes fortolkning af Wanderer-Fantasien (D 760 fra 1822), hvor Schubert lader al sin dynamik udfolde sig i fire virtuost anlagte satser, der alle nærmest har symfonisk karakter – og måske dybest set har udspillet sig for komponistens indre øre som et symfonisk digt. I flere passager foregriber han her ligefrem både Brahms’ Klaverintermezzi og Rakhmaninovs Moments musicaux fra langt senere tider.
Højdepunktet efter pausen var Schuberts næsten timelange G-dur-sonate (D 894 fra 1826) i fire satser. Tredje satsens Menuetto og Trio fremstod her som det måske mest intense og bevægende forløb i sonaten, hvor Schubert på én og samme tid ligesom rækker bagud til Wienerhoffets rokoko-pompøsitet – for så igen at bevæge sig til komponistens egen 1800-tals folketonemelodik.
Her fornemmer man gennem Leonskajas krystalklare spil, hvor stærke Schuberts bindinger til sin egen wienerklassiske musikalske arv vitterlig er, men samtidig også hans stærke søgen mod et enklere og mere direkte tonesprog. Det var disse musikalske yderpoler, der vedblev at holde ham i et tæt spændingsfelt helt frem til hans sidste leveår.
En gnistrende afslutning på hendes egen pianistiske livsrejse gennem Schuberts usentimentale og renfærdige klaverværker
Leonskaja kvitterede til slut for den varme og lydhøre publikumsmodtagelse med Schuberts første es-mol-sats fra Tre klaverstykker (D 946), der nu blev til en gnistrende afslutning på hendes egen pianistiske livsrejse gennem Schuberts usentimentale og renfærdige klaverværker – holdt fast og i live af Leonskajas hænder og deres formidable samlede greb om såvel noder som musikkens iboende dynamik.
Når man ser denne kunstner entrere og forlade tribunen efter endt gerning, iklædt en dragt med sorte og hvide tegningsmønstre, kommer man umiddelbart til at reflektere over, hvor meget hun som musiker bliver ét med klaviaturets og instrumentets ditto klangfarver.
Personligt omtaler jeg kun yderst sjældent musikeres udvortes fremtoning, men i dette tilfælde stod Leonskajas klædedragt næsten som et sindbillede på hendes egen dybe kunstneriske symbiose med det instrument og den musik, hun har tilegnet sit kunstnerliv.
Schubert selv bragte med sine konstante afvekslinger af dur– og mol-tonearter, ofte i én og samme takt, stærke mindelser om de to vel mest basale grundbetingelser i menneskelivet – udspændt mellem yderpunkter af sorg og glæde, eller som Kingo beskriver det i sin velkendte salme fra 1670:
Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Det er ikke hver aften, at pianistiske klangfarver fremtvinger indholdsrefleksioner af en så vidtløftig karakter hos tilhøreren, men når Leonskaja og Schubert er budbringere, kommer tilværelsens både bredeste og dybeste klangbunde flot og klart til syne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og