CPH:DOX – Hvad skal der til for at lave en god musikdokumentar? POV sendte Peter Eg Schwarz-Nielsen, journalist og medinstruktør på filmen Op I Røg om pladeselskabet Spectator Records på CPH:DOX for at give et bud. Han skulle se tre forskellige film fra serien Sound & Vision, om tre meget forskellige slags musik. Det gik lidt galt.
Rudeboy: The Story of Trojan Records
For nylig lå der en mail i indbakken fra en fyr, der netop havde set den musikdokumentar om Spectator Records, jeg har været med til at instruere, og som blev vist på CPH:DOX for to år siden.
Han havde længe glædet sig til at se den, men var desværre skuffet.
For det band fra pladeselskabet, han selv gik meget op i, blev kun nævnt i en sidebemærkning.
Det er umuligt at gøre alle tilfredse. Særligt hvis dit mål er at formidle (musik)historie til andre end dem, der i forvejen har en interesse i det miljø og de begivenheder, du skildrer.
Men Rudeboy: The Story of Trojan Records forsøger at gøre alle tilfredse. Og det gør mig utilfreds. Og det er endnu mere frustrerende, fordi den er så pisse flot (prøv bare at se traileren) og har sådan nogle fede karakterer. Nå ja, og fed musik.
https://www.youtube.com/watch?v=gEQdklk3LvE
London-pladeselskabet, der er kaldt ‘Motown of reggae’, blev dannet i 1968 og udgav rocksteady, ska og reggae i en lind strøm. Først til jamaicanske indvandrere i England og arbejderklasseunge, der dannede grobunden for skinhead-kulturen. Sidenhen for et bredere publikum, da reggae blev poleret og acceptabelt at spille i radioen.
Filmen starter også på Jamaica, arnestedet for ska og den lidt langsommere rocksteady, med en af filmens mange flotte rekonstruktioner.
Men vi præsenteres hurtigt for informationen om, at vi nu går i gang med 1. kapitel. Og så begynder historietimen. Filmen vil fortælle alt og forbliver derfor overfladisk trods den enorme informationsmængde.
Det er ikke fordi, det ikke er interessant. Trojan Records fødes samme år, som politikeren Enoch Powells holder sin berygtede Rivers of blood-tale. Her beskriver han England som et land, der er i gang med at arrangere sin egen begravelse på grund af indvandringen til landet. Landet er splittet (ikke et ord om Brexit), og der afholdes demonstrationer mod immigration.
Racismen blomstrer. De tilflyttede jamaicanere er ikke velkomne på klubberne og holder derfor deres egne fester i kældre rundt omkring. Her spilles ska og rocksteady fra Jamaica og det nye London-label, Trojan.
Det er bare ikke meget sjovere eller mere gribende end en universitetsopgave trods de flotte billeder og de gamle jamaica-hoveder.
Unge hvide får øjnenene op for musikken, som ikke spilles hos de etablerede radiostationer, og de begynder at feste sammen. Skinhead-kulturen bliver til.
Men følelserne forsvinder helt i den historiske rammefortælling, og du kommer ikke ind under huden på de medvirkende. Der er små glimt, når f.eks. en næsten 70-årig Marcia Griffiths synger ‘Young gifted and black’, og Dandy Livingstone med aldrende stemme spiller ‘Rudy, A Message to You’.
Men den røde tråd er historiefortællingen, ikke følelserne. Og så bliver det kedeligt. Du føler det på ingen måde, da pladeselskabets medlemmer træffer en forfærdelig beslutning, da tingene begynder at gå dårligt.
Jeg fik selv en åbenbaring, da jeg fandt ud af, hvad der gik forud for reggae. Bagkataloget fra jamaicanske Studio 1 og Trojan er propfyldt med perler. Og filmen er på den måde også en glimrende introduktion til det musikalske univers, reggae udspringer af.
Men det er bare ikke meget sjovere eller mere gribende end en universitetsopgave trods de flotte billeder og de gamle Jamaica-hoveder. Og det er en skam, for der er så meget potentiale i f.eks. Bunny Lee og Lloyd Coxone – de optræder også i traileren. De ser for seje ud, har fede stemmer og gode historier i bagagen. Men filmen dvæler ikke ved noget eller nogen.
Hvorfor gjorde instruktøren ikke, som jeg ville have det?
Berlin Bouncer
Da jeg et par dage senere mødte op på Charlottenborg for at hente billet til Berlin Bouncer, var der udsolgt. Så som det sker på DOX, ender man ofte med at havne et andet sted og ende i en anden sindstilstand, end man lige havde regnet med. Hvilket også betyder, at denne teksts oprindelige formål om at beskrive musikdokumentarer allerede nu er gået galt.
Your Face
For jeg havnede i Charlottenborgs mindre sal og så i stedet Your Face af Tsai Ming-Liang fra Taiwan. Sandsynligvis i et lidt andet format, end den var tiltænkt. For alle ansigter i filmen så lidt aflange ud. Men det var den eneste version, instruktøren havde sendt til festivalen, fik vi at vide efter ti minutter med forvirring i mørket.
Filmen er sekvenser med close-ups af ansigter. Der er ikke klippet i sekvenserne. Filmen starter med en kvinde, der sidder i cirka fem minutter og kigger rundt, inden tavsheden bliver brudt. Så er stilen lagt. En ældre mand sidder i sin sekvens og falder mere og mere i søvn i takt med, at han falder sammen. Indtil han pludselig vågner op, og man for første gang ser hans øjne. Så slutter den sekvens.
En kvinde, der har arbejdet i skønhedsindustrien fortæller om kærligheden i sit liv. Eller et brudstykke af den.
På den ene side ekstremt prætentiøst. Men når du sidder og kigger på et ansigt i flere minutter, og det pludseligt bryder ud i et smil, smitter det altså af.
Kedeligt?
Jeg indrømmer da, at jeg til sidst – den afsluttende sekvens med optagelsen af en stor tom sal, der blev mørkere og mørkere, som mørket faldt på udenfor – havde svært ved at holde mig helt vågen (der var også gratis øl før filmen, men tror nu, de var mest beregnet til publikummet til berliner-filmen).
Men modsat filmen om Trojan Records fik man i det mindste ikke alt proppet ned i halsen. Tværtimod, selvfølgelig. Og det var befriende at sidde og bare kigge på de skøre, smukke eller aldrende personer, der medvirkede. En ældre kvinde sidder stille et par minutter, inden hendes tunge begynder at køre vildt rundt i munden på hende. Du tænker, hun er handicappet. Men så begynder hun at fortælle, at det er en del af hendes daglige ansigtsøvelser, hvorefter hun fortsætter med at give det massage.
Lydsiden er ligeledes minimalistisk og består mest af lyde plus et soundtrack af legendariske Ryuichi Sakamoto, kendt fra Yellow Magic Orchestra. Som ok, dog mest af alt lyder som lyde…
På den ene side ekstremt prætentiøst. Men når du sidder og kigger på et ansigt i flere minutter, og det pludseligt bryder ud i et smil, smitter det altså af. Og ’afsløringen’ af den gamle mands smukke øjne – du skal regne med, at du i flere minutter har siddet og studeret hans rynker og store øjenlåg – kan altså noget.
Fribytterdrømmen
Nå, men tilbage til musiktemaet.
Fribytterdrømmen er en dansk musikdokumentar af to gutter på 20 år, som har lavet en meget lille og ret hyggelig historie om bandet Fribytterdrømme. Kort sagt får vi at vide, at bandet skal spille på Roskilde Festival. Tiden spoles tilbage, og vi ser, hvordan de giver den fuld gas til en koncert i provinsen, hvor der kun er en håndfuld tilskuere. Men de er ligeglade – siger de. For de ved, at de – ifølge dem selv – er Danmarks bedste liveband. Og show for show dukker der flere og flere mennesker op, og det hele kulminerer på Roskilde Festival.
At se den rene glæde ved at spille den musik, man elsker, drikke bajere med dem, man elsker og udleve drømmen, det kan stort set altid noget.
Undervejs er der en scene, der lidt forceret skal udgøre filmens konflikt. En diskussion om, hvorvidt et nummer skal med på pladen eller ej. Forsangeren Lau har lagt meget sjæl i teksten, og han kæmper – vist nok forgæves – for at overbevise de andre om, at det er en vigtig sang at have med på den næste plade. Herefter ser vi Lau stå alene på en scene i en opstillet sekvens. Der bliver lige smurt tykt nok på.
Og lidt unødvendigt. For et par sekunder efter ser vi Lau stå alene og spille sin egen version af Solen er så rød mor i en pladebiks. Hvilket fint understreger pointen om, at hans visioner for sig selv og bandet bliver sat på prøve, og det skaber gnidninger, når en gruppe venner spiller i band.
Så i stedet for drama er vi bare i godt selskab med drengene. At se den rene glæde ved at spille den musik, man elsker, drikke bajere med dem, man elsker og udleve drømmen, det kan stort set altid noget. Ligesom det er fedt at høre Oasis fortælle anekdoter om, hvor mange stoffer de tog, og hvor mange slåskampe de startede.
Men det er bare så meget nemmere at relatere til Fribytterdrengene. Og derfor er det ikke en kedelig film. Og så er det meget rart at slippe for, at alle mulige andre end bandet selv skal rose deres musik. For de ved godt, at de er fede. Det behøver de – og os som publikum – ikke kloge hoveder til at fortælle os.
Og ja, jeg har set dem et par gange, og de er et mega fedt liveband.
Det er Søren Frederiksen og Pelle Johansen, der har lavet filmen. Klipningen er eminent. Og tak, for ikke at lave en halvanden time lang seance, men holde det til ca. 50 min.
Der er klassiske scener med Lau, der reflekterer over sit liv. Det skal med for at sætte historien i gang og holde den røde tråd, da filmen jo er hans og bandets overvejelser om fremtiden og koncerten på Roskilde, der er den røde tråd.
Men det er holdt i snor, så man heldigvis hurtigt får en scene, hvor de er i supermarkedet for at købe ind til aftensmad og længe står og diskuterer, hvor mange bajere de skal købe. For at finde ud af, at de har glemt alt om maden, da de står ved kassen.
Fotos: CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her