OPERA // ANMELDELSE – Giuseppe Verdis gennembrudsværk fra 1842 er blevet nyopsat som mesterdirigenten Riccardo Chaillys sidste forestilling som musikchef på La Scala Operaen, skriver Knud Arne Jürgensen. Anna Netrebko er en formidabel central figur i såvel sang som koreografi til nyfunden balletmusik af komponisten, der her opføres scenisk for første gang i moderne tid.
Det var på alle parametre en usædvanlig premiere på La Scala Operaen, da komponistens egentlige gennembrudsværk, Nabucco fra 1842, i lørdags gik over scenen i en prægnant nyproduktion. Ikke blot var det den sidste Verdi-premiere i Riccardo Chaillys 11-årige regeringstid som chefdirigent, hvor han især har fokuseret på gennemgribende opførelser af alle Verdis ungdomsværker i dybdegående fortolkninger, der alle har søgt tilbage til komponistens oprindelige musikalske intentioner.
Men tillige var det en opsætning, der kunne byde på en markant ny iscenesættelse, som på én gang lykkedes med at afspejle de eviggyldige menneskelige konflikter i dramaets bibelske handling og samtidig løfte den frem til en tid, der gør den historisk mere håndgribelig og sandsynlig.
Grundlæggende var Verdis og hans librettists intention med dette værk at skildre, hvordan personlig stræben efter magt på én gang tilfredsstiller, men samtidig også gør ensom og leder personerne ud i uoverskuelige konsekvenser, hvor de ikke altid kan finde tilbage til det liv, der engang var.
Endelig markerede nyopsætningen en sjælden nyhed, idet opførelsen for første gang inkluderede det genfundne partitur til et balletdivertissement i 3. akt, som Verdi oprindeligt skrev og indlagde i den første franske opførelse af operaen i Bruxelles i 1848, men som siden har været forsvundet. Først i 2021 havde undertegnede det privilegium at kunne drage partituret frem af arkiverne og få det ført frem i lyset som endnu et bidrag til belysningen af Verdis formidable evne til også at skabe førsterangs balletmusik til sine operaer.
Chailly ledede La Scala-orkestret gennem denne nyfundne balletmusik og hele operaen med en yderst detaljeret fortolkning, som på én gang var energisk, ja, til tider lidenskabelig, men altid med fuld opmærksomhed på orkestrets rige instrumentale farvespil, idet han undgik de billige effekter, Nabucco undertiden fremføres med, som det ungdomsværk, det nu engang rettelig er.
Vokalt er Anna Netrebko en formidabelt syngende Abigaille, hvis sopran klinger uden mindste antydning af stemmeudfordringer eller scenisk tilbageholdenhed
Alt blev i denne dirigents hænder formet med elegance, delikatesse og raffinement. Parret med hans konstante opmærksomhed på de sceniske udfoldelser bliver Chaillys direktion rent ud eksemplarisk, idet han altid omhyggeligt støtter sine sangere, når disse risikerer at blive overvældet af fortissimo-passager, samtidig med at han nænsomt leder dem gennem arierne og ensemblenumrene med en både fast og erfaren hånd.
Hertil kommer Chaillys sikre fortolkning af de mange og for helheden meget bærende korsatser, hvori La Scala-koret leverede et enestående bidrag gennem sin sofistikerede dynamik og forbilledlige musikalitet. Efter det berømte fangekor, Va, pensiero, i 3. akts afslutning varede applausen næsten fem minutter, men på trods af gentagne opfordringer fra salen om en gentagelse afslog Chailly klogt at komme publikum i møde på dette punkt. Alt andet ville have brudt den dramatiske intensitet.
I samme akt fik vi den nyfundne balletmusik udført og præsenteret som en art forestilling i forestillingen, opført på en indkørt teatertribune, hvorpå operaens hovedperson, Nabuccos magtsyge datter i Anna Netrebkos skikkelse, ses optræde for sine hoffolk, mens hun skildrer sin egen personlighed som dronning, i stedet for et traditionelt diverterende balletindslag af indkaldte dansere.
Grebet med at skildre hovedpersonens eget sjæleliv koreografisk gennem et pantomimisk balletforløb, skabt af Danilo Rubeca, skal her betragtes, som var Abigaille identisk med Rossinis operafigur Semiramide. Det er både godt set og udført, al den stund at iscenesætteren af operaen som helhed, Alessandro Talevi, netop har villet anskue Verdis ungdomsopera som en direkte parallel og kommentar til komponistkollegaen Gioacchino Rossinis Semiramide fra tyve år tidligere. Så Abigaille-figuren, der her bliver til en portrættering af den babylonske dronning, som selv portrætterer en dronning, kommer dramaturgisk til at virke som hånd i handske med iscenesættelsens hele grundkoncept.
Opførelsens grundidé er således at påvise, hvordan enhver æra frembringer magtberusede herskere, der leder sig selv til at tro, at de er guddommelige
Operaen er af Talevi samtidig omplaceret i tid til under den østrig-ungarske militære dominans af Norditalien i 1800-tallets første halvdel, hvilket giver en langt mere håndterbar forståelse af den rå magtudøvelse, der udøves over for et underkuet folk med dettes frihedstrang til følge.
Opførelsens grundidé er således at påvise, hvordan enhver æra frembringer magtberusede herskere, der leder sig selv til at tro, at de er guddommelige, mens det underkuede folk oftest vises i ly under gudetemplets tag, der i Gary McCanns scenografi er en direkte afbildning af kuplen på gudetemplet over dem alle: Pantheon i Rom. I åbningsscenen ses den hængende i ruinstilstand efter overmagtens militære angreb, men senere forvandles den til en nærmest spirituel himmelsk frihedsvision for til sidst at fremstå i al sin oprindelige restaurerede tempelpragt.
Vokalt er Anna Netrebko en formidabelt syngende Abigaille, hvis sopran klinger uden mindste antydning af stemmeudfordringer eller scenisk tilbageholdenhed. Man betages af den frygtløshed, hvormed hun omfavner dette, et af Verdis mest krævende sopranpartier, som han oprindeligt skrev for Giuseppina Strepponi, der kort efter operaens urpremiere selv skulle blive hans livsledsager. Man mærker her ikke blot en lidenskabelig styrke i Netrebkos indgående fortolkning, men registrerer også den dybe passion i musikkens indre vokale fremdrift, der trænger helt ind til komponistens personlige følelser for partiets oprindelige fortolker.
Lige så overbevisende var barytonen Luca Salsi i titelrollen, hvor han med lige dele karisma og sikker figurtegning bragte kongen lyslevende frem for os, først vist som et forvildet og senere som et selvkontrolleret menneske. Hans vanvidsscener er lige så imponerende, som de er intimiderende, især når han udråber sig selv til gud. Samtidig fremstår han som et sjældent nobelt og afmålt væsen, når han omvendes til det underkuede folks gudetro. Som sanger besidder Salsi en nærmest instinktiv forståelse af Verdis sangkunst, som han til fulde behersker ikke blot her, men i lige så høj og ubesværet grad i sine fortolkninger af komponistens andre store barytonroller.
Men vigtigst af alt er her nok at fremhæve Riccardo Chaillys ubestridte dybe forståelse og evne til at give disse verdenssangere frit lejde til at kunne synge frit og stort, uden at de på noget tidspunkt presser stemmebåndene og den sceniske dynamik ud over sandsynlighedens grænser for at kunne levere ægte, sande og menneskelige skildringer. Det var dette forhold, der nok gjorde denne Nabucco-opsætning til en mere end usædvanlig operaoplevelse, og som publikum ikke ville forlade før efter næsten et kvarters afsluttende intenst bifald.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og