SELFIE // KRONIK – ”Hvis man kom fra det ydre rum og opdagede, hvor mange selfies der bliver taget på Jorden, ville man let kunne bringes til den overbevisning, at jordboerne har svært ved helt at tro på, at de overhovedet er til,” skriver Peter Schjødt. ”Men selviagttagelse er naturligvis ikke opstået med mobiltelefonens kamera og mulighederne for at publicere selfies på de sociale medier døgnet rundt. Selvportrættet og selvskildringen er faktisk en helt central del af vores kultur og kunst.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Uanset hvor i det offentlige rum man befinder sig, tages der selfies i et omfang, så det minder om en form for psykisk selvhjælp. I sidste uge sad jeg i morgenmadsrestauranten på et hotel. Ved bordene blev der taget selfies over kaffen, mens morgenbollen blev smurt, mens man nød udsigten over byen, endda mens man snakkede sammen.
Denne oplevelse gentog sig senere i metroen, i boghandlen, på ethvert gadehjørne, i fodgængerfeltet. Alle steder kikkede folk ind i telefonens skjulte linse. Det virker nærmest, som om ”skuddet” af sig selv, i form af selfies, er blevet et eksistentielt behov.
Når et bestemt fænomen både kan blive årets ord og give navn til nye generationer, er der grund til at overveje, om der er mere i selfie-fænomenet end det, man ser ved at kigge på et af de utallige fotos
Det vurderes, at der i 2024 blev taget 1,81 trillion fotografier i verden; eller en milliard milliarder. Det svarer til 57.000 hvert sekund. 20 % af disse estimeres at være selfies. Hvis man kom fra det ydre rum og opdagede, hvor mange selfies der bliver taget på Jorden, ville man let kunne bringes til den overbevisning, at jordboerne har svært ved helt at tro på, at de overhovedet er til. Derfor må de dokumentere deres eksistens ved at fotografere sig selv i tide og utide: ”her er jeg”, og ”nu er jeg er her”, og ”se lige mig”.
I 2013 blev selfie årets ord i Oxford Dictionaries, og i 2017 begyndte man at tale om selfie-generationen. Når et bestemt fænomen både kan blive årets ord og give navn til nye generationer, er der grund til at overveje, om der er mere i selfie-fænomenet end det, man ser ved at kigge på et af de utallige fotos. Mere end blot et billede er de måske en vigtig del af den måde, som vi lever på i dag.
Fotografering for at erindre
Hvorfor tager vi i almindelighed billeder? En gangbar teori kunne være, at det er for at huske, for at kunne genkalde sig øjeblikke; altså fotografiet som en slags stivnet tid, som en hjælp for erindringen. Jeg er sikker på, at det var derfor, min far tog billeder. Fx et eller to fotografier hvert år, når vi var i Tivoli i sommerferien, og dem har jeg stadig i et gammelt album, hvor han limede dem ind og skrev, hvor og hvornår de var taget. På et af billederne har han sat kryds over det bord i caféen, hvor vi senere sad og spiste.
Først og fremmest er de henvendt til andre for at skabe synlighed, selvfremstilling, anerkendelse og sammenligning
I dette album er der også et enkelt billede, som med lidt god vilje kan kaldes for en selfie. Det blev taget under meget besvær med selvudløser, hjemme i stuen. Min mor, far og mig i sofaen. Min far nåede lige over til os andre, inden selvudløseren klikkede, så han ser lidt jaget ud, og min mor og jeg kikker i hver sin retning, fordi vinduet i samme øjeblik blæste i med et drøn, som gjorde kanariefuglen så bange, at den var ved at vælte buret bag sofaen.
Alt det har jeg fået fortalt. Jeg kan ikke huske det, og ved kun, at jeg var der, fordi billedet, trods alle forhindringer, blev taget, gemt og knyttet til min fars fortælling om den søndag hjemme i vores stue.
Nu, mange år efter, fremkalder disse fotografier en række stemningsmæssige erindringer om en aften i Tivoli, en sommerdag i Zoo, en tur med toget til Klampenborg og vores trygge stue i mit barndomshjem. Fotografier, som jeg stadig har, og som mine børn vil arve, som del af det, der har været mit arvegods, men som jeg kun kan huske, fordi fotografierne stadig eksisterer. Min hukommelse er, så at sige, deponeret i de gamle sort-hvide billeder i albummet.
Vejen til selfies
Det hører til det moderne vesterlandske menneske at iagttage og skabe portrætter af sig selv. Denne selviagttagelse er naturligvis ikke opstået med mobiltelefonens kamera og mulighederne for at publicere selfies på de sociale medier døgnet rundt. Selvportrættet og selvskildringen er faktisk en helt central del af vores kultur og kunst.
Jeg har altid elsket at læse erindringer, selvbiografier o.l. Når de er gode og mesterlige, peger de jo ud over sig selv og viser, at ”sådan blev jeg menneske”. Eller rettere, sådan blev jeg netop ”det menneske, som er mig”. Der er et eksistentielt anliggende på spil i de gode selvportrætter, om det så er Rembrandts fantastiske selvportrætter eller en forfatters fortælling om sit liv.
En selfie er ikke bare et billede, men en betydningsfuld del af de unge generationers liv i dag
Vi kan sige, at det moderne menneske er det eneste, som har haft grund og lejlighed til at sætte sin identitet på prøve, som Henrik Wivel skriver i bogen Selviagttagelse om det moderne menneskes optagethed af sig selv siden renæssancen. Begrebet individualisme knytter sig til, hvordan det enkelte menneske blev mere og mere selvberoende, autonomt, sit eget mål og middel.
Hermed blev der grund og mulighed for at spørge til sin identitet; med andre ord til at undersøge sig selv, se på sig selv, fremstille og præsentere sig selv. Med andre ord: at gøre sig synlig, udskille og adskille sig selv fra andre, som gør det samme. Disse selvportrætter, om de var malerier eller litterære, havde primært selvudforskningens målsætning, selvundersøgelsens nysgerrighed, og dermed også et introvert eller indadvendt mål.
Selfie-kultur og narcissisme?
Det er anderledes med den slags portrætter, som de moderne selfies og selvfremstillinger repræsenterer. De er nærmest en konstant påmindelse om, hvem man er, hvor man er, hvordan man er, og ikke mindst at man er ”mig, særlige mig, specielle mig, anderledes mig”. Med andre ord: ”Se lige mig, for jeg er speciel, fordi jeg er mig.”
Først og fremmest er de henvendt til andre for at skabe synlighed, selvfremstilling, anerkendelse og sammenligning. Frem for alt vil vi ikke være almindelige, men særlige. Følelsen af, at man måske er ”almindelig”, kan give kvalme, som en kvinde fortalte i Kristeligt Dagblad.
Derfor er det fristende at koble selfiekulturen sammen med det, som er blevet kaldt for den moderne, narcissistiske kultur. Det har forskningen naturligvis undersøgt. Resultaterne varierer, men der ser ikke ud til at være nogen entydig sammenhæng. En amerikansk undersøgelse viser således, at ”narcissistiske motiver” kun kan begrunde ca. 30 % af de selfies, som den undersøgte gruppe delte på nettet. Men så er der stadig 70 % tilbage.
Her er det interessant, at det, vi har beskrevet som fotografiets erindringsstøttende funktion, blot begrunder 5,7 %, mens godt 15 % af de delte selfies begrundes med behovet for at styrke sit selvværd, eller som det formuleres, ”så jeg kan have det bedre med mig selv”. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at unge voksne i dag tenderer til at være mere fokuserede på sig selv, uden at dette på nogen måde kan kaldes for narcissisme i mere klinisk forstand.
Identitetsfælden
Det lille apparat med linsen vendt mod en selv var begyndelsen, de sociale medier gjorde resten. Men bag det hele gemmer der sig en overset dobbelthed, nemlig den identitetsfælde, som knytter sig til, at sammenligning med andre også er en naturlig og nødvendig måde at opbygge sin identitet på.
Selfies er ikke blot billeder af en selv til erindring om, hvordan man så ud på det pågældende tidspunkt. Selfies på de sociale medier giver, som undersøgelser viser, det enkelte menneske mulighed for at ”udtrykke sig selv og præsentere sin identitet for verden”.
Det siger sig selv, at deling af selfies på den måde kan styrke selvværd og fremme et positivt selvbillede. Men hele denne proces er jo også tæt knyttet til den uundgåelige mulighed for sammenligning og dermed følelsen af utilstrækkelighed i forhold til det, som millioner af selfies dagligt præsenterer, som andre menneskers tilsyneladende perfekte liv.
Helvede er de andre
Eksistentielt har vi brug for at kunne spejle os i andre. Udvikling af identitet, selvforståelse og sund selvvurdering knytter sig således til de mellemmenneskelige relationer. Andre mennesker er på den måde en vidunderlig gave, fordi de, så at sige, kan hjælpe os på vej til os selv, når vi skal finde ud af, ”hvem vi er”.
Men som den franske filosof Jean-Paul Sartre skrev i Lukkede døre, så er de andre også vores helvede. De sociale medier, med deres selfieudstillinger, viser sandheden i dette udsagn.
De andre er vores hele forudsætning for at kunne være menneske. Men de andre er også dem, som skal bedømme og anerkende os. Det er altid vanskeligt, men det er også noget, som vi ikke kan unddrage os. Det er et eksistensvilkår at være udleveret til andre mennesker. Det moderne ideal om, at ”du skal bare være dig selv” og ”tænk ikke på, hvad andre siger om dig”, overser ofte den livsbetingelse, at de andre er uomgængelige for os.
Selfiekulturen er imidlertid med til at forstærke de negative konsekvenser af denne vanskelige, men nødvendige, afhængighed af de andre. De andres domme, anerkendelse, accept, kritik m.m. er et nødvendigt element i vores dannelse, identitetsudvikling og selvforståelse.
Selfiekulturen på de sociale medier skaber imidlertid ofte mere nedbrydning end menneskelig opbygning, fordi det ender med at blive den negative sammenligning (hvem er bedst, smukkest, mest attraktiv, speciel o.l.) i stedet for den positive spejling. Med andre ord: de andre er både vores himmel og helvede. Det sidste gør sig ofte gældende i slipstrømmen af den nutidige selfiekultur, så den resulterer i mistrivsel, selvtvivl, nederlagsfølelser og afmagt.
Et politisk ansvar
Selfies har fået enorm indflydelse på, hvordan børn og unge ser på sig selv i dag. Næsten alle undersøgelser af mistrivsel peger på disse generationers udbredte følelse af utilstrækkelighed og oplevelse af, at de ikke er ”gode nok” eller ”specielle nok”, og ikke mindst af deres frygt for selv at være skyld i dette.
En selfie er ikke bare et billede, men en betydningsfuld del af de unge generationers liv i dag. At være i kontakt, socialisere, dannes, er det, som unge mennesker gør og skal.
I dag sker det ofte på internettet, for det er jo her, de hænger ud. Vi har selv givet dem redskaberne og mulighederne for at gøre det. Nu skal vi skabe redskaberne til at kontrollere dette selvstændige og hidtil ukontrollable univers.
”Regeringen har indgået aftale om forbud mod sociale medier til børn under 15 år,” forlød det i sidste uge. Vi må se dette initiativ som de voksne generationers hidtil mest ansvarlige og positive forsøg på at kompensere for egne forglemmelser i skabelsen af børn og unges fremtidige og eksistentielle livsvilkår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og