
POLITIK // DEBAT – Den danske regering hopper fra sten til sten, når den navigerer i verden. Det ene øjeblik går vi forrest med hjælpen til Ukraine med F-16-fly. Det næste laver vi indskrænkninger i dansk ytringsfrihed for at tækkes OIC-landene og laver samarbejde med Kina – som støtter Ruslands overgreb på Ukraine. Det hænger ganske enkelt ikke sammen, skriver Pia Olsen Dyhr.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ikke frihedsgraderne i et samfund, der i udgangspunktet skal begrundes. Det er derimod indgrebene i friheden, der kræver solid begrundelse. Det burde være åbenlyst for en dansk regering. Men sådan er det desværre ikke.
Med donationen af 19 F-16-fly til Ukraine – en åbenlyst rigtig beslutning, som hele Folketinget bakker op om – har Danmark imidlertid også taget et skridt frem som diplomatisk frontlinjestat.
For beslutningen om donationen af F-16-fly presser andre lande til at følge trop (senest Norge) – og dét ser Rusland ikke overraskende som en aggression. Den – ikke desto mindre helt rigtige – beslutning får selvfølgelig konsekvenser for relationen til Rusland, også på længere sigt. Ikke mindst må vi forvente det i Arktis, hvor Danmark via Grønland er naboer til Rusland.
I spørgsmålet om F-16-flyene har Danmark altså valgt af være frontlinjestat i forhold til Rusland. Men samtidig begår regeringen nu de samme fejl over for Kina og OIC-landene, som vi gjorde tidligere over for Rusland: Regeringen tror, at trusler og udfordringer går væk, hvis bare vi samhandler – og bøjer af for pres.
Men det har vi jo netop erfaret, ikke virkede med Putin. Det lærte vi på den hårde måde, da Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år og siden har smidt om sig med trusler mod alle Nato-lande.
Hverken konflikterne med Kina eller OIC-landene går væk – de vil bare tage til i styrke, lige om lidt
Intet tilsiger, at den strategi skulle virke over for Kina heller. Eller over for de OIC-lande, som lige nu truer Danmark og Sverige på grund af Koran-krisen.
Regeringen tror, de vælger deres konflikt. Men realiteten er, at de med den ene hånd vælger en skærpet og fremskudt kurs over for Rusland – og med den anden bøjer af for konflikter med Kina og OIC-landene.
Men vi må ikke snyde os selv: For konflikterne med hverken Kina eller OIC-landene går væk af den grund. De vil bare tage til i styrke, lige om lidt.
Tiden er til et modpres
Det må stå klart for de fleste, at USA ikke kommer til at lade Kina invadere Taiwan ustraffet. Det vil få enorme konsekvenser – både sikkerhedspolitisk og økonomisk. Også for Danmark. Der er derfor god grund til at tage advarslerne – fra bl.a. diplomater – mod det danske engagement i Kina alvorligt.
Lige så klart er det, at USA forventer Europas og Natos opbakning den dag, det måtte komme til åben konflikt med Kina om Taiwan. Vi kan håbe, det ikke bliver aktuelt – men håb er som bekendt ikke en strategi.
Kinas økonomi er lige nu også et sårbart sted – og de har brug for Vesten. Det betyder også, at vi ikke skal danse efter deres pibe
Kina har nøje studeret verdenssamfundets reaktioner på Ruslands krig i Ukraine – og vurderet nøje på, om Vesten vil have stamina nok til også at forsvare Taiwan, skulle det komme dertil. Og USA’s interesser i forhold til Kina er ikke mindre end bekymringen over Rusland, for Kina er en langt større og farligere modstander.
Men Kinas økonomi er lige nu også et sårbart sted – og de har brug for Vesten. Det betyder også, at vi ikke skal danse efter deres pibe, men tværtimod kan lægge et modpres, hvis vi står sammen. Både til at modstå det pres, Kina generelt lægger på Vesten – men så sandelig også for at svække den kinesiske støtte til Rusland, der lige nu gør Ukraines kamp ekstra hård.
Det klinger hult, Lars Løkke
Desværre sker det modsatte med Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ved roret.
For næsten samtidig med at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kom tilbage fra Kina, efter at have lavet en fornyelse af et dansk-kinesisk partnerskab, kunne Politiken afsløre, at Kina skoler unge afrikanere efter kinesisk forbillede – étpartisystemets velsignelser og imod demokratiforståelse.
Det er velkendt, at Kina er massivt til stede i store dele af Afrika, i årevis har investeret i at uddanne afrikanere i Kina, samt har store økonomiske interesser i dele af Afrika, bl.a i udvinding af strategiske jordarter.
Det står mere uklart, hvad Afrika reelt opnår. USA og Europa har i årevis efterladt et vakuum i blandt andet Afrika – et tomrum, som ikke mindst Kina og Rusland har forstået at udnytte. Det falder tilbage på os selv – men vejen frem kan aldrig være, at støtte Kinas – og dermed indirekte også Ruslands – ekspansion i Afrika.
Sandheden er, at den danske regering hopper fra sten til sten, og for hver sten opfinder et nyt argument
Så når udenrigsministeren taler om en ny verdensorden og betydningen af ”det globale syd” og behovet for en mere pragmatisk forståelse af verdens nye magtstrukturer, så klinger det hult.
For har Lars Løkke ikke lige fortalt danskerne, at Danmark skal imødekomme de muslimske OIC-landes krav om ikke at krænke muslimer, fordi vi skal trække ”det globale syd” tættere på os – og dermed væk fra Putin? At en nålestiksforringelse af ytringsfriheden, som regeringen netop har fremlagt, er en lille dansk pris for at skubbe til balancerne i opbakningen til Putin?
Jo, det hævder Lars Løkke Rasmussen. Hvorpå han drager til Kina, som uddanner fremtidens afrikanske ledere til at være imod demokratiet. Altså dét demokrati, som Ukraine kæmper for at opnå. Imod russisk imperialisme. En imperialisme, som Kina støtter.
For samtidig med at den danske udenrigsminister kom hjem fra Kina, kan TV2.dk berette, at de mangler og knapheder der opstod i Rusland som følge af de vestlige sanktioner – på grund af krigen i Ukraine – næsten øjeblikkeligt er blevet erstattet og suppleret af … ja, rigtigt gættet: Kina. Det er ikke Koran-krisen eller Danmarks forhold til OIC-landene, der svækker Ukraines kamp for frihed. Det er Kina.
Kina leverer nu de genstande, komponenter og dele til Rusland, som gør, at det russiske samfund stort set kører videre, trods vores vestlige sanktioner.
Det ville derfor være rart, hvis udenrigsministeren ville forklare danskerne og det danske Folketing, hvorfor det så er en god idé, at Danmark laver et nyt strategisk partnerskab med Kina, som understøtter det Rusland, som vi er enige om truer os og vores fred, og som ødelægger Ukraine. Og udenrigsministeren kunne så ved samme lejlighed forklare, for hvis skyld vi så skal bøje os for lande som Iran, Irak, Pakistan, Saudi-Arabien og Afghanistan og svække den ytringsfrihed, som hverken findes i Rusland, Kina eller i OIC-landene – men som Ukraine kæmper så hårdt for at få.
Udenrigspolitik fra sten til sten
Er De forvirret, kære læser – så forstår jeg det godt. Men forklaringen er simpel: Forvirringen skyldes ene og alene, at argumentationen for den danske udenrigspolitik er holdt op med at give mening, fordi de indre modsigelser er alt for store.
Sandheden er, at den danske regering hopper fra sten til sten og for hver sten opfinder et nyt argument – som desværre kun bliver mere og mere besynderligt, jo flere sten de får trådt på.
Nuvel. Her stopper besynderlighederne imidlertid ikke: For det kinesiske Huawei, en teknologigigant med de tættest tænkelige bånd til det kinesiske magtapparat, har netop lavet en aftale om at levere et avanceret kamerasystem til alle provinser i … Afghanistan.
Aftalen er blevet lavet med Taleban – altså dem, som Danmark i 20 år og indtil for ganske nylig – bekæmpede i Afghanistan. Taleban har siden august 2021 systematisk indskrænket alle frihedsgrader i landet, lukket skoler for piger, proppet piger og kvinder tilbage i burkaen – og truet Danmark pga. Muhammed-tegningerne. Taleban-styret har altså nu lavet en aftale med Kina om massiv overvågning i det offentlige rum i det i forvejen nedlukkede og negativt socialt kontrollerede Afghanistan.
Her må jeg minde læserne om, at det i Børsen for nylig blev afdækket, hvordan Huawei havde lagt massivt pres på danske politikere og truet med alskens repressalier, hvis ikke den danske stat indgik en aftale med firmaet om 5G-dækning. Altså rene gangstermetoder – i realiteten sanktioneret fra politisk hold i Beijing.
Og dermed altså også hos dem, som Lars Løkke Rasmussen netop har valgt at indgå en strategisk partnerskabsaftale med.
”Strategiske partnerskaber”
Begrebet ”pragmatisme” slår vist ikke rigtigt til i denne sammenhæng. For vi ved jo, at ansigtsgenkendelsesteknologien i en række kinesiske teknologiprodukter bliver brugt til etnisk profilering. Det sker tankevækkende i særlig grad over for den i Kina særdeles forfulgte og diskriminerede etniske og religiøse minoritet – de muslimske uighurer.
De interneres i lejre, tvangsudsættes for religiøs fornedrelse og forfølges på alle tænkelige måder. Men tankevækkende nok får det ikke deres trosfæller i Kabul til at afstå fra at indgå store aftaler med Kina. Det rejser i øvrigt heller ikke noget ramaskrig i Saudi-Arabien, Iran, Irak, Pakistan – eller noget som helst andet muslimsk land – at deres trosfæller i Kina myrdes og undertrykkes systematisk. Og den danske Kina-politik fortsætter imens med fornyet styrke under Lars Løkke Rasmussens ”pragmatiske” regime.
Den danske Kina-politik fortsætter med fornyet styrke, under Lars Løkke Rasmussens ”pragmatiske” regime
De nævnte muslimske lande er således fløjtende ligeglade med deres muslimske trosfællers lidelser i Kina. Til gengæld er de meget bestyrtede over, at et par håndfulde enkeltindivider i Danmark og Sverige insisterer på at brænde Koranen af.
Her møder OIC-landene forståelse fra den danske udenrigsminister, som igen og igen beklager overfor de regimer, som – uden at blinke – dræber unge kvinder for ikke at ville gå med tørklæde.
Eller – hvis vi lige skal minde om det i disse dage efter Copenhagen Pride – hænger homoseksuelle fra kraner eller smider dem ud fra bygninger og derpå stener dem til døde.
Lige så lidt jeg bryder mig om enkeltindividers koranafbrændinger, lige så ude af proportioner er kritikken fra OIC af Danmark og Sverige som stater, når OIC-landene hver og én har så enorme problemer med selv de mest basale menneskerettigheder.
Det er sådanne regimer, den danske regering nu vil imødekomme ved at indskrænke ytringsfriheden. Og Lars Løkke Rasmussen finder det åbenbart passende at lave fornyede ”strategiske partnerskaber” med et land som Kina – der nu gennem Huawei skal levere teknologi til Talebans overvågning af egne borgere, så rædselsregimet kan blive en tak mere effektivt i sin undertrykkelse af borgerne.
Men her slutter regeringens pragmatisme ikke. For Lars Løkke Rasmussen turde – igen ifølge Politiken – end ikke have sin telefon med ved sit nylige besøg i Kina. Af velbegrundet frygt for at der ville blive tappet informationer fra den.
Det har været velkendt i årevis, at man skulle være mere end påpasselig med sin pc og sin telefon i Kina, og advarslerne har været gældende for forretningsfolk, forskere, politikere og diplomater i årevis. Men den manglende tillid til det kinesiske regime måtte åbenbart ikke stå i vejen for partnerskabet.
Tværtimod påstår Lars Løkke Rasmussen, at han bare bringer Danmark på et niveau i tilgangen til Kina, som minder om USA’s og resten af EU’s. Det er dog en sandhed med modifikationer: USA har noget, der minder om en handelskrig med Kina, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i klar tekst lagt an til en betydeligt mere kritisk, forbeholden og langt mere strategisk linje i forholdet til Kina.
Regeringens logik smuldrer
Der er ingen tvivl om, at Koran-krisen lægger et pres på Danmark. Og det er mere end sandsynligt, at Rusland og Putin har gjort, hvad de kunne, for at puste til koranflammerne.
Det skaber uro, det deler de europæiske befolkninger. Og hverken den danske eller den svenske regering har behov for yderligere kriser i en i forvejen meget alvorlig og ustabil æra, og derfor anerkender jeg selvfølgelig, at ønsket om at isolere Putin bliver sværere, hvis OIC-landene er (strategisk) vrede på Danmark og Sverige.
Intet er så nemt som at kunne indtage alle tænkelige synspunkter. Og her er den danske regering ganske uovertruffen, når det gælder udenrigspolitikken
At Putin fordømmer koranafbrændinger, og at disse voksede i global opmærksomhed samtidig med valget i Tyrkiet i foråret og Sveriges ansøgning til Nato var i spil, er selvfølgelig ikke tilfældigheder. Så vidt så godt.
Men er svaret virkelig at bøje sig for alle mulige totalitære regimer? Er Ukraines redning virkelig nærmere, hvis Danmark og Sverige – de frieste, mest liberale, mest socialt ansvarlige lande i verden – imødekommer krav fra nogle af de mest grusomme og undertrykkende regimer i verden?
Er det virkelig sådan, at Taleban kan indgå en aftale om overvågning af egen befolkning med kinesiske Huawei, mens de vender blikket bort fra de kinesiske myndigheders systematiske forfølgelse af Talebans trosfæller – men at Talebans forfærdelse over Rasmus Paludan og co. er så enorm, at det kræver indskrænkninger i dansk demokrati? Hvorpå den danske regering fornyer et strategisk samarbejde med Kina?
Skulle dét hjælpe Ukraine og den regelbaserede, demokratiske verdensorden, som Ukraine så brændende ønsker og kæmper for at blive en del af? Jeg synes simpelthen, regeringens logik smuldrer.
Lars Løkke Rasmussen sagde til Avisen Danmark, at: ”Det er jo nemt at have de rene synspunkter”.
Bevares. Intet er dog så nemt som at kunne indtage alle tænkelige synspunkter. Og her er den danske regering ganske uovertruffen, når det gælder udenrigspolitikken.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her