MIDTVESTLIV // KLUMME – Livet som udlandsdansker eller expat er så meget mere og andet end den drøm og de forventninger, der går forud for eventyret. Og de erfaringer, man gør sig undervejs, kan i mange tilfælde være ganske uventede. Julie Bendtsen har samlet en håndfuld af dem, som var mindst ventet – men er endt med at fylde mest.
CHICAGO – Vi kører på ottende amerikanerår her i husstanden. Og selv om jeg tidligere både har været udvekslingsstudent i Costa Rica og senere hen tog et semester af mine engelskstudier i Amsterdam, er det noget helt, helt andet – og ganske usammenligneligt – at bosætte sig i et andet land mere eller mindre permanent. Eller i hvert fald uden udløbsdato.
Jeg har samlet en håndfuld betragtninger – erfaringer, om man vil – som jeg har gjort mig over årene som udlandsdansker. Og lad mig, klog af skade, for god ordens skyld understrege, at alt nedenstående som nævnt er mine egne oplevelser, som jeg ikke har noget ønske om at putte ned over andres hoveder.
Der er ganske givet lige så mange oplevelser, som der er udlandsdanskere. Men hvem ved, måske sidder der en eller to derude med maven fuld af eventyrlyst og udlandsdrømme – og så kan betragtningerne her måske tjene til eftertanke.
Det tager et år at falde til
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, da vi flyttede til USA dengang for knap otte år siden, men der var helt sikkert en tidslinje i mit hoved, der ikke stemte overens med virkeligheden. Vores børn var ganske små – halvandet og knap fem år gamle – så jeg var ret overbevist om, at de ville lære sig flydende engelsk i løbet af få måneder. Børn er jo som små svampe, ikke? Så det kunne vel ikke tage ret længe.
Måske fordi forventningerne var så diffuse, at de næsten ikke var der, måske fordi sindet åbnede sig undervejs
Men det gjorde det. Svamp eller ej, det tager tid at blive tosproget, og det tog også tid for os andre at falde til. Længere tid end forventet. Det var først, da der var gået et år, at vi følte os etablerede i vores nye liv, og af samme grund gik det ret hurtigt op for os, at den tidsplan, vi havde lagt, og som lød på to år i USA, var urealistisk.
Senere fandt jeg ud af, at det er en helt normal tidsramme. De første måneder går med at få alt det praktiske på plads – bil, bolig, skole, forsikring, gas og vand og så videre – og først derefter får man luft til at udforske og opleve. Det tog os et år at falde til og føle os hjemme i Raleigh, og det tog os et år i Chicago.
Det mest fremmede kan blive det mest hjemlige
For mange, der drømmer om at bosætte sig i udlandet, er det de velkendte internationale billeder, der får lov at definere drømmen. “Så så man lige mig gå ud af min lille loftslejlighed i Brooklyn og hente min morgenkaffe på hjørnet, inden jeg gik videre ud i mit daglige New Yorkerliv”. Eller “så skulle jeg jo lige ned og hente de gode macarons fra det hemmelige patisserie i Marais på vej til arbejdet.” Et liv i London, en dagligdag i Dubai.
Rigtig mange expats ender imidlertid i områder, de intet kender til på forhånd – og som de ender med at elske. Måske fordi forventningerne var så diffuse, at de næsten ikke var der, måske fordi sindet åbnede sig undervejs. Eller måske fordi der bare findes så mange skønne afkroge, vi slet ikke kender til, før vi finder os selv midt i dem.
Der vil altid være et sted i verden, vi savner
Kald mig bare geografisk ignorant, men jeg havde aldrig så meget som hørt om Raleigh, inden vi fik tilbuddet om at flytte dertil. Jeg havde hørt om North Carolina, bevares, men for at være helt ærlig anede jeg ikke en fløjtende fis om staten, inden vi pludselig boede der.
I månederne op til afgang fandt jeg mig selv i utallige Google-søgninger: Er der varmt? (svar: Ja, klimaet i størstedelen af staten er fugtigt subtropisk, og der er sindssvagt varmt om sommeren, mildt om vinteren og fantastisk på alle andre tidspunkter). Er der nogle vilde dyr? (Svar: Ja, der er masser af slanger (jeg mødte dem jævnligt på mine løbeture), alligatorer og bjørne, for slet ikke at tale om utallige vaskebjørne og pungrotter). Hvordan ser der ud? (Svar: Ubeskrivelig smukt.)
Alligevel – på trods af, at Raleigh om muligt var en af de for mig allermest mest ukendte byer i hele USA – endte netop Raleigh og North Carolina med at føles som hjem. Helt ind i knoglerne. Og det er stadig en by, jeg savner og får hjemve til.
Begrebet “hjem” bliver flydende
Jeg har skrevet stolpe op og ned om den hvemve til Danmark, der rammer i tide og utide, men da vi i sin tid traf valget om at flytte til USA, var jeg ikke forberedt på, at jeg få år senere ville have to steder, der føltes så meget som “hjem”, at hjemve fra da af ville blive et konstant vilkår. At jeg, fra vi begyndte at føle os hjemme i Raleigh, altid ville savne et andet hjem.
Hjem kan være hvor som helst, og der kan være flere af dem
Det er stadig en mærkelig tanke for mig, men hvor jeg, lige da det gik op for mig, kunne blive helt vemodig ved tanken, har jeg sluttet fred med det nu. Og erkendt, at det er muligt at skære sit hjemmehjerte i skiver. Der vil altid være et sted i verden, vi savner, og det er ok. For det betyder jo bare, at minderne derfra har givet os noget at se tilbage på med kærlighed.
Nu er hjem igen et nyt sted, og vores år med skiftende baser har lært mig, at begrebet hjem for mig er blevet langt mere rummeligt og flydende, end jeg førhen har følt. Hjem kan være hvor som helst, og der kan være flere af dem.
Du får ikke så mange besøg, som du tror
Punktet her afhænger højst sandsynligt af, hvor i verden man bosætter sig, og det kan sagtens være, at dem, der bor i Paris, New York, Rom og London ind imellem kan føle sig som et regulært bed n’ breakfast med alle de venner, bekendte og familiemedlemmer, der lige kommer på storbysmuttur. Men hører man til dem, der ender på de lidt mere afsides – eller bare knap så velkendte – lokationer, kan besøg hjemmefra være aldeles sparsomme. Og det er der et hav af potentielle årsager til.
For det første er der noget så helt grundlæggende som en cost/benefit-analyse af destinationen: Er den værd at flyve x antal timer for og bruge x antal hårdt optjente feriedage eller -uger på? Er prisen på flybilletter dertil horrible? Og hvad er der i øvrigt at lave der?
De lever og navigerer bare i den barndom, vi har sat dem i
Det kan godt være, at Toronto, Singapore, Bogota eller, ja, Raleigh, for den ekspatrierede føles som en fantastisk oase med eventyr, der bare venter på at blive udforsket af alle dem hjemmefra, og for den bosiddende er der også en vis stolthed i at vise “sit” sted frem. Det er jo mit liv nu! Er I ikke bare spændt på at se det?
Men nej, det er alle ikke, og selv om det kan føles som en skuffelse, er det vigtigt at huske på et par ting. For det første er din nye tilværelse og ikke mindst de rammer, den foregår i, bare ikke lige så ophidsende for alle andre, som den er for dig.
For det andet – og det her er noget, man som udlandsdansker bliver mindet om igen og igen – betyder det noget, at det er dig, der er rejst ud og væk. Det er dig, der har forladt alle de andre, og du kan ikke forvente, at de kommer til dig, fordi du valgte en vej langt væk. Det er dejligt, når de gør, men forventningsafstemningen er alfa og omega her. Det var dig, der rejste.
Din oplevelse er ikke dine børns oplevelse
For min mand og mig har omstillingen til USA været langsommelig, til tider bumlet og altid med visheden om, at vi jo i bund og grund bare er danske, i baghovedet. Vi har taget livet i USA til os og gør vores bedste for at integrere os og opleve landet på landets vilkår, men det er altid med en snert af fremmedhed.
Vores børns oplevelse er en anden. For dem er USA det hjemland, de kender. Det er her, de har haft hele deres skolegang, det er her, de er vokset op. De elsker Danmark, de elsker at være i Danmark, de elsker at bruge tid med deres familie og venner i Danmark – men de savner ikke Danmark, som vi gør.
De får ikke hjemve på samme måde, som jeg gør, for deres hjem er her. De føler sig aldrig splittede mellem to kulturer, og deres tilgang til det land, de bor i, er ukompliceret. De bruger ikke tid og energi på at veje for og imod, sammenligne, længes efter lyse nætter eller give sig hen til endnu et playlisteflip, hvor Nik & Jay og Natasja og Malk De Koijn og Saybia og Kashmir og alle de andre minder pludselig og død og pine skal på playlisten til en aften i nostalgiens navn. De lever og navigerer bare i den barndom, vi har sat dem i, og som er den eneste de kender.
Du forandrer dig – også selv om du tror, du ikke gør
Det er vel aldrig rigtig muligt at se sig selv udefra; ikke med særlig klare briller i alle fald. Alligevel er der med årene fulgt en erkendelse af, at selv om jeg har følt mig ganske overbevist om, at jeg i hvert fald er den samme, som jeg altid har været, og det her amerikanerliv i hvert fald ikke er noget, der kommer til at ændre mig – så sker forandringen alligevel. Jeg tror simpelthen ikke det er muligt at bo uden for Danmark i så lang tid og ikke blive formet af det land, man lader sig omgive med og af.
Vi ved, at de vigtigste vi har og har haft, er hinanden
Det blev ganske tydeligt for mig, da vi brugte en fantastisk og tiltrængt måned i Danmark denne sommer. Pludselig havde jeg svært ved at navigere i den danske tillukkethed, den ikke altid supervenlige tilgang til omverdenen, for slet ikke at tale om den nærmest krigeriske måde indkøbsvogne i supermarkedet kan blive skubbet rundt på, uden øjenkontakt, uden sans for andre i samme situation, med de samme indkøbsvogne, den samme mission. Som min “dansker i USA-partner in crime” M så diplomatisk udtrykte det: “Det kræver bare en ny kasse, der åbner i Netto, og med ét er jeg jo så træt af danskere”.
Danmark og danskere er en masse, som jeg aldrig tidligere har haft problemer med – som jeg jo sågar har været en del af – og som jeg nu nok ind imellem kigger på med amerikanerbriller. Men det er jo ikke Danmark, der har ændret sig. Det er mig – også uden at jeg vidste det.
Din familie bliver rystet sammen
Da vi flyttede til USA, var vores børn unge – halvandet og knapt fem år gamle. Det første lange stykke tid – indtil de startede i skole og dagtilbud, lærte sproget og fik venner – havde de kun hinanden og os. Det samme gjorde sig gældende for resten af familien. Vi havde kun hinanden, og fordi man, når man flytter, ikke bare begynder forfra med job, bolig og gas og varme, men også med netværk, venner og sociale sammenhænge, skaber det nogle andre bånd end derhjemme.
Vores familie er i dag rystet sammen på en anden måde, end vi ville have været, hvis vi stadig boede hjemme i Virum. Det er ikke en ”os mod verden”-mentalitet, for der er ikke tale om en kamp. Men vi ved, at de vigtigste vi har og har haft, er hinanden, og at det kun er os fire, der ved, hvordan det føles at gøre, som vi har gjort. Det er grundvoldsrystende for både børn og voksne at rive rødderne op – mere end én gang – og starte hele lortet op igen.
Du bliver forkælet af det bedste fra flere verdener
Amerikanerne er berømte og berygtede for deres magelighed, som fra tid til anden grænser til det absurde. Og utallige er de gange, jeg har rystet på hovedet af de korte afstande de bruger deres biler til (i stedet for at gå), de måltider de tilbereder i en mikroovn, og de rulletrapper de tager.
Men min hovedrysten holder kun lige til jeg sidder i Danmark og ikke kan bestille en Uber eller Lyft til at komme hurtigt hjem, tage i supermarkedet ved midnatstid fordi jeg har glemt mælk til morgendagens kaffe eller booke en hundesitter på fem minutter via en app, fordi vi spontant beslutter at tage på weekendtur.
Alt er inden for rækkevidde i USA – mod betaling, naturligvis – og det er altså ret nemt at vænne sig til. Jeg ville aldrig vælge bilen over cyklen i København eller mikromåltidet over det hjemmelavede, men en lille smule magelighed er altså ikke altid at fornægte. Lidt amerikansk er man vel blevet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
