CLIODYNAMICS // LONGREAD – Historikeren Peter Turchin har opstillet en model, der viser, hvordan elendiggørelse og eliteoverproduktion med jævne mellemrum fører til sociale omvæltninger.
I 2010 bad tidsskriftet Nature en række specialister fra forskellige discipliner om at komme med forudsigelser ti år ud i fremtiden, og Peter Turchin, der oprindelig var uddannet inden for økologi, men nu studerede historien gennem anvendelse af matematiske modeller, forudså, at der omkring 2020 ville komme et højdepunkt i politisk ustabilitet i USA, og at denne ustabilitet ville karakterisere 2020’erne, medmindre der skete radikale ændringer i det amerikanske samfund, hvilket der ikke er udsigt til.
Efter at Trump blev valgt til præsident, og især efter stormen på Kongressen d. 6. januar 2021, er der opstået en hel genre om forudsigelser af USA’s opløsning eller den kommende borgerkrig, men før 2016 havde stort set ingen forudset, at den politiske krise ville antage så ekstreme former.
Spørgsmålet er derfor, hvordan Peter Turchin kunne forudsige udviklingen. I bogen End Times: Elites, Counter-Elites, and the Path of Political Disintegration analyserer han årsagerne til, at byer og stater har oplevet nærmest konstante cyklusser af opgang og indre fred, som derefter bliver afløst af udbrud af konflikt og indre strid eller borgerkrig.
Medmindre det lykkes at løse stridighederne, vil staterne kollapse og gå i opløsning. Denne cyklus er der mange historiske eksempler på, og Peter Turchin og hans meningsfæller mener, at der er faktorer, der går igen i staternes cyklusser.
Rigdomspumpen
Som eksempler på sådanne cyklusser nævner Peter Turchin Kina, hvor landet gentagne gange er blevet forenet, opløst og genforenet. Efter en periode med fremgang og velstand opstår moralsk korruption, som fører til nedgang og opløsning. På tilsvarende vis har Frankrig siden middelalderen oplevet opløsning og genforening og perioder med stabilitet og ustabilitet, ligesom det også har været tilfældet i England, hvor der gentagne gange var borgerkrigsagtige tilstande.
Her løstes konflikterne ved at reducere eliterne gennem eksport af elitemedlemmer til Frankrig, eller ved at medlemmerne accepterede social deklassering, eller at der skabtes nye magtkonstellationer inden for eliten. Et oprør i 1215-1217 blev løst ved, at kongen underskrev det berømte Magna Carta for at tilfredsstille den oprørske elite, der gav baronerne større magt.
Modsat mange historikere mener Peter Turchin ikke, at personer spiller en afgørende rolle i staternes opgangs- og nedgangsperioder; Trump var bare et udtryk for underliggende, upersonlige kræfter, der drev udviklingen mod ustabilitet og konflikt.
For at teste sin model på flere tusinde års historie har Peter Turchin og hans samarbejdspartnere samlet empiri i en kæmpe database dækkende udviklingen de sidste 5000 år, så man også kan teste teoriens evne til at forudse den fremtidige udvikling. Teoriretningen lægger derfor i modsætning til den traditionelle historievidenskab vægt på brug af kvantitative metoder og matematiske modeller for at opspore samspillet mellem de forskellig ’bevægelige dele’ i komplekse samfund.
Peter Turchin har døbt sin disciplin Cliodynamics – Clio efter den græske muse for historieskrivning og Dynamics for videnskaben om forandring. Han medgiver dog, at modellen ikke er avanceret nok til at kunne komme med nogenlunde sikre forudsigelser, men han har udviklet en prototype, som han alligevel forsøgsvist anvender.
Når uligheden i et samfund forøges, vil overklassens andel af BNP forøges – det, Peter Turchin kalder en ’rigdomspumpe’ – mens resten af samfundets andel vil formindskes
I Peter Turchins model er der to hovedfaktorer, nemlig den hurtigt stigende ulighed – det, han kalder ’elendiggørelse’ (immiseration) – og ’eliteoverproduktion’, dvs. at et stadigt stigende antal individer, der aspirerer til at komme i overklassen, konkurrerer om et begrænset antal pladser i en i stigende grad korrupt magt- og privilegiestruktur – det kan sammenlignes med legen om den ’tomme stol’.
En tredje faktor, som Peter Turchin nævner, er statsgæld og en stats eventuelle svækkede legitimitet, men det anvender han ikke i nævneværdig grad i sin analyse. En fjerde faktor er geopolitikkens indflydelse, og endelig måler modellen antallet af og graden af radikaliserede borgere, idet det er individer, der agerer som igangsættere af optøjer, oprør, terrorisme, osv.
Når uligheden i et samfund forøges, vil overklassens andel af BNP forøges – det, Peter Turchin kalder en ’rigdomspumpe’ – mens resten af samfundets andel vil formindskes. Der er således tale om en forøgelse af den relative fattigdom, dvs. ikke nødvendigvis at folk er blevet fattigere i absolut forstand, men bare i forhold til overklassen. Historisk er folk dog oftest blevet fattigere i absolut forstand som følge af befolkningstilvækst, der har forøget udbuddet af arbejdskraft og dermed presset lønningerne eller forøget jordejernes muligheder for at hæve bøndernes afgifter.
De elendiggjorte vil dog ifølge Peter Turchin aldrig, som Marx forudså, være i stand til at gennemføre omvæltninger, da de er for spredte og uorganiserede og ikke er i stand til at lede en omvæltning. Hertil er der brug for en gruppe, der kan lede de elendiggjorte, og det kan de eliteaspiranter, som er blevet frustrerede i deres bestræbelser på at blive optaget i eliten og derfor ønsker en omvæltning, der kan bringe dem selv til magten. De har både den nødvendige uddannelse og rigtige forbindelser til at lede masserne, så her udtrykker Peter Turchin en leninistisk revolutionsopfattelse.
Som eksempler på opstande udløst af elendiggørelse og eliteoverproduktion nævner Peter Turchin Taiping-opstanden 1851-1864, hvor frustrerede eliteaspiranter forsøgte at erstatte Qing-dynastiet med et nyt Himmelsk Kongedømme ledet af lederen af opstanden, Hong Xiuquan. Opstanden blev til sidst slået ned, og borgerkrigen, der var den blodigste i historien, kostede mellem 30 og 70 millioner mennesker livet. Desuden passer analysen også på tiden omkring den franske revolution.
I nutiden var Det Arabiske Forår et resultat af elendiggørelse af den brede befolkning og frustrerede unge, der havde fået en uddannelse, de ikke kunne bruge til noget. Oprørets to hovedgrupper i Egypten var liberale, sekulære revolutionære og Det Muslimske Broderskab, der fik støtte af landbefolkningen, og da brødrene vandt valgene, vendte de liberale revolutionære tilbage til Tahrir-Pladsen for at protestere og gik i alliance med den økonomiske elite, der oprindeligt havde støttet opstanden, og militæret, der var de egentlige magthavere. Efter militærets magtovertagelse i 2014 knustes begge fraktioner af Tahrir-opstanden, og militæret besad igen den absolutte magt. De strukturelle problemer i landet er dog ikke blevet løst.
En gruppe, der i særlig grad har været ledere af revolutioner, har været jurister, idet Robespierre, Lenin og Castro var jurister. For at undgå revolution eller opløsning er det nødvendigt at formindske eliten, enten gennem død eller gennem en proletarisering, og at formindske dens andel af samfundets rigdom for derigennem at forbedre resten af befolkningens levevilkår.
Som et vellykket eksempel nævner Peter Turchin situationen i Storbritannien efter industrialiseringen. Her førte elendiggørelsen af arbejderklassen til en næsten revolutionær situation, der først blev løst, da dele af overklassen indså, at reformer var nødvendige. De indledtes i 1830’erne med udvidelsen af valgretten, love til at hjælpe fattige og endelig kornlovene, der sænkede priserne på korn og dermed forøgede reallønningerne.
Cyklusser på 50 år
Peter Turchins analyse omhandler hovedsagelig udviklingen i USA, hvor han mener, at historien bevæger sig i cyklusser på ca. 50 år. I perioden mellem 1820’erne og 1860’erne faldt de relative lønninger med næsten 50 %, og de forringede levevilkår førte til, at middellevetiden for tiårige faldt med otte år, og højden på amerikanerne – de havde indtil da været de højeste i verden – begyndte af falde.
Ophobningen af rigdom førte til en stigende produktion af eliteaspiranter, men da antallet af poster i regering og administration ikke steg ret meget, førte det til kraftige konflikter inden for eliten, og de blev udløst gennem borgerkrigen i første halvdel af 1860’erne, som førte til en kraftig formindskelse af slaveejernes ejendomsbesiddelse (slaver) og formindskelse af eliten (døde under borgerkrigen). Krigen berigede kapitalister i Nordstaterne – de senere ’røverbaroner’ – og de blev den herskende klasse i den ’forgyldte periode’.
Peter Turchin sammenligner faktisk Danmark og USA og peger på, at forskellen i udvikling dels skyldtes, at den stadige indvandring i USA umuliggjorde skabelsen af et socialistisk arbejderparti, dels at racismen var en evig faktor i amerikansk politik
I slutningen af 1800-tallet ophobede overklassen enorme rigdomme, og det var en tumultarisk periode med masser af arbejdskampe og oprør, der kulminerede efter første verdenskrig, hvor den russiske revolution tjente til inspirationskilde for arbejderklassen. De amerikanske kapitalister havde indtil da ikke bekymret sig om arbejderklassens ve og vel, da de var tilhængere af socialdarwinismen. Da overklassen frygtede en revolution, slukkede man ’rigdomspumpen’ gennem indførelse af love, som standsede immigrationen, der dels havde undergravet etableringen af fagforeninger, dels havde forøget udbuddet af arbejdskraft, hvilket trykkede lønningerne.
Efter krakket på Wall Street indledte præsident Roosevelt en række reformer, der styrkede arbejderklassen over for kapitalejerne, fx gennem styrkelse af rettighederne til at danne fagforeninger, indførelse af mindsteløn og etablering af en offentlig pensionsordning. Man skabte en uskreven social pagt mellem kapital og arbejde, New Deal, som eksisterede til 1970’erne, og som førte til en kraftig forøgelse af de relative lønninger. Samtidig blev en stor del af overklassen deklasseret, og overklassens formuer formindskedes.
Klassekompromiset betragter Peter Turchin som en lidt svagere udgave af den skandinaviske velfærdsstat, men kompromiset begyndte at smuldre i 1970’erne, hvorefter udviklingen kom til at afvige kraftigt fra udviklingen i Europa. Peter Turchin sammenligner faktisk Danmark og USA og peger på, at forskellen i udvikling dels skyldtes, at den stadige indvandring i USA umuliggjorde skabelsen af et socialistisk arbejderparti, dels at racismen var en evig faktor i amerikansk politik, som gjorde det muligt at spille forskellige racer ud mod hinanden, fx på arbejdspladserne.
Elendiggørelse
For at få sin lovgivning igennem Kongressen måtte Roosevelt indgå en pagt med djævelen i form af sydstatsdemokrater, således at lovgivningen ikke kom til at gælde for sorte arbejdere. Da sorte endelig fik fulde borgerrettigheder i 1960’erne, blev det udnyttet af den del af kapitalistklassen, der hele tiden havde været utilfreds med New Deal, til at mobilisere racistiske vælgere i Sydstaterne.
Det gjorde de med det formål at undergrave fagforeningerne og sænke skatterne for de rige – i 1960’erne havde topskatten været på 90 %, mens den under Ronald Reagan i 1980’erne blev sænket til 28 %. Herefter skete der en kraftig formindskelse af arbejderklassens relative lønninger, og for arbejdere uden en videregående uddannelse faldt reallønnen.
Denne indikator indregner imidlertid ikke betydningen af stigningen i omkostningerne til sygeforsikring, til videregående uddannelse og til at købe et hus. Når de ikke-uddannede og deres børn ikke har adgang til uddannelse, og da mange samtidig efter at have skiftet jobs i industrien ud med laverelønnede jobs i serviceindustrien sidder de fast i en udsigtsløs situation. De oplever virkelig en elendiggørelse, hvilket har ført til en eksplosion af sociale problemer.
Elendiggørelsen har ført til ’dødsfald af desperation’, som økonomerne Anne Case og Angus Deaton har kaldt dem, i form af selvmord (let adgang til våben), alkoholisme og stofmisbrug
Disse blev afspejlet i, at da reallønningerne stoppede med at stige i 1970’erne, faldt højden på amerikanerne – hvilket ikke var tilfældet i andre højtudviklede lande – hvor den i de foregående 70 år var steget med otte centimeter. Og fra 2014 begyndte middellevetiden også at falde, især for midaldrende hvide, der især var ramt af forringede levevilkår.
Elendiggørelsen har ført til ’dødsfald af desperation’, som økonomerne Anne Case og Angus Deaton har kaldt dem, i form af selvmord (let adgang til våben), alkoholisme og stofmisbrug. Disse dødsfald steg firfoldigt for mindre uddannede mænd, mens de ikke påvirkede mere uddannede mænd.
Dødsfaldene rammer i lige så høj grad kvinder, men fra et lavere udgangspunkt. Det er denne befolkningsgruppe, der ser Trump som den frelsende engel, der under slagordet ’Make America Great Again’ ønsker sig tilbage til de gode gamle dage, før de mistede deres position og værdighed. Faldet i de relative lønninger modsvares af ’rigdomspumpen’, der har ført til en enorm stigning i indtægter og formuer for især den rigeste procent og endnu mere den rigeste promille.
De forringede levevilkår for arbejderklassen har gjort det mere tiltrækkende at få en højere uddannelse, således at to tredjedele af en ungdomsårgang i dag starter på college. Efterspørgslen har imidlertid slet ikke kunnet holde trit med udbuddet af unge med uddannelse, så der er skabt en eliteoverproduktion. Mange unge kan ikke finde jobs, der opfylder deres forventninger – ikke engang en kandidatgrad sikrer faste stillinger – og der skabes derfor en stor gruppe med løse ansættelser, eller ansættelser, som de er overkvalificerede til, og som er lavtlønnede: et prekariat.
Da mange samtidig har stor studiegæld, ser deres fremtidsudsigter håbløse ud, hvorfor de går ind for radikale løsninger for at ændre systemet. Mange i denne gruppe anser USA for at være racistisk, misogynt og roden til alt ondt; de er woke. Hermed er der skabt en gruppe, der kan blive ledere i en social eksplosion. Men det er svært at se denne gruppe alliere sig med den elendiggjorte arbejderklasse, da de betragter hinanden som fjender.
Det amerikanske plutokrati
Peter Turchin karakteriserer USA som et plutokrati, dvs. at økonomiske eliter dominerer staten, idet plutokratiets strukturelle økonomiske magt dominerer den politiske klasse gennem lobbyisme, kampagnebidrag – det kræver millioner af dollars at blive valgt til Kongressen – forretningsfolk, der søger valg til politiske embeder og udpegninger af forretningsfolk til nøgleposter i regeringen.
Og plutokratiet kontrollerer også den ideologiske basis gennem ejerskab af massemedierne og de private fonde og tænketanke, der formulerer politikforslag. Denne erobring af staten betyder, at den almindelige amerikaners politiske præferencer intet betyder for politiske forandringer, der bestemmes af plutokratiet. Det klareste eksempel herpå er sænkningerne af skatterne. Det er kun, når der er overensstemmelse mellem gennemsnitsamerikanerens og plutokratiets præferencer, at den almindelige amerikaner har indflydelse på den førte politik.
Peter Turchin argumenterer, at demokratierne er sårbare over for at blive undergravet af plutokrater, der kan bruge deres økonomiske muskler til at købe sig til magten: De kan købe massemedier og belønne dem, der er villige til at fremme deres budskaber og ideologi. Og så kan plutokrater finansiere organisationer, der kan føre vedvarende kampagner, hvilket lokalbevægelser og græsrodsorganisationer har svært at gøre i længere tid, da de mangler de økonomiske ressourcer.
Når først plutokraterne har startet ’rigdomspumpen’, er det svært at vende udviklingen. USA har blandt de udviklede lande en ekstremt ulige indkomstfordeling, og i Europa er det interessant, at i Tyskland har den rigeste procent forøget sin andel fra 9,5 % i 2003 til 13 % i de senere år, mens i Frankrig, hvor der er nærmest før-revolutionære tilstande, har andelen været konstant omkring 10 %. I Danmark er der tegn på, at ’rigdomspumpen’ er startet, idet den rige procents andel omkring 1980 var på 7 %, mens den i dag er på lige under 13 %.
I dag står USA i en tredje revolutionær situation, og Peter Turchin argumenterer, at det er nødvendigt at formindske eliten og at forbedre lønningerne for arbejderklassen, men det sidste har lange udsigter, da plutokraterne modsætter sig at afgive deres indtægter og formuer
USA er gået igennem to revolutionære situationer: Den første var i 1850’erne, og blev løst gennem borgerkrigen. Den anden toppede i 1930’erne og blev løst fredeligt gennem New Deal. I dag står USA i en tredje revolutionær situation, og Peter Turchin argumenterer, at det er nødvendigt at formindske eliten og at forbedre lønningerne for arbejderklassen, men det sidste har lange udsigter, da plutokraterne modsætter sig at afgive deres indtægter og formuer.
Såvel Barbara Walter (How Civil War Starts: And How to Stop Them) som Stephen Marche (The Next Civil War: Dispatches from the American Future) har undersøgt situationen og forudset enten en dannelse af to stater (Walters) eller en borgerkrig (Marche), men da de ifølge Peter Turchin baserer deres analyser på enten ufuldstændige eller forkerte teorier, har de ikke forstået dynamikkerne i udviklingen – selv om han er enig med Stephen Marche i, at der vil opstå borgerkrigslignende tilstande.
Peter Turchin ser for øjeblikket ingen elitefraktion, der kan agere som leder af en social omvæltning. Både højrefløjen og venstrefløjen er internt splittede. Trump var ingen revolutionær, men blot en politisk iværksætter, der forstod at kanalisere den folkelige utilfredshed. Han manglede et program og er bare en ’disrupter’, som Steve Bannon karakteriserede ham som. Bannon er til gengæld en revolutionær, der ønskede at bruge Trump, hvilket mislykkedes, men Peter Turchin overvejer, om Republikanerne kan blive det revolutionære parti, som Bannon ønsker, eftersom de traditionelle Republikanere har forladt partiet og overladt det til ekstremister.
Peter Turchin er pessimistisk om udviklingen i de kommende år, og modellen forudser, at katastroferne i 2020’erne som følge af politisk vold vil formindske antallet i eliten og afradikalisere hovedparten af resten, således at systemet genvinder sin stabilitet. Hvis ikke denne udvikling følges af en lukning af ’rigdomspumpen’ vil vi se en ny cyklus af politisk vold om nogle årtier.
Hvad Peter Turchin ikke nævner, er omkostningerne i form af menneskeliv, og hvilken slags samfund der kommer ud af voldsperioden. Hvor store dele af landet bliver ødelagt? Vil der opstå et fascistisk diktatur eller en autoritær stat? Vil landet blive opløst i flere stater? Så selv om Peter Turchins model i 2010 forudså en tilspidsning af modsætningerne fra 2020, er det langt sværere at forudse resultatet, når krisesituationen indtræder, da der er så mange faktorer, der påvirker de underliggende, strukturelle faktorer. Men vi venter i spænding på udfaldet af konflikterne i dagens USA – og hvad Peter Turchins model forudsiger i fremtiden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
