![udlandsdansker kærlighed himmelbjerget](https://pov.international/wp-content/uploads/2022/03/8B99AD97-6F92-4690-8128-18433FEDB428.jpeg)
MIDTVESTLIV // KLUMME – Hjemveen er en gammel kending og fast følgesvend for udlandsdanskere som Julie Bendtsen. Den handler ikke kun om savn, men i lige så høj grad om taknemmelighed over hvor store muligheder, oplevelser og kulturel identitet, et så lille land som Danmark har at byde på.
CHICAGO – Jeg har ikke set anemoner i seks år. Det gik op for mig forleden, da en veninde havde lagt et billede af en anden lille forårsbebuder – nemlig krokus – på sin instagram-story, og det længselsstik, jeg følte, da jeg så det, var skarpere end forventet.
Sådan er det så ofte med hjemveen, når man har været ude over en længere periode: Nogle gange, som ved jul, fødselsdage og danske mærkedage, er den ganske forudsigelig – andre gange kommer den som et lyn fra en klar himmel. Og jeg har erfaret, at det er sidstnævnte – lynene – der føles mest. De rammer hårdere og skærer dybere.
Kærlighed til det mistede føles mere overvældende, når den er blandet op med savn
Sådan var det med instagramkrokusserne. Jeg har brugt de første næsten 40 år af mit liv på at se først vintergækker og erantiser, siden krokusser og bøgeblade, hvert eneste år og dermed vide, at nu bliver de lange, mørke dage lige så blidt opløst af foråret – og glædet mig over det.
Krokusser findes i USA, men vokser sjældent vildt og naturligt i haverne som derhjemme, og jeg kan i alle tilfælde ikke mindes at være stødt på dem. Og når man nærmest ikke har set krokusser flere år, er tanken om dem ikke kun akkompagneret af glæde, men også savn og minder. Og en meget klar bevidsthed om, hvor meget identitet en forårsblomst kan repræsentere.
Krokus og kærlighed
Det er et velkendt og gennemtæsket fænomen, at vi ikke altid formår at sætte pris på, hvad vi har, før det er for sent, og vi ikke længere har det. Sociale medier er fyldt med citater om det, Hollywood har tjent styrtende på det, Janet Jackson har sunget om det.
Og hvor det i stort set alle de ovenfornævnte tilfælde handler om romantiske forviklinger, kan det – i hvert fald i denne udlandsdanskers erfaring – overføres 1:1 til det at forlade sit fædreland for en længere periode. Kærlighed til det mistede føles mere overvældende, når den er blandet op med savn. Så kære dansker i Danmark – denne klumme er til dig. Se den som en kærlig påmindelse om alle de ting, jeg håber, du husker at sætte pris på.
![udlandsdansker kærlighed himmelbjerget](https://pov.international/wp-content/uploads/2022/03/DC906A7D-F8ED-4265-AA6D-68B69E2661A6.jpeg)
Jeg håber, du sætter pris på de krokusser. Og anemonerne. Jeg håber, du tager dig tid til at gå en tur i en skov, når de springer ud og danner et blødt, hvidt tæppe i skovbunden, og lader solsortene fløjte dig af sted på stien.
Jeg håber, du langt nede i maven mærker glæden over, at dagene er blevet lysere og længere, menneskene omkring dig gladere og mere smilende. Jeg håber, du husker at smile igen og måske bare en gang imellem stoppe mentalt op og huske på, hvor meget Danmark giver dig at være glad for.
Frisk fisk – friturefrit
Jeg håber, du glæder dig over Danmarks vand. Næsten 9000 kilometers kystlinje har vi derhjemme, og en imponerende stor del af den er prydet af smukke badestrande med det klareste, blå vand. Som ikke alene giver muligheden for alle de forfriskende sommerdukkerter, hjertet kan tørste efter (og som langt de fleste danskere kan benytte sig af – amerikanere, der har lært at svømme fra barnsben er en større sjældenhed, end jeg anede, inden jeg flyttede hertil), men også byder på et decideret skattekammer af føde, som med et minimum af tilberedelse kan blive til et verdensklassemåltid.
Rødspætter, pighvar, stenbiderrogn og fjordrejer er alle delikatesser, som mine forår og somre i Danmark var proppet med, men som jeg herovrefra må nøjes med at nyde æstetikken af på de billeder, der i disse måneder hver dag dukker op hjemmefra på de sociale medier.
Jeg håber, du med jævne mellemrum spiser dig stopmæt i både sild, spætte, stjerneskud og sej
Der er mere end 1000 kilometer fra mit nuværende hjem til det nærmeste hav, men selv da jeg boede i North Carolina, var adgangen til frisk, vellavet fisk en mangelvare. Af uransagelige årsager synes de fleste restauranter langs den amerikanske Atlanterhavskyst, at fisk og skaldyr er noget, der skal trippelpaneres og en tur gennem ønskebrønden, før det kan serveres.
![udlandsdansker kærlighed himmelbjerget](https://pov.international/wp-content/uploads/2022/03/2E510697-815D-4E2C-8B00-792067CFB1EE.jpeg)
Jeg har aldrig forstået hvorfor, ligesom jeg heller aldrig har fået opklaret, hvordan man med fri adgang til et af verdens største oceaner ikke har fantasien eller engagementet til at putte andre muligheder end tun, opdrættet laks eller den allestedsnærværende mahi mahi på menukortet. Vi har nogle af verdens bedste muligheder og traditioner for frisk fisk og skaldyr i Danmark, og jeg håber, du med jævne mellemrum spiser dig stopmæt i både sild, spætte, stjerneskud og sej.
Fra Humlebæk til Himmelbjerget
Jeg håber, du glæder dig over alle de kulturelle oplevelser, landet byder på – alle sammen inden for en køreafstand på et overkommeligt antal timer. Brostensbelagte byer, slotte, der i stor- og skønhed snildt kan måle sig med Europas mest velbesøgte, overdådige parker og museer for alle. Jeg tror, jeg var fire år gammel, da jeg første gang besøgte Louisiana i Humlebæk – i dag, flere årtier og utallige besøg senere, er det stadig mit yndlingsmuseum.
Jeg har ikke været der, siden vi flyttede fra Danmark, men med vores nye base og medfølgende muligheder for at udforske sommerlandet, må det snart være tid til et nyt besøg. På Louisiana, Aros, Thorvaldsens, Skagens Museum, Johannes Larsen i Kerteminde… Udvalget synes uendeligt. Den tilsyneladende endeløse buffet af kulturoplevelser går heldigvis hånd i hånd med perlerækken af danske byer – store som små – og områder, der er ikke bare et besøg, men en hel tour de sommerferie værd.
Det magiske lys, der falder på Skagens gule husmure, udsigten fra Himmelbjerget (når man har fået vejret efter skridtene derop), aftenlys over Knudsø, østerssafari i Vadehavet, sønderjysk kaffebord, en cappuccino langs åen i Aarhus, en eftermiddag, der bliver til en lang aften ved et udendørs cafébord i Københavns sommersol, solnedgang over Odden.
![udlandsdansker kærlighed himmelbjerget](https://pov.international/wp-content/uploads/2022/03/DFCE1589-0661-443C-A370-D764B88CD2D6.jpeg)
Lille land, stort ego
Lyder jeg som en reklame for Visit Denmark? Ganske givet. Og i virkeligheden er det måske udlandsdanskere som mig, virksomheder som dem burde ansætte. For Danmarks rigdom i kultur, oplevelser, traditioner og stolthed står i et meget klarere lys for mig nu, end det gjorde, da jeg boede i det.
Det er på den ene side smukt, fordi det giver mig en måske tiltrængt påmindelse om, hvad jeg kommer fra, er dannet af og har stærke bånd til. På den anden side er det smertefuldt, fordi klarheden er ubrydeligt forbundet med den slags vemod, hjemve bringer med sig. Og som i nogle perioder ligger gemt langt væk og knap kan mærkes – men i andre og i glimt kan føles nærmest fysisk uoverskuelig.
Jeg håber også, du ved, hvor heldig du er – fordi du bor i Danmark
Det er en følelse, som i øjeblikket måske nok manifesterer sig i form af krokusser, tanker om lyse sommernætter og søde minder om smagen af stenbiderrogn og grillkul, men som i bund og grund nok snarere vokser frem af en identitet, jeg tidligere tog for givet, men som jeg med årene og afstanden værdsætter langt mere konkret. Og som jeg håber at kunne både dyrke og bevare fra den base, vi nu endelig har fået i Danmark, og som skal være vores udgangspunkt for alle de oplevelser, der stadig venter.
![udlandsdansker kærlighed himmelbjerget](https://pov.international/wp-content/uploads/2022/03/952BA950-2CBE-423A-B8F0-47A9820253C6.jpeg)
Jeg savner alt det, Danmark har at byde på, fordi det er det, der har formet mig. Det kan godt være, Danmark er et miniputland med et dybt mærkeligt sprog, en til tider temmelig arrogant selvtilstrækkelighed og et bemærkelsesværdigt ego, men den danske ånd, arv, historiske og kulturelle intelligens – og ikke mindst personlighed – er kæmpestor. Og helt, helt unik.
Jeg er dybt taknemmelig for den chance, min familie og jeg har fået i USA. Vi lever et liv og kan vælge oplevelser, som vi aldrig ville have fået, hvis vi ikke havde taget det spring, vi tog for syv år siden, da vi forlod Danmark – for hvad vi troede var to år, men som endte med at være mere eller mindre udefineret. Der er en grund til, at vi er blevet her, og jeg ved godt, hvor heldig jeg er. Men jeg håber også, du ved, hvor heldig du er – fordi du bor i Danmark.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her