POLITIK // ANALYSE – Troels Lund Poulsen har, trods langt fra prangende meningsmålinger og Mia Wagners problematiske farvel, sikret ro på bagsmækken af Venstres traktor. Men hvor længe varer det?
“I kender mig jo,” som Troels Lund Poulsen sagde i november til de forsamlede på Venstres landsmøde, efter at de havde klappet ham ind på scenen i Herning Kongrescenter.
“Og jeg kender jer.”
Hvilket den nye formand selvfølgelig havde ret i.
Den 47-årige Troels Lund Poulsen meldte sig ind i Venstres Ungdom (VU) i 1992, helt præcist den sommer, hvor Dronning Margrethe og prins Henrik fejrede sølvbryllup, landsholdet sejrede over Tyskland i finalen i EM i fodbold, og befolkningen stemte nej til Maastricht-traktaten. Eller i hvert fald de 50,7 procent.
“Uffe var rystet,” som Troels Lund Poulsen røbede om den daværende udenrigsminister og formand for partiet. Over resultatet af folkeafstemningen måtte man forstå. Ligesom ham selv.
“Jeg vidste, hvor jeg skulle være. Og jeg vidste, hvor jeg hørte hjemme. Jeg vidste, jeg var Venstre-mand.”
“Ja, I hørte rigtigt.”
Hvor forgængeren på formandsposten, Jakob Ellemann-Jensen, nærmest gjorde en dyd ud af sit manglende politiske engagement og forhistorie i Venstre, vil de færreste da også mistænke Troels Lund Poulsen for at være andet end netop dette: Venstre-mand.
Også selv om Troels Lund Poulsen i sin landsmødetale spøgte med, at datteren går i en Rudolf Steiner skovbørnehave i Gammel Tølløse (“Ja, I hørte rigtigt – og det er endda en vegetarbørnehave”).
Men i den stadig mere personfikserede medieverden skal en partiformand m/k ikke blot være (let) genkendelig for medlemmerne. Formanden skal helst også kendes af vælgerne for at være deres parti og med andre ord personificere dette.
På godt og ondt.
Mette Frederiksen er Socialdemokratiet og Lars Løkke Rasmussen Moderaterne. Ja, da sidstnævnte engang var Venstre, lød kritikken fra mange medlemmer, at Lars Løkke Rasmussen til sidst troede, at formanden havde et parti. Ikke at Venstre havde en partiformand.
Pigen fra Vestegnen
Ikke mindst partierne til venstre for Venstre har altid haft et uafklaret forhold til, hvem der kan repræsentere arbejderklassen. Hvem der var en rigtig socialdemokrat. For kan man hjælpe dem, hvis liv man arbejder for at forbedre, hvis ens egen livsstil afviger for meget fra deres?
Da Mette Frederiksen i 2018 solgte rækkehuset i Ballerup, på Vestegnen, for at købe en villalejlighed i Hareskovby, i Furesø Kommune, var det således magtpåliggende for Socialdemokratiet at understrege, at partiformanden ikke var flyttet til Nordsjælland
Det kan man selvfølgelig godt, og historien er fuld af eksempler herpå. Som det blev sagt om Helle Thorning-Schmidt, kan man jo godt gå ind for en anden samfundsmodel, selv om man ligner en fotomodel.
Hvilket ikke forhindrer, at en formand ikke desto mindre som regel i det mindste prøver at ligne sit parti.
“Du kan tage en pige ud af Vestegnen,” som netop Helle Thorning-Schmidt plejede at sige med henvisning til sin opvækst i Ishøj.
“Men du kan ikke tage Vestegnen ud af en pige.”
Da Mette Frederiksen i 2018 solgte rækkehuset i Ballerup, på Vestegnen, for at købe en villalejlighed i Hareskovby, i Furesø Kommune, var det således magtpåliggende for Socialdemokratiet at understrege, at partiformanden ikke var flyttet til Nordsjælland. Godt nok var der blot 10 minutter i bil mellem den tidligere og nye bopæl, men det ændrede nu ikke ved, at hun kom til at residere i Nordsjælland.
I dag bor statsministeren i indre by, i København.
Skabssocialdemokrat
Ud over at få partiet til at stå skarpere på vælgernes synshinde fremmer en sådan sammensmeltning mellem politikken og personen dog samtidig sidstnævntes mulighed for netop at skifte politik, hvis – når – det er er belejligt.
Når Mette Frederiksen kunne trække Socialdemokratiet til højre i udlændingepolitikken uden de store protester efter at være blevet formand i 2015, skyldtes det ikke mindst, at ingen netop mistænkte netop hende for at være en ny Karen Jespersen. Det på trods af, at kritikken af den da afgående socialdemokratiske indenrigsministers udlændingepolitik først gjorde det nyvalgte folketingsmedlem landskendt efter valget i 2001.
“Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to,” lød det i et interview i B.T. “Vi kan ikke vinde slagsmålet.”
Og når Anders Fogh Rasmussen, efter at være blevet formand i 1998, kunne forvandle sig fra hulemand til julemand i den økonomiske politik – for at bruge Mogens Lykketofts formulering – skyldtes det, at ingen mistænkte ham for at være skabssocialdemokrat.
Forfatteren til Fra socialstat til minimalstat!?!
Nej, vel!
Traktor-Troels
Af samme årsag er den interne kritik i Venstre af såvel regeringsdeltagelsen og ikke mindst den kommende CO2-afgift for en stund forstummet, efter at Troels Lund Poulsen blev formand. Ingen mistænker ham for at være en trækrammer, hvis det skulle komme dertil på regeringsseminarerne.
“Nogle har foreslået, at jeg skulle give dig en lille traktor i velkomstgave, men jeg var bange for, at du så aldrig ville hedde andet end Traktor-Troels,” som den daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) sagde ved afskedsreceptionen i 2007, da hun overlod nøglerne til Troels Lund Poulsen.
En henvisning til, at Troels Lund Poulsen jævnligt havde delagtiggjort offentligheden i, at den ny miljøminister tænkte bedst, når han på sin 20 hektar store landbrugsejendom i Bukkerup kørte rundt på sin traktor af mærket John Deere. Troels Lund Poulsen havde endda ladet sig drive så vidt af sin lidenskab, at han holdt tale ved et traktorstævne i sin jyske valgkreds i Stourup nær Glud.
Mens Jakob Ellemann-Jensen efter folketingsvalget i 2019, det såkaldt klimavalg, erkendte, at Venstre i mange år havde været “fodslæbende på klimadagsordenen”, blev Troels Lund Poulsens øjne ikke på samme måde åbnet i Miljøministeriet.
Tværtimod.
Spørgsmålet er dog, om Troels Lund Poulsens politiske styrke her og nu, som giver ham større handlefrihed, på længere sigt er hans svaghed
Ganske vist blev Troels Lund Poulsen ansigtet på VK-regeringens miljø- og landbrugsplan “Grøn Vækst” med nye restriktioner for udledning af kvælstof og dertil følgende omkostninger for landbruget. Men da Klimatopmødet i København var overstået, Anders Fogh Rasmussen fløjet til Bruxelles og Troels Lund Poulsen selv hjemvendt efter årene i det politiske Sibirien under skattesagen, var det med én erkendelse: Den grønne vækst havde været for grøn.
“Når jeg ser tilbage på, hvad vi fik ud af Grøn Vækst, står det tilbage som en af de allerstørste udfordringer for Venstre i forhold til vores bagland,” lød det i et interview med Politiken.
“I bund og grund kom det til at handle om, hvilke restriktioner der skulle vælte ned over landbruget.”
Spørgsmålet er dog, om Troels Lund Poulsens politiske styrke her og nu, som giver ham større handlefrihed, på længere sigt er hans svaghed. Jakob Ellemann-Jensen “forlenede Venstre med en modernitet”, som Søren Pind har udtrykt det, mens Troels Lund Poulsen er back to basics.
Formanden er nok Venstre.
Men er det nok?
Vækkelsesmøde
Venstres landsmøde bragte, som det så ofte sker i politik, medlemmerne sammen og styrkede sammenhængskraften i partiet. Det, som sociologen Emile Durkheim i sin undersøgelse af vækkelsesmøder kaldte “kollektiv livlighed”, og hvor bare det at samle en gruppes medlemmer i sig selv giver ny energi og forstærker dennes samhørighed.
Dette blev yderligere forstærket af, at den nye partiformand fik lejlighed til at sætte “sit eget hold” i forbindelse med regeringsrokaden. Her hentede Troels Lund Poulsen som bekendt blandt andet Mia Wagner ind som den, der netop var noget andet og anderledes end ham selv, ligesom forgængeren i både fjernsynsprogrammet “Løvens hule” og på Venstres ministerhold, Tommy Ahlers, engang havde været dette. Blot for dog allerede torsdag at måtte sige farvel til hende.
Mette Frederiksen måtte efter Socialdemokratiets nederlag ved kommunalvalget i 2021 erkende, at netop hendes back to basics, eller antimodernisme, ikke appellerer til (stor)byvælgerne, og det samme gør sig gældende for Troels Lund Poulsen
Dette convention bounce i meningsmålingerne, som amerikanerne kalder det, har resulteret i, at Venstre igen er over de ti procent i de seneste målinger. Det er dog ikke prangende og stadig under de 13,3 procent ved folketingsvalget i 2022 – og langt fra tidligere tiders storhed. Anders Fogh Rasmussen sikrede ved sit første valg som formand i 2001 Venstre 31,2 procent af stemmerne.
Men Mette Frederiksen måtte efter Socialdemokratiets nederlag ved kommunalvalget i 2021 erkende, at netop hendes back to basics, eller antimodernisme, ikke appellerer til (stor)byvælgerne, og det samme gør sig gældende for Troels Lund Poulsen.
Partiformanden står over for det samme dilemma som Jakob Ellemann-Jensen. Til venstre tiltrækker Moderaterne Venstres grønne vælgere i storbyerne, og til højre Danmarksdemokraterne partiets sorte ditto i provinsen. Og i forvejen har Liberal Alliance længe tiltrukket Venstres liberale af slagsen begge steder. Dem, der alligevel syntes, at Anders Fogh Rasmussen var en skabssocialdemokrat.
Selv om de kendte ham.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
