FARVEL TIL ELLEMANN // PORTRÆT – Barnebarn af Jens Peter, søn af Uffe og bror til Karen. Jakob Ellemann-Jensen havde efternavnet til at gøre karriere i Venstre og i dansk politik. Og så alligevel ikke.
Da jeg kort før folketingsvalget i 2011 første gang interviewede Jakob Ellemann-Jensen, var der én ting, han understregede. Igen og igen. På trods af efternavnet var det ikke derfor, at han nu havde besluttet at stille op til Folketinget.
Tværtimod.
Det var efternavnet, som i flere år gjorde, at han afholdt sig fra at forsøge lykken på Christiansborg.
“Jeg ville gerne bevise, at jeg kunne noget selv,” som den dengang 37-årige Jakob Ellemann-Jensen forklarede.
“Så det ikke lød: Det er bare, fordi det er familiegeschæften, og han kan ikke andet.”
Jakob Ellemann-Jensen meldte sig først ind i Venstre i januar 2010, og det var med det erklærede mål fra første dag at blive opstillet til Folketinget. Partiet kvitterede for indmeldelsen allerede samme år i marts ved at finde en valgkreds til det nye partimedlem.
Og ikke bare hvilken som helst valgkreds. Jakob Ellemann-Jensen blev opstillet i Odense Øst, lige præcis den kreds, hvor hans farfar, Jens Peter Jensen, i flere årtier havde opnået valg til Folketinget.
Ilden i maven
Interviewet med Jakob Ellemann-Jensen dengang var et af flere med politikere, der ligesom Ellemann for første gang stillede op til et folketingsvalg og stod til at blive valgt ind.
Men hvad der slog mig under samtalen i Jakob Ellemann-Jensens villalejlighed i Gentofte nord for København, var, at han, modsat flere af de andre nye folketingskandidater, ikke syntes at have nogen politisk ild i maven. Ikke noget, som forklarede, hvorfor han alligevel, og netop nu, havde kastet sig over politik.
Jakob Ellemann-Jensen gjorde nærmest en dyd ud af sit manglende politiske engagement og forhistorie i Venstre
I stedet gjorde Jakob Ellemann-Jensen nærmest en dyd ud af sit manglende politiske engagement og forhistorie i Venstre. Folketingskandidaten havde aldrig, som de fleste andre af Venstres folketingsmedlemmer, været medlem af partiets ungdomsorganisation (VU), og han meldte sig endda ud af Venstre i 2007 i protest mod den daværende partiformand og statsminister Anders Fogh Rasmussens opgør med den liberale fortid og tonen i udlændingedebatten. I stedet meldte Jakob Ellemann-Jensen sig ind i det daværende Ny Alliance.
Jakob Ellemann-Jensen var til gengæld som koncernjurist i GN Store Nord vant til forhandlinger om internationale kontrakter, hvor opgaven var at få folk med forskelligartede interesser til at blive enige.
“Hvis jeg ikke får de to ender til at mødes på mit arbejde, så har jeg ikke løst min opgave,” fortalte den daværende folketingskandidat.
“Så jeg kan måske bidrage med – og det har 15.000 erhvervsfolk sikkert sagt før mig – en lidt mere løsningsorienteret tilgang til tingene.”
Telefonsvareren
Efter at være blevet valgt til Folketinget i 2011 stod det da også hurtigt klart, at Jakob Ellemann-Jensen ikke var så politisk, at det gjorde noget. Han havde noget af den samme udefinerbare politiske X Factor som faderen, Uffe, og ligesom ham ikke mindst humor og selvironi.
Men man skulle ikke tage fejl. Det venlige smil gemte på et temperament.
“Han kan godt nok smile, når han er på skærmen, men han kan eksplodere bagefter, hvis han synes, noget er urimeligt,” har nu afdøde Uffe Ellemann-Jensen fortalt i et portræt af Jakob Ellemann-Jensen.
Han var manden, som partiets medlemmer troede på, og håbede på, kunne få de to ender til at mødes
I løbet af kort tid overhalede Jakob Ellemann-Jensen sine jævnaldrende kollegaer i folketingsgruppen og blev fire år senere Venstres politiske ordfører under den tumultariske Løkke-regering. Når journalister ringede og bad om en kommentar til Venstres meningsmålinger, blev de mødt af den følgende besked på hans telefonsvarer:
“Du har ringet til Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører for Venstre. Ringer du for at få en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre er gået frem, så skyldes denne fremgang regeringens klare, målrettede og effektivt udførte politik. Drejer det sig om en kommentar til en meningsmåling, hvor Venstre går tilbage, så kan man ikke udlede noget som helst fra en enkelt måling. Har du et helt tredje ærinde, så må du meget gerne beskrive det i en SMS.”
Så efter det berømte og berygtede opgør mellem partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, og næstformand Kristian Jensen i 2019 var Jakob Ellemann-Jensen det naturlige valg som Venstres nye formand. Jakob Ellemann-Jensen, der året forinden havde fået posten som miljø- og fødevareminister, blev valgt uden modkandidater.
Han var manden, som partiets medlemmer troede på, og håbede på, kunne få de to ender til at mødes.
“Hvis Venstre skal være en succes, er det bydende nødvendigt, at vi anerkender, at der er forskelle,” sagde den nyvalgte formand på landsmødet i Herning.
“Det er der i vores retorik, politik, og det er der i vores fokus. Det skal vi have plads til, hvis vi ikke skal være et smalt parti. Der er kun to steder i verden, hvor der ikke er plads til anderledes tænkende. Det ene er i Nordkorea. Det andet er i Socialdemokratiet.”
Exit Løkke og Støjberg
På trods af Jakob Ellemann-Jensens løsningsorienterede tilgang til tingene kunne han dog ikke forhindre, at Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg gik – og smækkede med døren. Begge dannede de nye partier, som tvang partiformanden, der har været udsendt som kaptajn ved Den Danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, til at udkæmpe en tofrontskrig.
Til venstre mod Moderaterne, som tiltrak Venstres grønne vælgere i storbyerne, og til højre Danmarksdemokraterne, som tiltrak partiets sorte ditto i provinsen.
Og i forvejen havde Liberal Alliance længe tiltrukket Venstres liberale af slagsen begge steder. Dem, der, ligesom Jakob Ellemann-Jensen i sin tid, var blevet frustrerede over Anders Fogh Rasmussen (“Jeg vil hellere tage mit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at putte alle mine løsninger ind i en liberalistisk tankegang,” som den daværende statsminister sagde under valgkampen i 2005).
“Det forenede Venstre”
Selv om Jakob Ellemann-Jensen på valgaftenen i 2022 til Venstres valgfest spøgte med, at “det forenede Venstre” havde fået 30,7 procent af stemmerne, var det selvfølgelig en ringe trøst. Venstre gik 10,1 procentpoint tilbage og fik med 13,3 procent af stemmerne det dårligste valgresultat siden 1988.
Jakob Ellemann-Jensen, som ikke bare havde forsvoret nogensinde at gå i regering med Socialdemokratiet, men også et års tid inden valget havde erklæret, at “jeg stoler ikke på Danmarks statsminister”, havde nu pludselig så meget tillid til Mette Frederiksen, at han gik i regering med Socialdemokraterne – og Moderaterne.
Ikke overraskende kom Ellemann under hård beskydning fra mange af sine vælgere, der anklagede ham for løftebrud, og siden folketingsvalget er Venstres meningsmålinger kun gået én vej: Tilbage. Og tilbage. Og tilbage.
I den seneste måling fra Voxmeter står Venstre til at få 8,8 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i dag.
Den grønne profil
Forklaringerne på Venstres tilbagegang har været mange, og navnlig bønderne har haft svært ved at tilgive Jakob Ellemann-Jensen, at han allerede som miljø- og fødevareminister valgte at sætte “miljø først og fødevarer efter”.
“Jeg har en grønnere profil, end vi har været vant til,” som Jakob Ellemann-Jensen sagde ved sin tiltræden i 2018.
Den grønne profil har Ellemann senest givet udtryk for i debatten om den kommende CO2-afgift på landbruget – som er aftalt i regeringsgrundlaget.
Som altid i politik er det aldrig til at vide, hvad der faktisk ville være sket, hvis Jakob Ellemann-Jensen havde valgt en anden vej
Andre har til gengæld hævdet, at Jakob Ellemann-Jensen aldrig skulle være gået med i regeringen, hvis han ville bevare sin troværdighed. Der er også dem, der mener, at det var en fejl af Jakob Ellemann at vælge posten som forsvarsminister.
Som altid i politik er det aldrig til at vide, hvad der faktisk ville være sket, hvis Jakob Ellemann-Jensen havde valgt en anden vej. Overalt i Europa oplever centrum-højrepartierne i disse år en tilbagegang og taber stemmer til højrefløjen.
Tigeren i junglen
I erindringerne Vejen, jeg valgte beskriver hans far, Uffe Ellemann-Jensen, hvordan han stod vej ved en skillevej i sit liv efter KV-regeringens fald i 1993. Ti år som udenrigsminister, og det meste af tiden tillige partiformand, havde slidt på ham både fysisk og i forhold til sine nærmeste. Men Uffe Ellemann-Jensen var i en situation, hvor han ikke kunne stå af.
“Jeg fornemmede sandheden i noget, Poul Hartling engang havde sagt: Når du påtager dig et politisk lederskab, er det som at sætte sig på ryggen af en tiger. Den fører dig længere og længere ind i junglen, og hvis du hopper af, æder den dig.”
Men det blev altså anderledes for Uffes søn. På et pressemøde mandag måtte Jakob Ellemann-Jensen konstatere, at han ikke længere var en del af løsningen på Venstres problemer. Formanden var blevet en del af problemet.
“Min person skygger for Venstres resultater i regeringen,” fortalte Jakob Ellemann-Jensen.
“Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen.”
Og med øjeblikkelig virkning forlod Jakob Ellemann-Jensen mandag formiddag posten ikke bare som partiformand, men også som økonomiminister og folketingsmedlem.
Partiformanden, der ikke ville være politiker, har nu valgt helt at forlade dansk politik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
