MINISTERROKADE // DANSK POLITIK – Det har længe været kendt, at en ministerrokade var på trapperne. Kun omfanget af rokaden, samt fire nye navne, var en stor overraskelse.
Rokaden understreger, at Mette Frederiksen vil gøre alt for at genvinde Socialdemokratiets magtbase i København ved at tage den nuværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen ind som social- og boligminister i stedet for Pernille Rosenkrantz-Theil.
Hun bliver så til gengæld ny spidskandidat ved kommunalvalget i november næste år. Pernille Rosenkrantz-Theil har jo en fortid i Enhedslisten og er stadig kendt for at ligge på den mørkerøde side i Socialdemokratiet.
Vagtskiftet er et klart signal om, at Socialdemokratiet satser alt på at blive det største parti i København igen, en position, som de mistede for første gang i over 100 år ved sidste valg.
Vinder de København tilbage, vil det være et stærkt udgangspunkt forud for det folketingsvalg, der skal komme senest i 2026, men taber de bastionen og måske også overborgmesterposten, vil det omvendt være et meget dårligt varsel op til folketingsvalget.
Der hviler med andre ord et kæmpe ansvar på skuldrene af Pernille Rosenkrantz-Theil, der tidligere var en af Enhedslistens mest prominente politikere, og som næste år kommer til at slås mod sine gamle kampfæller.
Ny mand på ministerholdet er også Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet. Han erstatter Jeppe Bruus som skatteminister, da Bruus fremover skal være minister for den grønne trepart. Bruus får dermed en yderst central placering, der skal sikre, at Socialdemokratiet får en grønnere profil og en en større aktie i den grønne trepartsaftale.
Rasmus Stoklund har senest gjort sig bemærket med en spritny bog, der gør op med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han slår i bogen til lyd for, at Danmark ikke bare slavisk skal følge domstolens afgørelser, hvilket har givet anledning til en heftig offentlig debat. Den debat bliver nok lagt i skuffen i hans nye position.
Ny mand på holdet er også Thorsten Schack Pedersen fra Venstre. En loyal partisoldat, der senest har tjent rollen som politisk ordfører. Thorsten Schack har også en fortid som kommitteret for Hjemmeværnet, hvilket dog var en post, han fratrådte sidste år, men som i dag kommer ham til nytte som ny minister for samfundssikkerhed og beredskab.
En post, der bl.a. skal sikre, at ingen kommer til at sidde fast i snedriverne på den østjyske motorvej i 18 timer, men som derudover skal styrke det danske cyberforsvar. Det er med andre ord en vigtig ministerpost i krisetider, men sandsynligvis mere anonym til daglig.
Spørgsmålet er, om de nye ansigter og nye ministerier kan bidrage til at hive regeringen op af sumpen og styrke SVM’s popularitet i vælgerkorpset
Den sidste store overraskelse er Caroline Stage Olsen. Hun repræsenterer Moderaterne, selv om hendes nuværende job er særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Hun har en fortid som sekretariatschef i Moderaterne og hendes karrierehop er vist ikke set siden Hans Engells i midten af 1980’erne, der gik fra pressechef i Konservative til forsvarsminister.
Caroline Stage Olsen bliver digitaliseringsminister og får dermed den ene halvdel af Marie Bjerres ministerium. Marie Bjerre bliver fremover Europaminister og skal først og fremmest forberede det danske EU formandskab næste år. En vigtig, men ikke særlig prominent post, da EU-politik sjældent finder vej til de danske forsider.
Marie Bjerres gamle ministerium for ligestilling og digitalisering bliver nedlagt og delt i to. Som nævnt overtager Caroline Stage Olsen den ene halvdel, mens ligestillingen fremover rykker over til miljøminister Magnus Heunicke.
Med rokaden har Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen sat det hold, der kommer til at køre frem til næste valg. Spørgsmålet er blot, om de nye ansigter og nye ministerier kan bidrage til at hive regeringen op af sumpen og styrke SVM’s popularitet i vælgerkorpset.
Det sidste kan kun tiden vise.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her