En rejse på Færøerne er også en rejse i tid og tålmodighed. Og undervejs i en erkendelse af, at vi har mistet noget vigtigt i Danmark.
“Du skal ikke vandre på fjeldet i dag. Det er for farligt”, siger buschaufføren i minibussen – det er den størrelse, der ofte kører mellem mindre færøske bygder – og ser alvorligt på mig.
Han peger op på fjeldet, hvor tågen har lagt sig, klam og hvid med spøgelsesfingre, der rækker helt ned til der, hvor vi står.
Jeg havde ellers glædet mig til vandringen mellem Tjørnuvik og Saksun, som er en af de klassiske bygdvandringer på Færøerne. Men jeg ved lige akkurat nok om at vandre i fjeld til, at jeg ved, hvornår jeg ikke ved nok. Jeg er ikke dygtig nok og ikke dum nok til at vandre op et sted, jeg ikke kender, i græs som er forræderisk vådt, og hvor jeg intet kan se.
Den første lektion i tid på Færøerne er, at man er nødt til at vente på naturen. Den er fuldstændig ligeglad med min rejseplan.
Buschaufføren kan se, at jeg er skuffet.
“Jeg skal alligevel holde lidt her. Gå bare rundt i bygden og kig, jeg skal nok vente. Der er vist ikke andre, der skal med på turen, så det går nok”.
Den anden lektion i tid er, at mennesker på Færøerne tager sig tid og giver den som en gave til andre. I dette tilfælde turisten sydfra der har forelsket sig i fjeldene, tågen, lyset, havet, pladsen, de piblende bække, de brusende vandfald, lyden af strandskader hen over vidderne, den saltmættede luft.
Buschaufføren ikke alene venter. På vej tilbage agerer han også guide og deler ivrigt ud af sin viden og standser endda, så jeg kan tage billeder af vandfald og maleriske kirker.
Klik og se fotos fra Færøerne (artiklen fortsætter under galleriet)
Tid er tillid
Hvornår blev vi i Danmark så nærige med tiden? Hvornår begyndte vi at jagte den uden at forstå, at den netop derved smuldrer væk fra os?
Spørgsmålene griber mig flere gange i den uge, jeg tilbringer på Færøerne. Jeg interviewer mange mennesker, også danskere som er flyttet derop. Også de bider mærke i, at der er tid. Selv det mindste kommunekontor – og det er meget småt, der bor 37 mennesker i kommunen – er bemandet. Det samme er posthuset. Og bankerne.
Ineffektivt utvivlsomt. Men måske er tid penge på en helt anden måde, end vi normalt siger.
Måske er tid tidens vigtigste kapital, et tegn på omsorg, selve fundamentet for vores fællesskab og tillid til hinanden. Når vi fjerner tiden imellem os, fjerner vi også kendskabet til hinanden, forståelsen og tålmodigheden. Alt det, som har været vores sociale klister.
Er det en af forklaringerne på, at Danmark er splittet? At vi har troet, vi kunne narre tiden ved at bortrationalisere den og i stedet betro den til digitale programmer?
Hvordan skal vi have tillid til f.eks. lægen eller den kommunale medarbejder, når vi stort set aldrig ser dem, og når vi endelig gør, så har de ikke tid til os? Vi kender dem ikke længere, og de kender ikke os. Hvor bliver den tid af, vi hele tiden siger, at vi har sparet?
Tid er noget man tager
Færøernes nordligste bygd, Vidareidi, emmer af tid. Det ville være for let at sige, at man rejser tilbage i tiden, selv om det umiddelbart føles sådan. Færøerne er et moderne samfund, selv om traditionelle erhverv som landbrug og fiskeri stadig spiller hovedrollen.
Netværket af tunneller og veje bringer bygderne sammen, det samme gør et glimrende internet, og mobiltelefonen er også opfundet og virker – undtagen ind imellem på fjeldet. Husene er store og komfortable, det samme er bilerne.
Alligevel virker det langt fra Danmark. Solen skinner, det er en varm dag for Færøerne, havet er blåt, fjeldene høje, og dalen, som byen ligger udstrakt i mellem to bugter, er saftigtgrøn. Her dufter intenst og sødt, og det tager mig nogle sekunder, før jeg genkender lugten: Nytørret hø.
Ganske rigtigt, bygdens beboere benytter det gode vejr til at bjærge det hø, som skal sikre får og andre husdyr næring nok i vinterhalvåret. Husene ligner i det store og hele danske huse, men hvor vi har prydhaver, er haverne på Færøerne ofte små stykker mark med græsning, høslæt og plads til afgrøder som kartofler og rabarber.
Indbyggerne arbejder koncentreret, men afslappet. Der er tid til at tale undervejs. Og til at dase i solen eller hjælpe ungerne med at få sat en båd i vandet i en lille dam, som er skabt ved at stemme en å op.
Der er tid, skriver jeg? Det går op for mig, at jeg stadig betragter tid som noget, der enten er eller ikke er, snarere end noget jeg selv bestemmer, om jeg vil bruge. Her i bygden, som i øvrigt vokser med især børnefamilier, er der jo ikke mere eller mindre tid end alle andre steder. Indbyggerne har bare besluttet at prioritere den anderledes.
Naturens tid
På mine vandringer over klippehederne og i dalene, langs søer og højt over havet spekulerer jeg fra tid til anden over, hvorfor det er sådan. Der er formentlig mange forklaringer – et tæt sammenhold, tradition, en villighed til også at bevare noget, som på papiret ikke kan betale sig, såsom at bemande kommuneskrivestuer, som de hedder her, med levende mennesker.
Men det slår mig mere og mere, at naturen må være en del af forklaringen. Man kan ikke jage med den her, ikke bede den skynde sig. Man kan komme op på fjeldet og ud på havet, når naturen giver mulighed for det. Ellers må man vente og lave noget andet. Heroppe er den en faktor, som man ikke kan overrule i samme grad som i det tæmmede Danmark.
Pudsigt nok genlæser jeg på rejsen ‘Ringenes Herre’ om aftenen. Den kræver også tid. Især kræver den tid til naturbeskrivelserne, som er en vigtig del af handlingen. Naturen fylder måske en fjerdedel af de mere end 1000 sider, naturen sætter stemningen og har sit eget liv og sin egen berettigelse, og temaet kultur mod natur spiller en hovedrolle. Bogens skurke har det til fælles, at de øver vold mod naturen, mens heltene prøver at indordne sig den eller i det mindste at samarbejde med den som (nænsomme) bønder.
Men netop naturbeskrivelserne i romanen synes mange læsere i dag er spild af tid. De keder sig, de kan ikke genkende noget, som vedkommer dem selv. Hvorfor skal vi slæbes side op og side ned gennem gamle, mugne skove og hen over nøgne landskaber af størknet lava? Hvornår sker der noget?
Vi har mistet fornemmelsen for naturen, den er stort set fraværende i moderne dansk litteratur. Højskolesange og kirkesalmer har masser af naturbilleder, i dag betragter vi dem som uvedkommende, og langsomt mister vi det sprog og de ord, som var vores forbindelse til naturen. Og måske til tiden? Til den langsomme rytme og sæsonerne?
Slip tidsånden
Og sådan går dagene på Færøerne med tid til tanker og lange traveture i takt med vejret. Jeg begynder at erstatte min fornemmelse af, at noget er tidkrævende med, at det er tidgivende. Når jeg ikke er bange for at spilde tiden, er der masser af den.
Hvordan får vi tiden igen?
Den norske eventyrer og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl smadrede i sin tid sit ur, da han forsøgte at vende tilbage til naturen på tropeøen Fatuhiva – et tegn på, at han nu havde forladt det moderne samfund. Men det kan man ikke, vi bærer det i os. Og vi er også afhængige af, at tog kører til tiden, at vi kan aftale møder og tidspunkter, gå på job osv.
Vi kan ikke trylle os tidløse. Men måske kan vi trods alt genlære, at vi har brug for tiden til hinanden, at sammenhængskraft tager tid, at det ikke nødvendigvis er spild af tid at have ansatte og at tale med hinanden, med kunderne, med kollegerne.
Måske er det ikke godt at måle og veje alt. Trods alt bliver man ikke tyndere af at veje sig, og man får ikke mere tid ved at måle den, man får bare mere travlt.
Jeg har ikke noget endegyldigt bud på et svar. Men jeg greb mig selv forleden i en kassekø i overhovedet ikke at lade mig gå på af ventetiden. I stedet talte jeg med den søde mand bag mig. Vi hyggede os og gav hinanden tid.
Måske er kassekøen Danmarks svar på færøsk tåge: en naturkraft som kan lære en, at noget bare tager den tid, det gør. Ikke særlig romantisk, I know. Men i det mindste god træning i at slippe tidsånden.
Jeg bliver glad for bidrag til mine fortsatte skriblerier. Du kan – hvis du har lyst – betale via Mobilepay: +45 40 99 49 36. Men det er helt frivilligt.
Bærende foto: Den nordligste bygd, Vidareidi. Alle fotos: Susanne Sayers. Fotos i galleriet er fra Tjørnuvik, Gjogv og Vidareidi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
