USA2020 // VALGPORTRÆT – For nogle er Trump den værste præsident nogensinde, men for hans tilhængere er han den bedste. I februar interviewede Martin Poul Gangelhoff tilhængeren Robin for at finde ud af, hvor denne loyalitet kommer fra. Det blev til et sjældent dybdegående og personligt portræt. Men kan det gøre os lidt klogere, når det gælder fænomenet Trump og hans tilhængere? Bedøm selv. Dette er første del af portrættet. Andel del kommer tirsdag.
PRESCOTT VALLEY, ARIZONA – Fra helikopteren over os må de tusindvis af kasketter ligne en blomstereng på nippet til at springe i flor. De fleste er røde og alle med forskellige slogans som Trump 2020 og Make the liberals cry again.
Troen på den grovmundede hidsigprop kun blevet stærkere hos hans tilhængere. De elsker ham, og vil man forstå Trump-æraen, må man også forstå denne urokkelige loyalitet
Køen foran Veterans Memorial Coliseum i Phoenix, Arizona har ikke rykket sig, siden de første Trump-supportere slog lejr foran det gamle stadion i går aftes. Nu er klokken to om eftermiddagen, og der er stadig fem timer til, før USA’s 45. præsident ankommer.
Kalenderen viser 19. februar 2020, og selvom Republikanerne de sidste 20 år har stået stærkt i ørkenstaten, viser meningsmålingerne, at de er begyndt at miste terræn til Demokraterne, og Arizona kan meget vel gå hen og blive en svingstat til præsidentvalget.
Loyaliteten hos basen i Arizona synes imidlertid at være intakt.
Parkeringspladsen er allerede ved at være fyldt, og køen af biler udenfor stadion bliver længere for hvert minut.
Efter tre år, hvor skandalerne har væltet ud af Det Hvide Hus på næsten ugentlig basis, er troen på den grovmundede hidsigprop kun blevet stærkere hos hans tilhængere. De elsker ham, og vil man forstå Trump-æraen, må man også forstå denne urokkelige loyalitet.
Et stykke bag mig står tre kvinder, gråhårede og solbrændte, i ivrig diskussion: ”Demokraterne er ikke blot skørtejægere, de er voldtægtsforbrydere”. ”Trump kan være grov, men han respekterer kvinder”
Dette spørgsmål har drevet mig til Trump-rally, hvor jeg er omgivet af snakkende, hujende og storsmilende amerikanere. De er tydeligt spændte.
Et stykke bag mig står tre kvinder, gråhårede og solbrændte, i ivrig diskussion: ”Demokraterne er ikke blot skørtejægere, de er voldtægtsforbrydere”.
”Trump kan være grov, men han respekterer kvinder”, indskyder veninden. De bliver overdøvet af en lavstammet, tyk mand, der forsigtigt møver sig forbi. ”Demorats, demorats, demorats,” råber han. Flere omkring ham stemmer i.
Stemningen minder faktisk meget om den, man møder i køen til en koncert. Fremfor at tale om musik, kører snakken omkring mig i stedet i ottetaller omkring to emner: Hvor fantastisk Trump er; og de dumme, onde demokrater.
“Jeg elsker Trump”
Især tilflyttere fra den demokratiske højborg Californien synes de fremmødte at betragte som en udbredt plage:
”De gør staten til en svingstat,” siger en kvinde. Hun er tidligere HR-chef hos en af landets største vinproducenter.
”Jeg elsker Trump”, siger hun til mig flere gange i løbet af dagen. Det er jeg slet ikke i tvivl om
Én af tilflytterne står dog lige ved siden af hende. 64-årige Robin Shield. Det undgår Robin at nævne. Hun ikke vil associeres med Demokraterne. For Robin er konservativ og en trofast tilhænger af Trump.
Hun er gået med til, at jeg laver et dybdegående portræt af hende.
”Det vil blive meget personligt og jeg vil stille nærgående spørgsmål”, forklarede jeg hende, da jeg fortalte hende om, hvad jeg ville med mit portræt af hende. Det var hun okay med, så længe vi gennemgik artiklen sammen bagefter.
”Jeg elsker Trump”, siger hun til mig flere gange i løbet af dagen. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Når hun taler om ham, er det med en flittig brug af positive tillægsord, der som små sproglige trylleformularer synes at skulle cementere, at Trump er ”den bedste præsident nogensinde”.
Det kan hun da umuligt mene, tænker jeg hele tiden for mig selv og er overbevidst om, at jeg gennem vores lange interview næste dag vil få en mere nuanceret forståelse ud af Robin.
Mening
”Jeg lever ikke det konservative liv”, siger Robin, da vi sidder i hendes toværelses lejlighed.
”Men det er det konservative liv, jeg tror på. Hvis alle andre levede mit liv, ville der ikke være meget tilbage af samfundet. fordi jeg ingen børn har, og du kan ikke drive samfundet fremad uden børn”.
Jeg forventer et af hendes karakteristiske grin, men det udebliver. I stedet tilføjer hun: ”Hvis jeg kunne leve mit ideelle liv, ville jeg have en familie.”
Robin synker en mundfuld pizza og lyser atter op: ”Det bedste var, da Trump råbte FAKE NEWS”. Hun puster sig op og forsøger med en dyb stemme at imitere sin præsident
Robin kigger melankolsk ned på sine hænder og begynder at køre dem frem og tilbage på sine lår. En stilhed falder over den toværelses lejlighed, som de fleste middelklasse-amerikanere sikkert vil anse som lille, men som for mig ligner en rummelig seniorbolig hjemme fra Danmark.
Stuen er et køkkenalrum. Der er pizza i ovnen, og duften afslører, at den er ved at være klar. Møblementet er småt og blottet for fotografier. Det samme er væggene. I stedet er de pyntet med rejsesouvenirs og fjerprydet indiansk kunst.
Stilheden bliver afbrudt af et pling fra Robins ovn. Vores pizza er færdig, og fem minutter efter sidder vi overfor hinanden med hver vores stykke. Hun i sofaen, jeg overfor i en lænestol.
Robin synker en mundfuld pizza og lyser atter op:
”Det bedste var, da Trump råbte FAKE NEWS”. Hun puster sig op og forsøger med en dyb stemme at imitere sin præsident, og den lille kvinde knækker sammen i det grin, jeg under gårsdagens rally lærte at kende så godt.
Fire hjertelige hi’er efter hinanden. Nogle gange tre, men aldrig mere end fire. Uanset hvad vi taler om, ligger latteren og lurer et par sætningerne fremme.
”I årtier har USA brugt formuer på sit militær, så europæiske lande kunne lege socialister med høj cigarføring. Selvfølgelig mener jeg ikke Danmark. Jeres land er det fedeste, hi hi hi.”
Der sker ingenting her. Og intet af det jeg har forsøgt, er lykkedes. Det er ikke, fordi jeg keder mig, mit liv savner bare noget mening
Lattermildheden går fint sammen med pensionistens charme og livfulde øjne, der intet røber om, at hun om natten kæmper med søvnen.
Søvnløsheden er heller ikke noget, veninderne bemærker. Det sørger humoren og hendes gåpåmod for.
Robin er god til at engagere sig og gør intet halvt.
Senest har hun stået for at starte en aktivitetsgruppe i en kristen menighed. I løbet af nogle måneder opstod en trofast flok af kvinder, som havde det sjovt sammen.
Men så skete der det, som altid sker. Gnisten brændte ud, hun ragede uklar med én af de andre, og til sidst holdt hun op med at komme. Et stort nederlag for Robins nye liv i Arizonabyen Prescott Valley.
Hun flyttede hertil for to år siden fra Illinois, hvor hun voksede op, gik på college og arbejdede i 24 år for teleselskabet AT&T. Et liv, som hun nu savner:
”Der sker ingenting her. Og intet af det jeg har forsøgt, er lykkedes. Det er ikke, fordi jeg keder mig, mit liv savner bare noget mening.”
Kaldet
I Phoenix bager solen ned på de røde kasketter fra en skyfri himmel. Temperaturen når denne februardag op på 26 grader, og heden sætter svedpletter på folks t-shirts.
En kvinde toner igen og igen frem på en storskærm til venstre for køen. Hun ligner en Hollywoodfrue, der har ligget for længe i plastikkirurgens støbeform.
Der blev ikke talt meget om følelser eller problemer i hjemmet. Hverken om moderens depression, eller da Robins søster som 13-årig fra den ene dag til den anden besluttede sig for ikke at tale med Robin igen
Det er Lara Trump, hustru til Trumps næstældste søn Eric. Parret rapporterer direkte fra Trump Tower i New York med ’Real News Update’.
De advarer i skarpe toner om, at demokraterne er ude på at fratage amerikanerne deres frihed og erstatte den med socialisme. ”Donald Trump skal genvælges,” bebuder Lara Trump.
Lara Trump speaks at Scottsdale resort to rally support for Pres. Donald Trump https://t.co/BvkmjvfQ43
— azcentral (@azcentral) October 21, 2020
Pludselig stopper propagandaen, skærmen går i sort og rockbandet Lynyrd Skynyrd overtager højttalerne. Dørene til stadion er åbnet, og til bandets nummer Free Bird sætter den lange kø sig i bevægelse.
Cause I’m as free as a bird now
And this bird you cannot change
Oh, oh, oh, oh, oh
And this bird you cannot change.
Med langsomme skridt og højt humør går folk mod sikkerhedskontrollen. Rundt om tårner aldrende Hulk Hogan-kloner sig op over mængden.
Én hudfarve dominerer således forsamlingen, men hist og her ses også Danny Trejo- og Wesley Snipes-typer. Også i deres livs efterår, og mindst ligeså tegnede op ad armene. Nogle med hjemmelavede sømandstatoveringer, andre har tydeligvis betalt kassen hos en professionel.
Robin går ved siden af mig og fortæller, hvor korrupte og kriminelle demokraterne er: ”De tænker kun på magt.” I det samme går en mand forbi os i en sort T-shirt. Printet er en efterligning af logoet fra Godfather-trilogien, hvor en hånd griber om trådene til en marionetdukke. På T-shirten er ”The Godfather” skiftet ud med ”The Donald”.
Svigt
Byen Skokie er en forstad til Chicago, og mens Robin voksede op her i 60’erne og 70’erne, solgte byen sig selv på sloganet ’Verdens største landsby’. En del jøder har slået sig ned i byen, og det gjaldt også for Robins forældre.
Faren var sælger i byggebranchen. Trods sin college-uddannelse levede moren livet som hjemmegående. Robin husker tydeligt, at når hun kom hjem fra skole, ville det oftest være til lyden af dampen fra et strygejern. ”Hun strøg altid og alting. Skjorter, sokker, selv vores lagner.”
I skolen mente lærerne, at hun aldrig vil komme videre end 6. klasse. De syntes, hun var for dum. ”Lærerne var modbydelige. De ville sige, at det jeg sagde, var forkert, selvom det var rigtigt”
Forældrene holdt sig meget for sig selv, men gik alligevel prekært op i, hvordan den lille familie tog sig ud i lokalsamfundet.
Derfor blev der ikke talt meget om følelser eller problemer i hjemmet. Hverken om moderens depression, eller da Robins søster som 13-årig fra den ene dag til den anden besluttede sig for ikke at tale med Robin igen. Et løfte hun holdt i 30 år.
Mest ligner Robin sin far. Hun har hans udseende og humor. Han var hendes forbillede. En stille, eftertænksom mand, der både nød folks respekt og samtidig kunne få lov til at gå i fred.
I skolen opdagede Robin, at der var meget svært for hende at blive anerkendt.
Skolekammeraterne mobbede den kejtede, lille pige, som de hverken fandt sjov, klog eller på nogen anden måde interessant.
Robin og hendes far havde ikke noget nært forhold: ”Fordi, du ved, han var faren.”
Robins håb om forståelse og omsorg lå derfor hos mor. Et behov, som aldrig blev indfriet. ” Vi kunne slet ikke sammen. Hun bed altid af mig og var sarkastisk. Og ikke på nogen sjov måde.”
Selv i sit helligste helle kunne den lille pige ikke få fred:
”Jeg havde ofte drømme, hvor jeg vil flyve udover kysten, over oceaner og mod fjerne lande.”
Et spydigt blik skar sig igennem skyerne og morens stemme kommer rullende og hvislende ”Kom ned derfra. Du ser dum ud”
Men lige da flyvende Robin føler sig mest fri, dukker moren op. En frygtindgydende skikkelse, omgivet af tyk damp. Et spydigt blik skar sig igennem skyerne og morens stemme kommer rullende og hvislende ”Kom ned derfra. Du ser dum ud.”
Robin styrter ned mod havet, og idet hun rammer bølgerne, vågnede Lille Robin op.
Voksne Robin er ikke i tvivl om, at det var en udlængsel efter frihed. ”Jeg ville slippe fri af det, som holdt mig tilbage.” Først da Robin kom på college, kunne hun indånde duften af frihed. Men det var en kamp at nå dertil.
For i skolen mente lærerne, at hun aldrig vil komme videre end 6. klasse. De syntes, hun var for dum. ”Lærerne var modbydelige. De ville sige, at det jeg sagde, var forkert, selvom det var rigtigt.”
Lærerstaben var dog ikke de værste:
”De andre elever så mig som skolens lus. De ville ikke tale med mig, og jeg havde stort set ingen venner. Kun én, men hun droppede mig i High School, da det gik op for hende, at jeg ikke var populær.”
Teenager Robin mistænkte sin søster for at kappe båndet til hende af samme årsag, hvilket søsteren bekræftede i et brev mange år senere. ”Jeg var ikke cool, og det havde hun sådan set ret i.”
Søsterens brud gjorde ikke livet nemmere for Robin: ”High school var et helvede.”
Hun kan ikke længere kæmpe mod tårerne og bryder sammen i sofaen. Hun tørrer øjnene med et hjørne af sin trøje. ”Jeg er aldrig kommet mig over det, og det er derfor, resten af mit liv har været så dumt.”
Når Robin fik fri, gik hun direkte hjem til deres gule murstenshus, skyndte sig ned ad gangen og ind på sit værelse, hvor hun ville trøste sig med musik.
At flytte hjemmefra blev et tiltrængt løft af Robins gennemhullede selvværd. Men selve collegetiden er dog ikke værd at skrive om, siger hun: ”Det var fint nok, jeg var bare meget genert, og har ingen skøre festhistorier
For det meste disco og gerne Bee Gees. Hun dansede rundt, indtil hendes forældre råbte, at hun larmede for meget. Så slukkede hun for anlægget, hoppede i seng og græd sig i søvn. Sådan var Robins liv, indtil hun kom på college.
At flytte hjemmefra blev et tiltrængt løft af Robins gennemhullede selvværd. Men selve collegetiden er dog ikke værd at skrive om, siger hun:
”Det var fint nok, jeg var bare meget genert, og har ingen skøre festhistorier. Jeg gik ud i ny og næ og fik en drink, men intet vildt.”
Med sit collegediplom i hånden var planen at blive skolelærer, men det blev ikke til noget. Hun endte i stedet med at arbejde på kontor uden at gøre sig ambitioner om en flot karriere.
Tiden, hvor Robin i sine drømme ville flyve henover bølgerne, havde længe været forbi.
Udlængslen har dog fulgt hende hele livet og er også fulgt med til lejligheden i Prescott Valley. Den hvisker til hende fra pynten på væggene og blotter sig for hende i maleriet i soveværelset. En oplyst hytte i en snedækket skov af Thomas Kinkade.
Ifølge Robin er det et minde om det eremitliv, hun higer efter men aldrig får. Den ældre dames øjne skæver mod vinduet og de små bjerge, der omgiver Prescott Valley.
”Jeg savner de drømme.”
Sult
Sikkerhedsvagten kigger udtryksløst på mig, mens jeg demonstrerer, at min læbepomade faktisk er, hvad den giver sig ud for at være. Således forsikret vinker han mig igennem metaldetektoren, og Robin og jeg går videre ind i det store, ovale stadion.
En højloftet løbegang går hele vejen rundt, hvor stande normalt vil sælge fastfood, popcorn og øl. Ingen har tilsyneladende åbent. Men en duft af friture fortæller, at der må være mad et sted.
”Det her ender ikke godt”, tænker jeg
Den store sportshal midt i stadion har tidligere været hjemmebane for basketballholdet Phoenix Suns. Denne onsdag er der gjort klar til politisk teater, hvor hovedpersonen om små fire timer vil indtage scenen i den ene ende.
Jeg er tilbage i løbegangen, og en lang rand af mennesker siger mig, at en kø har formet sig. Jeg leder efter dens begyndelse, og et halvtusinde hoveder senere finder jeg den.
Dem der har organiseret dagens rally har åbenbart tænkt, at én pølsebod med tre medarbejdere vil være nok til at fodre 17.000 sultne amerikanere, der har stået ude i solen hele dagen.
”Det her ender ikke godt”, tænker jeg.
Læs anden og sidste del om portrættet af Robin i morgen, tirsdag.
LÆS FLERE ARTIKLER AF MARTIN POUL GANGELHOFF HER
Alle indsatte fotos er, hvis intet andet er angivet, taget af Martin Poul Gangelhoff.
Topillustration: Portræt af en Trump-supporter. Martin Poul Gangelhoff.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
