AFSTRAFFELSE & METOO// ESSAY – Engang fulgte opdragelse og afstraffelse en helt anden logik, og korporlige lussinger var en betydelig del af den. Nutidens lussinger er af en anden skuffe, skriver forfatter Gorm Rasmussen, der reflekterer over, hvordan tiden er blevet blødere, men også hårdere.
Nu de her hænder, som fjernsynet har vist et par gange. Lange og tynde, flettet ind i hinanden, ikke af forlegenhed, men fordi skæbnen har været hård ved Kristian Heegaard og har skabt ham sådan.
Jeg sidder i et gammelt aftægtshus ved Limfjorden. Stuen er moderniseret, hele huset peppet op indvendigt, stråtaget for evigheder siden erstattet af sort eternit, men den ydre, duknakkede form, denne lille, stærke almuenæve er uforandret.
Huset ejes nu af mine unger og familier – engang var det en gave fra mine forældre til fire sønner, jeg den yngste.
Det gør meget mere ondt på mig, end det gør på dig
I landsbyen er meget forandret. Ingen køer drives to gange dagligt gennem gaderne. Den sorte nattehimmel er smadret – ikke af stjerner men af nogle rædselsfulde gadelamper som ikke en kat har brug for. (Katte kan se i mørke).
Jeg skal ikke gå i detaljer – kun i én detalje, en gammel kommode, nys flyttet ned fra loftet, hvidmalet med forgyldte ”dutter” på, den er ganske lille, ”ægte” eller ”forloren”, jeg er ligeglad, den står der! Og den hilser mig: Kan du huske, din lømmel?
Lussinger
Jeg var vel ikke meget mere end en 4 -5 år gammel, min far var på arbejde, de tre brødre i skole, min mor hjemme nogle timer endnu, Asta var nedenunder, og jeg var åbenbart skide-irriterende og -uartig, for min mor blev nødt til at give mig en lussing.
Bagefter sagde hun de berømte og vist dengang meget udbredte ord: ”Det gør meget mere ondt på mig, end det gør på dig”!
Det forstod jeg ikke en bønne af, og da jeg et øjeblik efter var alene i rummet, vist mine forældres soveværelse på 1. sal, gik jeg hen og gav kommoden en kolossal en på bærret.
Ok! Nu forstod jeg; det gør skide-ondt at give lussinger.
Det slår mig nu, at lussinger kræver flad hånd; den samme flade hånd, man kærtegner og trøster med
Sådan var den tid, men jeg husker ikke mange lussinger fra mine forældre. Min far havde fået rigeligt selv som Gestapo-fange og var ikke tilhænger. Jeg husker to fra hans kæmpehænder. Min mor var heller ikke tilhænger. Jeg husker hendes lussing nummer to og hendes reaktion bagefter. Hun var lige så glad, som jeg var ligeglad, smilte smukt og meget lettet: ”Jeg troede, han ville begynde at græde”.
Lussinger var en del af menuen den tid, et alment anerkendt irettesættelsesmiddel. Per Højholt har udførligt beskrevet tidens lussinge-logik. Hans far var kulturradikal og alt det rigtige, og til lussinger. Han var skolelærer. Lussinge-logikken var en del af den disciplinære logistik og fik i mange skoler lov at udfolde sig frit.
Med andre ord: Lussinger var i orden; men måske for flertallet af giverne (ja, vil jeg vove at påstå flere end af modtagerne), noget rigtig uappetitligt noget.
Det er ca. 70 år siden, jeg pandede den der kommode en på pladen. Nu står den lige derovre ved væggen som et andet husalter, griner ad mig og har længst tilgivet mig, og ovenpå den er landet en sort og uudgrundelig fladskærm. Som noget fra en helt anden verden, et skadeligt insekt fra fremtiden i en science-fiction-roman, alligevel er der en sammenhæng mellem kommode og skærm.
Hun var klart modstander af lussinger som pædagogisk middel; det skulle afskaffes, man må ikke give andres børn lussinger. Men sine egne til nød
På væggen ovenover hænger et Sikker Hansen-litografi med viber (herlige fugle) og i baggrunden en sjægt, som man endnu kunne se nogle stykker af sejle på Limfjorden, da de gamle købte huset. Vi døbte det Ålejernet, men folk her kalder det stadig Apotekerhuset.
Den er vel næsten 200 år gammel, den lille kampestensbolig, en ”fisker- og bondenæve” krummet og knyttet af et langt arbejdsliv.
Hukommelsens skuffer
Det slår mig nu, at lussinger kræver flad hånd; den samme flade hånd, man kærtegner og trøster med.
Tiden, tiden. Den var vildt anderledes. Hårdere, men også blødere end nu.
Der kom en engel i vores hjem, min mors store heltinde, Edith Rode. For nylig faldt jeg over et lille interview med hende i min mors gamle klip. Det handlede netop om lussinger, og hendes syn på samme. Det var åbenbart et varmt debatemne.
Hun var klart modstander af lussinger som pædagogisk middel; det skulle afskaffes, man må ikke give andres børn lussinger, Men sine egne til nød. Det havde hun selv gjort som mor til fire.
Det fremgik tydeligt, at det var de tre drenge, hendes tilståelse primært drejede sig om, og ikke deres søster. Og det var næppe bare en social konstruktion.
Nu er man anonym. Sofie Linde er en undtagelse, men hun fortalte ikke nok
Gad vidst hvad min egen ”søster” ville sige til det hele. Hun må vel være, hvis hun lever endnu, midt i firserne, ”en stor dejlig rødhåret pige”, som min mor sagde. Hendes far var faldet, og hun boede med sin mor i en roekule et sted i Sydslesvig.
”Jeg ville så gerne have adopteret hende, men jeg vidste ikke, om jeg var gravid for femte gang!” Seks børn er en mundfuld.
Sådan var tiden og vilkårene for kvinder, også selvstændige kvindesagskvinder.
Tænk at have haft en søster! En civiliserende kraft.
Der er ikke meget, der tyder på, at drenge og piger, kvinder og mænd er hinandens brødre og søstre mere.
Tiden er så anderledes, tiden var så anderledes. Det bliver tydeligt, når man roder i hukommelsens kommodeskuffer. Tag nu bare en tid, der stadig står og blinker som et fyrtårn – ungdomsoprøret m.m., som igen i sine år badedes i skæret af krigstiden, besættelsen.
År senere igen ved et gæstebud med fruer, erklærede den pågældende vens hustru umotiveret og højt ved bordet, at jeg slog min kone
Dengang i 1960-70´erne trådte man frem, hvis der var noget, der skulle peges på, personligt. Ikke nødvendigvis at man var modigere end nu, man ville bare for alt i verden ikke have stikker-stemplet. I Istedgade-kvarteret, hvor jeg boede, ville ingen, selv den mest fladbankede, have med politiet at gøre. Skørt, skørt, selvfølgelig.
Nu er man anonym. (Sofie Linde er en undtagelse, men hun fortalte ikke nok … f.eks. hvad der så senere skete efter den begrædelige blow-job-eller-ingen-karriere-trussel). Whistleblower-ordningen, MeToo-bevægelsen, de er fandeme vigtige, men de er også begge, især den sidste, befængt med usselhed. Asymmetrien og domsfældelsen uden rettergang.
Lægge hånd på
Engang for mange år siden gav jeg min lille dreng en ”nød” i skallen, af lutter irritation og “hjælpeløshed”. Vi var alene hjemme, hans mor var på arbejde, og han havde lige stukket hænderne i den varme mad og stukket i et vræl. Hans søster blev retfærdigvis meget fortørnet og tegnede straks en tegning af episoden, noget overdrevent, som den slags skal være, talentet viste sig allerede dengan: Mand slår lille dreng med en hammer oveni hovedet.
Vi hængte den straks op på væggen, hvor den blev i lang tid til alles, og gæsters beskuelse. Vi har den endnu.
Ved en lejlighed mange, mange år senere, ved en mandesammenkomst, havde en af gæsterne, en ven, en løgnedetektor – et E-meter af Scientology-typen – med. Et af spørgsmålene lød, om jeg nogensinde havde lagt hånd på mine børn.
Han har tilstået et overgreb, som han ikke kan huske en bønne af, og han har taget en frygtelig konsekvens
Jeg svarede selvfølgelig ja, med den bedrøvelige episode i tankerne, og af angst for detektoren. Da han bagefter løftede låget, viste detektoren sig nu at være en tom skal, en fælde. Der var kun låget.
År senere igen ved et gæstebud med fruer, erklærede den pågældende vens hustru umotiveret og højt ved bordet, at jeg slog min kone. ”Gorm slår Gitte”. Det faldt ikke i god jord.
Nu Kristian Heegaard; fjernsynet, fladskærmen har vist os ham mange gange, hans tynde hænder og sammenflettede fingre. Han har tilstået et overgreb, som han ikke kan huske en bønne af, og han har taget en frygtelig konsekvens. Og skuffen er lukket. Skærmen slukket.
Topillustration: Refleksioner over tidens lussinger i en MeToo-tid og efter Kristian Hegaards udtræden af partiet Det Radikale Venstre og af Folketinget. Arkivfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
