taxamanden

Taxamandens klumme: En dyster hilsen fra fortiden

i Liv & Mennesker/Børn & unge af
LIV & MENNESKER//KLUMME – I de første få minutter mærker jeg en slags glæde. At hun husker vores taxitur for et par år siden fra København City til et bosted på Amager. At hun ringer til mig for at sige tak – og for at få et råd i en svær tid. At hun har så stor tillid til et ubetydeligt møde – blot 20 minutter af et 45-årigt liv. Men den smukke tillidserklæring transformerer sig snart til et stigende vemod. Og jeg er nærmest handlingslammet, da jeg slukker for telefonen efter den lange telefonsamtale. Hun ringede til Taxamanden – men det var journalisten, hun havde brug for. En af dem, der kan vælte mure i den rådne del af samfundet.

Jeg er generelt i tvivl om, hvor ”L” skal gå hen for at få hjælp. Efter et liv som var katastrofe-stemplet fra hun tog det første dybe hvæs af en joint som 13-årig og den første lille ”nold” – et par hurtige hiv af rygeheroin – som 15-årig. Og herefter var hun hooked på heroin, og kokain. Den knaldhårde, daglige flyvetur for egen regning.  I systemet er hun så meget offer, at hun end ikke kan hjælpes til bare en betalelig, privat bolig. Og i forhold til pressen er hendes ”slags” nærmest usynlig i den reproducerende nyhedsstrøm fra den højt besungne, fjerde statsmagt.

Jeg tager et kig på min smartphones nærmeste nyhedsfeed:

Det britiske kongehus brugte 40 timer på at omstille urene til sommertid.

De studerende kan få gratis mundbind.

Julen er i fare

Rend mig i røven!

Lukker og slukker – og sunder mig et par dage.

Min ekskærestes store smerte var tabet af hendes ældste datter, som år efter vores samliv døde af junk og HIV

Jeg dykker lidt dybere i ”L”’s liv.

Det vi talte om dengang og nu efter hendes overraskende opringning til mig. I det jeg kan researche mig til. Jeg må flere gange op til overfladen for at hente luft, når historien er sortest. Har mest lyst til bare at slutte, fordi der fuldstændigt mangler en ”hjælper” i fortællingen.

I mine egne, unge år var jeg kæreste med en kvinde, som var noget ældre end mig. – En af de vigtige kærlighedshistorier i mit liv. Hun havde dengang fire døtre, hvoraf de tre i dag er stærke, modne kvinder – gode liv og mødre, som hende selv. Min ekskærestes store smerte var tabet af sin ældste datter, som år efter vores samliv døde af junk og HIV.

I vore år sammen blev jeg konfronteret med stofmisbrugets smadrende natur. Vi frygtede meldingerne om den ældste datter, når hun var helt ude i sumpen. Vi håbede naivt, når hun vendte hjem for at komme på benene igen. Hun lå nogle nætter imellem os og kæmpede sig ud af den ”kolde tyrker”. Og måske sværest af alt for os: Vi mærkede den sylespidse smerte, når vi troede, at vi var ved at sejre – men datteren vendte uvarslet tilbage til det dræbende misbrugsmiljø i sén-70’ernes og 80’ernes København. Jeg glemmer aldrig den morgen, hun skred. Min nærmest ubestandige blanding af dyb sorg og rasende vrede. Min kærestes brune øjne, der var endnu mørkere af skuffelse. Og mit uartikulerede løfte til mig selv om aldrig mere at love et menneske redning, når jeg ikke er den rette til, at det lykkes.

Men det er en anden historie, der fylder mere end en klumme fra Taxamanden.

Misbrugerens stemme i det mørke leje. Den lidt hæse, lidt slæbende lyd af et aktivt stofliv

I dag er min ex-kæreste en lykkelig mor, bedstemor og oldemor til en flok af børn, unge og voksne – men uden ældstedatteren, ”P”. Hun blev mere eller mindre stoffri – men den smadrede krop sagde stop, og en dag fløj datteren derhen, hvor man selv må vælge mellem støv eller troen på en himmel for selv det usleste liv.

Det er næsten 40 år siden nu.

Men jeg genkender lyden af stemmen i telefonen – i mit genhør med ”L”. Jeg har taget kontakt med hende efter at have samlet styrke til at lytte og vise nærvær. Misbrugerens stemme i det mørke leje. Den lidt hæse, lidt slæbende lyd af et aktivt stofliv. Endnu – indtil hun har fundet styrken til at kæmpe sig ud af metadonens benlås. Hun fortæller om at blive fjernet hjemmefra som 4-årig. Komme i pleje hos en jævnligt voldelig plejemor. Om at stikke af fra tæsk og ydmygelse som 13-årig, leve på gaden, komme ind på en børnepension, blive kaldt tilbage til plejemoren – og flygte igen.

Mens verden racede ind i 90’erne og de driftige år efter årtusindeskiftet, svømmede ”L” helt derud på det dybe vand, hvor det mest ”naturlige” ville være at drukne. Stof og indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Ingen uddannelse, ingen fremtid. Hun fortæller mig om sin kontakt med den biologiske mor, som – ”… blev dømt for en meget alvorlig forbrydelse”.

Jeg stopper her for ikke at tage hul på en ny katastrofe-fortælling.

Den personlige hjælp må hun finde på sit bosted og fra professionelle social-hjælpere.

Lige nu kæmper ”L” for at finde en anden begyndelse for sig selv. En langsom nedtrapning – og et liv lidt tættere på moren, som i dag er – hjemløs!  Men hun mangler hjælp til at finde lejligheden, der skal passe til hendes lille førtidspension for psykiske lidelser. Støtte til overhovedet at gennemføre, hvad hun drømmer om.

Så finder hun mit visitkort og ringer til mig.

Jeg ringer som sagt tilbage efter et par dage.

Har forberedt mig på at tale helt åbent om min egen og mine klummers lidenhed i det store mediecirkus. Om pressen, der er optaget af så meget andet for tiden. Jeg lover hende at fortælle om vores ”gensyn” – om den glemte, danske underklasse, der har svært ved at råbe verden op under Trump, corona og sexchikane.

Men den personlige hjælp må hun finde på sit bosted og hos professionelle social-hjælpere.

Hun forstår det, siger hun, mens vi taler ret lang tid om hendes drømme lige nu.

Drømmene bliver mellem hende og mig.

Men hendes ord og refleksioner sidder fast i mig.  Det slår mig, at et menneske med omsorgssvigt fra fødslen, uden uddannelse og succes, med en livsform som har gjort ondt værre – kan fortælle så ærligt og klogt – nogle gange nærmest velformuleret om helt umulige livsvilkår, men også intakte drømme.

En tristhed over barrierer og kæder af ulykker.

Men også et vakuum – en ubegrundet, naiv følelse af håb.

LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto (model): Ulrike Mai, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker