GENERATIONSKLØFT // KRONIK – Problemet er ikke generationskløfterne, men at kløfterne er ved at blive forvandlet til skyttegrave, hvor enhver forskel mellem generationerne bliver brugt til at befæste positionerne. Det er ikke længere kun de ældre generationer, som kritiserer de yngre. Det er også de yngre, der tydeligt stiller spørgsmål ved den hæmningsløse selvudfoldelse, som har karakteriseret de ældre generationer, skriver Peter Schjødt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan kunne jeg dog leve i over 60 år uden at kende mit barnebarn, som først kom til verden for to år siden? Jeg kommer til at kende hende i alt for kort tid, men hver time sammen med hende er alligevel som en fornyelse af mit eget liv. Hun har løftet mig ind i en helt ny oplevelse af tiden, af mig selv og af verden omkring mig.
Det lille nye menneske har forløst tiden, så min egen personlige tid er blevet fortyndet til den langt mere flydende, men betydningsfulde tid, den kæde af menneske-tider, hvor ”slægt skal følge slægters gang”, som der synges i Ingemanns salme ”Dejlig er Jorden!” fra 1850. Her digtede han også, at ”Tider skal komme, tider skal henrulle”, og den jublende glæde ved at gå på legepladsen med mit barnebarn mærkes netop, fordi vi er led i samme kæde.
Vi er beslægtede, tænker jeg, når hun bliver træt og vil bæres, helt som det skal være, når den ældste slægt hjælper den yngste til at kunne skabe en ny verden, som skal være deres, og den yngste hjælper den ældste til at forstå og acceptere, at tiderne må og skal ændre sig. Hun bevæger sig med ansigtet vendt mod fremtiden, men kikker sig stadig ofte tilbage for at se, om jeg er med.
Det er jeg, det kan jeg love hende; jeg er med, også selv om mit blik jo tit er vendt mod fortiden. Men på den måde væver vi vores fælles nu, mit barnebarn og jeg; sammenfletningen af min fortid og hendes fremtid til generationernes filigranmønster.
Generationsfælde?
I dag er slægternes gang sjældent udtryk for den rolige livsrytme, som blev skildret hos fx Ingemann. Selv om ordet ”generation” iflg. en leksikal definition også knytter sig til den biologiske periode fra fødslen af ét slægtled til det næste, så er det i de senere år blevet inddraget i stort set alle de mest alvorlige konflikter, som præger vores verden.
Der har altid været det, som vi kalder for generationskløfter, naturligvis, og heldigvis, for ellers ville der aldrig opstå kritisk selvrefleksion hos de ældre og grænseoverskridende initiativer hos de unge. Sådan var det også på Ingemanns tid, da han skrev om slægterne, der fulgte efter hinanden.
Interaktion mellem de forskellige generationer opleves tilsyneladende som langt mindre udbredt i dag end tidligere, fordi generations- og aldersperspektivet bruges som en helt accepteret forståelsesramme for det moderne samfunds konflikter
Problemet er således ikke generationskløfterne, men at kløfterne er ved at blive forvandlet til skyttegrave, hvor enhver forskel mellem generationerne bliver brugt til at befæste positionerne. Det er ikke længere først og fremmest de ældre generationer, som kritiserer de yngre. Det, som åbenbart virker så overraskende og skræmmende, er, at de yngre så tydeligt stiller spørgsmål ved den hæmningsløse selvudfoldelse, der har karakteriseret de ældre generationer.
Vi er havnet i en slags generationsfælde, hvor menneskers fødselstidspunkt fra alle sider i stigende grad bliver inddraget som det centrale omdrejningspunkt for samfundets alvorligste konflikter om bl.a. klima, økonomi, arbejdsmarked, ulighed, xenofobi, misogyni, sexisme, samlivsformer, politik, magt mm. Enhver forskel i kulturelle og sociale værdier bliver let knyttet til de involverede parters alder og generation, så det fyger gennem luften med anklager, udskamning, skyldspålæggelse og mistænkeliggørelse i et omfang, som er blevet sammenlignet med en ”generationskrig”.
Interaktion mellem de forskellige generationer opleves tilsyneladende som langt mindre udbredt i dag end tidligere, fordi generations- og aldersperspektivet bruges som en helt accepteret forståelsesramme for det moderne samfunds konflikter.
Hvad er en generation?
Når der tales om ”generationer”, har det traditionelt været for at indkredse de identitetsskabende fællestræk mellem mennesker, som fx blev født i tiden mellem de to verdenskrige, tiden efter 2. verdenskrig eller i tiden omkring velfærdsstatens udvikling osv. Disse generationer fik navne, som tydeligt identificerede dem med netop dén historiske periode, hvor de kom til verden, og som definerede deres selvforståelse, som fx Mellemkrigs-generationen, Efterkrigsgenerationen, eller generation baby-boomers.
Det samme gælder naturligvis generationerne med de mere utydelige betegnelser, som generation X, Y, Z og den helt nye generation Alpha. At de nyere generationsbetegnelser ikke fremstår helt så forklarende som de gamle, betyder imidlertid ikke, at de livsomstændigheder, som de nye er født ind i, er mindre indgribende for deres hele liv og selvforståelse.
Betydningen af at kunne bestemme og identificere de forskellige aldersgruppers særpræg kan føres langt tilbage i historien. Det var imidlertid først i begyndelsen af 1900-tallet, at generationsbegrebet blev afgørende for forståelsen af samfundets forskelle mellem grupper, født på forskellige tidspunkter. Den ungarske sociolog Karl Mannheim udgav i 1927 et essay med titlen The Problem of Generations.
Med den konstante og hurtige forandring af både de materielle og sociale livsvilkår i 1960’erne begyndte der at dukke nye generationer op med kortere og kortere intervaller
Her møder vi for første gang en sociologisk definition, der beskriver generationsbegrebet som afgørende for at forstå menneskers oplevelse af identitet. Grundlæggende så Mannheim de markante kulturelle forskelle i et samfund begrundet i generationer, altså som resultat af de forskellige oplevelser og erfaringer, som mennesker gør sig, alt efter hvornår de er født. Han anså ens tilhørsforhold til en bestemt generation som lige så afgørende for ens identitet og værdier som køn og race.
Antallet af aktuelle generationer er i sig selv nyt. Der er ikke enighed, men ofte antages der aktuelt at være 6-7 generationer i spil på én gang. Tidligere anslog man, at der i hvert fald gik 30 år mellem fremvæksten af så grundlæggende ændringer i samfundet, at det kunne skabe helt nye livsbetingelser for menneskers selvforståelse og livsvilkår. Så dybe forandringer, at det også kunne skabe betingelserne for en generationskløft mellem fortid, nutid og fremtid.
Med den konstante og hurtige forandring af både de materielle og sociale livsvilkår i 1960’erne begyndte der at dukke nye generationer op med kortere og kortere intervaller. Med 6-7 generationer på samme tid er det ikke mærkeligt, at røgen kan ligge så tæt, at det er svært at orientere sig.
Det afgørende generationsspørgsmål er jo lige netop, hvordan man skal forstå sig selv i et samfund omgivet af andre generationer, som man nok lever side om side med, men som tydeligvis oplever verden helt anderledes end ens egen generation, nærmest som om de var fremmede.
Generationerne er sammenflettede
Der har altid eksisteret generationskløfter og -konflikter. Det, som forvandler dem til en slags generationskrige, er den hastighed, hvormed nye livsvilkår opstår og slår igennem som en generationsidentitet. Men der er også noget andet i spil. Der er sket en ændring i den historiske opfattelse af, hvad det egentlig betyder, at ”slægt skal følge slægters gang”, som Ingemann i sin tid beskrev det.
Socialantropologen Tim Ingold skriver i bogen The Rise and Fall of Generation Now, at vi i dag ofte betragter generationer som lag, der så at sige lægger sig ovenpå og afløser hinanden som ark i en stak papir uden kontakt med de andre lag i stakken. Vi ser hver generation som et lag, der er i fuld kontrol med sin nutid efter at have fortrængt sin forgænger til et plan længere nede i stakken af lag eller ark.
I et historisk perspektiv er dette ikke den almindelige måde at betragte generationerne på. Tim Ingold foreslår derfor, at vi kikker tilbage på den ældre idé om, at livet ikke er lukket inde i enkeltstående generationer, men skabes i generationernes overlap med hinanden, i vedvarende samarbejdsforhold mellem fortid, nutid og fremtid, gennem tæt og sammenvævet integration mellem generationerne.
Her er der altså ikke tale om, at generationerne lægger sig i isolerede lag oven på hinanden. I stedet ses de som viklet ind i hinanden som fibre i et reb. Tim Ingold mener, at det drejer sig om at gentænke forholdet mellem fortid, nutid og fremtid; at det faktisk er en nødvendighed, hvis vi vil gøre os noget håb om at løse alle de globale problemer, som rækker på tværs af generationer.
Det er naturligvis sandt, at der er store forskelle knyttet til forskellige aldre og aldersgrupper. Alderskategorien adskiller mennesker fra hinanden, ikke mindst gennem oplevelsen af generationskonflikter og -modsætninger. Med et moderne ord kunne vi næsten sige, at generationerne i dag virker, som om de er formateret med forskellige styresystemer.
I hvert fald er vi formateret af den tid, vi oplever at tilhøre, og konsekvensen er ofte, at generationerne har meget lidt forbindelse, endsige tilknytning, til hinanden. Den amerikanske organisation CoGenerate, som forsøger at opbygge samarbejde generationerne imellem, beskriver således vores tid som den mest alders-adskilte i historien, samtidig med at vi står over for problemer, som ingen generation kan løse alene.
Verdens filigranmønster
Fra hvilken af de generationer, der lever i dag, vil man bedst være i stand til at forstå både de problemer, som den enkelte generation slås med, og de store samfundsmæssige og globale problemer, som verden i sin helhed skal løse i fremtiden? Selv om netop konflikt- og modsætningsperspektivet mellem generationerne er dominerende i dag, så må svaret alligevel være dualistisk og dialogisk, sammenvævet på nøjagtig samme måde, som generationerne er sammenvævede i det mest komplekse filigranmønster.
Faktisk er fokuseringen på generationsmodsætningerne et af de store problemer, der står i vejen for, at vi kan møde problemerne, fra mistrivsel til klimaødelæggelse, med fuld styrke og inspiration. Hvorfor skulle der være forskellige generationer med helt forskellige syn på verden, hvis det ikke også var, fordi de skulle betyde noget vigtigt og håbefuldt for hinanden?
Jeg henter tit mit barnebarn i vuggestuen. På hjemvejen undersøger hun alt, hvad vi kommer forbi; forladte sneglehuse, ukrudt og blomster mellem fliserne, visne blade, en lille sten på fortovet, en mariehøne, og det sker, at nysgerrigheden giver hende overbalance, så hun falder, slår knæet og begynder at græde. Så tager jeg hende op, holder hende helt tæt, og efter få øjeblikke er hun klar igen, vil sættes ned og går videre ved egen kraft for at kunne fortsætte undersøgelsen af verden. Hun går frem med alt det, som skal blive hendes bidrag til verdens filigranmønster, lidt af det er mit; det meste skal blive hendes.
Læs flere kronikker af Peter Schjødt lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
