MUSIK // ANMELDELSE – Thomas Dybdahl i Vega op imod jul. Det er nu en tradition, som nordmanden og københavnerne i over 10 år har gjort til en hjerternes fest svøbt i Dybdahls nordic noir-americana. Bo Heimann beskriver koncerten som et langt og fortroligt kram.
Klædt i lys Panama-hat og brunt jakkesæt, der så for varmt ud allerede fra start, trådte Thomas Dybdahl op i front for hans fem-mands-band i et udsolgt Store Vega. De lagde for med en groovy version af “On My Way To California”, der blev fulgt op af fire andre numre fra Fever, der kom på gaden i marts 2020 dagen efter, at Norge blev lukket ned pga. corona. Så dé numre trængte til at blive spillet live, konstaterede Dybdahl. De blev de så, ukarakteristisk for ham fyldige og 70’er-funky-swingende, som de ellers er.
Titelnummeret “Fever, Call Me By Your Name”, der allerede som tredje sang endte i fællessang for fuld hals, “45″ og “River”. Den fyldte sal var dansende, og Dybdahl måtte af med jakken.
København er for længst blevet en slags andet hjem for Dybdahl, der ellers holder til i Stavanger, hvor han smeder sin prisbelønnede filmmusik og sin poppede folk, der når det er bedst, indtil Fever-albummet har givet mindelser om landsmændene fra Kings of Convenience og Nick Drake med strejf af Jeff Buckley-falset, jazzet blues og Beck på de to stille albums Sea Change og Morning Phase.
Koncerten var som at synke ned i en god vens meget lune og velspillede selskab
Efter den første håndfuld meget funky og dansable numre fra Fever, tog Dybdahl salen med tilbage til begyndelsen i 2002 med titelnummeret fra debutalbummet The Great October Sound, der med kontrabas og steelguitar inkarnerer hans kølige, enkle og meget nordiske stil. Derefter lige så fine versioner af “Tomorrow Stays The Same” og den smukke og langsomme “Still My Body Aches”.
Allerede efter sit andet album, Stray Dogs, fik Dybdahl i 2003 Spellemansprisen (Norges svar på en Grammy). Siden har han været meget produktiv uden større slinger i kvaliteten. Udover i alt ni albums, så har han komponeret musik til flere film og tv-serier.
Thomas Dybdahl som tradition
Igen i år var decembertimerne i Vega med Thomas Dybdahl en sejrsgang fra start til slut. From Grace med det ikoniske omkvæd “And it’s here that I’ll give, yeah I’ll give you all my love” kunne selvsagt kun blive til endnu en fællessang, ligesom han kunne lukke koncerten under stor jubel med “Dust from a Goldmine” og den storslået enkle “One Day You’ll Dance for me, New York City”, inden ekstranumrene gjorde arbejdet helt færdigt.
Koncerten var som at synke ned i en god vens meget lune og velspillede selskab. Det er et fortrinligt band, Dybdahl er ude med. Fortroligt og hyggeligt som et langt kram fra én, der oprigtigt vil én det bedste i en ellers rå og kynisk verden. Tusen hjertelig takk, hr. Dybdahl. Alle gik vist hjem med en klar forventning om, at succesen gentages igen til næste år, inklusiv Thomas Dybdahl selv. Det er blevet en favorittradition for alle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
