Crystal Pite Alexander Meinertz Ballet

Alexander Meinertz: Body and Soul – Crystal Pite beskriver livet og døden på Pariseroperaen

i Kultur/Scenekunst af

BALLET // ANMELDELSE – Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt, skriver Alexander Meinertz. I nyt værk på Pariseroperaen beskriver hun døden som kyniske, melodramatiske og absurde scener.

Det gav mening at invitere den canadiske koreograf Crystal Pite tilbage til Pariseroperaen på baggrund af hendes hit fra 2016, ”Seasons’ Canon” til musik af Max Richter, men som koncept og idé havde hendes seneste værk stået mere overbevisende med et andet udgangspunkt end den diffuse og svært forståelige liv-og-død-kompleksitet, hun søger at skildre i ”Body and Soul”.

Værket virker fragmenteret og mindre gennemarbejdet end ”Seasons’ Canon” og ”Flight Pattern” (Royal Ballet 2017) og er tilsyneladende – måske? – en skiftevis klinisk og empatisk sorgbeskrivelse af overgangen mellem liv og død – og en lakonisk kommentar til det, der sker på den anden side – bygget op i en traditionel form med tre akter, der kontrasterer i scene, kostume, musik og dynamik.

Første akt ligner et gerningssted. Stemningen er spændt. En mand i en klassisk tough guy lang, sort læderfrakke står under et koldt lys over en livløs krop, som han upåvirket undersøger med en mulig rekonstruktion og beskrivelse af et forudgående forløb. Lydsiden, som er indtalt af skuespilleren Marina Hands, sætter konkret ord på handling og bevægelse – ”Højre, venstre, højre, venstre” om skridt frem og tilbage og ”rører ved brystet, hovedet” eller ”drejer hovedet, fødderne, vender tilbage til udgangspunktet”.

Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens en grundlæggende overbevisning om et demokratisk og diversitetsbåret udsyn

Detektiv eller morder? Identitet, køn og intention er her – ligesom i andre værker af Pite – flydende, og roller overføres og udveksles mellem personerne, hvor en figur kan opsamles og forsvinde i ensemblet i en massebevægelse, hvorefter en ny danser træder frem og fortolker et andet aspekt af situationen: Mod slutningen af første billede gentages den indledende frase efter en række variationer med to nye dansere, nu med en anden nuance: Undersøgelsen, bevægelsen, er omsorgsfuld, fjendtligheden afløst af kærlighed.

”Body and Souls” andet billede bærer mindelse om en katedralagtig gravkrypt. Stemningen er både elegisk og desperat, sat til Chopins Præludier, herunder det melankolske Præludium opus 28. nr. 4, der blev spillet ved komponistens egen begravelse i Madeleine-kirken for præcis 170 år siden. Koreografisk er det scenen, der klæder Pariseroperaens dansere bedst: Muriel Zusperreguy og Alessio Carbone er tilbagevendende figurer, der i hvirvlende fraser beskriver afskeden, hvor Zusperreguy i et øjeblik gentager bevægelsessekvensen fra 1. akt, men hvor offeret, kroppen, ikke længere er der.

Som ensemblet i en bevægelse falder til jorden og opsluges af skyggerne, løfter Hugo Marchand sig åndfuldt mod lyset til Præludium nr. 20, kaldet ”Begravelsesmarchen”, i en næsten melodramatisk skulpturel og ekspressivt klagende afsked fuld af håb og fortvivlelse – i dette nu er han offeret – før alle danserne som en figur med stadig stigende intensitet og desperation gentager en gestus for brystet som udtryk for det bankende hjertes rytme og bratte, uigenkaldelige ophør.

”I want every part of you” synger Teddy Geiger med kannibalistisk hunger i balladen “Body and Soul”, der har givet værket sin titel og illustreres i ballettens absurde slutscene, hvor latex-klædte organismer med militær præcision prikker sig vej i formationer gennem et kitschet SM/fashion/disco guldunivers, der mindede mig om cellemembraner blæst op i megaformat. Det er fordærvelsen som comic relief, tænker jeg, som gnaskelydene hamrer den pointe hjem, Geiger sætter ord på: ”All that I want is a piece of your heart”. Bogstaveligt talt.

”Seasons’ Canon” og ”Flight Pattern”, skabt til henholdsvis ”Recomposed by Max Richter: Vivaldi – The Four Seasons” og Góreckis ”Symfoni af sorgfulde sange”, er takket været den musikalske ramme og dramaturgi, der er udstukket for begge værker, strammere og klarere konciperet end ”Body and Soul”, ligesom begge balletter indskrev sig som både bevægende og skarpe metaforiske, samfundskritiske kommentarer i et kunstrum, den klassiske ballet, der sjældent antager direkte politiske dagsordner: ”Seasons’ Canon” som en kommentar til klimakrisen og ”Flight Pattern” til flygtningekrisen i 2015.

Crystal Pites signatur, ensemblekoreografien, understøtter mere end nogen andens et grundlæggende demokratisk og diversitetsbåret udsyn, hvor alle er ens, alle er forskellige, og hvor det er smukt.

De store ensemblescener, hvor hun samler menneskemasse i én krop og skaber og orkestrerer naturbilleder fra insektsværme til fugleflokke og ikke mindst oplevelser af vand og hav, i evig bevægelse, evig forandring, er hendes absolutte styrke og en vej, hun med held kunne have udforsket mere direkte og dybere, mere empatisk, som skildring af menneskelig natur med et helt andet, mere oprigtigt udgangspunkt i netop Geigers sang: Geiger transformerede efterfølgende til kvinde og skriver i dag sange under navnet Teddy<3.


Følg Alexander Meinertz her.

Læs andre tekster af Alexander Meinertz på POV her.


”Body and Soul”
Koreografi: Crystal Pite
Palais Garnier, Opéra de Paris, Paris.
16. november 2019.


Foto: Julien Benhamou. Hugo Marchand i “Body and Soul”.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur