USA OG VENEZUELA // ANALYSE – Angrebet på Venezuela viser USA’s nye sikkerhedsdoktrin i praksis, hvor den til enhver tid siddende præsident kan handle, som han ønsker, hvis han mener, at USA’s interesser tilsiger det. Donald Trump er villig til at bruge militære midler for at nå sine økonomiske og strategiske mål. Det påvirker ikke alene Venezuela: Hele den vestlige halvkugle befinder sig nu i en ny, kritisk situation.
BRASÍLIA – USA angreb Venezuela lørdag morgen og bortførte den venezuelanske præsident, Nicolás Maduro, og hans kone, Cilia Flores.
I en nylig artikel i POV International lavede jeg en liste over fem mulige scenarier for den amerikanske militære tilstedeværelse ud for Venezuela.
Trump valgte det, som jeg kaldte scenarie 2, hvilket svarede til afsættelsen af Manuel Noriega i Panama i 1989. Dengang lykkedes det at fange Noriega og få ham stillet for en domstol og dømt i USA for narkotikasmugling. Det ser også ud til at være fremtiden for Nicolás Maduro.
Angrebet på Venezuela behøver derfor ikke at være et enkeltstående tilfælde, men kan vise sig at være det første trin i en række militære interventioner
Angrebet på Venezuela kan umiddelbart synes overraskende i forhold til Donald Trumps hidtidige modvilje mod militære interventioner i andre lande. Men at der kunne komme en eller anden form for angreb, var faktisk allerede annonceret for et par måneder siden.
Monroe-doktrinen
Annonceringen skete i USA’s nye sikkerhedsdoktrin, som blev offentliggjort i november 2025, og som er nøglen til at forstå dette skift i Trumps måde at handle på. I sikkerhedsdoktrinen genopliver USA den såkaldte Monroe-doktrin, som definerer den vestlige halvkugle som et amerikansk interesseområde, hvor man vil genoprette USA’s “preeminence”, altså forrang. Dermed er Latinamerika og Grønland, som også ligger på den vestlige halvkugle, ikke længere “udlandet”, men nu igen en del af det amerikanske nærområde.
Et af de tiltag, der beskrives i sikkerhedsdoktrinen, er følgende: Targeted deployments to secure the border and defeat cartels, including where necessary the use of lethal force to replace the failed law enforcement-only strategy of the last several decades.
På dansk: Målrettede deployeringer for at sikre grænsen og bekæmpe (narko)kartellerne, inklusive – om nødvendigt – brug af væbnet magt som erstatning for den fejlslagne strategi fra de seneste årtier, hvor man alene har baseret indsatsen på retshåndhævelse.
Angrebet på Venezuela viser doktrinen i praksis, hvor USA kan handle, som den til enhver tid siddende præsident ønsker, hvis han mener, at USA’s interesser tilsiger det. Til gengæld leder man forgæves efter henvisninger til spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder eller andre bløde værdier i sikkerhedsdoktrinen.
Det er helt i tråd med Donald Trumps yderst pragmatiske forhold til henholdsvis autoritære og totalitære regimer og til demokratier. Hans holdninger til Rusland og Ukraine er kun det mest åbenlyse, men langt fra det eneste, eksempel.
I Venezuelas “nabolag” har Trump støttet Jair Bolsonaro i Brasilien, som netop er blevet idømt 27 års fængsel for kupforsøg, og Nayib Bukele i El Salvador, som har et yderst problematisk forhold til menneskerettighederne. Han har benådet Honduras’ tidligere præsident Juan Orlando Hernández, der afsonede en langvarig straf i USA for narkotikaforbrydelser, samt – i den modsatte grøft – truet den ellers amerikansk-venlige præsident José Raúl Mulino i Panama med en invasion for at få kontrol over Panama-kanalen.
“We are going to run the country”
På en pressekonference lørdag eftermiddag dansk tid annoncerede Trump, at “We are going to run the country“.
Han var imidlertid ikke særlig detaljeret om, hvordan dette skulle ske, eller hvor længe det ville vare. Det mest konkrete, han sagde, var, at det ville ske, indtil der var gennemført en “egentlig transition”.
Det var bemærkelsesværdigt, hvor meget spørgsmålet om olie fyldte på konferencen
Trump fortalte også, at udenrigsminister Marco Rubio havde talt med den venezuelanske vicepræsident Delcy Rodriguez, som efter Maduros tilfangetagelse står til formelt at overtage magten i Venezuela.
Trump lod dog skinne igennem, at hun ikke har nogen selvstændig beslutningskompetence, og at hun er villig til at gøre “hvad der er nødvendigt”.
Til gengæld lagde Trump ikke op til, at María Corina Machado, som modtog Nobels fredspris i 2025, kommer til at spille en rolle i første omgang.
Det var desuden bemærkelsesværdigt, hvor meget spørgsmålet om olie fyldte på konferencen.
Trump gled flere gange af på konkrete spørgsmål om de næste trin og begyndte i stedet at tale om olie. Amerikanske olieselskaber kommer til at overtage udvindingen af olien i Venezuela, og overskuddet fra olieudvindingen skal dække den amerikanske stats udgifter i forbindelse med hele operationen. Mens spørgsmålet om olie altså fyldte meget, kom Trump kun kort ind på frihed og demokrati – som en eftertanke eller en overfladisk retfærdiggørelse af interventionen.
Forsvarsminister Pete Hegseth udtalte på tilsvarende vis, at aktionen var gennemført for at sikre “safety and freedom for the American people“. Han nævnte derimod ikke venezuelanerne.
Hvad er de(t) næste land(e) i rækken?
Pressekonferencen åbnede også op for muligheden for, at Venezuela ikke bliver det sidste land, der risikerer en amerikansk intervention.
På et generelt plan sagde Marco Rubio, at Trump er en “handlingspræsident”. Rubio fortsatte med en slet skjult trussel: “Don’t play games. It is not going to play out well. These lessons were learned last night.”
Angrebet på Venezuela behøver derfor ikke at være et enkeltstående tilfælde, men kan vise sig at være det første trin i en række militære interventioner. Trump advarede direkte præsident Petro i Colombia, som han anklagede for at drive kokainlaboratorier.
En amerikansk overtagelse af Panama-kanalen kan retfærdiggøres med truslen om kinesisk kontrol med den vigtige civile og militære skibstrafik gennem kanalen
Det cubanske regime med præsident Miguel Díaz-Canel i spidsen føler helt sikkert også et stigende pres: Den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio har cubanske rødder, og der har i årevis eksisteret en stor cubansk eksilgruppe i USA. I de senere år har Venezuela været med til at holde hånden under den i forvejen skrantende cubanske økonomi, og da USA vil opretholde olieembargoen mod venezuelansk eksport til Cuba, kan det cubanske regime implodere – eventuelt med lidt hjælp fra USA.
Panama-kanalen kunne også være en kandidat, efter at Trump har raslet kraftigt med sablen i de første måneder af sin præsidentperiode. En amerikansk overtagelse af Panama-kanalen vil også være i fuld overensstemmelse med principperne i sikkerhedsstrategien og kan retfærdiggøres med truslen om kinesisk kontrol med den vigtige civile og militære skibstrafik gennem kanalen.
Det efterlader selvfølgelig spørgsmålet om Grønland. Aktionen i Venezuela viser, at Trump ikke er bange for at bruge militære midler for at opnå sine økonomiske og strategiske mål. Gælder det også for Grønland?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og