USA // ANALYSE – Donald Trump vandt præsidentvalget i 2024 grundet immigration samt amerikanernes utilfredshed med inflation og leveomkostninger. Seks uger før midtvejsvalget viser de nyeste målinger ikke blot stor utilfredshed med benzinpriser, inflation og privatøkonomi. Vælgerne foretrækker nu Demokraterne frem for Republikanerne, når de bliver spurgt, hvem de stoler mest på til at håndtere økonomien. Og som noget nyt er republikanske kandidater i udsatte stater begyndt at lægge afstand til Trumps Iran-krig.
Tirsdag stod Donald Trump på talerstolen ved FN’s Generalforsamling i New York og sagde noget, som næppe har glædet de republikanere, der står på stemmesedlen den 3. november. Nemlig at han ikke forventer, at krigen mod Iran bliver afsluttet før midtvejsvalget.
“I believe we’ll make a deal right after the election because it doesn’t make sense for them not to,” sagde Trump. “They’re waiting to see how I do in the midterm election.”
Trump er som bekendt ikke direkte på valg, hvilket han også understregede i talen til FN, selvom han faktisk for blot 14 dage siden sagde det stik modsatte: ”Pretend I’m on the ballot, OK? I’m on the ballot,” lød det ved det såkaldte midtvejsvalgskonvent i Dallas, Texas.
Der kan ikke være tvivl om, at amerikanerne lever under og med ”Trumps økonomi” og ikke mindst ”Trumps Iran-krig”, der ganske nådesløst driver især benzin- og dieselpriser opad
Men det er ikke pointen, for uanset hvad er der en solid tradition i USA for, at midtvejsvalg altid bliver set som en folkeafstemning om den siddende præsident.
Og der kan heller ikke være tvivl om, at amerikanerne lever under og med ”Trumps økonomi” og ikke mindst ”Trumps Iran-krig”, der ganske nådesløst driver især benzin- og dieselpriser opad, og dermed også de amerikanske vælgeres fortsatte problemer med leveomkostningerne, der alt i alt i løbet af de seneste uger er smeltet sammen til et kæmpe politisk problem for Republikanerne.
For uanset at det i Danmark måske føles, som om Grønland er et stort og vigtigt emne i USA, så er det ikke tilfældet. De eneste udenrigsanliggender, som vælgerne går op i, er dem, der direkte kan aflæses på, hvordan det går derhjemme ved køkkenbordene og i supermarkederne. Med andre ord: hverdagsøkonomien, der er direkte forbundet med Iran-krigen.
Kun 17 procent godkender Trumps håndtering af leveomkostningerne
Det mest opsigtsvækkende nye tal kommer fra Reuters/Ipsos. I instituttets seneste nationale måling er præsidentens samlede approval rating faldet til 32 procent, hvilket er det laveste Reuters/Ipsos har målt i hele Trumps politiske karriere.
Hertil kan man lægge tallet for amerikanernes hverdagsøkonomi, der er endnu værre. Kun 17 procent godkender Trumps håndtering af cost of living, altså leveomkostningerne. Det er samtidig det emne, amerikanerne i målingen siger, betyder mest for deres stemme ved midtvejsvalget.
Problemet har for længst bredt sig til Trumps eget parti: For første gang i Reuters/Ipsos’ målinger er der nemlig blandt republikanske vælgere flere vælgere, der ikke godkender hans håndtering af leveomkostningerne, end der er tilfredse vælgere: 51 mod 44 procent. Og Trumps samlede opbakning blandt republikanske vælgere er på blot en uge faldet fra 82 til 73 procent.
Det er ikke ensbetydende med, at Republikanerne står foran et bestemt valgresultat. Nationale målinger kan ikke oversættes direkte til mandater i Repræsentanternes Hus eller Senatet, men retningen er vanskelig at bortforklare. Men Reuters/Ipsos finder, at registrerede vælgere foretrækker en demokratisk frem for en republikansk kandidat til Kongressen med 43 mod 35 procent, hvilket er den største demokratiske føring i Reuters/Ipsos’ målinger i år.
Demokraterne har overtaget Republikanernes stærkeste kort
NBC News når med en anden metode frem til samme grundlæggende konklusion: 55 procent af de registrerede vælgere siger, at Trumps politik har skadet den amerikanske økonomi. I marts var tallet 48 procent.
Og i NPR/PBS News/Marists nye nationale måling sker noget, der for Republikanerne potentielt er vigtigere end Trumps almindelige approval rating: Vælgerne foretrækker nu Demokraterne frem for Republikanerne med 42 mod 34 procent, når det gælder økonomien. På benzinpriser er forskellen endnu større: 40 mod 27 procent.
Blandt uafhængige vælgere er skiftet markant. Her foretrækkes Demokraterne med 41-22 på økonomien og 41-15 på benzinpriserne.
Samtidig siger 34 procent af amerikanerne, at familiens økonomiske situation er blevet dårligere det seneste år, mens 20 procent siger, at den er blevet bedre. Blandt uafhængige er forholdet 41 mod 16 procent.
Trump vandt ikke valget i 2024 alene på immigration, kulturkamp og utilfredshed med Joe Biden, men fordi vælgerne havde større tillid til ham og Republikanerne end til Demokraterne, når det gjaldt inflation og økonomi. Den fordel er nu væk i flere nye målinger
Marist har Demokraterne foran med 53-41 på den nationale generic congressional ballot. Blandt uafhængige er det 57-32.
Men det vigtigste tal er ikke partiernes øjeblikkelige placering, men økonomien. Trump vandt ikke valget i 2024 alene på immigration, kulturkamp og utilfredshed med Joe Biden, men fordi vælgerne havde større tillid til ham og Republikanerne end til Demokraterne, når det gjaldt inflation og økonomi.
Den fordel er nu væk i flere nye målinger, og som James Carville sagde, da Bill Clinton var præsident, It’s the economy, Stupid. Og sådan er det fortsat.
Og her kommer man ikke udenom Iran-krigen, der begyndte den 28. februar og har presset energiomkostningerne op. Benzin er blevet dyrere, dieselpriserne er steget voldsomt, og højere transport- og energiudgifter bevæger sig videre gennem økonomien til blandt andet fødevarer.
Kun 34 procent godkender ifølge Reuters/Ipsos de amerikanske angreb på Iran, og hele 82 procent, herunder tre fjerdedele af Republikanerne, forventer nu, at konflikten vil fortsætte ”i længere tid”. Det var bestemt ikke det, amerikanerne oprindeligt blev stillet i udsigt, og konsekvensen kan nu for første gang i dette midtvejsvalg ses i republikanske valgkampagner.
“Iowans are being squeezed”
Et tydeligt eksempel er staten Iowa. Her kræver den republikanske kongrespolitiker Ashley Hinson, der stiller op til Senatet, i en ny TV-valgkampagne-annonce, at krigen bringes til en “successful and immediate end”.
Hendes begrundelse er bemærkelsesværdig: “Iowans are being squeezed and shouldn’t have to foot the bill at the pump or the checkout line for the war in Iran.”
Problemet for hende er dog, at Hinson selv har stemt seks gange imod forslag i Repræsentanternes Hus, der skulle begrænse Trumps mulighed for at fortsætte krigen, og senest i sidste uge. Men nu vil hun altså både standse krigen, suspendere benzinafgifterne og midlertidigt standse amerikansk eksport af diesel.
I Michigan har den republikanske senatskandidat Mike Rogers foretaget næsten samme bevægelse. Tidligere forsvarede han Trumps ret til at fortsætte krigen. Nu står han i en valgvideo i et supermarked og siger:
“The war with Iran needs to end and end quickly … When it does, energy costs will plummet. But Michigan families can’t afford to wait for that to happen. We need to do something now.”
Flere republikanske kandidater opfatter Iran-krigen som en politisk belastning
De to republikanske Iowa-kongresmedlemmer Zach Nunn og Mariannette Miller-Meeks, der begge står over for konkurrencedygtige valg, har også for første gang stemt imod partiledelsen for at begrænse Trumps krigsbeføjelser.
Det er svært at se bevægelsen som andet end et tegn på, at flere republikanske kandidater opfatter Iran-krigen som en politisk belastning, hvilket imidlertid ikke er det samme som, at hele partiet har vendt Trump ryggen, hvilket Senatet viste torsdag i denne uge.
Fire republikanske senatorer brød med Trump, men resten holdt fast
Torsdag fik senatorerne nemlig mulighed for at tage stilling. En resolution, der ville kræve, at Trump afsluttede krigen eller indhentede Kongressens godkendelse til at fortsætte den, blev nedstemt med stemmerne 50 mod 49.
Fire republikanere, Susan Collins, Rand Paul, Thom Tillis og Lisa Murkowski, stemte sammen med Demokraterne for resolutionen, men den demokratiske senator John Fetterman stemte imod.
Republikanske senatorer, der selv står over for konkurrencedygtige valg, herunder Jon Husted i Ohio, Dan Sullivan i Alaska og Roger Marshall i Kansas, blev imidlertid hos Trump.
Konklusionen er, at krigen nu splitter partiet seks uger før et valg, og at de republikanske kandidater, som bevæger sig væk fra Trump, selv begrunder det med amerikanernes økonomi.
Det handler ikke kun om Iran
Afstanden til Trump kan også ses andre steder. Den republikanske kongrespolitiker Maria Elvira Salazar fra Florida har udsendt en annonce, hvor hun kritiserer administrationens deportationspolitik og siger, at den er gået “too far”.
I Florida har den Trump-støttede republikanske guvernørkandidat Byron Donalds foretaget en mere subtil ændring. Han har ikke brudt med Trump, og er fortsat en af præsidentens loyale allierede og fremhæver stadig hans endorsement.
Men hans nye kampagnehjemmeside har nedtonet en række Trump-referencer, mens “affordability”, forsikringspriser og andre økonomiske spørgsmål er rykket frem.
Donalds forsøger med andre ord ikke at blive ”mindre republikansk” eller ”mindre trumpist”; men han forsøger at ændre emnet for hans egen valgkamp.
Det samme dilemma kan ses i et andet senatsvalg, der følges med enorm interesse på begge sider af det politiske plankeværk: valget i Texas, hvor den republikanske Attorney General Ken Paxton står overfor demokraten James Talarico om et senatssæde, som Republikanerne under normale omstændigheder ikke burde være nødt til at bruge enorme ressourcer på at forsvare.
I en ny NBC5 Dallas/Telemundo-måling siger 47 procent af likely voters, at økonomi og job eller inflation og leveomkostninger er de vigtigste faktorer for deres stemme, mens kun 6 procent peger på abort og transrettigheder. Alligevel bruger Republikanerne fortsat betydelige summer på annoncer om transkønnede.
Mange republikanske strateger mener fortsat, at kulturspørgsmål kan flytte vælgere, og Paxton-kampagnen har ikke opgivet strategien. Men han har væggen mod vælgermuren: i en separat Marist-måling blandt 1.139 registrerede Texas-vælgere ligger Talarico på 50 procent og Paxton på 44; i samme måling godkender 43 procent Trumps arbejde, mens 55 procent er utilfredse.
Og igen dukker privatøkonomien op: 38 procent af Texas-vælgerne siger, at deres families økonomi er blevet dårligere det seneste år, mens 23 procent siger, at den er blevet bedre.
Texas er ikke pludselig blevet en demokratisk stat, men når Republikanerne skal bruge store beløb på et senatsvalg i en stat, Trump vandt med næsten 14 procentpoint i 2024, siger det noget om, hvor bredt partiet nu må forsvare sig.
Republikanerne har penge – vælgerne har regninger, der skal betales
Der er samtidig en vigtig modvægt til alle de dårlige målinger for præsidentens parti. Og den er ikke uvæsentlig: Republikanerne har langt flere penge til midtvejsvalgets slutspurt, end demokraterne har.
Trump-allierede grupper og de republikanske partiorganisationer er i fuld gang med at hælde enorme beløb ind i konkurrencedygtige valg, og det er vigtigt, fordi amerikanske midtvejsvalg ikke afgøres af en national meningsmåling, men valgkreds efter valgkreds og stat efter stat.
Derfor skal man være varsom med at omsætte Demokraternes nationale føring til en prognose for, hvem der kontrollerer Kongressen efter 3. november. Men hvad man med sikkerhed kan sige, er, at republikanske grupper bruger nu store beløb på stater og valgkredse til Kongressen, som Trump vandt komfortabelt i 2024. Partiet bruger altså betydelige ressourcer på at forsvare sæder i områder, hvor partiet havde håbet at være på mere sikker grund.
Demokraternes problem: Amerikanerne elsker heller ikke dem
Der er er dog endnu en grund til ikke at gøre analysen til en fortælling om en sikker demokratisk sejr: Amerikanerne er bestemt ikke blevet forelskede i det demokratiske parti.
NBC’s målinger viser fortsat et meget negativt syn på partiet, og en del af partiets fremgang ser ud til at være drevet mere af modstand mod Trump end af begejstring for Demokraterne.
Marist illustrerer det tydeligt: 45 procent af de registrerede vælgere siger, at deres kongresstemme hovedsageligt er en stemme imod Trump, og kun 24 procent siger, at deres stemme hovedsageligt er en stemme for Trump. Blandt uafhængige siger 54 procent, at deres stemme primært er en stemme imod præsidenten.
Det er derfor med andre ord mindst lige så meget tale om en anti-Trump-koalition som der er tale en pro-demokratisk koalition.
Xi kan stadig give Trump et økonomisk modargument
Torsdag modtog Trump Kinas præsident Xi Jinping i Washington, og også her står økonomien centralt. USA og Kina har allerede forlænget deres handelsvåbenhvile til 10. januar 2026, mens de to lande forsøger at forhandle en større aftale på plads.
Og ingen tvivl om, at konkrete kinesiske indrømmelser ville være særdeles politisk værdifulde netop nu for Trump. Amerikanske landmænd, der er en vigtig del af præsidentens politiske base, presser på for, at Kina køber flere amerikanske sojabønner, sorghum, korn og kød og fjerner gengældelsestolden på amerikanske landbrugsvarer.
Kina er på vej til at opfylde et tidligere løfte om at købe 25 millioner tons amerikanske sojabønner om året, men halter ifølge den amerikanske regering efter, når det gælder et bredere løfte om årlige køb af andre landbrugsprodukter for 17 milliarder dollar.
Reuters rapporterede torsdag, mens Trump og Xi mødtes, at analytikere ikke forventede nogen større ny landbrugsaftale, snarere en bekræftelse af allerede eksisterende forpligtelser. Men hvis Trump senere får en større handelsaftale med Xi, vil han naturligvis bruge den som bevis for, at hans toldpolitik rent faktisk virker. I skrivende stund er det ikke sket.
Og imens fortsætter tallene med at gå nedad for præsidenten. Som sagt kan den bevægelse ikke i sig selv bruges til at konkludere, at Demokraterne vinder midtvejsvalget, men den klare tendens betyder, at den økonomiske fordel, som hjalp Donald Trump tilbage til Det Hvide Hus, ikke længere tilhører ham, hvis man ser på adskillige af de vigtigste nye målinger.
Så nej, Trump har ikke sit navn på stemmesedlen den 3. november, men hans parti kan komme til at betale den højeste pris for, at præsidenten ikke længere har vælgernes tillid, når det gælder det emne, som er allervigtigst: hverdagsøkonomien. Eller som de siger i det amerikanske: Affordability.
Læs mere om USA op til midtvejsvalget her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.