
USA OG PANAMA // ANALYSE – Det politiske og mediemæssige klima i Danmark gik i selvsving, efter at Donald Trumps havde flirtet med tanken om, at USA skulle overtage Grønland. Men Grønland var ikke det eneste område, som USA’s kommende præsident havde i kikkerten. Han havde også fokus på Canada og Panamakanalen. Det virker ikke realistisk at overtage Canada, men kan USA tage kanalen tilbage? Panamas præsident Mulino afviste hurtigt og kategorisk, at det er en mulighed.
BRASÍLIA – På sit pressemøde i Mar-a-Lago 7. januar kritiserede Donald Trump tidligere præsident Jimmy Carter for tilbage i 1977 at have lavet en aftale med Panama, som betød, at det lille mellemamerikanske land overtog driften af Panamakanalen fra årsskiftet 1999/2000. Det var en dårlig aftale, og nu var det på tide, at USA tog kanalen tilbage.
Trump hævdede på pressemødet, at der er to problemer i relation til kanalen, som retfærdiggør, at den kommer under amerikansk kontrol igen. For det første var han utilfreds med de takster, som USA betaler for at sejle gennem kanalen, og for det andet påstod han, at Kina var involveret i kanalens drift.
Pressemødet i Florida var vel at mærke ikke den eneste gang, at Trump rettede fokus mod det lille mellemamerikanske land. Emnet kom også på banen, da Trump holdt sin tiltrædelsestale 20. januar.
Kontant afvisning fra Panama
Medie- og politikstormen om Grønland nåede først til Danmark i sidste uge, men Trump havde faktisk allerede luftet sine tanker om Grønland, Panama og Canada før jul. Det var ikke gået hen over hovedet på Panamas præsident, José Raúl Mulino, som hurtigt leverede en kontant afvisning af, at landet ville opgive kanalen.
Det skete for eksempel i en kort, men klar og energisk tale 22. december, hvor han understregede, at kanalen for altid vil tilhøre det mellemamerikanske land. Dette var ikke var til forhandling, sagde Mulino, og der var i øvrigt kun panamanere involveret i driften.
Mulino er siden da vendt tilbage med det samme budskab gentagne gange. Det skete blandt andet 31. december, som var 25 årsdagen for Panamas overtagelse af kanaldriften.
Strategisk vigtig smutvej
Der er nok kun få, som ikke vil give Trump ret i, at Panamakanalen er af strategisk betydning for USA. Kanalens åbning i 1914 betød, at den internationale skibstrafik ikke længere behøvede at sejle syd om Sydamerika for at komme fra Atlanterhavet til Stillehavet eller den modsatte vej.
Kanalen er en smutvej, der sparer tid og penge for rederierne, som dermed kan tilbyde lavere fragtrater, hvilket i sidste ende kommer forbrugerne til gode.
Udviklingen i den globale økonomi i de sidste 30-40 år har øget kanalens betydning, og den panamanske regering har derfor udvidet kanalens kapacitet.
Den kan nu håndtere større og flere skibe end tidligere, og i dag er det intet mindre end cirka fem procent af den globale handel, som passerer gennem kanalen.

Langt den største del af trafikken – cirka 75 procent – foregår mellem havne på den amerikanske østkyst og Fjernøsten, mens den næststørste mængde af gods er på skibe, som sejler mellem Europa og vestkysten af Nordamerika.
Det er imidlertid ikke kun fragt- og passagerskibe, som bruger kanalen. Den amerikanske flåde bruger også kanalen til at flytte flådefartøjer mellem de to oceaner.
Trump har derfor ret i, at kanalen er strategisk vigtig, men der er to andre alternative forbindelser. Den ene går over Atlanterhavet, gennem Middelhavet og Suez-kanalen og ud i Det Indiske Ocean, mens den anden er at sejle syd om Sydamerika.
Begge alternativer er dog betydeligt længere og dermed både langsommere og dyrere.
Det kinesiske spøgelse
Trumps første kritikpunkt af driften af kanalen var en påstået kinesisk involvering. Det punkt skal selvfølgelig ses i lyset af kombinationen af kanalens strategiske betydning og den geopolitiske spænding mellem USA og Kina.
Trumps ordlyd var – som sædvanlig – i bedste fald tvetydig, i værste fald direkte løgn, da han på Truth Social påstod, at der er kinesiske tropper stationeret i Panama.
Kanalen kan derfor ikke komme på kinesiske hænder, og hvis Trump ønsker, at kanalen skal komme tilbage på amerikanske hænder, er det altså heller ikke ligetil
Panamas præsident Mulino afviste som sagt 22. december, at andre lande er involveret i driften af kanalen, og der er heller ikke rapporter om, at der skulle være kinesiske tropper til stede.
Kanalen drives af Autoridad del Canal de Panamá – Panamas Kanalmyndighed – som er en selvstændig offentlig virksomhed under landets regering, og kanalen kan ifølge lovgivningen hverken sælges, pantsættes eller overdrages.
Kanalen kan derfor ikke komme på kinesiske hænder, og hvis Trump ønsker, at kanalen skal komme tilbage på amerikanske hænder, er det altså heller ikke ligetil.
Mens selve kanalens drift således er på panamanske hænder, er det dog det kinesisk ejede Panama Ports Company, som på vegne af Kanalmyndigheden står for driften af de to havne Cristóbal og Balboa.
Havnene ligger henholdsvis i den nordlige ende af kanalen på Atlanterhavskysten og den sydlige ende af kanalen på Stillehavskysten. Panama Ports Company er en del af det Hongkong-baserede multinationale selskab CK Hutchison Holdings Limited, som driver havne over hele kloden.
CK Hutchison Holdings Limited har også interesser i andre sektorer, og for eksempel ejer firmaet 60 procent af teleselskabet ”3” i Danmark gennem et datterselskab.
Det er imidlertid ikke nyt, at det kinesiske selskab står for driften af havnene. Firmaet fik i 1997 en 25-årig driftskontrakt, som vel at mærke bliver automatisk fornyet, hvis firmaet opfylder kontraktens betingelser.
Det blev første gang evalueret af Kanalmyndigheden i 2021, og kontrakten blev herefter forlænget med yderligere 25 år frem til og med 2046.
Skiftende vandstand og stigende priser
Trumps andet kritikpunkt var, at USA betaler for høje priser for at sejle gennem kanalen. Priserne er ganske vist steget i de senere år, men Trump udelod to vigtige præmisser bag denne udvikling.
Kanalen er konstrueret med sluser i begge ender, som hæver/sænker skibene med knap 30 meter. Det betyder, at der løber vand fra kanalens centrale del ud i de omgivende oceaner, når et skib sejler igennem kanalen. Der skal derfor løbende tilføres nyt vand til systemet, hvilket sker i form af nedbør.
Trump forbigik den præmis, at vejrfænomenet El Niño i 2023 førte til, at der har været tørke i regionen. Kanalmyndigheden var derfor nødt til at reducere antallet af skibe, som kunne sejle gennem kanalen, for at sikre vandstanden i den centrale del.
For at kompensere for de tabte indtægter satte man så prisen op. Kanalmyndigheden indførte også et auktionssystem, så skibe kunne byde på at få et fast tidspunkt, hvor de var garanteret at kunne komme igennem kanalen, i stedet for at ligge i kø, indtil det blev deres tur.
Vandstanden er nu kommet tilbage til et mere almindeligt leje, og det normale antal skibe kan igen sejle gennem kanalen. Priserne er imidlertid ikke blevet sænket igen.
For nuværende har præsident Mulino altså håndfast afvist enhver forhandling om kanalens status
Den anden præmis, som Trump forbigik, er, at Kanalmyndigheden afleverer en del af kanalens overskud til staten, og dette beløb udgør cirka 20 procent af statsbudgettet. Priserne på at sejle igennem kanalen, og dermed størrelsen af kanalens overskud, er på den måde også et vigtigt indenrigspolitisk emne i Panama.
Det gælder desuden, at priserne udelukkende er fastsat efter skibenes størrelse, type og last, og at der ikke er nogen prisforskel mellem skibe fra forskellige lande eller med forskellige destinationer. En diskriminering og/eller favorisering ville desuden være en overtrædelse af aftalen om kanalens drift.
Konflikt og/eller samarbejde
For nuværende har præsident Mulino altså håndfast afvist enhver forhandling om kanalens status. Mulino – og for den sags skyld heller ikke nogen anden politiker i landet – vil ikke kunne holde til frivilligt at overdrage kanalen til USA igen.
Hvis det skal have gang på jord, kan det derfor givetvis kun ske med militær magt. Det efterlader selvfølgelig muligheden for, at priserne sænkes igen på et tidspunkt, men det kan også være et svært politisk budskab at sælge i Panama.

I alle tilfælde vil Mulino og Trump skulle tale sammen i den kommende tid, og her vil spørgsmålet om illegal sydamerikansk immigration til USA formodentlig stå højt på dagsordenen.
Sydamerikanske migranter, som rejser over land i retning mod USA, skal gennem Panama. Her skal de krydse den meget vanskeligt fremkommelige og livsfarlige Darien Region, som grænser op til Colombia.
Antallet af personer, som trodser risikoen og alligevel tager chancen, er steget voldsomt i de senere år.
Én mulig måde at begrænse den illegale immigration til USA vil være at sætte en prop i det hul. Det ved både Mulino og den til enhver tid siddende amerikanske præsident.
Mulino blev indsat som præsident 1. juli 2024, og samme dag underskrev de to lande en aftale om, at USA støtter Panama økonomisk, så landet bedre kan screene og hjemsende illegale immigranter. Det samarbejde vil både Trump og Mulino givetvis være meget interesserede i at fortsætte.
Det bliver spændende at følge, hvordan det samarbejde kommer til at forløbe, hvis amerikanerne fortsætter med at presse på i forhold til kanalens ejerskab.
Kanalens historie
USA drev Panamakanalen fra dens åbning i 1914 til 31. december 1999 og havde desuden også de facto ejendomsretten over den såkaldte ”Kanalzone”, som var et 16 kilometer bredt bælte omkring selve kanalen. Man skal tilbage til tiden omkring år 1900 for at finde årsagen til dette særegne arrangement.
Franskmanden Ferdinand Marie Lesseps, der havde stået bag byggeriet af Suez-kanalen mellem 1859 og 1869, havde efterfølgende tilbudt den colombianske regering at bygge en kanal tværs gennem Mellemamerika.
Lesseps henvendte sig til den colombianske regering, fordi området, som i dag udgør Panama, på det tidspunkt var en del af Colombia. Formålet var, på samme måde som i tilfældet med Suez, at spare den voksende internationale skibstrafik for en stor omvej.
Bygningen af Suez-kanalen havde været en ingeniørmæssig bedrift og en stor succes, og Lesseps mente nu, at han var klar til at bide skeer med en endnu større opgave.
Den colombianske regering accepterede forslaget, og Lesseps firma arbejdede på sagen fra 1881 til 1889. Opgaven var dog vanskeligere end forudset. Mellemamerikas tropiske klima og sygdomme tog livet af titusindvis af arbejdere, arbejdet var teknisk mere kompliceret end forudset, og udgifterne eksploderede. Firmaet endte derfor med at gå fallit, før kanalen var færdig.
I 1894 blev der etableret et nyt fransk firma til at færdiggøre kanalen. Byggeriet kom dog ikke rigtigt nogen vegne, da det primære formål med firmaet var at sælge det eksisterende udstyr og den allerede byggede infrastruktur til anden side, så investorerne kunne få deres penge tilbage.
Idéen om en kanal var imidlertid konceptmæssigt rigtig, og USA ville være den umiddelbart største interessent. Her var udenrigspolitikken præget af en kraftig interventionisme i Latinamerika båret frem af den såkaldte Monroedoktrin.
Den hævdede, at ingen europæiske magter skulle have fodfæste på de amerikanske kontinenter, og at USA om nødvendigt ville påtage sig rollen som politimagt i Latinamerika. Det førte i årenes løb til utallige direkte og indirekte militære interventioner i Latinamerika.
Skabelsen af landet Panama var en af disse. I 1903 indgik udenrigsministrene fra USA og Colombia en aftale om, at USA kunne overtage opgaven med at bygge kanalen, men det colombianske senat godkendte ikke aftalen.
USA løste det problem ved at yde militær støtte til en selvstændighedsbevægelse i Panama-området, og den colombianske regering kunne kun se til, mens det nye land blev uafhængigt i november 1903.
Den amerikanske regering anerkendte straks det nye land, og som ”tak for hjælpen” fik USA en aftale om, at den amerikanske stat både fik kontrol over selve kanalen og Kanalzonen.
Panamas forhandler var franskmanden Philippe-Jean Bunau-Varilla, der var direktør for og storaktionær i kanalkompagniet, og som havde bestukket regeringen til at gøre ham til landets ambassadør i USA.
Bunau-Varilla havde dermed en stor privatøkonomisk interesse i at give USA fordelagtige vilkår i handlen, da hans egen andel i selskabet så ville være mere værd. Herefter gik byggeriet i gang igen, og kanalen stod færdig i 1914.
Kanalzonen fungerede derefter reelt som en amerikansk koloni, hvor den regeringsudnævnte direktør for firmaet Panama Canal Company også var guvernør for Kanalzonen.
Selvom USA betalte en årlig ”leje” for kanalzonen, opstod der i midten af 1960’erne utilfredshed i Panama med tingenes tilstand. I 1965 opsagde præsidenterne fra de to lande den oprindelige aftale, men det var først i 1977, at daværende præsident Carter indgik en ny aftale med Panamas regering om kanalen. Aftalen indeholder to dokumenter, hvor det ene regulerer forholdene frem til ultimo 1999 og det andet regulerer forholdene derefter.
Den nye aftale indebar dels, at den amerikanske regering anerkendte, at Kanalzonen var en del af Panama, dels at den amerikanske stat kun skulle drive kanalen frem til 31. december 1999. Herefter skulle driften også overgå til Panama. USA har fortsat ret til at sikre, at kanalens neutralitet oprettes, om nødvendigt med militær magt.
Det er denne aftale mellem de to lande, som Trump kritiserede på pressemødet i Mar-a-Lago.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.