GLOBAL KRISE // KRONIK – Trumps uforudsigelighed og stormagtspolitiske kynisme er blevet nærværende på en helt ny og chokerende måde. Paradoksalt nok lever vi i en tid, hvor det eneste konstante er forandringen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 giver 88 pct. af danskerne udtryk for, at de er blevet mere bekymrede for freden og stabiliteten i verden, efter at Donald Trump har indtaget det ovale værelse i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Mere specifikt er 47 pct. blevet ”meget mere bekymrede”, mens 41 pct. er blevet ”mere bekymrede”, efter at Trump har indledt sin anden præsidentperiode.
Jeg må blankt indrømme, at jeg selv har det på nøjagtig samme måde. Hver morgen, når jeg åbner for nyhederne, tænker jeg, at nu kan det ikke blive værre. Blot for at konstatere, at det kan det.
En gevaldig mavepuster
Trumps patologiske løgne og disrespekt for demokrati og retsstat har vi efterhånden kendt til længe. Hans uforudsigelighed og stormagtspolitiske kynisme blev imidlertid på en helt ny og chokerende måde nærværende for os, da han – igen – begyndte at fantasere om at annektere Grønland, om nødvendigt ved brug af økonomisk og/eller militær magt. Med udsagn som ”Vi kommer til at få Grønland. Ja, 100 pct.” er Trump jo faktisk mere utilsløret end Putin i formuleringen af sine imperialistiske stormagtsdrømme. Og mon ikke, det også er derfor, at Trump så godt kan lide ham. Fordi de er to alen ud af ét stykke.
USA, vores tætteste allierede siden 2. Verdenskrig, som skulle forsvare den frie verden mod autokratiske og despotiske systemer som bl.a. Rusland og Kina, stemmer nu i FN’s Sikkerhedsråd sammen med selvsamme Rusland og Kina for en resolution, der ikke placerer ansvaret for Ukraine-krigen hos Rusland. Og truer tilmed med at invadere en af sine tætteste allierede.
Den foreløbige kulmination i Trumps verdenspolitiske pokerspil var dog hans toldkrig mod hele resten af verden som led i hans forsøg på at restaurere det industrielle massesamfunds golden age, også kaldet ”fordismen”, hvor fossile biler en masse blev sprøjtet ud af samlebåndene på bilfabrikkerne i Detroit, og hvor det stadigvæk var muligt for ufaglærte arbejdere at få et anstændigt job, hvormed de kunne forsørge deres familie.
Trumps svar på de højst reelle problemer forårsaget af globalisering, stigende ulighed og deindustrialisering virker imidlertid mildt sagt besynderlige: en eskalerende toldkrig, som fik aktiekurserne til at styrtdykke, hvilket ikke kun er skidt for de allerrigeste, men også for almindelige amerikaneres pensionsopsparing, samtidig med at det ifølge alle ædruelige økonomer vil få de i forvejen høje priser på dagligvarer til at stige yderligere – altså en eklatant ”lose-lose-situation”.
Det globale risikosamfund afspejler sig også i medierne, hvor vi dagligt bombarderes med nyheder om klimakatastrofer, tilsyneladende uendelige krige i Ukraine og i Mellemøsten
Den nye geopolitiske virkelighed har vendt op og ned på vores hidtidige verdensbillede og givet den grundlæggende tryghed, vi mere eller mindre har taget for givet siden murens fald i 1989, en gevaldig mavepuster. Uforudsigelighed og usikkerhed er på en helt ny måde blevet et vilkår i nutidens verden.
Allerede for en del år siden hævdede den tyske sociologiprofessor Ulrich Beck, at vi lever i et ”globalt risikosamfund”. Becks udgangspunkt var især miljøproblemer og klimakrise, men nutidens globale risikosamfund er kendetegnet ved, at flere forskellige kriser vikler sig ind i og gensidigt påvirker og forstærker hinanden: finanskrisen, klimakrisen, coronakrisen, inflationskrisen, energikrisen, trivselskrisen, krigens kriser, den sikkerhedspolitiske krise, samt den globale handelskrise udløst af Trump og hans leflende klakørers gambling med toldsatser som led i hans nationalistiske og protektionistiske projekt om at gøre Amerika ”great again”.
Nyhedstsunamien
I det globale risikosamfund foregår den sociale forandring på en så radikal, uforudsigelig og diskontinuerlig måde, at den ifølge Beck antager karakter af en ”metamorfose”. Ordet metamorfose kommer af græsk og betyder ”springvis forvandling” eller ”massiv omdannelse”. Det er derfor, siger Beck, velegnet til at forsøge at forstå nutidens turbulente tidsalder, hvor det, der var utænkeligt i går, er en realitet i dag, og hvor det, der i dag i bedste fald er en ond drøm eller et bizart fantasme, er den virkelighed, vi vågner op til i morgen.
Hvem var eksempelvis i stand til at forestille sig Berlinmurens fald i 1989, terrorangrebet i New York i 2001, klimaforandringernes voldsomhed, coronakrisens globale hærgen i 2020-22, Putins uprovokerede angrebskrig i Ukraine i 2022, eller Trumps trusler om en overtagelse af Grønland i dag. Men ikke desto mindre skete det.
Med begrebet om metamorfose udfordrer Beck det lineære fremskridtsbegreb, dvs. forestillingen om en ubrudt og kumulativ vækst i rationalitet, videnskabelig erkendelse, teknologi og velstand, som har præget den vestlige modernitet siden oplysningstiden. I dag foregår den sociale forandring imidlertid ikke, siger Beck, kontinuerligt, bevidst og planlagt, men derimod springvis, latent og ”refleksagtigt”, idet den drives frem af globale risici forstået som det globaliserede samfunds uforudsete følgevirkninger i form af kriser, krig og katastrofer. Paradoksalt nok lever vi således i en tid, hvor det eneste konstante er forandringen.
Det globale risikosamfund afspejler sig også i medierne, hvor vi dagligt bombarderes med nyheder om klimakatastrofer, tilsyneladende uendelige krige i Ukraine og i Mellemøsten samt Trumps sidste nye skøre påfund ”over there”. Angiveligt for at dulme frygten opfordres vi af regeringen til at ”preppe”, altså at samle forråd i form af vand, dåsemad, nødradio m.m., så vi i en nødsituation har tilstrækkeligt til at overleve i minimum tre dage. Spørgsmålet er imidlertid, om det har den ønskede effekt, eller om det tværtimod øger frygten, idet det minder os om en mulig trussel, som regeringen, paradoksalt nok, samtidig understreger ikke er umiddelbart forestående, hvorved forvirringen nærmest bliver total.
For mit eget vedkommende skaber det, trods min faglige viden om, at der også er mange ting i denne verden, der bliver bedre, en frygt, bekymring og tristhed, som nogle gange kan blive så overvældende, at jeg næsten ikke orker flere gule ”breaking news”-bjælker om al verdens elendighed. At det ikke kun er mig, der har det sådan, viser sig i, at der ifølge undersøgelser er stadig flere mennesker, der rammes af såkaldt ”news avoidance”, dvs. helt undgår at følge med i nyhederne. Det skal dog retfærdigvis siges, at dette ikke kun skyldes nyhedernes indhold, men også deres mængde, som for nogle ganske enkelt bliver en for stor mundfuld.
Som følge af nyhedstsunamien kan der opstå en kognitiv bias, idet vi fokuserer på worst cases. Dermed risikerer vi imidlertid, som den amerikanske professor i retsvidenskab Cass Sunstein påpeger i bogen Laws of Fear, at miste blikket for, hvad den faktiske risiko for, at givne hændelser indtræffer, er. Altså det forhold, Sunstein betegner som ”probability neglect”.
I de mange historier om en mulig krigstrussel som følge af Putins nationalkonservative drøm om at genetablere Rusland som den stormagt, der gik tabt som følge af det daværende Sovjetunionens kollaps, drukner det ofte lidt, at selvom det generelle trusselsbillede er skærpet, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste, at der for nuværende ikke er en direkte militær trussel mod Det Danske Rigsfællesskab. Ikke desto mindre opruster vi massivt, ikke for at gå i krig, men derimod, som det hedder, for at sikre freden.
Flere supermarkedskæder har i forlængelse heraf valgt at mærke deres fødevarer, så det bliver lettere for forbrugerne at gå uden om amerikanske produkter
I den massive mediedækning af Trumps trusler om en mulig militær invasion af Grønland træder det også ofte i baggrunden, at en beslutning om at føre en egentlig krig mod et andet land ifølge ”The War Powers Resolution” fra 1973 kræver et flertal i Kongressen. Det ville Trump næppe kunne opnå, idet der, trods alt, også er republikanske medlemmer, som godt kan se, at det ikke ville være nogen særlig god idé at angribe en mangeårig Nato-allieret. Og dermed bringe USA på kollisionskurs med det Nato, hvis forsvar for den frie verden USA selv har spillet en helt central rolle i siden anden verdenskrig.
Problemet ved helt at undgå, eller skrue kraftigt ned for, nyhederne, er således, at vi risikerer at misse de gode nyheder, der heldigvis også bringes til torvs, og som kan bidrage til at perspektivere og korrigere vores frygt og bekymringer. En bedre strategi vil nok være, at docere sit nyhedsforbrug, så det indtages i passende mængder. På TV 2 News kører eksempelvis mange nyheder i loop, fordi sendefladen skal fyldes ud, så hvorfor bruge tid på at deprimeres over den samme nyhed igen og igen?
Kriser kan være konstruktive
Med til at øge følelsen af frustration og magtesløshed er givetvis også det forhold, at det umiddelbart kan virke, som om at vi er oppe mod nogle kræfter, som vi ikke har en jordisk chance for at påvirke. Og så dog måske alligevel. For ligesom vi under coronakrisen, efter en kortvarig indledende hamstringsbølge, så at sammenholdet pludselig voksede, så ser vi også nu, at mange danskere sætter foden på bremsen i protest mod den nye verdensorden, som har udfoldet sig i kølvandet på Trumps anden præsidentperiode.
Et af de mest iøjnefaldende eksempler er dannelsen af Facebook-gruppen ”Boykot varer fra USA”, som i skrivende stund er nået op på 95.000 følgere. Flere supermarkedskæder har i forlængelse heraf valgt at mærke deres fødevarer, så det bliver lettere for forbrugerne at gå uden om amerikanske produkter. Mange danskere har valgt at droppe ferierejsen til USA, med en deraf følgende salgsnedgang på mellem 15 og 40 pct. hos rejseudbyderne i første kvartal af 2025. Danskerne har også fået nok af Elon Musks Tesla-biler, hvis salg er faldet med 56 pct. i samme periode.
Nogle danskere er også gået på gaden for at vise deres modstand mod Trumps drejen USA i en retning, der mere og mere minder om et autokrati. Sågar Hjemmeværnet har oplevet en stigende tilslutning fra såvel unge som ældre danskere, der ønsker at give deres bidrag til forsvaret af Danmark.
Disse nye og kreative former for ”subpolitik”, dvs. politik ”fra neden”, hvor blandt andet den politiske forbruger går på banen – eller på de sociale medier – og stemmer med fødderne, tegnebogen eller tastaturet, er ifølge Beck karakteristiske for det globale risikosamfund. Man kan selvfølgelig indvende, at der er tale om politik på markedets præmisser, som ikke flytter særlig meget. Ikke desto mindre har vi set, hvordan Musk, på baggrund af Teslas faldende aktiekurser og vigende salg, allerede før udløbet af den på forhånd fastsatte 130-dages periode valgte at neddrosle sin rolle som frontfigur i Trumps nedskæringsprojekt i den offentlige sektor (DOGE). Flere faktorer spiller naturligvis ind her, men det er nærliggende, at den politiske forbruger er en af dem.
De nævnte måder at protestere på, inden for rammerne af det parlamentariske demokrati, kan ses som eksempler på, at kriser og katastrofer ikke kun er destruktive, men også kan være ”konstruktive”, idet de kan fungere som en slags ”chokterapi”, der rusker op i vores vante måde at se tingene på og får os til at handle på nye måder. Denne dobbelthed ligger allerede i selve ordet ”katastrofe”, som kommer af græsk og betyder ”vending” eller ”vendepunkt”.
Det globale risikosamfund handler ifølge Beck om den samlede fordeling af goder og onder. Men hvis vi kun fokuserer på de negative følgevirkninger af goderne (”the bads of goods”), mister vi blikket for de positive følgevirkninger af onderne (”the goods of bads”). Pointen er selvfølgelig ikke, at kriser og katastrofer er ønskværdige, men derimod, at de er flerdimensionale, idet de (også) kan ses som en form for ”kreativ destruktion”, der kan initiere nye måder at tænke og handle på. En indsigt, som allerede rummes i det velkendte mundheld: ”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Det bedste, der er kommet ud af Trump-æraens isolationistiske version 2.0 af det globale risikosamfund, er således, at det fået os til at indse nødvendigheden af at stå sammen ikke bare i Europa, men også med de øvrige nordiske lande, så vi bedre er i stand til at stå op imod autokratiske ledere, der vil styre verden med rå magt.
Eksempelvis har Danmark og Norge netop indgået en aftale om et forstærket forsvarssamarbejde. Hvor langt sammenholdet rækker på europæisk plan, vil vise sig, når Danmark 1. juli 2025 overtager EU-formandskabet med fokus på Europas sikkerhed, støtte til Ukraine, konkurrenceevne, grøn energi og migration.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og