I denne uge har jeg været i Reykjavik til en litterær festival, og det skal vare længe, inden jeg kommer mig over, hvor magisk Island er. De flade bugtede landskaber af lavasten med blødt grønt mos, havudsigter, der får himmelen til at se meget større ud end jeg er vant til, fortæller journalist og forfatter Lone Theils. Det handler om vulkaner, gejsere, trolddom – og mad.
Får og islandsheste drysset dekorativt ud i landskabet og høballer pakket ind i pastelfarvet plastic, så det ser ud som en kæmpe har tabt en gigantisk pose Pariserlinser.
Det er som om jorden rækker op mod os og forlanger opmærksomheden
Bjergene, skyerne, der tegner sig skarpt i den klare luft. Dampende og spruttende gejsere, brusende vandfald og vulkaner, og fornemmelsen af, at på en eller anden uragtig måde hører jeg til her i det lidt farlige landskab.
Mange mennesker taler om at leve i harmoni med naturen. I Island har man fornemmelsen af, at menneskene ikke rigtig har noget valg. Det er som om jorden rækker op mod os og forlanger opmærksomheden.
Med vulkaner, gejsere og trolddom. Den tager ikke kun passivt imod en plov eller lægger næring til fårehold. Den spiller sin egen aktive rolle.
Man kan jo nærmest dårligt tænke på at spise i al den magi med søde islændinge, Laxness sunget til kælen jazz og andre sanseindtryk, der smyger sig ind i sjælen med islandsk charme.
Medmindre, selvfølgelig, man er et madøre som jeg.
Folkene i stenen
Allerede da jeg sad i flyet, så jeg en reklame for lammekød, der pralede af, at Island havde været fritgående siden 874. Lidt svært at komme igen på, tænker jeg.
Og lammekød var præcist, hvad jeg fik serveret, da jeg sammen med andre søde mennesker fra mit forlag blev inviteret hjem til den eminente og prisbelønnede islandske forfatter Einar Mar Gudmundsson, der bor i et hus med den skønneste udsigt over Reykjavik.
Lammet var så saftigt og veltilberedt, at jeg ikke er sikker på om jeg nogen sinde får noget lignende. Det blev serveret med små islandske ovnristede kartofler. Det var saligt.
Ikke mindst efter vi havde gået en tur i aftensolen for at samle appetit.
På turen spurgte jeg Einar om der var små folk i nærheden. En forholdsvis stor del af Islands befolkning tror nemlig på, at der i lavastenene bor elve, og det er noget, man må tage hensyn til, når man eksempelvis bygger.
Einar pegede over på en hovedvej, der lå for vores fødder i dalen og forklarede, at der havde ligget en stor sten i vejen, da man skulle anlægge den. Problemet var, at elvene boede inde i stenen, og de ville ikke flyttes.
Man følte sig fedtet ind helt op til albuerne, når man befriede de små lyserøde væsner fra deres skal og stak dem ind i munden og skyllede efter med Sancerre
Forsøg på at sprænge den væk med dynamit mislykkedes og to bulldozere blev totalskadede, da de prøvede på at fjerne stenen. Hvad værre var, begyndte vejarbejderne at få mareridt om natten og mange var tæt på nervesammenbrud.
Endelig fandt man på at tilkalde en gammel dame, der kunne forhandle med folkene inde i stenen og komme frem til et slags forlig, hvor de indvilgede i at stenen kunne flyttes til et andet sted. Herefter gik vejarbejdet fint igen, forklarede Einar.
Jomfruhummer og nordlys
Man forestiller sig måske, at det kan være svært at få fremdyrket grøntsager og frugt i det barske landskab, men islændingene er gode til at bruge naturen. De dyrker selvfølgelig i drivhuse, der er naturligt opvarmede af gejsere.
Det giver sig selv, at på en ø er der altid fisk og skaldyr lige udenfor døren. I en lille by omkring en times tids kørsel udenfor Reykjavik fik jeg et måltid, jeg sent vil glemme.
Vi ankom til en lille lokal restaurant lige omkring solnedgang og gik op på diget, hvor jeg blev vidne til en himmel, der strøg lige ind på min top fem over de skønneste, jeg endnu har set.
Så gik vi til bords og fik serveret lys orange hummerbisque med store stykker sødt og saftigt jomfruhummerkød i. Hovedretten fortsatte ad samme spor.
Jomfruhummere blev stillet ind på bordet i store flade gryder, hvor de lå og gjorde sig til sammen med småbitte kartofler i en smørsauce med salt, peber og koriander. Smørsaucen var rigelig, og man følte sig fedtet ind helt op til albuerne, når man befriede de små lyserøde væsner fra deres skal og stak dem ind i munden og skyllede efter med Sancerre.
Det var himmelsk. Bogstaveligt talt. For efter måltidet gik vi ud i den klare mørke luft og så op. Og som på kommando startede det smukkeste grønne nordlys-show hen over himmelen.
Jeg stod der og følte mig som en del af den her jord og tænkte på, hvad mon vikingerne for tusind år siden havde tænkt om det fænomen, der lyste over mig.
Magisk, formentlig.
Og det var lige, hvad det var.
Typisk mig skulle jeg også lige have en gastronomisk souvenir med hjem. Jeg købte salt. Men ikke almindeligt salt. Sort lavasalt og så noget, jeg aldrig før har set: Rabarbersalt.
Jeg købte det uden at have den fjerneste ide om, hvad jeg skal bruge det til, alene fordi min kærlighed til rabarber er betingelsesløs. Nu hvor jeg har tænkt mig om, så er der jo masser af muligheder: At drysse den på skindet af en kylling, man sætter i ovnen, at krydre en smørsauce til fisk med den eller drysse den over asparges. Jeg finder sikkert på mange flere ting efterhånden som tiden går.
Hvem ved, måske når jeg at løbe tør for rabarbersalt inden næste gang, jeg skal til Reykjavik.
Foto: Lone Theils
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
