Theils Cantina: Hvad jeg spiser ude og hjemme

Lone Theils 12.01.2018

MADKLUMME – Petersham Nurseries i Richmond er Lone Theils yndlingsrestaurant i hele verden. Da hun var i London tidligere på ugen, slog hun et smut forbi stedet, der er på bølgelængde med hendes sjæl – en restaurant uden hvide duge på bordene, med et gulv af jord, tjenere i gummistøvler og guddommelig mad.

Jeg har været på sviptur til London i den her uge i embeds medfør. Men heldigvis på en måde så jeg nåede forbi et par af mine yndlingssteder for at spise i det skatkammer, byen er. Af alle de steder, jeg har spist i verden, er Petersham Nurseries nemlig mit yndlingssted.

Restauranten ligger i drivhuset på en planteskole i Richmond i det sydlige London. Uanset om vi befinder os i en grå og tåget januar måned, eller om det er forår med saftige knopper, højsommer med blomster over alt eller jul med skinnende guldkugler, så bliver jeg bare lykkelig af at befinde mig på det her sted.

Hvis jeg skal koge det ned, så er den her restaurant helt på bølgelængde med min sjæl

Den journalist, jeg var sammen med, bad mig om at sætte ord på, og det var ikke helt enkelt, men hvis jeg skal koge det ned, så er den her restaurant helt på bølgelængde med min sjæl. Maden er fantastisk, indretningen er uhøjtidelig og quirky, betjeningen altid særdeles venlig og kompetent. Og så er der frodigt.

Hvad kan man ønske sig mere af en god restaurant? Nå jo, at den ligger ved Themsens bredder, og at man skal gå over en lille eng og igennem den hyggelige landsby, som Richmond egentlig er, for at komme derud og gå derfra.

Til forret fik jeg en rigtig vinterret: Kalvebrisler med sellerimos, salvie og kapers. Kalvebrisler er sødt kød, og det var ikke noget, jeg kendte, før jeg her i London blev inviteret til en reception, hvor det flød i stride strømme ud fra køkkenet. Jeg ved faktisk ikke engang, om de er let tilgængelige hos danske slagtere, for det er typiske ikke den slags kød, der falder en ind at bruge, medmindre man er kok.

Retten var perfekt. Salviebladene var stegt helt sprøde sammen med kapers, og de dannede modspil til det søde kød og mosen, der også var på den søde side.

Til hovedret fik jeg svinemørbrad med rodfrugter og marsala-sauce, der heller ikke er nogen dårlig smagssammensætning.

Og så fik jeg til dessert en af de retter, der er så ærketypisk britisk: en dampet pudding. Den her var klistret til af dadler og serveret i et bad af Vin Santo-creme. Serveret med god stærk kaffe.

Det var en form for gastronomisk lykke, der trykkede på alle de steder, hvor der står noget med hjemve i mit hjerte.

Jeg opdagede stedet i sin tid på grund af den australske kok Skye Glyngell, som jeg er stor fan af.

Hun laver så fænomenal mad, at Michelin-guiden måtte give en stjerne til en restaurant uden hvide duge på bordene og med et gulv af jord og tjenere i gummistøvler.

Nu er Skye flyttet ind til London, hvor hun står i køkkenet hos Spring ved Somerset House, der ligger på The Strand, og den besøger jeg også, når tiden og budgettet tillader. Men jeg elsker stadig Petersham, fordi den har sin helt egen stemning.

Londonsavn
Jeg savner London, og måske vil det altid være sådan, når man er født i ét land og har boet længe i et andet. Det er skønt at være tilbage i de gader, jeg kender som min egen bukselomme, og hvor jeg på en måde bare føler mig helt som en del af storbyens puls.

Det slår mig altid ret hårdt, når jeg så kommer i tanke om, at lige om lidt skal jeg ikke tage the Tube hjem til min gamle lejlighed men i stedet finde hen til mit hotelværelse. Efter 16 år i London føles det stadig lidt forkert.

På de to korte dage, jeg var der, nåede jeg også at få anglo-indisk morgenmad på Dishoom i Covent Garden, og selv i lufthavnen fik jeg lige den sidste bid London med hjem i maven.

Møde med Jamie i lufthavnen
Jeg opdagede nemlig, at Jamie Oliver har åbnet en diner i Gatwick, og da turen hjem lige passede med frokosttid, blev jeg bænket ved et af de smarte borde, der har kufferthylder, hvor man kan sætte sin kuffert i ryglænet, så ingen falder over den, og man hele tiden kan holde øje med den.

På menuen var jeg faldet for en ovnristet og marineret kylling, der blev serveret med en lille klat coleslaw og syltede agurker.

Den ene halvdel af kyllingen var perfekt, den anden desværre ret tør, men det hele blev reddet lidt i land af de sweet potato-fritter, jeg også havde bestilt.

Som lufthavnsmad hørte det bestemt til i den bedre ende. Jeg har spist både værre og dyrere i Gatwick.

Og så var det hjem igen.

Med London i kroppen og en stor portion længsel.

Alle fotos: Skribenten.

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE. Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018. Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.