FILM // ANMELDELSE – Aki Kaurismäkis Faldne blade er af de internationale anmeldere blevet nævnt blandt årets allerbedste film. Skyldes den store hype, at det efterhånden er så sjældent, at den anerkendte finske instruktør laver nye film? Eller har han vitterlig skabt noget nyt og unikt denne gang? Mest det sidste mener vores anmelder.
Aki Kaurismäki har jubilæum i år. Han debuterede med Forbrydelse og straf i 1983, så i 2023 er det præcis fyrre år siden. At han har instrueret atten film på fyrre år er såmænd ganske imponerende. Men lettere vanvittigt så lavede han de første fjorten af dem i den første halvdel af sin karriere frem til 2003. Kun fire film har vi fået siden da. Og det er da også seks år siden, vi fik Lys i mørket.
Det er hver gang dejligt, når der kommer en ny Kaurismäki-film, men derfor kan man godt alligevel spørge, om de seneste film reelt tilføjer filmografien noget nyt, eller om det bare er gentagelser af gamle ideer? Eller om vi reagerer så stærkt på det, fordi den finske instruktør så sjældent laver en film?
Med Faldne blade er svaret dog klart: Ja, der bliver tilføjet noget nyt. Det er umiskendeligt en Aki Kaurismäki-film med karakterer fra arbejderklassen, alkohol, kærlighed og de smukke farver, der har været i hans film siden halvfemserne. Men visse ting er lavet ganske fundamentalt om. Det giver mere fokus på karaktererne, hvilket skaber en af Kaurismäkis mest rørende film nogensinde.
Og kombinationen af alt det velkendte fra Kaurismäki med endnu flere umiddelbare følelser er altså ret uimodståelig.
Det såre genkendelige og det unikt Kaurismäki’ske
Det er ikke fordi, alt er lavet om. I lighed med for eksempel Drifting Clouds (1996) er midaldrende kærlighed og sammenhold i centrum. Ansa (Alma Pöysti) og Holappa (Jussi Vatanen) er to helt almindelige mennesker i Helsinki. Hun arbejder i et supermarked, men bliver fyret for at stjæle mad, desuagtet at den er for gammel og skulle smides ud. Han arbejder på en byggeplads, men drikker for meget og er også i fare for at ende helt nede på samfundets bund.
De ser først hinanden på en karaoke-bar, og da de så senere en dag mødes på gaden, forsøger de langsomt at nærme sig hinanden. Men mange små og store udfordringer står i vejen, selvom filmen kun varer enogfirs minutter.
Den verden, som filmen foregår i, er også genkendeligt Kaurismäki’sk. Få instruktører har så grundigt bygget en egen filmisk verden op som ham, og også Faldne blade er fyldt med gamle film, gammel musik, gamle telefoner og frisurer. Det opleves lidt, som om den eksisterer uden for nogen genkendelig tidsperiode, på trods af at radioerne i filmen konstant snakker om krigen i Ukraine.
Men til forskel fra film som Drifting Clouds og Manden uden fortid (2002), hvor det kunne virke som om, det hele var en parallelverden, så er der rigtig meget genkendelig virkelighed i Faldne blade. Supermarkedet fremstår helt almindeligt og byggepladserne ligeså.
Det er i stedet mere karaktererne selv, der forsøger at leve anderledes, og skabe momenter af noget anderledes. Måske bedst eksemplificeret ved at filmens første musikalske indslag er fra en karaokebar. Det er de almindelige mennesker, der selv er nødt til at skabe kunsten, og det føles anderledes den her gang.
Et kamera på karakterernes side
Det leder så hen til, hvad der er en ret stor æstetisk ændring: Kameraet bevæger sig langt mere end tidligere. Det er ikke fordi, det foretager gigantiske koreograferede ture, for det står stadig fast på jorden, men det pan’er, tilter og zoomer rigtig meget for at følge karaktererne. Og det skaber faktisk en stor og anderledes emotionel effekt.
Filmen får én til at føle, at kærlighed, respekt og omsorg er noget, alle kan finde. Hvis man tør og gør sig umage
Før skabte Kaurismäki nogle gange nærmest malerisk smukke kompositioner, hvor kameraet stod helt stille, mens karaktererne bevægede sig rundt i rummet. Det skabte lidt en fornemmelse af, at kompositionen og rummet var det vigtige for kameraet, mere end karaktererne. Men nu følger det dem rundt, mens det vrider og drejer sig for at lave de helt perfekte billeder.
Fordi det denne gang er en fortælling om, hvor helt absurd livsomvæltende vigtigt det kan være, når man møder det rigtige menneske.
En minimalistisk triumf
Det bevægelige kamera skaber helt klart et lidt løsere filmsprog, men derfor virker hvert enkelt klip nu stadigvæk nærmest helt perfekt. Kaurismäki kommer virkelig til sin ret som minimalist her, og han kan fortælle utrolig meget med et helt kort klip af en lommelærke, en tabt lap papir med et telefonnummer eller en sur vagtmands ansigt.
Det er i 2023 en helt unik stemning, som Kaurismäki opdyrker. Og han er blevet helt perfekt til at ramme den, med små variationer
Det er imponerende, hvor meget han får ud af så lidt. Der er ikke store stjerner, der er ikke geniale kamerature, der er ikke dybere filosofiske pointer. Der er en god fortælling, der bliver perfekt forløst i en verden, hvor hver eneste lejlighed og rekvisit føles helt perfekt udvalgt. Det føles som noget, alle instruktører kunne lave. Ligesom filmen får én til at føle, at kærlighed, respekt og omsorg er noget, alle kan finde. Hvis man tør og gør sig umage.
Det er et umanerligt demokratisk filmsprog. Man fristes til at kalde det for skandinavisk-socialdemokratisk – af den gamle skole. Det kan minde om for eksempel Harry og Kammertjeneren (dansk film af Bent Christensen fra 1961 med manus af Leif Panduro, red.), og i 2023 er det en temmelig unik stemning, som Kaurismäki opdyrker. Og han er blevet helt perfekt til at ramme den, med små variationer.
De første år af sin karriere opbyggede Kaurismäki en ganske særlig filmisk verden, baseret på blandt andet litterære klassikere, rock’n’roll, alkohol og dead pan-komik. Som han blev mere moden, brugte han i stedet sine filmiske verdener til at fortælle om den virkelige verden, om arbejdsløshed, solidaritet, immigration.
Nu bruger han ikke verdenerne, nu bruger han karaktererne. Men det er netop de to karakterers forsøg på at skabe en egen og anderledes verden sammen, som giver filmen sin vidunderlige og stadig Kaurismäki’ske stemning.
Cinemateket i København tager i det nye år et kig på Kaurismäkis imponerende karriere og viser 11 af hans film, der bredt repræsenterer den på en gang seriøse og respektløse måde, instruktøren skaber film på. Find mere information her.
Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af Arcels film Bastarden, som netop er blevet shortlistet i Oscar-konkurrencen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
