FILMFESTIVAL // KLUMME – Endelig er der kommet lysere tider: Forsommeren er på trapperne, og Cinemateket fungerer atter. 1. juni kommer det nye katalog med en ordentlig oversigt, så man atter kan lægge sit program og organisere sit filmiske liv. Karen Hammer har kigget forud på nogle af filmene i Latinamerikansk Filmfestival og giver et par anbefalinger med på vejen.
Rasmus Brendstrup har endnu engang kastet sig ud i den mammutopgave, som han elsker: En Latinamerikansk Filmfestival. Her præsenteres 20 film fra 16 forskellige lande, og jeg kendte kun en på forhånd – den smukke og fremragende dokumentarfilm Once Upon a Time In Venezuela, som CPH:DOX præsenterede i 2020.
Den foregår i pælebyen Congo Mirador, der ligger ved Maracaibo søen og engang, før regionens voldsomme jagt på olie forurenede det lille samfund, var et levende fiskersamfund. Al trafik mellem huse, skoler og marked foregår i små både; det er charmerende men ikke længere så holdbart, da Catatumbo flodens sedimenter har givet liv til store mængder af vandliljer, der næsten kvæler søen.
Days of Light er instrueret af 6 forskellige instruktører, der fra hver sit Mellemamerikanske land – Costa Rica, Honduras, Panama, El Salvador, Guatemala og Nicaragua – fortæller sin historie
Filmen giver et godt indblik i Venezuelas voksende korruption og den valgsvindel, der i nyere tid næsten har ruineret landet. Den gamle sangskriver og guitarist Camarillo, der har boet i Congo hele sit liv, beskriver på smukkeste vis sit ensomme liv i sørgmodige kærlighedssange.
Days of Light
Latinamerikansk Filmfestival åbner 1. juni med Days of Light, der er instrueret af 6 forskellige instruktører, der fra hver sit Mellemamerikanske land – Costa Rica, Honduras, Panama, El Salvador, Guatemala og Nicaragua – fortæller sin historie.
Enkeltindivider kæmper hver for sig med de problemer, som en 5 døgns solstorm skaber, når de skal klare sig uden den moderne teknologi, som vi alle er vænnet til. Himlens samtidigt vidunderlige skær påvirker alle, så man på trods af forskellige aldersklasser og kultursamfund – fra indianerhytter til højhuse – er i stand til at hjælpe hinanden.
Cubansk had-kærlighed
2. juni er der cubansk aften med præsentation af filmen Brouwer – Origin of the Shadow. Lisandra Lopaz og Katherine Gavilan har skabt et smukt og intimt portræt af den geniale og verdensberømte komponist og guitarist Leo Brouwer.
Han er født I 1939, vokset op i en velrenommeret musikerslægt i Havana og har skabt sin særlige afro/cubanske tango musik. Hans avantgarde guitarmusik, der tydeligt er inspireret af Stockhausen og Stravinski og hans koncertarrangementer med op til 200 guitarer har vundet ham flere Grammyer og utallige udenlandske koncerter.
Han spiller smukt undervejs, men er slet ikke begejstret for sit land, som han omtaler som “kulturløst” sågar som “the worlds ass”, hvor alle drømmer om at hoppe på et fly og komme væk. “Jeg både elsker og foragter mit land.”
Rystende
Efter denne store musikalske oplevelse kommer vi til noget ganske andet: Tremors fra Guatemala, som ofte rystes af jordskælv og undertiden er ved at gå totalt fra hinanden, også når nogen vover at vælge den homoseksuelle kærlighed for den lovlige ægteskabelige.
Instruktøren Jayro Bustamante giver den hele armen og viser os grupper med nøgne mænd kæmpe mod hinanden; de slås bare, og det er jo lovligt
Vi møder den veletablerede embedsmand Pablo; familiefar med køn kone og 2 små børn, der pludselig flytter sammen med Fabrizio og for en kort tid er meget lykkelig. Han fyres for uanstændig adfærd, og han udstødes af hele den chokerede og grædende familie. Hans kone får en sagfører, der sørger for, at han får politiforbud mod at se hende eller deres børn.
Kun kirken synes at forstå ham. Da det er umuligt for ham at få et job, ansættes han af den katolske kirke som rengøringshjælp. Præsten tilbyder ham en udvej: Et ugelangt afvænnings- og rehabiliteringsprogram vil atter kunne genskabe hans ære og position i samfundet.
Instruktøren Jayro Bustamante giver den hele armen og viser os grupper med nøgne mænd kæmpe mod hinanden; de slås bare, og det er jo lovligt. Som en del af Latinamerikansk Filmfestival afholdes der efter filmen 2. juni et oplæg om kirke og homoseksualitet i Latinamerika.
Vild kvinde
Den chilenske film Ema, der også kan ses på Filmstriben, fortæller om en meget smuk og sprælsk ung kvinde. Hendes mand, Ruben, er koreograf for den reggaeton dansetrup, hun tilhører. Ikke nok med, at han er utilfreds med hendes indsats, han er også meget ked af, at den lille indianerdreng Polo, som de havde adopteret, er sendt tilbage af Ema, fordi han brændte håret af hendes søster. Nu vil han skilles.
Denne næsten ukendte krig var uhørt blodig, men filmen viser ingen regulære kampe kun ligegyldige drab
Ema lægger an på flink gift brandmand og begynder at lege med en flammekaster, der kan muntre ethvert selskab op. Der opstår pludseligt mange små brande på legepladser og i haver. Ruben savner Polo, der har fået nye forældre, som Ema selvfølgelig gnaver sig ind på. Hun har sin helt specielle måde at få alle til at spille hendes spil, så i hvert fald Polo bliver glad.
En rigtig morsom film.
Den glemte krig
Bolivias bidrag til Latinamerikansk Filmfestival er Chaco, instrueret af Diego Mondaca. Det er en historisk krigsfilm fra 1930’erne. Der gik rygter om, at der var olie nær de støvede, tørre Chacostepper, og Bolivias regering gik derfor I krig med nabolandet Paraguay.
Mange indianerstammer var indkaldt til denne unødvendige og håbløse krig, hvor forsyningerne og ledelsen var så ringe, at soldaterne for vild i bushen, hallucinerede møder med indianere og besynderlige musikere, og lidt efter lidt gik til af mangelsygdomme. Fjenden ses aldrig, disciplinen går i opløsning, lig plyndres og efterlades, den pensionerede tyske kaptajn lytter ikke til de meniges råd og ender med at blive gal.
Denne næsten ukendte krig var uhørt blodig, men filmen viser ingen regulære kampe kun ligegyldige drab. Efter filmen er der i Asta bar en gratis talk om “Bolivias glemte krig”. Instruktøren blev rost for et vellykket debutarbejde, og filmen blev af Bolivias regering udvalgt som årets bedste film, men blev desværre ikke nomineret til en Oscar 2020.
Sort/hvid på flere planer
Malpaso af Hector Valdez er en sort/hvid film fra Den Dominikanske Republik. Handlingen er næsten for realistisk og foregår tæt ved den dominikansk-haitianske grænseby Malpaso, hvor kriminaliteten blomstrer.
I den voldsomme begyndelse dør en kvinde I barselsseng, og manden fordufter. Tilbage ligger to uhyggelige små væsener med deres moderkager – en sort og en hvid tvilling. Mirakuløst overlever de i det primitive miljø, og bedstefaderen sørger for, at albinoen Candido holdes hjemme i skyggen, medens broderen Braulio hjælper til med landbruget og går til byen for at sælge grøntsager og brænde.
Hvad er din drøm og dit håb for fremtiden
Da bedstefar dør, går alt galt, og den lokale gangster hyrer den stærke Braulio til at true de handlende og indkræve beskyttelsespenge. Candido har ingen plads i dette samfund, og hans broder kan ikke klare at beskytte den ikke alt for vakse 15-årige, der intet kender til livet.
Malpaso vandt prisen for bedste film på New York Film Festival i 2020. Den er lang, men uforglemmelig.
Og mange flere latinamerikanske drømme
Værd at nævne er også Map of Latin American Dreams og den efterfølgende debat den 6. juni om den sociale udvikling i regionen:
Fra 1978 til omring 2007 rejste den berømte chilensiske fotograf Martin Weber rundt i 7 latinamerikanske lande og fotograferede folk fra alle samfundslag. Han gav dem en lille sort tavle på skødet og bad dem skrive svaret på dette spørgsmål: “Hvad er din drøm og dit håb for fremtiden”? For nogle år siden genbesøgte han sine motiver og tog denne gang et filmhold med, så han kunne gøre status over de mange års udvikling.
Denne artikel er den første af to om Latinamerikansk Filmfestival. Jeg vil dog på forhånd anbefale at holde øje med chilenske This is Christina og den argentinske kvinde/pigefilm Mama, Mama, Mama af Sol Bernuezo Pichon-Riviere, hvor man bliver klogere på teenagepigers verden, og det mexicanske hævnepos Beyond the Mountain fra 2018 instrueret af David Romay.
I alle tilfælde glæder jeg mig over de dygtige programlæggere på Cinemateket og ser frem til at komme forbi og nyde Latinamerikansk Filmfestival de næste par uger.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KAREN HAMMER HER
Fotos: Cinemateket, topfoto “Ema”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
