STREAMING // ANMELDELSE – Susanne Biers serie ‘The First Lady’ handler om at have en rolle i Det Hvide Hus og i amerikansk historie uden nødvendigvis at ønske det, skriver Lone Kühlmann.
Det er ikke så mærkeligt, at serien The First Lady har valgt at fokusere på lige netop Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama – alle tre selvstændigt tænkende og aktive kvinder.
Man kan ikke rigtig forestille sig, at nogen ville gide at se Nancy Reagan eller Pat Nixon som, deres øvrige kvaliteter ufortalt, repræsenterer en præsidentfruemodel, der – i hvert fald for tiden – er gået af mode.
Man kan godt henfalde til en stille undren over, hvorfor de ikke bare får hver en serie med tre afsnit i stedet for at bundtes sammen i ti.
Det samme troede vi i min amerikanske ungdom om Betty Ford, men det viste sig siden, at der under den nydelige forstadsamerikanske rollemodel ulmede en vulkan. Hvilket ironisk viste sig at være alment dækkende for den amerikanske forstadshusmor, hvad serien også viser glimt af.
De tre førstedamers liv er flettet ind i hinanden hele vejen igennem, og Susanne Bier har (naturligvis) et godt greb om fortællingen. Hun har også valgt at gør det nemmere at følge med. Når handlingen springer, får vi hver gang anført tid og sted.
Alligevel kan man godt henfalde til en stille undren over, hvorfor de ikke bare får hver en serie med tre afsnit i stedet for at bundtes sammen i ti.
Just som vi har engageret os i Eleanor og hendes ydmygende opdagelse i 1919 af, at den elskede Franklin står i forhold til hendes sekretær og veninde Lucy, og derved forårsager en smertefuld livslang afslutning på parrets intime liv, springer vi til Betty Ford.
Den kæderygende doktor
Hun har konstante smerter efter en skulderskade i 1964, og får af sin kæderygende læge at vide, at der ikke er nogen fare i at mikse alkohol og smertestillende medicin:”Det har ikke noget med hinanden at gøre”. Senere topper han op med valium og sovepiller, da hun mærkeligt nok ikke får det bedre.
Michelle Obama har ganske andre udfordringer med sin juridiske uddannelse fra eliteunuversitetet Harvard, og den gryende erkendelse af, at hun er mere optaget af at gøre en forskel i et både race-, og kønsdiskriminerende samfund end af at score tophonorarer i erhvervsjura. Godt hjulpet på vej af kæresten Barack, selv om hun driller ham med, at han er en lyshudet halvneger.
Her i landet har det ikke været et stort emne, men i USA er der gjort mange verbale krumspring for at understrege, hvor mærkeligt det er, at den flotte lyshudede mand med en hvid mor vælger en meget mørkere livspartner – uden at lyde åbenlyst racistisk.
Jeg kunne ikke frigøre mig fra en fornemmelse af at lure på andre menneskers privatliv i Obama-afsnittene. Den fornemmelse husker jeg ikke at have, når jeg ser The Crown
Måske fordi Michelle Obama er så tæt på og i allerhøjeste grad i live, er historien om hende den del, hvor det er sværest for mig at gå på komedie. Viola Davis gestalter hende fremragende, selv om jeg nu ikke mindes at den virkelige Michelle har helt så lange falske øjenvipper og helt så meget trutmund.
Alligevel kunne jeg ikke frigøre mig fra en fornemmelse af at lure på andre menneskers privatliv i Obama-afsnittene. Den fornemmelse husker jeg ikke at have, når jeg ser The Crown, som jo også går temmelig tæt på nulevende personer, eller også er det bare, at der er afgørende forskel på om noget er sket for 25 eller for 10 år siden. Det kan selvfølgelig også være fordi alt omkring det britiske kongehus alligevel udspiller sig på en scene mens familien Obama er rigtige mennesker.
Pfeiffer er den mest troværdige First Lady
Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at jeg havde set Gillian Andersons fremragende Eleanor Roosevelt før, men et par afsnit inde i serien gik det op for mig, at det var Andersons fine Margaret Thatcher fra førnævnte The Crown, der lå og murrede i mit baghoved. Der er den samme gestaltning af mere hoved end krop og en underliggende følelse af et menneske, som tydeligvis ikke føler sig tilpas i sit hylster.
Michelle Pfeiffer giver den mest troværdige figur med sin Betty Ford. En kvinde, der rummer mange flere lag, end dem omverdenen har lyst til at stifte bekendtskab med.
Hun bærer rundt både på sin ungdoms drøm om at blive danser hos Martha Graham i New York, og virkeligheden, der blev et job i et stormagasin og et kort ulykkeligt ægteskab med en voldelig mand, inden hun fandt lykken med Gerald Ford, fire børn, sort hushjælp og pool i Grand Rapids, Michigan.
På overfladen har de tre kvinder ikke meget tilfælles, andet end at blive og være First Lady.
At lykken ikke altid er det, den giver sig ud for, opdager hun i 1964 i Betty Friedans banebrydende ”The Feminine Mystique”. Bogen der påpeger, at der er andet i livet end at være husmor.
Susanne Bier morer sig (og mig) med en lille scene, hvor bogen går på omgang til et dameselskab, hvor damerne tager på den som en nonne på en sømand indtil den bliver affærdiget som ”skrevet af en hysterisk jødisk kvinde, som truer vores kristne livstil.” Der er toner af serien ”Mrs. America” om den kvindebevægelse, som Friedans bog var med til at sætte i gang.
På overfladen har de tre kvinder ikke meget tilfælles, andet end at blive og være First Lady. Eleanor Roosevelt i 12 år (FDR blev forlænget på grund af 2. verdenskrig) Michelle Obama i 8 og Betty Ford kun i 18 måneder.
Men, trods Eleanors afgrund af skuffelse over Franklins konstante utroskab, havde de også alle tre en grundlæggende kærlighed og beundring for den mand, der havde bragt dem ind i Det Hvide Hus. Og den var gengældt. Også selv om det ikke nødvendigvis var med nogen særlig begejstring, førstedamerne flyttede ind.
Betty Ford var den mindst politiske af dem, men dog nok til at forvise manden fra ægtesengen, da han benådede Nixon. For både Eleanor Roosevelt og Michelle Obama, der på hver deres måde var dybt optaget af samfundsforhold, var det en dyb skuffelse, at de ikke kunne få en formel rolle i landets administration.
I serien er det Eleanor Roosevelt, der præsenterer præsidenten for det berømte citat fra hans første tiltrædelsestale ” Det eneste vi har at frygte, er frygten selv.”
I stedet lå de alle tre i evig krig med præsidentens stab, der vogtede jaloux over, hvem der nu var tættest på præsidenten og i endnu højere grad modarbejdede præsidentfruernes indflydelse på chefen. De skulle holde sig til boligindretning, noget med børn og i Michelles tilfælde økologisk havebrug.”Fantastiske fotomuligheder med børn og grøntsager i haven omkring Det Hvide Hus”.
Det gjorde ingen af dem naturligvis. Eleanor havde stor indflydelse på sin mand, der beundrede hendes skarpe intelligens. I serien er det hende, der præsenterer ham for det berømte citat fra hans første tiltrædelsestale ” Det eneste vi har at frygte, er frygten selv.” Der er nu delte meninger, om hvor det kom fra, men det passer fint ind for at beskrive deres forhold her.
Eleanors Roosevelts lidenskab
Hun var lidenskabeligt optaget af menneskerrettigheder, både når det gjaldt børn, kvinderettigheder og racespørgsmål. Alle emner, som for en demokrat kan koste mange stemmer i sydstaterne. I dag uhyggeligt nok i næsten lige så høj grad som i 1930´erne.
Efter FDRs død blev hun af præsident Truman udnævnt til at være en af de første delegerede til FN, og hun var formand for det udvalg, der udarbejdede FN´s Menneskerettighedserklæring.
I dag forbinder de fleste nok Betty Ford (hvis de overhovedet er gamle nok til at vide, hvem hun er) med hendes modige fortælling om sit eget misbrug. I serien ser vi hende sjældent uden et martiniglas i hånden.
Betty Ford Clinic er i dag et verdensberømt synonym for misbrugsafvænning for både alkoholikere og stofmisbrugere. Herunder mennesker, som ligesom Ford, er blevet afhængige at receptpligtig medicin. Jeg har fornylig tjekket det, og alene i Tyskland er der en buket af Betty Ford-klinikker. Det fremgår ikke, om de har noget med originalen at gøre.
Kampen fortsætter
I serien får Michelle Obama på sin første dag i Det Hvide Hus, netop mens hun er mest irriteret over staben, et brev fra Betty Ford. Det handler om, hvordan det er, at være First Lady. ”Du er fra nu af en del af historien”.
Og det er de. Selv om man godt kan drømme om, at Michelles historie først lige er begyndt.
Kampen fortsætter. Som vi sagde i gamle dage.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
