DOSTOJEVSKIJ 200 ÅR // BØGER – Det kristne næstekærlighedsbudskab træder ofte frem hos Dostojevskij i sin mest radikale form. I romanen Idioten (1868) viser han gennem en Jesus-figur, hvorfor den radikale næstekærlighed er uforenelig med det borgerlige samfunds normer. Litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver fire artikler om Dostojevskij i anledning af 200 året for hans fødsel 11. november 1821. Dette er den tredje.
Når man spekulerer på, hvilken forfatter Dostojevskij er, så kan man foreslå, at han er social realist, eller som det ville hedde om den tids forfattere, naturalist. Hans mange stærke skildringer af menneskets undertrykkelse og undertrykkere er én af verdenslitteraturens uudtømmelige skattekister.
Han søger hele tiden samvær med den, der lider mest og har det største behov. Det kan man naturligvis ikke overleve på i en borgerlig sammenhæng
Man kan også foreslå, at Dostojevskij er en romantisk forfatter, som skildrer det menneskelige sjæleliv uhæmmet, spændt ud mellem det onde og de himmelske øjeblikke. Men frem for alt er Dostojevskij en kristen forfatter. Ikke hvilken som helst kristen forfatter.
Han minder på mange måder mere om en nordeuropæisk lutheraner end om en ortodoks russisk kristen, der beder til helgenerne under de store løgkupler. Dostojevskijs læsning af Det ny testamente, hvor det kristne budskab er nedfældet, er fokuseret på Kristus-skikkelsens kompromisløse socialetik, som ingen af kirkerne jo nogensinde har kunnet gennemføre, hverken halvt eller helt, trods f. eks. franciskanermunkebevægelsens intentioner i 1200-tallet og andre, lignende forsøg.
Intetsteds hos Dostojevskij forlader han det blik på de svageste i tilværelsen, som ligger i det kristne kærlighedsbud, vi har så let ved at bortforklare i praksis. Og i ingen af romanerne skildrer han tydeligere, hvordan Kristus-skikkelsen ikke passer ind i det borgerlige samfund end i den mærkværdige og på mange måder absurde, næsten surrealistiske roman Idioten. Derved giver han en forståelse af, hvorfor kirkerne ikke har kunnet favne næstekærlighedsbudskabet helt ind til benet.
Idioten handler om en yngre mand, en Fyrst Mysjkin, som ikke har noget fyrstendømme, men er fattig som en kirkerotte. Han kommer hjem til Sankt Petersborg med toget efter en lang tids fravær. Han har været i Schweiz, under behandling for en sygdom som sætter sig både på krop og sjæl. Dostojevski sagde selv, at han ville skildre Kristus i romanen, men det kan være svært for andre at se, hvad det er, han vil sige.
Ind til benet
For det er jo ikke sådan, at hovedpersonen bliver korsfæstet, eller at han kan udføre mirakler eller andre af de fænomener og hændelser, vi forbinder med Jesus af Nazareth fra Det ny testamente. Hvad Dostojevski gør i Idioten er nemlig at skære helt ind til benet, og længere endnu, så der kun er det åndelige og metafysiske tilbage.
Det er ikke en del af den almindelige forståelse af det nytestamentlige budskab, men læser man det lidt grundigere, ser man, at hvad der er kendetegnende for stort set alle de fortællinger, vi får om Jesus i Det ny testamente, er, at de gør op med verdslige og i et vist omfang religiøse magtstrukturer. Alle former for materialistiske, æresrelaterede eller sociale hensyn der skulle gå forud for, hvordan vi behandler et andet menneske i nød, bliver afgørende afvist. Og det sker hver eneste gang vi læser en fortælling om Jesus eller hører ham udtale sig.
Han forsøger at hjælpe de mennesker, som er allerhårdest stillet i deres sjælelige kvaler. Han ser tværs igennem dem og fikserer blikket på de indre kampe, de kæmper
Det er i den optik, man skal se skildringen af Idioten. Tilnavnet er noget, han giver sig selv. Mysjkin knytter sig til et par temmelig tvivlsomme mennesker, nøjagtig som vi har set Jesus gøre i evangelierne, hvor han er sammen med toldere og syndere.
En Maria Magdalena-figur
En anden hovedperson er en kurtisanelignende, prostitueret kvinde, en slags Maria Magdalene-figur. Andre steder i Idioten er Mysjkin knyttet til mænd, som forsøger at træffe valg i tilværelsen, der skal bringe dem videre, men ikke kan gøre det, fordi de netop er bundet op på sociale forpligtelser, som skygger for det essentielt menneskelige og eksistentielle, de ikke kan komme frem til.
Det er det blik, Idioten lægger på de mennesker, han møder. Han forsøger at hjælpe de mennesker, som er allerhårdest stillet i deres sjælelige kvaler. Han ser tværs igennem dem og fikserer blikket på de indre kampe, de kæmper.
Bogen åbner med to grundlæggende eksempler på, hvordan Mysjkin ikke passer ind i vores sociale og borgerlige omgivelser og miljø. Man kan nemt overse dem.
Det første kommer helt i begyndelsen af bogen, hvor togrejsen stadig er i gang. Toget er på vej ind mod Petersborg og vi er midt i en mangfoldig og kaotisk skildring af menneskelivet blandt de rejsende – nærmest billedligt rejsende, sådan som vi alle sammen er rejsende i tilværelsen. Nogle er syge, nogle er fulde, nogle er vulgære, nogle er dumme. Og så udspiller der sig følgende samtale:
– Hvor skal De så opholde Dem?
– De mener, hvor jeg skal tage ind? … Sandelig om jeg ved det … det er så …
– Har De endnu ikke fundet ud af, hvor De skal bo?
Begge tilhørerne brast i latter.
– O den smule bylt – er der alt, hvad De ejer og har?” (s. 9)
Det er en entydig spejling af en central passage i Det ny testamente:
“Men Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.”
Det er utænkelig og komisk for personerne i kupéen at nogen vil kaste sig hovedkuls ud i en verden som Sankt Petersborg uden sikkerhedsnet. Men det har Idiotens hovedperson Fyrst Mysjkin overhovedet ikke øje for.
På tværs af de sociale skel
Det, der i dybere forstand menes i bibelteksten, er ikke, at Jesus er fattig, men at han fuldstændigt er underlagt tilværelsens kræfter – der findes end ikke noget så basalt som et hus, der kan frisætte ham fra at leve ude i den menneskelige malstrøm og give sit liv for dem, der har brug for det, når han møder dem. Det er det, vi ser hovedpersonen i Idioten gøre, som romanen skrider frem.
Det andet eksempel, Dostojevskij bruger tidligt i bogen, kommer i en af de næste scener. Mysjkin er mødt op hos en fjern slægtning, som han håber, eventuelt kan indlogere ham, indtil han finder noget andet. Han har kun det, han går og står i, nøjagtig som Kristus-figuren i Det ny testamente.
Mens han sidder venter på at komme ind til den rige slægtning, begynder han at fortælle tjenerskabet, som går omkring i venteværelset, alle mulige oplevelser og fortællinger. Men de kan ikke holde det ud – de beder ham standse. De er ikke vant til, at et menneske som i teorien tilhører de højere sociale klasser – ellers ville han ikke kunne få for foretræde den rige mand på hans kontor – deler situationer fra hans eget private liv og personlige indtryk med mennesker tværs igennem de sociale klasser, hvor tjenerskabet tilhører de lavere.
Men fyrst Mysjkin kan ikke skelne. Han taler til mennesker omkring sig som medmennesker og ikke som individer fra sin egen socialklasse. Han tilhører ikke rigtig sådan en, selvom tjenerne placerer ham i den.
Intetsteds i romanen formår Idioten at skelne mellem det rent menneskelige og det menneskelige sat ind i sin sociale ramme. Intetsteds formår han at signalere et socialt tilhørsforhold.
Han søger hele tiden samvær med den, der lider mest og har det største behov. Det kan man naturligvis ikke overleve på i en borgerlig sammenhæng. Der må man tænke mere på sig selv.
LÆS JAKOB BRØNNUMS ØVRIGE ARTIKLER HER.
Citat:
Dostojevskij: Idioten
Gyldendal 1981, oversat af Georg Sarauw
Foto: Fra Akira Kurosawas filmatiseringen af Idioten (1951)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
