The Disciple

The Disciple er den vigtigste indiske film i årtier

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE: Den indiske instruktør Chaityanya Tamhane beviser formatet med sin anden film. The Disciple er den bedste indiske film i årtier. Dens drama er fortættet og intenst, og dens æstetik er unik.

5 POV stjernerHvad er det hovedpersonen i The Disciple er discipel af? Det er en række filosofiske og kunstneriske principper. F.eks hører vi i et optaget seminar om ‘khyal’, der bliver beskrevet som “personlig renhed”, den energi, som kunstneren impulsivt skal udtrykke, når han optræder med den klassiske indiske musik.

Det er et ret smart filmisk og dramatisk princip. For det betyder, at den unge håbefulde sanger Sharad Nerulkar føler, at han svigter sin kunst, når han ikke kan opfylde renhedsprincippet grundet hans egen lyst og begær. Og det betyder omvendt, at det føles som et bevis på hans egen personlige mangelfuldhed, når han en eftermiddag ikke lige er i stand til at koncentrere sig om at improvisere forskellige raga-melodier.

Da The Disciple sidste efterår var i hovedkonkurrence i Venedig, var det første gang siden 2001, at en indisk film var det, ikke bare i Venedig, men overhovedet på en af de største filmfestivaler

Det gør The Disciple til en lavmælt højdramatisk film. For selv om det går langsomt, og selv om meget af filmen består af musikalske optrædener, så er det så ladet med symbolik og konsekvens, at man følger anspændt med i hver eneste lille skala-rutine.

Det er især her Chaitanya Tamhane med sin blot anden film slår sit navn fast som den vigtigste indiske instruktør i årtier: Han formår at få alt til at fremstå essentielt. I en melodi hører vi sangerens sjæl. I et klip ser vi Indiens skæbne. Det er indædt, intenst, lavmælt. Stort.

Den håbefulde kunstner

Vi følger Sharad Nerulkar over en årrække. I 2006 har han fundet en “guru”, der træner ham og belærer ham om musikkens åndelighed. Nerulkar kæmper også med de simpleste ting, med at holde tonerne og ikke bare gentage sig selv. Ikke ret mange andre har tiltro til hans kunstneriske drøm, også fordi hans lærer siger, at det selv med intens øvelse først for alvor vil give mening, når han bliver omkring de fyrre.

Vi ser også Nerulkar som barn, hvor hans far er hans guide ind i musikkens verden. Og så ser vi ham omkring de fyrre, hvilket er omkring vores egen nutid, hvor Nerulkar rigtig nok har opnået et modikum af musikalsk mening, men hvor også det indiske samfund har udviklet sig så fundamentalt, at den klassiske tradition er endnu mere marginaliseret.

Vi følger altså dermed Nerulkar over et spænd på tredive år. Filmen bliver dermed også et portræt af Indiens udvikling i den periode. En periode, der har budt på kæmpe krise, ikke bare for musikken, men bestemt også for filmkunsten.

Den tidligere filmstormagt

Da The Disciple sidste efterår var i hovedkonkurrence i Venedig, var det første gang siden 2001, at en indisk film var det, ikke bare i Venedig, men overhovedet på en af de største filmfestivaler. En fuldstændig uhørt tørke for et tidligere strålende filmland. Satyajit Ray, Raj Kapoor og Bimal Roy underholdt store dele af verden i 50’erne, og frem til 90’erne bød med den ene bølge efter den anden  af “parallelle film” på eksperimenterende og tankevækkende film som alternativ til Bollywood-eskapisme.

At se indiske festival-film har været en ret akademisk interesse, for det kom aldrig rigtig ud til publikum alligevel

Og så pludselig var det slut. Neoliberalistiske reformer betød, at statsstøtte forsvandt, og på ingen tid gik den indiske arthouse-tradition simpelthen i stå. Der var nærmest ingenting.

De seneste ti år har budt på low-budget eksperimenter, der har været vist i sidekonkurrencer, og været delt på nettet, men instruktører som Q har været ganske åbne omkring, at deres film aldrig ville blive vist i indiske biografer. At se indiske festival-film har været en ret akademisk interesse, for det kom aldrig rigtig ud til publikum alligevel.

Indtil nu. Tamhanes film er co-produceret af Alfonso Cuarón (Harry Potter og Fangen fra Azkaban, Gravity, Roma), og selv om den ikke fik dansk biograf-distribution, så er den blevet opsnappet og distribueret af Netflix. Netflix, der ønsker at ramme et globalt publikum, har altid et relativt stort udvalg af indiske film, hvilket jeg også tidligere har skrevet om. Allerede dengang med debuten Court var Tamhane helt særskilt interessant.

Trance-billederne

Dengang skrev jeg om en særlig indisk ‘trance-tematik’. Rigtig mange nyere indiske film skildrer folk i trance, hvad end det er pilgrimmes selvpineri i Sexy Durga eller et Sikh-oprør i Chauthi Koot.

Jeg spekulerer på, om det hænger sammen med den politiske udvikling, hvor hindu-partiet Bharatiya Janata Party dyrker ritualer, religion og gruppe-aktiviteter. Det er  i hvert fald i gang med at blive skabt en helt særegen indisk æstetik, der for tiden er meget smal, men sagtens kan blive et globalt værdifuldt æstetisk input.

Hos Tamhane er det tranceskabende musikalske indslag, hvad end det er protestsangeren, der fængsles i Court, eller de mange musikere i The Disciple. Han er eminent til at skildre forholdet mellem det enkelte individs søgen efter noget ægte, efter ‘khyal’, efter den ældgamle mytologiske indiske kultur, og så hvordan samfundet enten er bange for den slags arkaisk energi, eller forfladiger den på populistisk og kommerciel vis. Det skildres fortællemæssigt, men i høj grad også æstetisk.

Men Tamhane skildrer dem ikke, som skaberne har tænkt, de skal ses. Vi ser dem fra skæve vinkler, lidt for langt væk, så vi kan se de flot komponerede rum, men også netop kan se, at de er komponerede

Det er den polske fotograf Michal Sobocinski, der har fotograferet The Disciple, men æstetikken er så lig den i Court, at den i høj grad må tilskrives Tamhane. Det er igen langsommeligt og tålmodigt, smukt komponerede tableauer, men filmet skråt på, asymmetriske, og med en klipning, der hele tiden destabliserer og genforhandler det, vi ser.

Tamhanes film finder sted i konstruerede rum. I retssale, hvor den rumlige fordeling af magtmænd og anklagede er en pointe i sig selv. Eller i kulturinstitutioner, fyldt med statuer og slogans. Men Tamhane skildrer dem ikke, som skaberne har tænkt, de skal ses. Vi ser dem fra skæve vinkler, lidt for langt væk, så vi kan se de flot komponerede rum, men også netop kan se, at de er komponerede.

Tamhane køber således ikke bare alle de idéer, der har formet de verdener, han skildrer, men udstiller dem lidt, samtidig med at han stadig formidler, hvor flotte og tillokkende de stadig er.

Ualmindeligt vedkommende

The Disciple er ganske enkelt en essentiel film. Det er den bedste indiske film jeg har set i årevis, og ud af de gode indiske film, jeg har set fra de seneste ca. tyve år, er det den eneste jeg kan anbefale uden forbehold. Den er lidt smal og langsom, klart, men ikke mere end Haneke, Audiard, Roy Andersson. Og det er de samme luftlag Tamhane sigter efter.

Forholdet mellem individ, kulturel fortid, og moderne samfund, fylder overalt, fra USA til Danmark og Indien, og skildres med sjældent indblik og filmisk finesse af Tamhane

Han har på blot to film fået opbygget en særskilt Tamhane’sk æstetik, igennem hvilken han bearbejder temaer om kunst, filosofi, kultur og tradition, der i allerhøjeste grad er vigtige i den moderne verden. Forholdet mellem individ, kulturel fortid, og moderne samfund, fylder overalt, fra USA til Danmark og Indien, og skildres med sjældent indblik og filmisk finesse af Tamhane.

Hans Court syntes at indvarsle skiftet fra det gamle elite-parti Indian National Congress og til populisterne i BJP. Hans nye film er mere indadvendt, mere fokuseret på det enkelte menneskes plads i verden på en måde, der både er særlig for Indien, og så alligevel gyldig overalt.

Derfor gør det også en lille smule ondt, at Netflix ikke har gjort mere for at promovere denne film. Da filmen fik bragende anmeldelser i Venedig og endte med at vinde manus-prisen, kunne man have håbet den også ville hive danskere i biografen. Det skete ikke og var sikkert helt umuligt i en Corona-tid. Men den har fortjent større opmærksomhed. end den har fået. 

Det er ikke en niche-film, ikke kun for nørder. The Disciple er arthouse filmkunst, når det er mest vedkommende.


The Disciple
129 minutter
Netflix


Fotos: Netflix

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur