Kinok: Netflix og indisk trancetematik

af i Featured/Kultur

FILM – Netflix fylder mere og mere i kulturverdenen, så deres udvalg af kunstfilm vil måske også influere fremtidens filmdebat? Af en eller anden grund viser Netflix bemærkelsesværdigt mange indiske kunstfilm. Kinok Frederik Bové dykker ned og leder efter godbidder.

Jeg hørte for et par år siden en historie om en amerikansk professor, der underviste i tv-serier. År efter år præsenterede han eleverne for den samme kanon: The Sopranos, Six Feet Under, Deadwood, The Wire. Men på ganske kort tid skete der noget mærkeligt: Hans elever kendte ikke længere serierne.

Var de blevet dovnere? Var de holdt op med at interesserer sig for tv-serier? Nej, sagde han, de kom med præcis den samme interesse for gode tv-serier som altid, men der var bare sket det, at 95% af eleverne gik på opdagelse i tv-historien med et Netflix-abonnement. Og langt størstedelen af den traditionelle kanon kom fra HBO, som eleverne ikke havde adgang til.

I stedet opstod en ny kanon for de unge, hvor nye serier indtog pladsen som de ultimative værker. Først og fremmest Breaking Bad, men en sværm af serier der tidligere havde fået tildelt en perifer plads i historien blev forfremmet til kanoniske værker. På den vis var det ikke blot et spørgsmål om manglende viden, det var en dynamisk proces, der skabte ny viden.

Netflix-offentligheden

På den måde hænger kultur- og teknologihistorie sammen. Hvad der fylder i den store forkromede kulturelle samtale, det man kan kalde den kulturelle offentlighed, afhænger ikke bare af kvalitet, men lige så meget af tilgængelighed.

For filmkritikere er det den sædvanlige klagen over, at amerikanske film fylder så meget, mens jeg kan råbe og skrige om, at filippinsk art-film faktisk er meget bedre: Det er for langt størstedelen af Danmarks befolkning bare ganske umuligt at komme til at se.

Der var en ganske kort periode, hvor kanon og tilgængelighed nærmest hang sammen, nemlig DVD og Bluray-perioden. Især efter internettet gjorde det nemmere at importere udenlandske film, blev det for langt de fleste vordende cineaster muligt at dykke ned i den sædvanlige kanon, fra Bresson og Tarkovskij til Bela Tarr. Selv i FONA 2000 var art-film dvd’er lige tilgængelige som Blockbuster-ditto.

Sådan er det ikke længere. Ligesom med tv-serier ser folk i dag i høj grad film på streaming-tjenester, så hvad der bliver set, handler i høj grad om udbuddet. Og her er det igen vitalt, hvad der findes på tjenesten over dem alle: Netflix.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg er mere fascineret af ny indisk film end de fleste af mine kritikerkolleger. Så da jeg så, de var tilgængelige på Netflix gik jeg med det samme i gang med at dykke ned i materialet

Og Netflix har et ganske idiosynkratisk udvalg af kunstfilm. Jeg scrollede samtlige film igennem, og der var stort set ingen sort-hvide film. Ingen stumfilm. Ingen af de franske eller russiske klassikere, og stort set heller ingen moderne euro-arthouse.

De er velrepræsenteret inden for arthouse fra ét land – og kun ét: Indien.

Jeg har ingen idé om hvorfor. Udover at Indiens befolkning er gigantisk, og en stor del bor uden for Indiens grænser, så det er måske det eneste område, hvor selv de smalleste film er rentable? (Hvorimod kinesiske arthouse-film i høj grad er underlagt censur, så selvom der måske ville være et publikum, så ville det gå ud over mulighederne for at have tjenesten i Kina). Men udvalget er virkelig godt.

Der er lidt ældre film som Dhobi Ghat, Gandu og Peepli Live, alle film der tildeles stor plads i Ashvin Immanuel Devasundarams bog India’s New Independent Cinema: Rise of the Hybrid. Og så er der film fra de seneste par år, der har været vist på de seneste udgaver af de store filmfestivaler.

Deres plads på filmfestivalerne er ret emblematisk for indisk films nuværende status. De har haft premiere – og ofte triumferet – i de næstbedste rækker, i Panorama i Berlin, Un Certain Regard i Cannes, Orizzonti i Venedig. På de små festivaler i Rotterdam og Locarno. De har dermed aldrig gjort så meget væsen af sig, at de har fået dansk distribution. De har været obskure, og at skrive om dem har været ret irrelevant.

Jeg har dog alligevel før skrevet om nogle af dem, fra PIX og fra Berlin og da Når Noget Slutter af Ritesh Bashra havde premiere.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg er mere fascineret af ny indisk film end de fleste af mine kritikerkolleger. Så da jeg så, de var tilgængelige på Netflix gik jeg med det samme i gang med at dykke ned i materialet.

Thithi

Raam Reddys Thithi må siges at være en smal succes.

Den havde premiere i den næstvigtigste konkurrence på Locarno, der i forvejen ligger i anden division når det kommer til europæiske filmfestivaler. Men festivalen har samtidig ry for at ramme rigtigt, når det kommer til smalle film, så at Thithi i 2015 vandt både sin konkurrence kaldet ‘Filmmakers of the Present’ og festivalens pris for bedste debut, ja det borger for kvaliteten.

Thithi kaldes da også allerede for en milepæl inden for film fra Karnataka, eller ‘Sandalwood’ som branchen også kaldes.

Det er en film, der tydeligvis er lavet for ikke ret mange penge, fjernt fra Bollywood. Den foregår i en lille landsby, hvor der bor en gammel mand, der hedder Century Gowda fordi han er over hundrede år gammel. I filmens første scene ser vi hans rolle i byen: Han sidder lige så stille i en vejkant og råber af resten af byens indbyggere. Og brokker sig over de ikke giver ham gratis mad.

Da han dør, samles tre generationer af mænd for at begrave ham. Gaddappa er hans søn, der også selv er blevet en gammel mand, og som ikke længere har de helt store mål i livet. Det har sønnesøn Thammamma til gengæld, så mulighederne for en arv falder på et tørt sted. Og sønnesønnesøn Abhi tænker endnu ikke på meget andet end gambling, sprut og damer.

Det er et glanseksempel på, hvor langt man som kunstner kan komme med amatørskuespillere og håndholdt kamera, hvis man har indsigt, vilje og tålmodighed til at dykke ind i sin verden, indtil man finder noget sandt.

Det er en velkendt form; de forskellige historier, der egentlig kun hænger sammen, fordi folk er i familie. Thithi minder en del om film som Monsoon Wedding eller en dansk pendant som Arvingerne. Den kunne også nærmest være en tv-serie, så meget sker der.

Raam Reddy var 25, da han lavede filmen, hvilket er nærmest skræmmende at tænke på. Det føles virkelig som en episk film i et meget lille format. Så mange historier i den her lille landsby. Efter to timer føles det da også mest som om, at livet vil fortsætte, og at det bare er kameraet, der går sin vej. Flere af historierne har først lige ramt et vendepunkt, men vi ser ikke de mulige dramatiske konsekvenser.

Vi har i stedet fået, hvad der føles som to timers virkelighed fra en plet på kortet, vi ellers ikke ville kende til.

Hverken mere eller mindre. Det er et glanseksempel på, hvor langt man som kunstner kan komme med amatørskuespillere og håndholdt kamera, hvis man har indsigt, vilje og tålmodighed til at dykke ind i sin verden, indtil man finder noget sandt.

Det kan man måske lære fra så mange film, men igen, det er kun Thithi, der er på Netflix.

Chauthi Koot (The Fourth Direction)

Lidt større armbevægelser har Chauthi Koot eller The Fourth Direction, som den hedder på engelsk, af Gurvinder Singh, der da også havde premiere i Un Certain Regard i 2015. Singh er en af de centrale skikkelser i nyere indisk film, hvor hans film Alms for a Blind Horse fra 2011 fik stor opmærksomhed. Den blev også vist i Cinemateket, men siden da har den været ret svær at finde.

The Fourth Direction foregår under krisen i firserne, hvor militante Sikher gjorde oprør i Punjab-provinsen, hvilket bl.a. resulterede i mordet på Indira Ghandi.

Det er en periode, der er blevet storpolitisk relevant igen, eftersom at Indiens nuværende premierminister Narendra Modi har brugt mange kræfter på at sætte fokus på begivenhederne dengang: Det relativiserer hans egne hindu-militsers ugerninger.

Det medførte en del ballade, da det canadiske socialdemokratiske New Democrat Party valgte sikhen Jagmeet Singh som leder, der af Indien blev udråbt til noget nær terrorist.

Sekteriske oprør er et helvede for lokalbefolkningen, der bliver fanget mellem to sider og mistænkeliggjort på grund af ophav og udseende.

Gurvinder Singh går ikke så meget op i de storpolitiske hændelser, men forsøger med kamera og æstetik at skildre livet i en provins fanget i et oprør. To mænd forsøger desperat at komme med et tog, hvorfra og hvorhen ved vi ikke, men det er let at gætte sig til, at de er på flugt. En familie har en for larmende hund, der bjæffer, når de militante kommer forbi om natten. Militæret er stillet over loven, og befolkningen ved udemærket, at de intet kan gøre, hvis soldaterne bestemmer sig for at skyde.

Det er en meget langsom film, der fokuserer på bevægelser, forsamlinger, blikke. Det er i høj grad film som koreografi, en skildring af hvordan krig sætter en nærmest nihilistisk bevægelsessekvens i gang. Man kan sammenligne med den ungarske legende Miklós Jancsós tresserfilm som Mænd Uden Håb og De Røde og de Hvide, der skildrede oprør og borgerkrig som en endeløs bølgen frem og tilbage af mænd med våben, vold og død.

[Det føles] som små klip fra en gigantisk kollektiv trance, uden vi ved hvad mål og mening er.

Filmens højdepunkt kommer med en forbløffende sekvens efter at lokale sikhbønder hører i radioen, at den indiske hær har invaderet det såkaldte Gyldne Tempel. Denne hændelse, hvor hundredevis af sikhsoldater døde og et af de helligste steder blev ødelagt, var vendepunktet for sikhopstanden og er stadig i dag et ømt punkt i Indiens historie.

Reaktionen er da også tydelig i filmen, hvor pludselig selv den fredeligste mand ser ud til at overveje guerillakrig.

Det er en fremragende sekvens. Folk kører på lastbiler hen mod hvem ved hvor, mens mændene råber slagord, kvinderne messer, folk på hesteryg affyrer geværer op i luften. Singh klipper nærbilleder sammen af en gigantisk folkemængde, så vi aldrig får overblikket over, hvad der egentlig foregår. I stedet føles det som små klip fra en gigantisk kollektiv trance, uden vi ved hvad mål og mening er.

Man kunne kalde den slags æstetiske sekvenser for trancebilleder, og ny indisk film er fyldt med dem.

I Sexy Durga klippes historien om to elskende på flugt sammen med sekvenser af unge mænd i trance under en ceremoni for gudinden Kali. I Garbage af instruktøren med det smarte navn Q, sættes fokus på misogyni som en irrationel men særdeles voldelig understrøm bag den hindunationalistiske politik.

Forskellige strategier og forskellige scener, men de har et emne til fælles, et emne der også gennemstrømmer Indiens historie og måske er mere relevant i dag end det nogensinde har været.

Court

Tranceidéen er også bærende i Chaitanya Tamhanes Court, omend med omvendt fortegn. I filmen bliver en aldrende protestsanger anholdt, da myndighederne hævder en af hans sange har fået en kloakarbejder til at begå selvmord.

Senere ved et foredrag om ‘Skewed Thirdworldism’ stopper en professor også inden han bliver anholdt for at opfordre til oprør. Det er med andre ord ret tydeligt, at Tamhanes film tager en dybt ironisk og kritisk tilgang til idéen om oprør, og i stedet fokuserer på myndighedernes tunge censurregime.

Der er af samme grund ikke mange trancebilleder i filmen. I stedet er æstetikken stramt komponeret, med lange rolige klip og billeder fyldt med linjer og ruminddelinger. Kameraet står dog som oftest skævt på, så billederne bliver assymetriske. De tilter, hælder til den ene side, som for at understrege de ulige og uretfærdige forhold i det indiske retssystem.

Det er en sofistikeret behandling af trancetemaet, hvor trancen bliver til et potentiale

Mest fabelagtige er scenerne fra sangerens koncerter. Det kunne være trancebilleder; hele pointen med filmen er, at magthaverne frygter, de skal sætte befolkningen i oprørstrance. Men Tamhane formår at gøre noget dobbelt: Kameraet kommer tættere og tættere på scenen, så vi ser kun publikum cirka halvdelen af tiden, og når vi ser publikum, kan vi godt se, at stemningen er afslappet og observerende. Men når vi kun ser de optrædende kunne det sagtens være et opråb til tranceoprør, så karismatisk og politisk er det.

Det er en sofistikeret behandling af trancetemaet, hvor trancen bliver til et potentiale. Det er en understrøm i hele filmen, først og fremmest via den lovgivning der i teorien skal beskytte folket mod vold og massakrer, men som i stedet tydeligvis blot beskytter systemet mod kritik. Det er ikke bare det, at protestsangeren skal i fængsel. Det viser sig også, at ‘selvmordet’ nok snarere var en arbejdsulykke, en konsekvens af præcis den form for uretfærdighed som sangeren protesterer imod.

Court føles lidt som en film fra en tidligere tid. Den er fra 2014, året hvor der skete et systemskifte i både Indien og Maharashta. Ud røg Indian National Congress (INC), det hæderkronede parti der ledte Indien til selvstændighed og styrede det store land det meste af tiden derefter. Og ind kom Narendra Modis Bharatiya Janata Party (BJP), der oversat betyder ‘Indisk Folkeparti’.

INC gik 162 mandater tilbage mens BJP gik 166 mandater frem. Den bureaukratiske magtfuldkommenhed som Court kritiserer føles i høj grad som et levn fra INC-tiden, mens BJP-partiets hindunationalisme i højere grad repræsenteres filmisk især af de mange trancebilleder.

Hvad der gør Court til et så værdifuldt kulturelt dokument har selvfølgelig i høj grad at gøre med dens æstetiske innovationer og skønhed, men samtidig er det svært ikke at se den som profetisk i sit opgør med INC-attituden.

Protestsangeren forfølges med den ene lov efter den anden, snart en fra undtagelsestiden i halvfjerdserne, snart en fra den britiske koloniperiode. Effekten bliver, at retsvæsenet, og dermed hele den politiske orden, føles som en lang kontinuerlig undertrykkelse fra 1800-tallet og frem til i dag. Det er med andre ord ikke overraskende at befolkningen må ønske sig et systemskifte.

Den indiske kanariefugl

Det ønske om systemskifte må siges at have bredt sig til hele verden. Rodrigo Duterte i Filippinerne, Brexit, Donald Trump, selv en midterpopulist som Emmanuel Macron, alle kan de siges at være forvarslede af Modis valgsejr i 2014. Indien er med andre ord ikke et eksotisk unikum, det er et land i samme globale virkelighed som os, og i høj grad et land, vi kan lære meget af at følge med i.

Hvis man, som jeg, ser film som den kunstart, der i højeste grad kommunikerer om verden i dag, så er de nye indiske film ikke bare generelt interessante. Især via deres behandling af trancemotivet er de en essentiel del af den kunstneriske bearbejdning af vores samtid

Dette kan man også se med den indiske tænker Pankaj Mishra, der har udviklet sig til en af de mest skarpsindige intellektuelle på den globale scene.

Da Jordan Petersons anseelse var på sit højeste, var det Mishras forklaring om Peterson som en moderne udgave af en ‘fascistisk mysticisme’ med i høj grad indiske rødder, der fik Peterson til at tabe hoved og ansigt. Og Mishras bog Age of Anger fremstår som en af de mest troværdige bøger om Trump-epoken, der netop formår at sætte talrige nationalistiske strømninger ind i en global sammenhæng.

Det er derfor måske heller ikke overraskende at mange skarpsindige politiske film skulle komme fra områder som Filippinerne (hvor Lav Diaz er den store billedtænker) og Indien. Til sammenligning har de danske biografer ikke budt på de store forklaringer om vor samtid – omend Laurent Cantets Workshop var et udmærket portræt af alt-right manden.

Hvis man, som jeg, ser film som den kunstart, der i højeste grad kommunikerer om verden i dag, så er de nye indiske film ikke bare generelt interessante. Især via deres behandling af trancemotivet er de en essentiel del af den kunstneriske bearbejdning af vores samtid. En film som Court kunne sagtens indtage en plads i den moderne kunstfilmskanon.

Jeg kommer nok ikke udenom, at det her er en noget naiv og håbefuld klumme.

Jeg kan virkelig godt lide indisk film, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kan ske, hvis en 13-årig kommende cineast får den idé, at hun godt kan lide anderledes film, men i stedet for som jeg at blive ledt via Politiken ind i en blindgyde af Woody Allen og Oscar-bait, går på Netflix, leder efter anderledes film, og ender med at se Thithi, Gandu, Chauthi Koot og Court.

Hvem ved, hvilken kanon og idéer om filmhistorien hun sidder med, når hun om fem år starter på Film- og Medievidenskab? Det skal nok sætte grå hår i hovedet på hendes professorer.

Men jeg tror nu, det kunne blive godt.

Fotos: Netflix & Youtube

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Featured