BALLET // ANMELDELSE – Den Kongelige Ballet tager med fællestitlen ”Giant Steps” livtag med nye klassiske og moderne trin, der dog mere er præget af trinformler end af organisk udspundet dans, skriver Knud Arne Jürgensen.
Under fællestitlen ”Giant Steps” bliver vi på Gamle Scene præsenteret for tre ”gigantiske” koreografers ”gigantiske” trin rækkende fra George Balanchines nyklassiske ballet Serenade fra 1934 til Harald Landers ditto Etudes fra 1948, begge i nyindstuderinger med alt hvad eftertiden har bibragt dem af nyvunden danseteknik, scenisk lysudformning og tunet.
Midt mellem de to var placeret en spritny ballet af den finske koreograf Jorma Elo, der angiveligt er hans personlige hyldest til sit hjemlands natur.
Sammenstillingen er interessant, fordi den meget klart viser spændvidden af danseteknik i vor tid hos et stort nationalt balletkompagni.
Hvad der mest overrasker ved Serenade i dens nyeste opsætning er måske, hvor klar og koncist dansens trinformler her lægges blot. Når det er sagt, så er denne ballet – som så mange af Balanchines andre hovedværker – måske netop primært trinformler. Der findes æstetikere, der kan falde i svime over rene matematiske formler og ligninger. Og en sådan formel/lignings-ballet er Serenade et eklatant eksempel på.
Den er grafiske strukturer og bevægelsesligninger i fri udfoldelse, hvorimod den organiske dans ligesom konstant er underbetonet.
Kun i små og ikke dansante optrin kommer en sjælelig dimension op til overfladen. Dette er utvivlsomt bevidst fra den store mesters hånd, men alligevel opleves det som en diskrepans i forhold til Tjakovskijs her måske mest dansante partitur. Liggende midt mellem en strygekvartet og symfonisk sats er dette værk om noget det, hvor han lægger sin dansende sjæl blot.
Hvorfor kan/vil den Kongelige Ballet ikke danse fuldtonet synkront, når koreografiens mønstre netop fordrer dette?
Sjælen i Balanchines Serenade kommer ikke til specielt til syne med dens formmæssige skabeloner, der her dominerer samtlige koreografiske trinformler. Det er således primært i de ganske få ”løftede” øjeblikke, hvor en dybere eksistens bag trinene anes i få sekunder.
Korpset havde både flugt og præcision, og solisterne ligeså, så trinteknikken og instruktionen fejler ikke noget. Men hvorfor kan/vil den Kongelige Ballet ikke danse fuldtonet synkront, når koreografiens mønstre netop fordrer dette? Dette har altid været et særkende ved vor hjemlige ballet, idet den nærmest bevidst ikke stræber mod den fuldendte synkrone samhørighed, men lader arme og placering stikke ud til både højre og venstre. Et bevidst holdningsvalg måske? For ”sådan har det altid været” på Kongens Nytorv.
Fastlåst koreografisk formeldannelse
Som mellem- eller snarere hovedret i programmet fik vi Jorma Elos ballet til Sibelius’ 4 symfoni, hvor vi i alle dens satser ser et mandligt korps i grupper af varierende antal forsamle sig i dans, undervejs sekunderet af en kvinde klædt i sort. At balletten med dens noget ensartede trinsprog skulle skildre en hyldest til koreografens hjemland og dets majestætiske natur, forekommer egentlig mere tydeligt i de tilhørende lysprojektioner på bagskærmen, hvor en række afvekslende abstrakte krateragtige formationer og universlignende stjerne- og solformer antydede en form for naturoplevelse bag trinene.
En sværm af trin og snurren af de 10 mandlige dansere i ærbødighed over den kvindelige styrende naturkraft gav en mere naturfortolkningsmening
Men måske er netop denne Sibelius symfoni den mindst dansante. Så derfor kan trinene i lange stræk virke stærkt påtvungne musikken med deres ensartede positur-positur-positur-gentagelser, der konstant afsluttes af noget umotiverede og konventionelle snurreture. Igen en temmelig fastlåst koreografisk formeldannelse, der aldrig rigtigt bibringer et dramatisk narrativ, der matcher den natur, de ledsagende projektioner synes at skildre.
Personligt følte jeg mig mere hensat til et indelukket bistade, hvor arbejderbier og vogtere i harnisklignende dragter med guldstriber på korsagen konstant sværmede om boets bidronning, der selv bærer sit dronningemærke tydeligt på brystet. Denne sværm af trin og snurren af de 10 mandlige dansere i ærbødighed over den kvindelige styrende naturkraft gav mere en naturfortolkningsmening. Men det kan ”naturligvis” være en personlig oplevelse.
Et flot og veltilrettelagt trinkatalog
Den klassisk dans’ naturformler er derimod i enefokus i Harald Landers signaturballet Etudes til Knudåge Riisagers veltrimmede symfoniske partiturbehandling af Carl Czernys klaveretuder.
Ikke mange ved, at Riisager før balletten Etudes overhovedet kom til ham som en pludselig indskydelse – og inden han fik Lander overbevist om at sætte denne musik i trin – faktisk for sin egen fornøjelses skyld havde sammenstillet en hel suite af orkestrerede Czerny-etuder for orkester. Det var med værket Czernys etuder bearbejdede for mindre orkester i 13 kortere satser. Så balletten Etudes er i realiteten et musikalsk revideret remake af denne oprindelige nummerkoncertsalsmusik.
Mest betagende var måske Franssons rolige beherskelse af de hundesvære herre-variationer, hvor en stille overlegenhed her klart skinnede ud
Med sin paradedans er Etudes et flot og veltilrettelagt trinkatalog, men så er den måske heller ikke så meget mere. Med sin trinmæssige ”knækprosa” sammenstillet af den klassiske trinterminologis korte sætningsled, berøver værket alt for ofte dansens dens egen indre dramatiske kraft ved sin evindelige tekniske udadvendthed. Kun i mindre glimt får denne ballet os til at ane den indre musiske dimension, der ligger gemt bag teknikken, og musikken hjælper heller ikke stort hertil med sin konstante udbasunering af netop øvelsernes naturel fremfor musikkens luftbårne væsen.
Men teknisk set blev værket flot formidlet i nyopsætningen gennem den prægnante dans, der dog måske også bar lidt for meget præg af ballettens ”franske” tilsnit fra Pariseroperaens versioner i form af de mange markante twistede håndvink, bevægelsesaccenterne og de lidt for ofte knækkede arme og ben, der fører balletten tæt på en ganske anden æstetik end Etudes’ oprindelige ”danske”.
Solopartierne blev udført sikkert af Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson og den tilbagevendte Alban Lendorf. Alle dansede de lige til stregen af deres formåen, og om end det var med pletter, så fik de brugt kræfterne til fulde og samtidig økonomiseret med dem.
Mest betagende var måske Franssons rolige beherskelse af de hundesvære herre-variationer, hvor en stille overlegenhed her klart skinnede ud over dansens tørre matematiske formler. Hos ham gik dansens ligning op.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
