LONGREAD // KØN – Religionens og racismens betydning for terror er velbelyst, men ikke kønnets, og det er en fejl, også i relation til forebyggelse. Had og foragt, rettet mod kvinder, går typisk hånd i hånd hos den hvide terrorist, der længe slap med at blive betegnet som en Lone Wolf, selv om radikaliseringen også der sker i grupper på nettet, og terroren oftest rettes mod sagesløse. Journalist Dorte Toft refererer blandt andet fra en paneldebat med overskriften ”Kan køn lede til terror?”, afholdt sidste uge.
Når hvide mænd begår terror, mod muslimer eller jøder, har de typisk forinden offentligt ytret foragt for kvinder. En ”rigtig mand” finder sig ikke i noget, og slet ikke en afvisning. For ham er kvinden et væsen, der lyver, undertrykker og opfører sig som en luder. Er han lidt ældre, har han sandsynligvis hustruvold i baggagen.
Racisme og kvindehad går hånd i hånd hos de fleste hvide terrorister, men blandt dem ses også unge mænd, hvis angreb alene skyldes kvindehadet. Det er de unge, der mener, de har ret til kvinder, men er rasende over ikke at kunne få de attraktive, de tænder på.
Maskuliniteten kan også krakelere, når manden ikke får, hvad han synes, han har krav på, såsom en kvinde
Når mørkere mænd radikaliseres og begår massemord, handler det officielt kun om ideologi, der ytres intet om køn. Men tjek propagandaen, der skulle tiltrække Syriens-krigere! Vær en ”rigtig mand”. “Vi sikrer, du får lydig hustru, børn og indtægt, så du er forsørgeren.” Manden loves alle afgørende elementer i at være en rigtig mand i mænds og kvinders øjne. Oveni loves, at 72 jomfruer venter efter martyrdøden.
Det er lidt af essensen af, hvad der kommer frem, når emnet er køn i relation til terror, og ikke blot religion og racisme. Men kønnets betydning belyses sjældent herhjemme, dog skete det ved en paneldebat sidste uge, d. 9. oktober under overskriften ”Kan køn lede til terror?”. Arrangementet fandt sted i Aarhus på Kvindemuseet, der var arrangør sammen med organisationen DareGender. Den har fokus på udfordringerne for mænd og drenge.
Den hvide, norske massemorder
I panelet var repræsenteret tre vinkler. Forskning med fokus på islamisk radikalisering, et projekt med fokus på afradikalisering, samt den hvide radikalisering via nettet – et område, som jeg, der var ordstyrer, også har haft et vist fokus på, siden nordmanden Anders Breivik i 2011 myrdede 77 mennesker. Dette indlæg bygger dog ikke alene på paneldebatten, men også på samtaler med paneldeltagerne inden arrangementet og anden research.
At mænd dominerer stort blandt terrorister er selvfølgelig kendt, men debatten ikke mindst i Danmark har drejet sig om truslen fra islamister. Først for nylig ses nogen vedvarende opmærksomhed i relation til radikaliseringen af hvide mænd på den ekstreme højrefløj.
Føler sig udenfor
De mænd, der er lettest at lokke til at blive terrorister, er usikre yngre mænd, fortalte paneldeltagerne. Mænd, der føler sig udenfor, nogle grundet etnicitet og religion, nogle grundet manglende sociale evner, og så er der både/og’erne. De unge mænd erstatter usikkerheden med ideologi.
”Det handler i høj grad om den skrøbelige maskulinitet – skrøbelig, fordi den så let krakelerer, når der ikke leves op til bestemte maskulinitetskriterier”, sagde Maia Kahlke Lorentzen, konsulent hos Cybernauterne. Hun er cand.mag. i medievidenskab, ekspert i onlinemobning, digital sikkerhed og virtuel aktivisme.
”Maskuliniteten kan også krakelere, når manden ikke får, hvad han synes, han har krav på, såsom en kvinde. Mange mænd håndterer ydmygelser meget dårligt,” tilføjede hun.
Maia Kahlke Lorentzen var den første herhjemme, der gav et solidt overblik over, hvad den såkaldte manosfære rummer. Begrebet dækker, at mænd finder sammen på nettet om at finde ydre fjender som forklaring på alt, der er galt, mens der yderst sjældent kigges indad. Debatten går ikke på mandekønnets forankring i ofte forældede normer, men om forkerte kvinder.
Hvid magt
Højrefløjens MRA (Men’s Rights Activists) og White Surpremacy-bevægelsen, der har fostret flere terrorister, udgør en stor del af manosfæren, og den indbyrdes kontakt sker ikke udelukkende via nettet. Mændene mødes også i den fysiske verden, hvad enten det er i Charlottesville, USA eller ved demonstrationer på Nørrebro.
Bag den skråsikre facade i disse fællesskaber ses ifølge Maia Kahlke Lorentzen også en angst for at blive bedømt som en, der ikke er en ”rigtig mand”, af kønsfæller eller kvinder. En nervøsitet for, om man er en succes ud fra de maskuline normer, eller om man bliver det.
Den skrøbelige maskulinitet gælder langtfra kun dem, der ender som massemordere. Der er mænd, der flipper ud, hvis en bøsse lægger an på dem, for ”hvilke signaler er det, jeg udsender?” Der er mænd, der går til bunds over at miste jobbet, mænd der ender besatte af bitterhed efter en skilsmisse, og mænd, som ikke vil have en kone, der tjener mere end dem selv.
De mænd, der ender med at gribe til våben, har typisk fundet deres frelse, deres ideologi, i at være andre overlegne, i kraft af anden hudfarve, anden religion eller andet køn
Den unge mand kan også være under pres for at fortælle om knald på knald, hvis han vil føle sig inde i varmen, for vennerne er over dem, ligesom mænd er over andre mænd med en slags policing. ”Er du nu en rigtig mand, eller en tøsedreng, hva’?” ”Nå, du er nok under tøflen.” Dril, jovist, men ikke altid udelukkende. Det kan også være en stikpille.
De mænd, der ender med at gribe til våben, har typisk fundet deres frelse, deres ideologi i at være andre overlegne, i kraft af anden hudfarve, anden religion eller andet køn eller både og. Det er ”pillen”, der gør dem til rigtige mænd.
Syrienskrigerne
”For muslimske mænd kan det at blive foreign fighter, Syriens-kriger, ses som en remaskuleringsmulighed,” sagde sociologen Jeppe Fuglsang Larsen, Ph.d.-stipendiat ved Aalborg Universitet, og fortsatte:
”Muslimske mænd i Vesten har generelt en lav status, der gør det svært for dem at fastholde kønsidentiteten som stærk mand.”
Ifølge Fuglsang Larsens forskning rammes unge som ældre af, hvad der kaldes udenforskab i Vesten, påvirket blandt andet af en kritisk fremstilling, i medier og blandt politikere, særligt af muslimske indvandrere, og den er eskaleret gennem de sidste årtier.
”Indvandrere og efterkommere skæres ofte over én kam. Det kan for eksempel være i debatter om kriminalitet begået af indvandrere og efterkommere, om ligestilling eller mangel på samme blandt dem med muslimsk baggrund eller fremstillingen af dem som nassere på samfundet”.
Retorik, der en gang kun fandtes blandt politikere og meningsdannere på den yderste højrefløj, er blevet normaliseret, fortæller sociologen.
”Det medvirker til, at der også i subkulturelle miljøer, der ikke nødvendigvis er kriminelle, alligevel ses sympati med terror. Fra visse subkulturelle miljøer kommer også Jihadi-rap, hvor man fremstiller sig som meget militant, meget maskulin,” siger sociologen.
Radikaliserede kvinder
Fuglsang Larsen har også undersøgt, hvorfor kvinder i vesten valgte at forlade relativt ligestillede samfund for at drage til Syrien for at blive gift med en kriger.
”Den offentlige diskurs er jo, at de er undertrykte, og det kan være en modreaktion på det. ’Jeg vil gerne være den traditionelle kvinde, og så rejser jeg til et sted, hvor der sættes pris på det.’ Der er der en indiskutabel måde at se køn på. Kønsrollerne er klare, manden går i krig, hustruen støtter, avler børn og sørger for omsorg, og skal der arbejdes, bliver det som lærer eller sygeplejerske. For nogle kvinder er det en gevinst, at køn ikke er til forhandling. Det giver stabilitet for den med en ustabil identitet. For nogle kvinder ligger årsagen til rejsen dog i en eller anden romantisk forestilling,” siger han.
Kvindelige selvmordsbombere opdyrkes og presses, så mænd kan hånes for, at de ikke tør.
”Men man skal ikke underkende, at der også rejser kvinder af ekstremt ideologiske årsager, og vi fortælles, at netop radikaliserede kvinder tilsyneladende udgør et slags Shariakorps i en kurdisk ledet syrisk fangelejr. De kontrollerer andre kvinder og dræber dem, der forbryder sig mod Sharia.”
Enkelte muslimske kvinder bliver selvmordsbombere, enten af egen fri vilje eller presset til det. Af terrorlitteratur fremgår, at kvindelige selvmordsbombere opdyrkes og presses, så mænd kan hånes for, at de ikke tør. Men der fortælles også, at visse kvinder gør det for at redde ”familiens ære”, måske fordi kvinden selv er årsag til ærestab.
Afradikalisering i Østjylland
Østjyllands politikreds er bekendt med tre unge kvinder, der rejste til Syrien, fortalte politikommissær Allan Aarslev på mødet i Kvindemuseet. Han er en af hovedkræfterne bag en satsning på afradikalisering – et projekt, som politikredsen og Aarhus kommune står bag.
”To af kvinderne rejste af ideologiske årsager. De blev dræbt kort tid efter. Den tredje rejste, fordi hendes mand ville være Syrienskriger, og så valgte hun at ledsage ham.” Men Aarslev tilføjer, at trafikken til Syrien for længst er stoppet.
”Vi mærker et skift; der er ikke så mange bekymrede, der henvender sig til os længere – langt færre end for 3-4 år siden,” siger Allan Aarslev.
Om den nuværende udvikling i Syrien vil påvirke det, blev ikke berørt, da IS-krigere og deres familier på det tidspunkt endnu ikke var flygtet fra lejre.
Men afradikaliseringsprojektet i Aarhus omfatter en mentorordning til forebyggelse af radikalisering og et exitprogram, der får unge til at få foden bedre ind i samfundet.
Den hårde retorik
Også Allan Aarslev nævner den hårde retorik mod indvandrere og efterkommere som en faktor, der kan medvirke til radikalisering, men så længe ytringerne holder sig indenfor lovgivningens rammer, har det ikke noget med politiet at gøre.
”Det er samfundets opgave at gøre noget ved det, men det er typisk dem med ekstreme holdninger, der kommer til orde. Folk med mere almindelige holdninger har sværere ved at komme til orde,” siger politikommissæren.
Afradikalisering af hvide unge mænd?
”Det kan godt være, at vi bliver nødt til at se på det også, men det har ikke trængt sig på endnu,” sagde Allan Aarslev.
Fra offentlig side i Danmark nævnes intet om radikaliserede holdninger til kvinder, ej heller om forebyggelse af terrorisme rettet specielt mod kvinder.
Problemer med radikaliserede hvide har ellers været lige lovlig tæt på Danmark tre gange, to gange i Norge og nu i Tyskland, men som i de fleste andre lande er den hvide massemorder i mange år beskrevet som en enlig ulv, bare en person med psykiske forstyrrelser.
Først de seneste år begynder ordet ”terror” at dukke op relativt tidligt, når endnu en hvid mand er gået amok, men der er stadig ikke meget om kvindehadet som en af de store udløsende faktorer i den danske debat i modsætning til i den amerikanske. Fra offentlig side i Danmark nævnes intet om radikaliserede holdninger til kvinder, ej heller om forebyggelse af terrorisme rettet specielt mod kvinder.
Der var ellers al grund til tidlig erkendelse af kvindeforagtens betydning. Allerede da Anders Breivik slog til, burde det have stået klart, at der var en radikalisering i gang på nettet, ikke kun i racistisk retning, men også i relation til misogyni – kvindehad. Manifestet var fuldt af klippe-klistre fra andre kilder og af hans egne holdninger om feministers påståede ødelæggelse af kulturen.
Blonde kvinder skulle føde et dusin børn
Medieverdenen valgte næsten udelukkende racisme-vinklen, ikke kvindehadet. Breiviks manifest var da også gennemsyret af dyrkelsen af den hvide mands overlegenhed, dyrkelsen af arisk renhed, men var desuden fyldt med kvindeforagt. ”Feminister har ødelagt kernefamilien, de opfordrer til seksuel promiskuøsitet, og de er islamvenlige”. Breivik ønskede oprettelse af statsstyrede fødeklinikker, hvor blonde, blåøjede kvinder hver skulle føde et dusin børn.
Spring otte år frem, til den hvide terrorist, der slog til onsdag d. 9 oktober i byen Halle i den østlige del af Tyskland.
”Feminismen er årsagen til nedgangen i fødselsraterne, som fungerer som skalkeskjul for indvandringen. Men roden til alle disse problemer er jøden …”, sagde gerningsmanden i en video, han optog i sin bil på vej til angrebet.
Han havde planlagt en massakre i en synagoge på en jødisk helligdag, men blev forhindret af en låst dør. I stedet dræbte han en forbipasserende kvinde, siden – langt derfra – skød han en mand i en kebab-shop.
Der skal avles mere på hvide kvinder, for ellers vil der ske en ”befolkningsudskiftning”
I marts 2019, hvor 51 mennesker blev myrdet i Christchurch, New Zealand, var budskabet fra terroristen: ”It’s the birthrates, it’s the birthrates, it’s the birthrates.” 42 af de 51 blev dræbt i en moské.
De hvide højreekstremister har ekstremt fokus på fødselsrater, og på at ville kontrollere hvide kvinders livmoder. Der skal avles mere på hvide kvinder, for ellers vil der ske en ”befolkningsudskiftning”, ikke alene grundet indvandring, men også fordi muslimske mænd sikrer, at deres koner får mange børn.
Aborter forbydes
I lande, hvor højrepopulismen vælder frem, forbydes aborter eller gøres langt sværere at få, og i f.eks. Polen vil børnefødsler udløse store månedlige beløb. Traditionelle kønsroller og kernefamilier fremhæves som det eneste rigtige, regnbuefamilier som noget sygt. Og Breiviks ord om feminister, der opfordrer til promiskuøsitet og ødelægger kernefamilier høres igen og igen.
Herhjemme er det politisk set partiet Stram Kurs, der er gået længst. Der har været deltagelse i en anti-abort-demonstration, begrundet med, at man er imod hvide kvinders abort. Forleden kunne man på Radio24syv tilmed høre en yngre mand, Martin Christensen, der roser muslimer for at passe på deres kvinder, og mener, at danske kvinder opfører sig ekstremt promiskuøst. Han havde netop forladt partiet, men holdninger til køn og kulør var uændrede.
At ville styre kvinders seksualliv og bestemme over deres livmoder hører dog ikke alene højreekstreme til. Selv i Socialdemokratiet er der plads til en kandidats ønske om at bestemme over kvinders livmoder – og hvem, en kvinde skal få børn med. Selv der, er der plads til at karakterisere feminister som fjender.
Lejrbål for mænd, der foragter kvinder
Der er imidlertid masser af andre varmende lejrbål for danske mænd, der længes tilbage til dengang, da ”deres” kvinder kendte deres plads, da ”feminister ikke kritiserede og begrænsede mandens maskulinitet”. Lejrbål, hvor der dyrkes en virkelighedsopfattelse af mænd som ofre for kvinder, og hvor genrejsningen af mænd skal ske ved at overbevise omverdenen om, hvor løgnagtige, manipulative og voldelige kvinder er, uanset om de er feminister, mødre eller karrierekvinder.
Da Maia Kahlke Lorentzen for 12 år siden skrev speciale om mænd, der udviste det kvindeforagtende mønster, hørtes ikke meget i det offentlige rum. I relation til terror havde der i Danmark været en enkelt fraskilt mand, der truede med at placere en bombe ved Socialministeriet for at tage livet af de kvindelige sagsbehandlere, der forhindrede ham i at få adgang til sine børn, men politiet vurderede, at truslen ikke var reel. De misogyne mænd var ikke organiserede, bortset fra de mest forbitrede fraskilte fædre.
Feministernes magt overdrives vildt, men det sker også, fordi der er penge og publikum i at være aggressiv antifeminist
”Nu har de fundet hinanden på nettet, og nu er kvindeforagten eller hadet ikke begrænset til manosfæren. Nu sidder der politikere og siger det højt. Det er blevet mainstream, det trykkes i mainstreammedier, og alt kan bruges, inklusive #MeToo, til at påstå, at nu er feminismen gået for vidt,” siger Kahlke Lorentzen og fortsætter:
”Feministernes magt overdrives vildt, men det sker også, fordi der er penge og publikum i at være aggressiv antifeminist, om man er stand up eller opionsskribent. Der er desuden stemmer i det, fordi medierne gerne rydder plads til negativt stof om kvinder, idet det udløser klikfester. Men det kan blive farligt, ikke mindst for kvinder, der træder offentligt frem.”
Hendes pointe understreges aktuelt af, at et af Danmarks største dagblade, Berlingske, netop har bragt et indlæg, hvor der i overskriften sættes lighedstegn mellem #MeToo og en terrorbevægelse.
Fra samme skuffe var der i Berlingske sidste år et indlæg, hvor feminister blev sammenlignet med nazister og MeToo med Gestapo. Overskriften var “Hvor nazisterne havde Gestapo, har den moderne feminisme #MeToo-bevægelsen.”
Postulaterne står uimodsagt, hvorfor de kan ende som et bidrag til radikaliseringen. Ligesom generaliseringerne om muslimer, der påstås at være islamister.
For som nævnt går racisme og misogyni oftest hånd i hånd i manosfæren, ikke mindst hos dem i White Surpremacy, inklusive i Norden. Nordmanden, der i august myrdede sin 17-årige stedsøster, adopteret fra Asien, og som ville begå massemord i en moské, men blev overmandet, var en repræsentant for dem. Også han havde angiveligt ytret tydelige kvindefjendtlige holdninger. Det har en af hans bekendte udtalt til norsk TV 2, den store kommercielle tv-station.
De hævngerrige incels
Maia Kahkle Lorenzen peger endvidere på et rendyrket kvindehad i gruppen af unge mordere, forbitrede over ikke at kunne få den kvinde, de ønsker. De kalder sig incels (involuntary celibacy – ufrivilligt i cølibat), og det er hverken muslimer eller jøder, de går efter, men ifølge Wikipedia står de for foreløbig knapt 50 mord. Flest på kvinder, men der ryger mænd med i købet, også bevidst. For de afskyr de mænd, der har let ved at tiltrække attraktive kvinder.
Terrorister? Nej, bare unge mænd med psykiske problemer. Det er der stadig mange, der mener.
Men i incel-fora på nettet hyldes massemorderne iblandt dem som helte. Der stilles krav om tvungen monogami. Og incels er overbevist om, at de snydes for deres ret til at få en kvinde. Angrebene går på kvinder bredt, ikke den eller de kvinder, der har afvist den pågældende. Og i en vis grad på mænd bredt. Deres største helt er stadig Elliot Rodger, en incel, der i 2014 dræbte seks og sårede 14 andre. Rodger opfordrede incels til at forestille sig en verden, hvor kvinder var bange for dem. I stedet for ikke at gide dem.
Rammer sagesløse
Er massemord, begået af incels, terrorisme? Definitionen i Den Store Danske passer næsten: Terrorisme, vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab.
Der mangler blot ordet kønsbudskab, men mon ikke den opdatering snart trænger sig på?
”If I can’t find one decent female to live with, I will find many indecent females to die with.” Beskeden fra den incel, der i november 2018 gik amok med skydevåben i et yogastudie i Tallahasee Florida, skød seks kvinder og to af dem døde. Noget, han havde planlagt længe.
En anden incel, der med sin bil som våben dræbte 10 mennesker i Toronto i april 2018, bebudede forinden på de sociale medier følgende: ”Vi vil fælde alle Chads [mænd, som har let ved at tiltrække attraktive kvinder, red.] og Stacys [attraktive kvinder].”
Den massemorder erklærede for få uger siden, at han var radikaliseret online på incel-fora. Han ønskede med sin gerning at inspirere masser af andre til at myrde, for ellers var de bare feje.
Et Aalbæks holdning udtryk for skrøbelig maskulinitet, eller blot filmproducerens kendte, store lyst til at provokere?
I Sverige udsendte Säpo, den svenske pendant til PET, i august et varsel om øget radikalisering indenfor den højreekstreme gruppe, der betegnes som hvid magt, og som har en positiv indstilling til at begå vold. Øget risiko for angreb på kvinder nævnes dog ikke, men på indvandrere, andre minoriteter og politikere.
Herhjemme har én dansker tidligere bebudet, at der kommer et angreb på kvinder i Sverige, filmproducenten Peter Aalbæk Jensen. Da #MeToo-bevægelsen tog fat for et par år siden, sagde han i Radio24syv, at der snart ville være en svensk mand, der tager en maskinpistol og skyder ind i en forsamling af kvinder. Han fortalte om raseri og had til kvinder hos sine mandlige venner, og siger, at kvinder har ydmyget dem og ham selv igen og igen.
Er Aalbæks holdning udtryk for skrøbelig maskulinitet, eller blot filmproducerens velkendte, store lyst til at provokere?
Svært ved at tackle afvisninger
Under Aarhus-debatten spurgte jeg politikommissær Allan Aarslev og ph.d.-stipendiaten Jeppe Fuglsang Larsen om, hvorfor mænd har så svært ved at tackle afvisninger. Ingen af dem havde et bud på svaret.
I relation til forebyggelse af hvid radikalisering og vold mod kvinder generelt set, må det være vigtigt at få grundige svar. Men hvor syge forestillinger, der er om udviklingen kønnene imellem, fremgår blandt andet af denne illustration fra manosfæren.
Afslutningsvis retur til Breiviks forestillingsverden, her beskrevet i bogen Hatet (Hadet), skrevet af den svenske forfatter Maria Sveland. Hun har selv stået øverst på en liste fra højreekstreme over kvinder, der skulle dræbes, og måtte efter henstilling fra politiet flygte fra sit hjem efter en udførlig trussel fra en Breivik-fan.
Jeg anmeldte bogen, og her er citater og andet fra den del, hvor emnet er Breivik og en norsk journalist og feminist, Marte Michelet:
”Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Hun havde på Utøya holdt et indlæg om islamofobi, og hendes navn dukkede op flere gange i løbet af forhøret af Breivik og i retssagen.
Skulle halshugges
Marte Michelets navn stod på hans dødsliste. Han ville halshugge hende og en anden navngivet person, og det skulle filmes og lægges ud på YouTube. Men han var ikke blevet færdig med sin bombe, der skulle ødelægge regeringskvarteret. Derfor kom han til Utøya med to dages forsinkelse.
Marte Michelet var gravid med sin daværende kæreste, Ali Esbati, der er andengenerations indvandrer fra Iran.
“I Breiviks verden så indebar det, at jeg ventede barn med Ali, at jeg hadede mit eget folk så meget, at han valgte at fremhæve mit “livmodersvigt” fremfor at angribe mig på det, jeg har skrevet gennem årene,” fortalte Marte Michele …
“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes.”
Breivik. Tilregnelig nok til at blive dømt for 77 drab. Erklæret idol i dele af manosfæren, og også af terroristen, der myrdede 51 mennesker i Christchurch, New Zealand. Og af tyskeren, der i sidste uge gik efter massedrab i en synagoge i Halle. Tyskeren har imidlertid to idoler: Breivik og Christchurch-morderen. Fælles i hadet til ikke-hvide. Og til kvinder.
Foto: B. Höglund
PS: Jeg har undladt at navngive de fleste af terroristerne, idet berømmelse syntes at have været blandt målsætningerne for uhyrlighederne.
PPS: Der foreligger store mængder materiale om islamisk radikalisering, men ikke meget om radikalisering af hvide. Derfor bringes nogle kilder her. De engelsksprogede er markeret med EN:
Hvorledes misogyni (kvindehad) ofte ses som ”gateway drug” til ekstremisme (EN)
Youtube og Facebook radikaliserer hvide mænd (EN)
YouTube som rekruttering til Stram Kurs og påvirkning af ungdomskultur i DK
Den hvide terrorist er også anti-feminist
Når mænd hævner sig over at blive vraget – om incels m.fl.
Forbindelsen mellem 8chan (website for ekstrem højrefløj) og hvid terror (EN)
Om kvindehad som fællestegn ved masseskydninger (EN)
Om rekruttering af helt unge mænd til White Supremacy (opinion) (EN)
Overvågning af grupper i USA, hvor had og ekstremisme dyrkes (EN)
Advarsel fra PST (norsk pendant til PET) om højreorienteret ekstremisme
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
