Vi bliver nødt til at snakke om køn og ekstremisme

i Kultur & Medier/Politik & Samfund af

LONGREAD // KØN – Det er anti-feminisme, som binder den moderne ekstreme højrefløj sammen på tværs af grupperinger, skriver Loke Bisbjerg, der fremhæver Anders Breivik og Islamisk Stat som eksempler. Begge steder fungerer feminismen som fjendebillede, og i begge tilfælde er idealet en aggressiv og heltemodig maskulinitet. Vi bliver simpelthen nødt til at diskutere, hvordan køn og ekstremisme forholder sig til hinanden, mener han

I øjeblikket ser flere grupper med hadefulde eller ekstremt konservative opfattelser af, hvordan personer på baggrund af deres opfattede køn bør leve deres liv, dagens lys. I disse grupper hersker en opfattelse af, at det maskuline er truet i en særlig grad, som gør, at samfundets sikkerhed og overlevelsesevne er i fare.

Nogle grupper – som fx de løst forbundne, internet-baserede “Incels” (“Involuntary Celibates”) – har køn som deres mærkesag, navnlig en følelse af truet maskulinitet og et dybt had til kvinder. som fundamentet. Hos andre, som mange nynazistiske og salafistiske grupper, er traditionelle kønsroller grundlæggende for verdensopfattelsen. Især spiller mandens placering i samfundet og stærke begrænsninger på kvinders liv og udfoldelse en vigtig del af disse gruppers vision om samfundet.

Fremkomsten og stigningen i antallet af den type grupper bringer køn ind som en central del af samtalen om og analysen af ekstremisme og voldsforebyggelse. Spørgsmålet er, om vi som samfund er klædt på til at anlægge det perspektiv i arbejdet med sikkerhed og trusler mod demokratiet?

Der er intet nyt i, at køn spiller en rolle i krig, konflikt og hos ekstreme politiske bevægelser. Men i dag er der et stigende behov for, at kønnet radikalisering sættes på dagsordenen

I regeringens handlingsplan Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme fra 2014 lyder det i forordet:

“Det er vigtigt, at vi løbende er opmærksomme på nye tendenser og udvikler og tilpasser forebyggelsesindsatsen”.

Men hverken i handlingsplanen fra 2014 eller den tilsvarende fra 2016 eller i rapporten Forebyggelse af ekstremisme: antidemokratiske og ekstremistiske miljøer fra 2012 er køn nævnt.Det samme gælder rapporten om online radikalisering, Nettets Vildveje, fra 2018.

Rapportens forfattere undersøger, hvordan unge udsættes for eller opsøger voldelige budskaber eller hadefulde og i nogle tilfælde fordrejende perspektiver på virkeligheden på nettet. Men intetsteds nævnes køn hverken som budskab eller perspektiv.

Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Southern Poverty Law Center (SPLC) tilføjede i februar 2018 to grupper til deres liste over ekstremistiske hadegrupper, der har køn som omdrejningspunkt. De to grupper, A Voice for Men og Return of Kings, hører ifølge SPLC under ideologien ‘Male Supremacy’, som de karakteriserer som “en hadefuld ideologi, der advokerer for kvinders undertrykkelse”. Sidstnævnte er lige lukket ned,  men forfatteren bag, Roosh Valizadeh, er aktiv i en mængde andre sammenhænge.

Samtidig er der også en voksende litteratur om, hvordan ideer om køn bruges til at trække mænd og kvinder til Islamisk Stats hedengangne kalifat samt hvordan ideer om at være ”en rigtig mand” bruges til at lokke unge mænd ind i ekstreme miljøer, eller hvordan online fællesskaber samler sig om at sprede hadefulde ytringer, tanker og trusler.

Men selvom tanker om køn er gennemgående, bliver de alligevel ofte overset eller håndteret som adskilte emner både i sociale indsatser, analytisk og politisk.

Netop et kønsperspektiv kan imidlertid fungere som et analytisk pejlemærke for forskellig samtidige tendenser og være et godt instrument til at udarbejde initiativer, der kan forebygge, foregribe og forhindre, at de får krænkende eller voldelige konsekvenser.

Radikalisering er en proces, der er svær at definere, for hvornår har du en sund, kritisk sans, og hvornår er du ude på et overdrev?

Der er intet nyt i, at køn spiller en rolle i krig, konflikt og hos ekstreme politiske bevægelser. Men det vil være min påstand, at der i dag findes et stigende behov for, at kønnet radikalisering sættes på dagsordenen.

For sideløbende med mere ekstreme grupper ser vi også generelle tendenser i samfundet til, at der er voksende antipati mod ligestilling, feminisme og forskellige former for køn. LGBT Danmark rapporterede i 2016, at der er sket en stigning i overfald på transpersoner i Europa siden 2008.

Hadetale mod kvinder, hævnporno og billeddeling uden samtykke er også stigende i antal. Vi lever i en tid, hvor mange normer og traditioner nedbrydes, og hvor mange mennesker føler, at de mister deres sociale pejlemærker. Forebyggelse af radikalisering handler også om at følge med i politiske og samfundsmæssige udviklinger og sørge for, at friktion ikke bliver til vold.

Køn og radikalisering – hvordan hænger det sammen?

Radikalisering er en proces, der er svær at definere, for hvornår har du en sund, kritisk sans, og hvornår er du ude på et overdrev? Hvornår er du blot kritisk overfor betydningen af indvandring, Vestens ageren i Mellemøsten eller multinationale selskabers indflydelse på vores hverdag? Og hvornår kan de samme holdninger motivere dig til at udøve chikane, hadetale, begå overfald eller terrorisme?

Derfor forstås radikalisering oftest ikke så meget ud fra den holdning, du har, men i forhold til hvorvidt du og din gruppe begynder at acceptere antidemokratiske holdninger og opfatter vold som en legitim måde at præge samfundet på. Radikalisering beskriver den proces, som gør, at individer, der i forvejen ikke er ekstremistiske, får skubbet deres holdninger i den retning.

Ligestilling er et demokratisk projekt: Det er et instrument til at give alle borgere i samfundet lige rettigheder, lige muligheder, ligeværdighed og lige adgang til det politiske system med videre. At modstille sig ligestilling i samfundet, specielt med voldelige midler, bør derfor ses som radikalisering i en dobbelt forstand: voldsparathed og anti-demokratisk sindelag.

En identisk holdning sendte tusinder af mænd og hundreder af kvinder til Islamisk Stats Kalifat. Her kunne mænd genvinde deres rolle som kæmpere og helte, udleve romantiserede forestillinger om transformativ, viril vold samt handle og være med til at skabe

Had til personer af andre køn eller seksuelle orienteringer end dit eget, bør ligeledes ses som antidemokratisk og i modstrid med grundlæggende samfundsværdier som selvbestemmelse, retten til et sundt liv, retten til ytringsfrihed, retten til at deltage ligeværdigt i det politiske system og på arbejdsmarkedet og retten til at leve i tryghed og sikkerhed.

Det betyder ikke, at visse holdninger pludselig er illegitime. Du er måske uenig i, om nogen bør kalde sig mand eller kvinde. Alt efter form kan det være diskriminerende eller en del af en demokratisk dialog. Men begår du vold, opfordrer til vold eller arbejder aktivt for at begrænse folks deltagelse i samfundet på grund af deres kønsidentitet, så er dit synspunkt ekstremistisk – præcis som hvis din motivation havde været en politisk overbevisning. Bliver hadet eller foragten overfor bestemte kønsidentiteter sat ind i et større narrativ om samfundets undergang, kan kønstænkning bidrage til antidemokratisk tænkning.

Vi skal blive bedre til at forstå, hvornår tanker om køn bliver til krænkelser, vold eller motiverer folk til anden kønsekstremistisk tænkning eller handlen. Findes der nogle markører for kønnet radikalisering?

Overordnet kan kønnet radikalisering udspille sig på to måder: Tanker om køn kan i sig selv være ekstremistiske og lede til ønsker om at skade andre eller fratage dem deres rettigheder. Eller tanker om køn kan være en vej, en gateway, ind i andre former for ekstremisme. Antipati overfor kvinder eller ligestilling, eller en følelse af ikke at kunne leve op til samfundets idealer om at være “en rigtig mand”, kan finde resonans i ekstreme fællesskaber og blive en del af en samlet pakke af had mod seksuelle minoriteter, indvandrere, vantro, jøder og andre.

Når kønstænkning bliver terror

I tilfældet med Incels ser vi, hvordan tænkning om køn i sig selv kan lede til, at personer begår vold. Incel-tænkning er præget af en forestilling om, at sociale og seksuelle spil er fastlåste i biologiske og genetisk determinerede strukturer. Kvinder opfattes som hypergame, hvilket vil sige, at de altid søger partnere, som er højere i status og mere attraktive end dem selv.

Det gør, at en gruppe af mænd altid vil være ladt tilbage, som ikke begæres eller eftertragtes af kvinder: Incels. De mænd, som klarer sig i samfundet, gør det, fordi de er biologisk disponerede i form af kropsbygning og hovedform til at opnå succes, hvilket nærmest sættes lig med kvinder.

Incels er derved et ekstremt udtryk for negative konsekvenser af internaliseret hegemonisk maskulinitet. Hegemonisk maskulinitet er de forestillinger og normer, der i et givent samfund dikterer, hvornår du bliver opfattet som “en rigtig mand”. Det er oftest forbundet med forskellige holdninger, fremtrædelsesformer og handlinger, du skal leve op til og udføre for at opnå anerkendelse og respekt fra dine medmennesker: Vær barsk, gro et skæg, scor kvinder, vær i stand til at kunne slås, eller hvad det kan være.

Vi lever i en tid, hvor mange normer og traditioner nedbrydes, og hvor mange mennesker føler, at de mister deres orienteringspunkt. Forebyggelse af radikalisering handler også om at følge med i politiske og samfundsmæssige udviklinger og sørge for, at friktion ikke bliver til vold

I nogle samfund bliver det i praksis forbundet med rettigheder, eksempelvis hvis du først bliver betragtet som en rigtig mand, når du har opnået ægteskab, og kun gifte mænd må eje jord eller bestride bestemte jobs.

Den selvdefinerede Incel Elliot Roger, som motiveret af kvindehad dræbte seks mennesker i 2014, kaldte sig selv ‘the supreme gentleman’. Af ham og hans tilhængere bruges titlen til at beskrive, hvordan de oplever afvisninger fra kvinder på trods af, at de selv mener, at de er de perfekte partnere – de perfekte mænd. Det er deres udfordring og anke mod den hegemoniske maskulinitet.

I de fleste kulturer, herunder i Vesten, er det at være “en rigtig mand” ofte forbundet med at have sex, helst med mange forskellige kvinder. I tillæg til en følelse af ejerskab og berettigelse overfor kvinder oplever mange mænd også et socialt pres: At have sex med en kvinde handler i nogle tilfælde i sidste ende blot om at kommunikere succes og status – mandighed – til andre mænd og ikke om hverken intimitet eller nydelse.

Det er muligvis derfor, at mange af de ”løsninger”, Incels kommer med, hverken handler om at se kvinder som mennesker eller om, at de ønsker nærhed. Deres ideer om, at kvinder ‘skylder’ dem sex, og at staten bør levere sex som en form for velfærdsydelse (herunder forstået tvangsprostitution), handler derfor måske ikke kun om berettigelse, men også om at kvinder og staten skylder dem adgang til manddom.

Incels er i sig selv et meget begrænset fænomen. Men deres måde at tænke på er ikke.

Det understreges ved, at ordet oprindeligt blev opfundet af en queerkvinde ved navn Alana fra Toronto. Hun prøvede at beskrive sine problemer med at finde seksuelle partnere i en situation, hvor hun følte sig uattraktiv på grund af overvægt og bumser, at hun ikke passede ind i almindelige skønhedsidealer på grund af sit androgyne udseende, og at hun ikke havde en klart defineret seksuel orientering som så mange andre. Hun prøvede at italesætte sin følelse af at blive afvist på forhånd af et samfund, som ikke anerkender folk som hende som værende attraktive.

Ekstreme ideologier, såsom nazisme og salafisme, er typisk meget konservative og restriktive, når det kommer til deres syn på køn

Kultur og normer havde fanget hende i ufrivillig cølibat. Ligesom andre former for radikalisering starter med personlige og almenmenneskelige problemer, er der også et rum for at arbejde med kønsekstrem tænkning gennem forståelse og forebyggelse.

Kønstænkning som vej ind i ekstremisme

I dokumentaren Undercover i det ekstreme højre, som for nyligt blev vist på DR, udtaler Joe Mulhall fra organisationen Hope Not Hate, at én af de ting, som binder den moderne ekstreme højrefløj sammen på tværs af grupper, er anti-feminisme. Ekstreme ideologier, såsom nazisme og salafisme, er typisk meget konservative og restriktive, når det kommer til deres syn på køn.

Den radikale højrefløj ser typisk vestlig civilisation, deres nation eller etniske identitet som truet af ydre fjender: indvandring, islam eller internationale systemer. Men én af de primære årsager til denne trussel udpeges ofte som feminisme og ligestilling: De har ført til en “feminisering” af samfundet.

Traditionelle kønsroller er blevet ophævet, hvilket har skabt desorienterede og fragmenterede individer, sociale patologier og et opgør med sunde værdier som familie, nation, maskulin handlekraft og feminin omsorg.

Det har ført til en nedbrydning af den “rigtige mand”, hvilket har gjort det vestlige samfund svagt og passivt og ude af stand til at træffe de hårde beslutninger, som skal til for at se det igennem samtidens udfordringer. Og det har gjort, at manden har eftergivet sin fremmeste rolle: at beskytte kvinden og hendes ære.

Der er intet nyt i, at kønstænkning og kønsroller indtager en prominent plads i politisk tænkning. Vores eget samfund og Nordeuropa som helhed har i høj grad været præget af tænkning om køn, som fundamentalt har ændret samfundets opbygning og institutioner

En identisk holdning sendte tusinder af mænd og hundreder af kvinder til Islamisk Stats Kalifat. Her kunne mænd genvinde deres rolle som kæmpere og helte, udleve romantiserede forestillinger om transformativ, viril vold samt handle og være med til at skabe. De blev garanteret dydige og fromme kvinder, hvilket både betyder reproduktion, ægteskab og adgang til sex – alle hegemoniske maskuline markører.

I en bog udgivet af Al-Khanssaa Brigaden, Islamisk Stats kvindeorganisation, bliver det videre beskrevet, hvordan vestlige værdier som menneskerettigheder og ligestilling har svækket islam og den muslimske mand og gjort ham ude af stand til at forsvare sin religion, sit samfund og sine kvinder. Men de har også svækket den muslimske kvinde. Hun er blevet frataget muligheden for at opfylde sin fremmeste rolle: moderskabet. Også for kvinden er der hos Islamisk Stat et løfte om at genetablere en social harmoni og forankring.

Som hustru i kalifatet er du garanteret en mand, som også er en kriger og en helt. Du er garanteret børn og en familie og, som livgiver og opdrager af kalifatets børn, en fast position i samfundet og rolle i tilværelsen.

Soldater fra Islamisk Stat kører ind i Raqqa 2014. Foto: Wikimedia Commons

En mere indirekte vej gennem kønstænkning ind i radikalisering sker på nettet. I mange grupperum og kommentarspor, hvor du typisk finder ekstreme synspunkter (såsom 4chan, Reddit, Youtube og Facebook), diskuteres ofte mandens rolle i det moderne samfund, kvinder og seksualitet.

For mænd, som ikke kan finde deres plads, er det ofte steder, hvor de kan få afløb for bekymringer og frustrationer. De kommer ind i et fællesskab, som bekræfter dem i deres følelser af nederlag og opfattelse af, at det er nogens skyld, at de har det, som de har det. Ofte bliver de præsenteret for en hel pakke af hadefulde og fingerpegende tankesæt:

Det er kvindernes skyld, det er indvandrernes skyld, det er multikulturalisme og feminismens skyld, eller det er bestemte politikere eller gruppers skyld. Fra mere eller mindre uskyldige spørgsmål og bekymringer om seksualitet, intimitet og samvær trækkes de over i en spiral af mistænksomhed og ansvarsfralæggelse, samtidig med at de får sat deres verdenssyn i system og bliver givet redskaber til at handle.

Ekstreme grupper og individer, som står i risikozonen for at blive radikaliseret, samler energi og henter ideologisk kraft fra forestillinger om køn og maskulinitet

Der er intet nyt i, at kønstænkning og kønsroller indtager en prominent plads i politisk tænkning. Vores eget samfund og Nordeuropa som helhed har i høj grad været præget af tænkning om køn, som fundamentalt har ændret samfundets opbygning og institutioner: Feminisme og ligestilling har medført en kæmpe forøgelse af arbejdsstyrken, udvidet den måde vi tænker alt fra lederskab til familieliv, skabt nye debatter og kulturer omkring seksualitet og normer og medført, at køn er blevet et større begreb, som kan omfatte en lang række af identiteter.

For mange, på tværs af identiteter, har det været en frigørelse. Men for andre har det medført desorientering, værdiskred og social fragmentering samt magt-, privilegie- og prestigetab. Opskriften bliver at genvinde kontrol og orientering ved at reetablere faste kønsroller. Hvis blot ‘mænd er mænd, og kvinder er kvinder’, er der et socialt, værdimæssigt og personligt udgangspunkt for at forankre en omskiftelig og udfordrende verden.

Ålens profeti

Også i Danmark og Skandinavien ser vi tendenser, som peger i retning af større antipati overfor kvinder og ligestilling. Breiviks manifest, som blev udgivet i forbindelse med hans terrorismeanslag, udpegede tre hovedfjender: kulturmarxister (herunder politisk korrekthed og multikulturalisme), indvandring og feminisme. Han så en medfølgende feminisering af europæisk kultur som årsagen til, at folk ikke kæmper imod de undergravende tendenser, han ser. Således ender indledningen til hans manifest med ordene: “the fate of European civilisation depends on European men steadfastly resisting Politically Correct feminism”.

Breiviks tanker fandt resonans hos en anden nordmand, Eivind Berge, som i en blog skrev, at han før Breiviks angreb havde haft en ambition om at blive Norges første voldelige antifeministiske aktivist. I Sverige havde Anton Lundin Pettersson også haft interesse for Breivik.

Han dræbte tre personer med et sværd i byen Trollhättan. Det angreb var racistisk motiveret, men hans radikalisering var præget af forestillinger om, at rigtige mænd skulle forsvare Sverige mod dets fjender. Han dyrkede bodybuildere på nettet og var fan af det højreradikale livsstilsikon Markus Follin, som argumenterer for, at genetableringen af den sande nordiske mand skal være værnet mod den degeneration, som den kulturmarxistiske feminisering af samfundet har medført.

Ekstreme grupper og individer, som står i risikozonen for at blive radikaliseret, samler energi og henter ideologisk kraft fra forestillinger om køn og maskulinitet.

Og i samfundet hersker der hos nogle en stigende følelse af, at kønsudviklingen er gået for vidt.

Zentropas Peter Aalbæk Jensen italesatte denne stemning i et interview med Radio24syv: “Jeg kan mærke et raseri og et had hos mine mandlige venner. Og det er vendt mod kvinder. Jeg tipper på, at inden for fem år er der en svensk mand, der har taget en maskinpistol og skudt i en forsamling af kvinder”.

Om Ålens profeti bliver virkeliggjort er tidligt at sige. Men med voksende forestillinger om kønsroller som roden til samfundets undergang samt stigningen i digitale mørkekamre, hvor folk organiserer sig og deler hadefulde ytringer og perspektiver, er der skabt grobund for og idegrundlag til handling.


Topfoto: Den norske terrorist Anders Breiviks falske politi-id, Wikimedia Commons 

Loke Bisbjerg Nielsen arbejder med konflikt, vold, køn og ekstremisme i forskellige former. Han har publiceret flere artikler om oprørsgruppen Boko Haram, lavet feltarbejde og undervist om emnet. Han er forperson for ligestillingsorganisationen DareGender.

Seneste artikler om Kultur & Medier