Om politisk selvransagelse

af i Essays/Internationalt/Politik & Samfund

DAGENS POV // ESSAY – Lad mig åbne med at beskrive min egen selvransagelse. Som ung var et af mine mest flittigt brugte argumenter, at radikale islamister udgjorde en mikroskopisk del af den muslimske befolkning generelt. Det var en holdning jeg dengang havde på baggrund af, hvad jeg i dag vil beskrive som dårlig social videnskab.

Jeg startede i 2012 på Cardiff University på International Journalism. Grunden til at jeg havde kastet mig over journalistik var, at jeg var blevet ramt af noget, der næsten kan beskrives som en rus, da jeg opholdt mig i Marokko under Det Arabiske Forår. Jeg husker særligt at stå på gaden og høre to små piger råbe Libya efter det marokkanske militær kort efter Gaddafis død. Noget der var utænkeligt kort forinden.

I fjernsynet var der pludselig begyndt at dukke kritiske programmer op. Vel at mærke kritiske programmer, der kritiserede regeringen og takkede kongen, men fra et marokkansk synspunkt var det en ny udvikling. En udvikling som var til at tage og føle på.

Den frie, panarabiske ånd, som jeg har en erklæret kærlighed til, begyndte i krampetrækninger at dø ud

Det at være tæt på det hele – at kunne følge feminister fra Egypten på Twitter og høre syriske menneskerettighedsforkæmpere holde dundertaler på online piratkanaler – vækkede en glæde. En glæde over at en region, der havde været så opslugt af reaktionære holdninger, pludselig sprudlede med den frie, kunstneriske ånd, som jeg havde søgt i Danmark.

Hvad der siden skulle udfolde sig, kan kun beskrives som et mareridt: Den Frie Syriske Hær blev nedslagtet af regeringstropper; Obama, der ellers havde lovet militær støtte, viste sig igen at lade det syriske folk i stikken; Egyptens Morsi blev væltet med et militærkup; og som en reaktion på amerikanskstøttede shia-militsers selvjustits begyndte et voldsomt sunnimuslimsk oprør at rejse sig i Irak.

Den frie, panarabiske ånd, som jeg har en erklæret kærlighed til, begyndte i krampetrækninger at dø ud.

På Cardiff University valgte jeg at skrive speciale om Libanon. Libanons historie om en sekterisk borgerkrig og landets lange tradition for at producere nogle af den arabiske verdens bedste forfattere og digtere, har altid interesseret mig.

I Libanon er alting sekterisk. Det betyder også, at en kristen og en muslim ikke kan gifte sig uden, at den ene skal give afkald på sin religion. Netop denne lovgivning blev et stort emne samtidig med, at jeg skulle skrive speciale, og jeg besluttede mig for at snakke med unge mennesker om netop det. “Attitudes Towards Inter-Sectarian Marriage in Lebanon” var min arbejdstitel.

Mit narrativ blev knust. For hvis libaneserne kunne holde troen på det mellemmenneskelige trods deciderede borgerkrige, hvordan skulle jeg så kunne undskylde den sekteriske bølge blandt danske arabere?

Jeg blev hurtigt fascineret af de mennesker, jeg interviewede, og jeg fik adskillige venner igennem processen. Hver gang jeg læste i medierne, at “Libanon is on the brink of Civil War”, og jeg så spurgte dem, om det var sandt, sendte de mig billeder af, at de sad og drak kaffe i Beiruts gader og sagde: “I know you are a journalist, but you should know never to trust the media”.

Det var mennesker, der insisterede på sekulære mellemmenneskelige værdier i et land, hvor enhver kender til mennesker, der er blevet dræbt eller mishandlet i en anden sekts navn.

Samtidig undersøgte jeg også sekteriske holdninger blandt arabere i Danmark. Til min store frygt fandt jeg ud af, at en gruppe shiamuslimer her i Danmark blev forfulgt af en islamisk organisation, der på daværende tidspunkt blomstrede på nettet. De fik sendt trusler via Facebook, to var blevet slået ned og generelt levede de i frygt.

Jeg forsøgte at skrive en artikel om det, men kilderne ville ikke være del af en mediehistorie, men de var villige til at være del af mit speciale. De var overbevist om, at en sådan artikel var vand på den ekstreme højrefløjs mølle.

Da jeg kom hjem til Danmark, havde shia/sunni-splittelsen gjort sit indtog i min egen vennegruppe. Den havde skabt uenighed mellem folk, jeg var vokset op med, som ellers altid havde set hinanden som ligesindede brødre.

Mit narrativ blev knust. For hvis libaneserne kunne bevare troen på det mellemmenneskelige trods deciderede borgerkrige, hvordan skulle jeg så kunne undskylde den sekteriske bølge blandt danske arabere?

Det er i dag blevet mig soleklart, at min bagatellisering af den radikale islamisme har været en moralsk og intellektuel fejl

Hvad værre var, revolutionen i Syrien var blevet til et islamisk oprør, og Islamisk Stat vandt kraftigt frem. Mit hjerte blødte, da jeg trods tydelig evidens for massemord, så flere herboende muslimer erklære deres utvetydige støtte til Islamisk Stat. På Facebook gik jeg i gang med at afsløre inkonsistenser og hykleri hos visse islamiske tænkere, der støttede IS. Noget jeg gjorde af desperation over den, i mine øjne, ubærlige situation.

Der begyndte at komme beskeder i min indbakke fra folk, der havde falske profilbilleder og kaldte sig Umm (arabisk for mor til) eller Abu (far til) i deres førstefødtes navn. Det var vagt truende beskeder. Oftest bare om helvedes ild, men også om at jeg skulle passe på generelt. En dag kom en sådan besked endda fra en person, jeg regnede blandt mine venner.

Den aften læste jeg digtet “Ana Yusuf ya abi” af den syriske/palæstinensiske digter Mahmoud Darwish. Sætningen, “[Mine brødre] kastede mig i brønden og beskyldte ulven for det, men ulven er mere nådig end mine brødre”, brændte sig ind i mig.

Det er i dag blevet mig soleklart, at min bagatellisering af den radikale islamisme har været en moralsk og intellektuel fejl. Jeg har med min insisteren medvirket til, at en forfærdelig ideologi har kunnet vokse sig større, og det blev evident for mig, at den ideologi var blevet alt for dominerende blandt danske muslimer.

Denne selvransagelse har været hård. Den har medfødt visse ændringer i mig, der har fået ikke så få bemærkninger fra gamle venner. Ændringer hen imod pessimisme og apati.

Siden er der dog sket meget mere, og jeg er nu af den opfattelse, at det mellemmenneskelige, humanismen og troen på menneskets evne til at overvinde angsten for “de andre” er værd at kæmpe for.

Derfor håber jeg også, at andre vil gå i gang med en selvransagelse i skyggen af Rasmus Paludans fremfærd.

At tro på menneskets evne til at overvinde modstand og had er muligvis naivt, men naiviteten er trods den hårde medfart den har fået, et væsentlig bedre alternativ end apatien, hadet og pessimismen

En stor del af selvransagelsen tror jeg bør rettes mod de mange opinionsartikler, der har peget på, at Danmark som nation kunne falde, som konsekvens af flygtningekrisen. Dem der har blæst i krigshornet og snakket om borgerkrig. De indlæg, der har beskrevet muslimer som havende en indbygget værdi i kraft af at være muslimer: “muslimer er…”, dem der har beskrevet ghettoer som steder, hvor politi og myndigheder ikke kan færdes.

Som jeg ser det, står disse udtalelser og den attitude i skærende kontrast til attituden i Libanon, hvor folk nægtede at lade sig skræmme af store udfordringer, og hvor man troede nok på sine medborgere til at tro, at freden ville vare ved.

Trusler om at blodet skal flyde i gaderne, gør noget ved den medmenneskelige interaktion. Ens hjerne tolker hurtigere indtryk som fjendtlige, ens nervesystem går hurtigere i beredskab. Når vi i stedet for medborgere bliver medlemmer af modstridende klaner og grupper, så lukker vi på et kognitivt plan af overfor hinanden.

At tro på menneskets evne til at overvinde modstand og had er muligvis naivt, men naiviteten er trods den hårde medfart, den har fået, et væsentlig bedre alternativ end apatien, hadet og pessimismen.


Foto: Martyr-monumentet i Beirut, Wikimedia Commons. 

Rachid Moutiq f. 1988 er søn af en dansk mor og en marokkansk far. Han er forfatter til bogen Provins-Perker, der udgives til efteråret 2019, stand-up komiker og foredragsholder. Igennem de forskellige kilder udtrykker Rachid sin kamp med svære barndomstraumer og det at lide af bipolar sindslidelse samt det at være barn af to kulturer, der ofte er i konflikt.

Seneste artikler om Essays

Epitafium

ESSAY – “Allehelgensdag mindes vi vore døde slægtninge. Det gør jeg også