Alene på vej i skole – ud i livet

i Liv & Mennesker/Asien/Internationalt/Kultur af

SEIKATSU – japansk hverdag: Den japanske skole er barsk og kræver en stædig vilje af sine elever, især når adgangseksamener på de forskellige niveauer truer. En stædig vilje, som grundlægges på skolevejen, mens de er helt små. Men det betyder ikke, at skolegang i Japan er en lang heksekeddel fra første klasse.

Overalt i de snævre gader i Japans bysamfund ser man om morgenen små unger på seks og syv år vinke farvel til deres mor og spadsere troskyldigt afsted i vejkanten med farverige kasketter og skoletasker.

Der er på vej i skole – alene eller sammen med et par kammerater. Der er ingen forældre er i syne, så snart de er kommet rundt om det første hjørne.

At lære japanske skolebørn deres skolevej – og at lære dem at gå den alene – er noget af det første, de lærer i første klasse. Også hvis det indebærer en proppet togtur undervejs eller en fodgængerovergang ved en befærdet hovedvej. Det er en vigtig del af, at børnene lærer at blive små selvstændige individer, mener man i skolen.


Opdragelsen virker

Lige meget hvor utrygge de små børn er den første gang, så ved de, at der ikke er nogen vej udenom. De er nødt til at lære at overvinde sig selv og gå skolevejen alene. Alle de andre gør det samme.

Meget hurtigt blive de vant til det. Opdragelsen virker. Man ser så godt som aldrig børn, der grædende vender om på gadehjørnet og løber tilbage for at blive fulgt.

Det japanske skolesystem fremstilles ofte som meget barsk, disciplineret og præstations-orienteret. Det er det bestemt også – men især i de relativt afgrænsede perioder, hvor de afgørende adgangseksamener til mellemskoler, gymnasier og universiteter foregår.

Resten af tiden er den japanske skole såmænd ikke så voldsomt meget mere rigid end den danske skole.

Ingen heksekeddel

Der er mange andre forskelle. Pædagogikken er anderledes og lægger betydeligt mere vægt på terperi og udenadslære – delvist fordi det er og bliver den eneste måde, man kan lære skriftsproget på. Dermed lægges der tilsvarende mindre vægt på diskussioner og gruppearbejde – og resultatet er, at unge japanere oplæres til at være alt andet end et diskuterende folkefærd. Klassekvotienterne er større, og skoletiden er langt længere, især fordi mange af eftermiddagstimerne går med sport og interessegrupper.

Det er på godt og ondt en realitet i det japanske samfund, at adgangseksamener definerer et ungt menneskes fremtid, og det ved forældrene godt.

Det er hårdt mange gange, det er ikke altid fremmende for Japans placering på hitlisten over verdens lykkeligste lande, og det er bestemt ikke en skolegang, som ret mange danske børn og unge ville ønske sig. Men det betyder ikke, at skolegang i Japan er en lang heksekeddel fra første klasse.

Der er især i de yngste klasser plads til menneskelighed, kammeratskab og fællesskab, der er – når de voksne er deres opgave voksen – plads til at give særlig støtte til de elever, der har brug for det, og der er på alle niveauer plads til at opbygge endog meget stærke og positive relationer mellem elev og lærer.

Familie i undtagelsestilstand

Når så hele familien går i undtagelsestilstand, når en adgangseksamen til en eller anden anerkendt privat mellemskole eller gymnasium nærmer sig, således at man ikke kan besøge familien, ingen må skrue op for fjernsynet, og alle er super anspændte på den stakkels eksaminands vegne, så skyldes det jo ikke, at forældrene er nogle overambitiøse og hjerteløse sataner, som pacer deres barn ubønhørligt frem.

Tværtimod. De elsker deres unger lige så meget, som danske forældre gør. De ønsker dem alt det bedste. De står i de fleste familier på hovedet for at hjælpe og støtte dem gennem helvedet.

Men det er på godt og ondt en realitet i det japanske samfund, at disse adgangseksamener definerer et ungt menneskes fremtid, og det ved forældrene selvfølgelig godt. Der er job på prestigefulde arbejdspladser, både offentlige og private, som man kun kan søge, hvis man kommer fra det og det universitet. Det universitet kan man kun søge ind på, hvis man kommer fra det og det gymnasium – og det gymnasium kan man mange gange kun søge ind på, hvis man kommer fra den og den mellemskole.

Sej selvstændighed

Husk på, at i Japan har man ikke noget, der ligner HF i HF’s oprindelige betydning. Der er ikke noget opsamlingsheat. Unge danskeres gode, nyttige fjumreår lyder tilsvarende for japanske familier som noget meget mystisk og eksotisk.

Hvis man dumper til adgangseksamen på det eneste universitet, man kan forestille sig at studere på, kan man selvfølgelig godt beslutte at være ”ronin”, en omstrejfende herreløs samurai, i et år, gå til en masse ekstraundervisning på de private terpeskoler, der udbyder specifikke forberedelseskurser til den specifikke adgangseksamen, og så prøve en gang til. Men man hører så godt som aldrig om nogen, der prøver det samme sted tredje gang.

I de tilspidsede faser, hvor adgangseksamenerne foregår, hvor halvdelen af Japan går i stå, og hvor værterne i aftenens tv-avis med ægte bekymring i stemmen udtrykker deres sympati og opbakning til de unge hovedpersoner, ja, her kommer den seje selvstændighed, den stædige vilje til på godt og ondt at gøre det nødvendige, der for mange af de unge bliver grundlagt på skolevejen i første klasse, for alvor til udtryk.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Jacob Johansen

Læs mere

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Asger har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i fire årtier. Han har boet og arbejdet i Tokyo i tretten år af sit liv, og han forsøger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne.
Han har en fortid som Tokyo-korrespondent ,1989-1995, for blandt andre Politiken og Radioavisen, og igen fra 2013 til 2021 for Orientering på P1, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og mange andre danske medier. Indimellem var han udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Asger har sit eget lille enmandsfirma, asgerrojle, på hvis hjemmeside, www.asgerrojle.com, man kan følge med i hans skriverier, hans foredrag og hans rejser og kurser. Ellers kan man følge hans mange forskellige gøremål på diverse sociale medier.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

trøstetøj

Trenden er trøstetøj

CORONAKRISE // HJEMMEKONTORMODE – Den hårde virkelighed under pandemien har ført os