VOLD MOD KVINDER // KRONIK – Hun overlevede sin barndom, men mistede sin mor længe før hendes død. Under volden, frygten og sammenbruddet fandtes en kvinde med håb og drømme, der aldrig fik lov at leve dem ud. Dette er et vidnesbyrd om svigt, tavshed og den pris, som samfundet stadig lader kvinder og børn betale – igen og igen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De sidste uger har været blodige for kvinder i Danmark. Den ene overskrift efter den anden har rystet os, når vi helt magtesløse har konstateret, at endnu en kvinde er blevet slået ihjel af sin partner eller ekspartner. Der er gået inflation i kvindeblod, og det er, som om kvinders liv bliver lidt mindre værd for hvert drab, vi får kendskab til.
Som det altid sker ved frygtelige begivenheder, vi ikke har magt til at ændre, afløses den impulsive vrede af resignation og skuldertræk. Nu igen, tænker vi. I frokostpauserne spørger vi hinanden, hvad det dog er, der sker, men vi ved godt, at det er et retorisk spørgsmål, som vi ikke vil have et svar på. Inden kaffekoppen er fyldt, har vi flyttet samtalen over på ufarlige emner som sommerens ferieplaner.
Min mor stod op ad en lygtepæl. Min far hamrede hendes baghoved mod lygtepælen. Hamrede og hamrede. Igen og igen. Naboerne slukkede lyset i deres stuer
Som feminist bliver jeg vred, når debatterne oftest handler om de mest privilegerede kvinders liv og deres kampe med mental load. Jeg bliver vred, når debatterne mest handler om transpersoner, som udgør et lille mindretal. Jeg bliver vred, når jeg ikke mener, at vi taler om det rigtige: De mest udsatte kvinder, de voldsudsatte kvinder og deres børn.
Vold mod kvinder drukner i debatter om alt andet
Jeg bliver vred, når jeg tænker på, hvor meget sniksnak der kommer fra politikerne, når de griber et aktuelt kvindedrab og sender det igennem SoMe’s forvandlingskugle med lidende selfies og opportunistisk magthaverempati, men uden handling og uden en forfærdelse, der kan tolkes som oprigtig. En dræbt kvinde bliver en politikers selvgodhedskapital.
Jeg bliver vred, når justitsminister Hummelgaard bruger sine egne erfaringer med vold som løftestang til at skærpe fokus på vold i udsatte boligområder – som om vold i nære relationer kun angår dele af samfundet.
Jeg bliver vred, når der skal lig på lig på bordet, før partnervold får politisk opmærksomhed – og i morgen er det hele glemt. Glemt er tankerne om, hvad den døde kvindes liv kunne have været. Glemt er hendes børn. Glemt er alt den vold, de har været udsat for. Glemt er al den indsamlede viden om vold, som kunne have reddet hendes liv.
Et overfald, der ændrede alt
Jeg har set min far forsøge at slå min mor ihjel. Som barn i 1980’erne var vold i familien et større tabu end i dag. Et af den slags tabuer, der var så skamfulde, at alle holdt deres kæft. Vi som familie holdt kæft. Lærerne i skolen så den anden vej. Naboerne rullede persiennerne ned. Og sagde nogen noget, var det sympatierklæringer til min far, der måtte have det svært, siden han kastede kogende vand efter os og udsatte os for alle slags vold fra sadistposen.
Første gang min far slog mig, var jeg så lille, at mine ben ikke kunne nå ud over stolesædet, jeg sad på. Jeg fik en lussing med så stor kraft, at jeg faldt ned på gulvet – og så fik jeg en lussing mere, fordi jeg ikke sad ordentligt på stolen. Jeg lærte, at det gjaldt om ikke at græde og at trække vejret lydløst igennem næsen, når mit hjerte galoperede af frygt. Kunne nogen bruge en usynlighedskappe, så er det voldsudsatte børn.
Jeg har set min mor forsøge at løbe fra min far så mange gange, at jeg ikke kan tælle det – og altid kun for at udsætte slagene med de få sekunder, det tog ham at indhente hende. Jeg er vokset op på rystende ben. Frygt, panik og skræk var grundfølelser, og ja, det har gjort mig til den, jeg er i dag, men det har ikke gjort mig stærkere.
Derefter turde hun ikke forlade ham, fordi hun vidste, at han så ville slå hende ihjel
Da jeg var 11 år, tog min far en kniv i køkkenet. Min mor løb ud på gaden. Min far løb efter hende. Min søster skreg. Jeg kastede op. Vi stod på gaden. Naboerne rullede persiennerne ned. Min søster sparkede kniven ud af min fars hånd. Jeg holdt mig for øjnene og bad til Gud.
Min mor råbte: “Kom væk!” Min mor råbte: “Det må du ikke!” Min mor stod op ad en lygtepæl. Min far hamrede hendes baghoved mod lygtepælen. Hamrede og hamrede. Igen og igen. Naboerne slukkede lyset i deres stuer.
Min mor skreg, at min søster og jeg skulle sætte os ind i bilen. Min far slog hende i ansigtet. Igen og igen. Min far gik ind i huset. Min mor kom hen til bilen. Hendes hænder rystede. Hun kunne ikke se ud af øjnene. Vi kørte væk. Vi kørte rundt. Hun skulle samle sig. Jeg bad til, at vi ikke kørte hjem. Vi sov hos familie ude i byen. Jeg aede min mors hånd, indtil hun faldt i søvn.
Næste dag kørte vi hjem, og dagen efter kom min far hjem med teatersminke, så min mor kunne skjule sit forslåede ansigt og komme på arbejde og lade som ingenting.
Derefter turde hun ikke forlade ham, fordi hun vidste, at han så ville slå hende ihjel.
En barndom uden beskyttelse
Jeg blev ikke moderløs den aften, men jeg manglede en mor. En mor, som ikke var et espeløv. En mor, som ikke var bange. En mor, som kunne beskytte mig mod min far og den vold, han gentog hele sit liv.
Da han blev for gammel til at slå, havde han stadig den psykiske vold, der fik mig til at danse på glasskår – indtil jeg lod ham dø alene, fordi jeg ikke kunne holde tanken ud om at være til stede, når han blev hentet til helvede.
Jeg vidste, at hvis jeg havde været en dreng, ville jeg sandsynligvis have gentaget min fars vold, ligesom han gentog min farfars
Der er kommet mere fokus på vold i familier, og tabuerne er blevet mindre, men der er stadig altødelæggende konsekvenser, som vi aldrig taler om. Vi taler aldrig om, hvad volden gør ved den voldsramte kvindes forhold til sine børn.
Vi taler ikke om kompleksiteten, når man som barn udsættes for vold fra en forælder, man ikke har magt til at skærme sig imod – når ens bøddel og omsorgsperson er den samme.
Vi taler ikke om det svigt, det opleves som for barnet, når den voldsudsatte forælder ikke kan beskytte. Et dobbelt tillidsbrud, der på sin egen syge facon bliver så normalt, at man ikke nødvendigvis sætter spørgsmål ved det, imens man vokser op.
Vi ved bedre – men gør vi det bedre?
Da jeg blev mor og lå med mit barn i armene, overvældet af beskyttertrang i min nye rolle, ramte det mig som et jordskælv i mellemgulvet, hvad min far havde gjort – og hvad min mor havde undladt at gøre.
Jeg vidste, at vold avler vold. Jeg vidste, at hvis jeg havde været en dreng, ville jeg sandsynligvis have gentaget min fars vold, ligesom han gentog min farfars. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg som pige skulle tage mig i agt for voldelige mænd – for jeg er nærmest kodet til at blive tiltrukket af dem. Helt op i slutningen af mine 30’ere var jeg stolt af, at jeg aldrig havde gentaget min mors mønster. Det var en sejr, at jeg ikke havde været i et parforhold, hvor jeg fik tæsk.
Jeg var så forblændet af den fysiske vold og risikoen for at dø, at jeg ikke så det, da jeg som granvoksen kvinde og feminist, der burde have vidst bedre, blev love bombed ind i et psykisk voldeligt forhold. Heldigvis kom jeg ud af det forhold, men det var svært.
Vi ved bedre i dag. Vi ved meget om vold i nære relationer. Vi ved meget om tilknytning, om voldens spiral, voldsformer og de otte trin, der ofte går forud for kvindedrab
Jeg ville gerne have kendt det menneske, min mor i virkeligheden var. Under volden og frygten og nedbrudtheden var der en kvinde med håb, drømme, holdninger og potentiale. Jeg ville gerne have vidst, hvordan hun ville have levet – og hvilken mor hun ville have været, hvis hun ikke havde været bange hele tiden. Men det kom jeg aldrig til.
Jeg bebrejder ikke systemet og samfundet, lovgivningen eller de kulturelle koder. Det var reelt en anden tid, og rødstrømpernes påvirkning slog ikke igennem alle steder – mange steder fortsatte det samme kvindesyn som før kvindeoprøret i flere årtier.
Jeg er til gengæld vred over, at kvinder stadig hver eneste dag gennemlever min egen mors historie. Jeg er vred over, at børn i Danmark stadig hver eneste dag genlever min barndom.
Vi ved bedre i dag. Vi ved meget om vold i nære relationer. Vi ved meget om tilknytning, om voldens spiral, voldsformer og de otte trin, der ofte går forud for kvindedrab. Det er, som om der nu er en opvågning på det politiske niveau – men det har taget for lang tid, og det har kostet alt for mange liv, alt for mange barndomme, alt for mange traumer. Jeg er nervøs for, at fokusset på voldsudsatte kvinder og børn smuldrer igen, når stimen af kvindedrab driver over.
Læs også disse tekster:
Karina Muriel Mimoun: “Rikkes” liv på flugt: Systematisk svigt i politiets håndtering af stalking
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og