LIV & MENNESKER // KLUMME – Den har slået huller i vores tro på fremskridtet. Den har tvunget os tilbage til familien. Den har trukket verden tættere på os, og skubbet verden bort. Den har gjort vores børn til børn, uanset hvor gamle de er. Den har smadret den lille, analoge butik, men den har løftet den digitale handel til skyhøjder. Den har udstillet levebrødspolitikernes og journalisters febrilske jagt på positioner. Den har skubbet os sammen. Den har revet os fra hinanden. Og coronaen har en særlig kærligheds-effekt, noterer taxamanden i sine lomme-psykologiske feltstudier.
Den utålmodige kunde vil hurtig ind i Mercerens lune stue. Det vil sige, det er ikke en Mercedes i dag. Det er en Skoda. Ikke en ondt ord om Octavia’en, der byder på ok komfort og bedre benplads. Og så er den en noget mere beskeden investering for vognmanden i en taxibranche, der reelt er på røven – big time!
Men en Skoda når ikke en Mercer i prestige eller lækkerhedsfaktor. Det er Taxamandens barnlige dogmatik, men det er min kunde vist nærmest ligeglad med denne forårsaften, der trækker kuldegrader ind over byen, som var vinteren ikke overstået. Hun vil bare hjem til kæresten i denne coronaens næsten mennesketomme selviscenesættelse. Det er i mange henseender en kold tid, vi lever i.
Isolationen har selvfølgelig betydet, at jeg har følt en særlig, moralsk forpligtelse til, at han har det godt. At han ikke keder sig. At han ikke føler sig ensom
Vi kommer hurtigt til at tale om det, der hænger os tungt om halsen som kæden på en lænkehund. Pandemien – dens konsekvenser og ændringer af vores livsstil. Hun fortæller om sit liv:
“Lige inden det hele brød sammen sidste år, havde jeg og min kæreste besluttet at flytte sammen i København, hvor jeg bor. Han er fra udlandet. Vi er selvfølgelig vilde med hinanden, og det faktum blev der i den grad brug for, da corona lukkede landet. Det har i lange tider betydet, at han ikke har kunnet se sine venner og familie på den anden side af grænsen. Og isolationen har selvfølgelig betydet, at jeg har følt en særlig, moralsk forpligtelse til, at han har det godt. At han ikke keder sig. At han ikke føler sig ensom”.
Jeg ser i bakspejlet.
Hun holder en pause i fortællingen og kigger ud ad sidevinduet. I det tidlige, let slørede aftenmørke ligner hun den kvindelige hovedrolle i en fransk, sort-hvid film fra 60’erne. Stærk, smuk og i eftertanker.
Hun fortæller om denne crash test af et nyt parforhold. Han er en halv snes år yngre end hende, og hun er først i fyrrerne og har indstillet sig på muligvis ikke at få børn. Samtidigt arbejder hun i en slumrende modebranche som den, der styrer lager og salg – og har været sendt hjem fra arbejde i flere omgange. Så det med at flytte sammen, som var tænkt mere sværmerisk og afprøvende, har indimellem været nærmest et ægteskab, hvor de har gået tæt op og ned ad hinanden. Ingen katastrofe – men noget helt nyt i deres liv.
Det er smerten. Men også glæden ved at tilhøre en fædregeneration, hvor vi ikke bare stak halen mellem benene. Det havde vi ikke lyst til. Det fik vi ikke lov til
“Held og lykke”, siger jeg lidt ubehjælpsomt, da hun har viftet det kontaktløse kort til betaling ind på terminalen.
Nu er hun snart hjemme i det nære liv.
Helt tæt.
Det utilsigtede tema denne taxinat fortsætter: Eftertanker midt i en corona-tid.
Kunden er en mand i den modne alder, der er hjemme i sit danske fødeland, hvor han måske meget snart igen kommer til at bo permanent. Og det var egentlig ikke meningen. Han havde et succesfuldt firma. Og som det går – også Taxamanden kender denne familielivets rumlen og tumlen – ægteskabet sluttede. Sådan set stille og roligt, når man lærer at acceptere, at når der går skår i parforholdet, så slår det revner i hele familien. Og han elsker naturen og bjergene i sit nye hjemland.
Vi får en ”mandesnak” om vores kønsroller i delebørnenes virkelighed. Ikke det melodrama, vi kender fra vores forældres. Vi blev født ind i en tid med mere fornuft og stærkere kvinder. Og så alligevel. At splitte en familie er ikke et fingerknips.
Vi deler oplevelser fra skilsmissegenerationen, hvor kritiske punkter og kommentarer stadig dukker op til overfladen, selv om det er årtier siden, at forholdet brast. At børn reagerer forskelligt. At familiesplittelsen rammer hårdere i perioder, selv når de små børn er blevet voksne. Det er smerten. Men også glæden ved at tilhøre en fædregeneration, hvor vi ikke bare stak halen mellem benene. Det havde vi ikke lyst til. Det fik vi ikke lov til.
Ikke flere rystelser. Jeg er sgu blevet for gammel. Ikke flere dramaer, please!
Nu er hans børn over alle bjerge og studerer ude i verden. Og han er for længst gift igen.
“Mine kone har sine store børn i Danmark, og nu vil hun hjem. For at være helt ærlig, det var ikke en del af min plan. Men coronaen har aktiveret nogle følelser i fruen. Hun vil ikke have sine unger og kommende børnebørn på afstand. Og jeg elsker min kone og kan ikke forestille mig en konflikt. Ikke flere rystelser. Jeg er sgu blevet for gammel. Ikke flere dramaer, please!”
Vi kigger på hinanden i et sekund – så længe trafiksikkerheden tillader det. Det er bakspejlet, der nu kan fortælle endnu en historie fra det virkelige menneskeliv. Så griner vi faktisk højlydt af dette improviserede møde i mandegruppen for det grå guld. Jeg er ret sikker på, at vi har en fælles følelse af glæde over, at der ikke er kvinder til stede. Mon de ville opfatte, at der var blandet kærlighed i konfliktskyheden?
Det er tydeligt at se på manden, at han har truffet valget. På god maskulin vis vedligeholder han et dialektisk forhold til beslutningen. Men den er truffet. Det er sådan, at vi undgår at tabe ansigt: Det formelle pro et contra, men derpå følger vi med!
Og jeg spørger mig selv: Hvad er det for noget?
Hvordan kan jeg kortest muligt beskrive oplevelsen af parforholdet under corona? Jeg prøver at samle tankerne om det vigtige spørgsmål – og svaret efter mere end et år bag rettet i den Covid19-ramte taxi.
Hvordan det er med kærligheden og pandemien?
Det er sgu alvor!
Begge dele!
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JESPER GRUNWALD TAXAMAND HER
Topillustration: Pixabay. Fotoet af kvinden, indsat i teksten: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
