Taxamandens klumme: Frihed – og intet at miste

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – Jeg ved det! Det er en naiv drengedrøm, som jeg aldrig får opfyldt. Men tænk, altså: At sidde i førersædet på et fly. Jeg husker disse sødmefyldte sekunder i barndommen på en af de få ture fra Rønne Lufthavn til Københavns.

Dengang døren til cockpittet gerne måtte blafre, når stewardessen i den stramme nederdel havde afleveret kaffe og snacks til de to herrer i uniform foran de lysende og blinkende lamper.

Tænk, hvis det var mig!

Eller da Carlo, kørelæreren og gårdmanden fra nabogården, pludselig strøg henover mig i sin lejede Cessna og landede på frømarken, som jeg var ved at pløje. Jeg stoppede midt i arbejdet og løb over til ham som en genfunden søn.

Man kan kalde det at nyde krummerne fra de riges bord. Eller slet og ret narrefisse, hvis det skal siges, som det er

“Vil du ha’ en tur”, spurgte han og kendte svaret. I løbet af et par minutter hang jeg deroppe i den blå himmel og var sikker på, at jeg en dag ville være ham, der trådte på pedalerne og trak i og rattet i denne fantastiske maskine. Skabt til at ophæve tyngdeloven deroppe under solen, hvorfra drømmende drysser.

Man kan kalde det at nyde krummerne fra de riges bord. 

Eller slet og ret narrefisse, hvis det skal siges, som det er.

Men jeg er altså i en stemning af cockpit, når jeg sætter mig ind i min nye Mercer – vogn 86 i Storkøbenhavns taxiunivers. Nu med svagt lysende blå striber rundt i kabinen. Formentligt af terapeutiske årsager. Sådan en permanent følelse af daggry, en scenografi, der skal fjerne alle tegn på aggression og hensætte mig i en slags trafikal ZEN-tilstand. 

Så er der computerskærmen, hvor køreordrene kommer ind. Jeg har ikke fuld kontrol over indtjeningen – men jeg kan bestemme farven på skærmen. Ligesom designet på det man i bilismens oldtid kaldte speedometeret. Det er konverteret til et DISPLAY, hvor jeg selv kan bestemme mellem flere designtyper.

Det konventionelle. 

Det digitale. 

Ja, ligefrem et futuristisk, som jeg har droppet. For trods alle drengedrømmene er jeg en mand på vej mod en status som… gammel mand.

Det var ikke pengene, der flyttede ham. For den luftbårne transportbranche er alt andet end sikker i disse år. Det var den lille og voksende frihedstrang indeni ham, der trak

Jeg kører meget med piloter for tiden. 

De skal ud ad kystvejen mod Kastrup by for at vedligeholde deres viden og flyveevner i en simulator, der kører i døgndrift. Luftens blå drenge og piger skal kunne flyve dag og nat – og på skolebænken mest om natten.

Træningstimerne er formentlig billigst på de skæve tidspunkter. 

“My God, I’m f****** tired”, siger den nydelige mand, der i dag kan lade den blå uniform hænge i habitposen. 

For i dag står den på simulatortræning – og ”i dag” er faktisk blot 30 minutter før midnat.

De sene timer er lige så blå, som natten er sort. 

Tid til refleksioner. Vi taler om arbejde, skøre arbejdstider og timer i den moderne tid, hvor computere først og sidst korter afstande mellem vagter og arbejdssteder. Arbejdsstyrken skal være så produktiv, som det er muligt indenfor love og regler.

“Det er hårdt, men jeg har selv valgt det til”, siger den irske pilot i et af de små selskaber, der servicerer de større. 

Han kunne ikke udholde tanken om et liv, hvor du en dag skulle gå ud af den selvsamme dør, som du nogle årtier tidligere var gået ind ad.Det var for kedeligt, for slapt – for selvfølgeligt

Han er en nydelig, slank mand med gråt, kortklippet hår og et sprog og en fremtoning, der er en klassisk intellektuel værdig. Men han gemmer på en personlighed med trang til frihed – altså sådan rigtig mental luft under vingerne.

“Jeg var pilot i luftvåbnet. Transportfly. Alt var som det skulle være. Mange timer i luften og udsigt og uddannelse til ledelse. Og så – med tiden – en solid pension, som ikke er afhængig af konjunkturer, kriser og konkurser. Trygt. Trygt. Trygt.”

Det var ikke pengene, der flyttede ham. For den luftbårne transportbranche er alt andet end sikker i disse år. Det var den lille og voksende frihedstrang indeni ham, der trak. Han kunne ikke udholde tanken om et liv, hvor du en dag skulle gå ud af den selvsamme dør, som du nogle årtier tidligere var gået ind ad.

Det var for kedeligt, for slapt – for selvfølgeligt.

Og sådan skiftede han fra den tunge Hercules til CRJ, det lille, smukke passagerfly med den slanke, hurtige krop.

Så får kunden historien om Taxamandens flugt fra de bonede gulve. 

Og flysimulatoren måtte vente lidt, mens vi udveksler oplevelser fra det arbejdsliv, hvor man bliver så f****** træt på de sene vagter. Men hvor trætheden intet er at regne op imod den form, der kan melde sig i trivielle forudsigeligheder og handlinger, der ender som rene reflekser. Det sidste er ikke til at bære. Trods genkendelige døgnrytmer og økonomisk tryghed.

Han kigger på mig med smilende, spørgende øjne. Så synger jeg en strofe fra en tid, hvor han end ikke var født: Freedom’s just another word for nothing left to lose

Jeg glæder mig over, at den noget yngre kunde kan nikke smilende til synspunkterne fra den gamle hippie. 

Nu må han gå.

Jeg kan bare ikke dy mig for at nynne en af min ungdoms melodier, mens jeg slås med computeren, der – for helvede – igen er i udu.

Han kigger på mig med smilende, spørgende øjne. Så synger jeg en strofe fra en tid, hvor han end ikke var født.

Freedom’s just another word for nothing left to lose“.

Fri – fordi du ikke har noget at miste.

Janis Joplin blev berømt for sangen ‘Me and Bobby McGee’ efter sin død med en sprøjte i armen.

Kris Kristoffersen, country-legenden, der endnu lever med sporene af det hårde liv i sit fugede, 83-årge ansigt, skrev sangen engang i 60’erne.

Han startede sit arbejdsliv som kaptajn og helikopterpilot i den amerikanske hær!


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Kris Kristofferson, Wikimedia Commons. 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme