Efter coronakrisen: ”Jeg vil ikke tabe – jeg vil videre og enten lære nyt eller vinde”

i Karriere/Klumme af
POV BUSINESS // KRONIK – Gorm Wesing Flyvholm er mangeårig tidligere topchef. Han blev nyslået selvstændig, samtidig med at coronakrisen satte ind i Danmark. På krisens pluskonto kan han skrive, at han i dag forstår unges usikkerhed bedre end nogensinde før. På negativsiden er han mere usikker og nervøs, end han nogensinde har oplevet før: “Jeg er bekymret for nutiden, rædselsslagen for fremtiden og klamrer mig til fortiden, der ellers normalt har defineret mig som det, jeg er.” Men han har besluttet sig til at være på vej – og på at tro på i morgen.

Når jeg tidligere har været sammen med min familie, venner, mine bekendte og mit erhvervsnetværk, har det slået mig, at vi ofte talte om fortiden og om fremtiden i næsten samme sætning. En mere eller mindre ubevidst overspringshandling, der på elegant vis hjælper en selv til ikke at tage stilling til sit eget liv.

Fortiden og nutiden har været min egen selvskabte symbiose; det er gået godt, og det går godt. Det har været mit og mines selvbillede

Fortiden har oftest være gylden i de samtaler. Om det er studietiden, soldaterkammeraterne, mødet med den eneste ene, tidligere sportsbedrifter eller erobringer – det meste har talt med og næsten altid til den gode side.

På samme tid har fremtiden haft det med at blive lagt frem som behagelig. Jeg får nok det næste spændende job. Jeg skal løbe en maraton, overvinde høje bjerge på cykel, eller snart på en lang rejse med familien som vi i øvrigt har planlagt længe.

Når jeg betragter det nu, kan jeg se, at det samlet set har været behagelige perspektiver, der har været med til at sætte mit liv i perspektiv. Fortiden og nutiden har været min egen selvskabte symbiose; det er gået godt, og det går godt. Det har været mit og mines selvbillede.

Hverdagen er også gledet afsted og vi var måske så småt ved at blive forandringsresistente. Lige indtil Danmark lukkede ned med coronavirussen hængende over alles hoveder.

Der er blevet skrevet meget om de helt unge, generationen, som er næsten voksen og som ufrivilligt er blevet isoleret på deres værelser uden gymnasie- eller erhvervsuddannelse at møde op til hver morgen. Skolebænken har været vekslet til sengen, og den behagelige hygge (eller uhygge) under dynen midt i fjernundervisningen.

Og selvom det meste af landet er på vej tilbage til en tøvende og for mange noget skrøbelig normalitet – en, hvor vi holder afstand og passer på –  så har sociale medier og skærme ikke kunnet kompensere for uger med manglende social kontakt.

Når tvivlen, bekymringen og frustrationerne trænger sig på, sker der noget: Vi er tvunget til at tage stilling og til at tænke mere kortsigtet. Har vi overhovedet en forretning, et job eller et perspektiv på den anden side?

Påbuddet om at ”blive derhjemme”, de lukkede sportsklubber, biblioteker, restauranter, cafeer og natklubber har medført en følelse af stagnation hos mange unge. Man kunne også sige, at nutiden og hverdagen på brutal vis, er blevet akut nærværende for en ungdomsgeneration, der for manges vedkommende har haft frit valg på alle hylder.

Jeg forstår deres modløshed, for de er blevet en del af det bagtæppe som coronakrisen har skabt.

Og når jeg ser på min egen generation – vi forældre med gode jobs, friværdi i ejerbolig og ofte med pæne pensionsopsparinger – og spørger mig selv om vi er ramt på samme måde, som  ”de smukke unge mennesker”, vi af og til gerne vil spejle os i, når det går dem godt, er jeg tilbøjelig til at svare ja.

Vi er også ramt, fordi vi har været en del af den samme fortælling, der er bygget over mantraet om, at det går fremragende; intet kan gå galt.

Men noget har ændret sig: i den lange periode i isolation med hjemmearbejdspladser og en hverdag, hvor en hel familie skal fungere sammen, har vi sammen levet i nuet og haft tid til den. Nutiden er ankommet så at sige, hvilket samtidig har bevirket, at fremtiden er rykket mere ubehageligt tæt på i den forstand, at det er sværere at tænke på den som før og forestille sig, at den umiddelbart ser lys ud.

Og når tvivlen, bekymringen og frustrationerne trænger sig på, sker der noget: Vi er tvunget til at tage stilling og til at tænke mere kortsigtet. Har vi overhovedet en forretning, et job eller et perspektiv på den anden side?

Den følelse af afmagt tror jeg de fleste, der har levet med coronakrisen, kender.

Piet Hein har skrevet om at leve i nuet:

At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste

Hvad sker der så, når nutiden trænger sig på og rammer os som en forhammer? Eller udtrykt anderledes: Ændrer krisen på noget, når vi åbner øjnene for den virkelighed, der eksisterer på den anden side ad døren?

For mig, der har en pæn karriere i baglommen og som normalt står på et sikkert fundament, har det medført, at jeg er bekymret for nutiden, rædselsslagen for fremtiden og klamrer mig til fortiden, der ellers normalt har defineret mig som det, jeg er

Det er ikke så nemt at svare på. Når kombination af angst, frygt og usikkerhed, som krisen næres af lige her og nu, også tilhører mig og ikke udspiller sig på en skærm i et fjernt land, har det nemlig konsekvenser. Vi er kastet ud i usikkerheden uden navigation, ombord på en førerløs og farefuld færd, og uden forbindelse til en server kan fundamentet skride.

Hvad betyder det helt konkret?

For mig, der har en pæn karriere i baglommen og som normalt står på et sikkert fundament, har det medført, at jeg er bekymret for nutiden, rædselsslagen for fremtiden og klamrer mig til fortiden, der ellers normalt har defineret mig som det, jeg er.

“jeg er bekymret for nutiden, rædselsslagen for fremtiden og klamrer mig til fortiden, der ellers normalt har defineret mig som det, jeg er. Men jeg vil gerne lære at tro på i morgen. Og jeg tror, jeg er på vej”. Foto: PxHere

De unge har ikke den luksus at kunne klamre sig til en fortidig karriere, men vi er alligevel på mange måder i samme båd, og jeg har aldrig forstået min 18-åriges frustrationer bedre end nu; for vi deler skæbnefællesskab. Intet er, som det plejer at være og pludselig er nutiden og fremtiden ikke blot noget positivt.

Nutiden betyder nu ikke stabilitet men forandringer, og er der noget, der bekymrer mig, er det forandringer, især hvis de er uforudsigelige, hvad forandringer har det med at være i krisetider.

Når jeg ser på mig selv, får jeg øje på en 55-årig mand, der er selvstændig, far og ægtefælle, og som er bekymret for både nutiden, fremtiden og livet. Det er stærk kost, men jeg vil gerne lære at tro på i morgen.

Så jeg glæder mig til at møde min nye coach som er erhvervspsykolog. Gad vide, hvad hun kan få ud af min manglende lyst til nutiden og min beslutning om at skulle videre: Fremad, toget kører lige nu, det er tid til afgang, siger jeg til mig selv.

I never lose. I either win or learn” , skrev Nelson Mandela.

Han mestrede nuet, fordi han ikke kendte sin fremtid. Ham vil jeg være. Jo, jeg tror, jeg er på vej.


Topillustration: Det er stærk kost, men jeg vil gerne lære at tro på i morgen. Foto: PxHere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gorm Wesing Flvvholm er uafhængig konsulent i Flyvholm &Co.
Snart 30 års erfaring i mediebranchen har givet mig en bred erfaring med at forudse og drive forandringer og gennemføre transformationsprojekter og turnarounds. Disruption er blevet en del af mit professionelle DNA og jeg ved hvordan virksomheder sikrer værdiskabelse ved altid at have fokus på kunden, som hele tiden flytter sig.
Jeg er 55 år gammel og er gift på 23 år med Marianne Birgitte Flyvholm. Vi har voksne to børn. Er udpræget familiemenneske med stor interesse for sport, danske møbelklassikere og dansk kunst i almindelighed.
Som menneske er jeg social og meget glad. Jeg opfattes normalt som værende i øjenhøjde med de personer, jeg møder og færdes med. Grundlæggende er jeg beskeden og respekterer andre mennesker, deres holdning og deres værdier. Grundlaget er skabt fra sportens verden, hvor jeg har lært værdien af at spille sammen og samtidig sætte høje mål.
Herudover elsker jeg at rejse over alt i verden, helst sammen med min familie.
Min arbejdserfaring i øvrigt er som følger: 2016 - 2019, CEO i North Media Aviser og SVP i North Media, 2009 - 2016 CCO, COO - Berlingske Media, 2007 - 2009 Director - Deloitte Business Consulting, 2003 - 2007 Direktør - Søndagsavisen A/S, 2000 - 2003 Kommerciel direktør - B.T. A/S (Det Berlingske Officin), 1999 - 2000 Senior projektleder - Rapp Collins, 1992 - 1999 CMO, Annoncechef - Børsen Magasiner, 1989 - 1992 Markedskonsulent - Politikens Hus A/S.

Seneste artikler om Karriere