Taxamandens klumme: Erik O. Andersen og hans krøllede historie

i Liv & Mennesker/Klumme af
KLUMME – Taxamand Jesper Grunwald og musiker og murermester Erik O. Andersen traf hinanden første gang i forbindelse med optagelserne af et filmprojekt om mennesker, der mødes tilfældigt. Projektet blev ikke til noget, men det blev begyndelsen på et nyt venskab.

Ham dér kan jeg sgu godt li’!

OK, jeg kan godt se, at min konklusion er meget hurtig. Jeg har jo ikke mødt manden før, altså inden han satte sig ind på forsædet af vogn 86.

Men det er nok først og fremmest hans smil i hele fjæset. Og så dette utvetydige stand-by-yourself-look fra 1970’erne, hvorfra min egen ungdom går. Lidt for langhåret til nutidens polerede, hvide tand. Et ægte menneskeansigt. Rynker, som vel er OK, når man har rundet de 70 for et par år siden og i årtier hærgede sin krop i en grad, som ville slå de fleste mennesker ihjel.

Og det har været tæt på for ham et par gange.

Alt for tæt på!

Vi skal lave tv i dag. Eller rettere – en såkaldt dummy-produktion. En ven og tidligere kollega i Statsradiofonien har taget mig i kraven for at afprøve, om Taxamanden og hans taxi er den rette, rullende location for nogle programmer om mennesker, der mødes tilfældigt. Eller måske ”tilfældigt”. Ideen skulle ”pitches” for en af tv-stationerne.

Projektet blev ikke til noget – men det blev begyndelsen på et nyt venskab.

Jeg vaklede ind ad døren som en zombie. Jamen, det var så pinligt. Men alkoholen havde for længst taget over for selvrespekten”
– Erik O. Andersen

”Krølle Erik” er skiffle-, folke- og bluesmusiker, guitarist, sanger, aktivist, kulturarbejder – og murer af erhverv. Vi surfer gennem hans egen musik- og livshistorie. I år fejrer han 50-året som musiker, og der er slet ikke plads til at omtale alle hans meritter her.

Bare et pluk: Han har spillet med Sebastian og Kim Gutman i gruppen Paddy Doyles, spillede med barndomsvennen, tegneren, journalisten, radio-, tv- og mad-kunstneren – og musikeren Mik Schack. Var med til at starte Van Dango. Taget initiativet til støtte LP’er for Thylejren og kampagnen mod atomkraft, gendannet Delta Blues Band, spillet med Billy Cross, været en af hovedkræfterne i ”Huset” i Magstræde, København, osv. osv.

Og så har han været murermester, skabt smukke bygninger og restaureringer – og ”gået på røven” med det hele.

Man kunne også bare kalde det livet, når det er smukkest og farligst.

Han har ærlige, smukke øjne, når han fortæller. Det er faktisk lidt absurd at se den blanke livsglæde, også når det handler om af stå lige der, hvor bare et enkelt skridt længere kan slå én ihjel.

“Det er mere end et par årtier siden, men det har i virkeligheden stået på i store dele af mit voksne liv. Et smadrende, dagligt forbrug af alkohol. Indlagt adskillige gange på Kommunehospitalets psykiatriske skadestue. Startede og blev medlem af gode bands – og blev smidt ud, når de ikke længere kunne udholde min tilstand og mine svigt. En dag på et værtshus på Christianshavn kom Kim Larsen hen til mig. Han kunne ikke holde ud at se mig i den tilstand af forfald. Og så havde han hørt om en kæmpegæld, der var ved at slå mig ud.”

“Jeg gider sgu ikke låne dig penge, men jeg vil skrive en sang til dig, du kan indspille den i mit studie, og så må vi se, hvad du kan få ud af det.”

“Mange gode folk og venner ville hjælpe mig. Jeg drak mig bare længere og længere ned i det sorte hul.”

Den frelsende engel mødte han i Elisabeth fra Farum. Og nej! Det er ikke historien om en personlig kærlighed – ikke en June Carter, der løftede Johnny Cash ud af sumpen af ”too much pills an liquor”. Men en nøgtern, hjælpende hånd.

Elisabeth var bare en ny kunde hos den syngende murer, Erik O. Andersen.

“Jeg mødte op på arbejde i en kæmpe brandert – fra morgenstunden. Jeg vaklede ind ad døren som en zombie. Jamen, det var så pinligt. Men alkoholen havde for længst taget over for selvrespekten. Så sørgede hun for at få sat mig ned, kiggede indtrængende på mig og sagde: ‘Jamen, den er jo helt gal med dig, mand!'”

Elisabeth, den frelsende engel, var ikke blot den næste kunde i Krølle Eriks slingrende murermesterforretning. Hun er alternativ behandler. Og det lyder næsten som en vemodig happy-ending-blues fra New Orleans, når han fortæller, hvordan vitaminer, urtemedicin og healing fik ham op at stå på få måneder, når han nu havde prøvet at vælte sig selv omkuld i årtier. Ikke noget med Antabus eller nervemedicin – ”bare” helbredelse med naturens egne medikamenter.

I år har Krølle Erik været tørlagt i 20 år.

Vi tager frelser-historien en anden dag. Eller rettere: Erik gør. Han holder foredrag for læger og det almindelige folk om vejen ud af det giftige liv

Og mon ikke det reddede ham, da han år senere døde på vej til sygehuset med en hjertesygdom, der endte med en operation?

Vi tager frelser-historien en anden dag. Eller rettere: Erik gør. Han holder foredrag for læger og det almindelige folk om vejen ud af det giftige liv.

Taxamanden og Krølle Erik deler fælles livserfaringer om liv, kunst og kærlighed.

Og så sker det igen, som det ofte sker her i Merceren, at det, der binder os, er tydeligere end det, der skiller os ad. Jeg har oplevet det med alle taxiens personligheder fra berusede fodboldfreaks på Vestegnen til nobelpristageren fra Howard. Der er en fællesnævner som overskrider grænser og klasser. Ikke fjerner – men overskrider og forener.

Jeg kan ikke skjule, at jeg nyder denne indbyggede humanistiske skønhed. Musikeren med krøllerne og de lykkelige, blå øjne fortæller om det vilde clash – opvæksten i Hellerup. Moderen, balletdanseren, overklassepigen – og faderen, musikeren, der bare under ingen omstændigheder ønskede, at det lusede kunstnerliv skulle ramme sønnen. Og jeg fortæller om Taxamanden, officerssønnen, som havde svært ved at melde fra overfor rigid, militær disciplin.

Smerten og kærligheden.

Foragten og respekten.

Det her må vi tale videre om. Og sådan blev den fiaskoramte ”pitch” til begyndelsen på et nyt venskab

Musikken og kunsten, som måske slet ikke opstår uden sammenstød mellem vilkår og temperamenter. Jo, vi tror på – murermesteren og taxichaufføren, musikeren og skribenten – at der findes grobund for stor kærlighed også i smerten.

Det her må vi tale videre om.

Og sådan blev den fiaskoramte ”pitch” til begyndelsen på et nyt venskab.


LÆS FLERE KLUMMER AF TAXAMANDENS HER


Foto: Martin Vallø Andersen

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker