Taxamandens klumme: En nation på skolebænken 3.0 – coronakrisen bedøver de røde

i Politik & Samfund/Danmark af
KLUMME – Coronakrisen udstiller venstrefløjens velkendte dilemma mellem et internationalt og nationalt perspektiv, skriver Jesper Grunwald og spørger i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag: Hvordan kan tilhængerne af den internationale solidaritet med Afrika og Sydamerika være så usynlige i debatten om de hårdest epidemi-ramte lande i Europa?

Statsministeren og hendes regering har haft succes med at etablere sig som en værdig leder under coronakrisen. Det er sagt til trivialitets-grænsen. Og det kan mærkes på en opposition, som popper op med kritik hist og her – men som reelt har støttet de krisetiltag, der pumper milliarder og atter milliarder af offentlige kroner ud for at beskytte danske virksomheder og arbejdspladser.

Denne politiske våbenstilstand skyldes formentlig og forhåbentlig et rimelig højt anstændighedsniveau i dansk politik. Man river bare ikke hovederne af hinanden, når landet er ude i noget, der startede som en influenzaepidemi og nu muligvis har udviklet sig til den værste, globale økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Men det handler også om en generel politisk konsensus i befolkningen. Vi står sammen trods klasseforskelle.

Det mest synlige på den danske venstrefløj lige nu er dog det usynlige. Det usagte

Her til lands med vores ”danske model” med både fri kapitalisme og en relativ stor, statslig hånd under borgerne. Tryghed. Velfærdssamfundet, som folk fra hele verden kommer og studerer, fordi det med globale øjne ser ud til at være blandt de bedste samfundsmodeller, vi har.

Der er ikke mange holdbare mandater i den fundamentalistiske liberalisme, der dyrker markedet som en trosretning og selv den blå patruljefører i Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, har ikke kunnet ændre noget væsentligt ved det, han kalder ”den socialdemokratiske leverpostejspolitik”. Stem for – eller forsvind!

Forudsigelighedens spindelvæv

Og de venstreorienterede – venstrefløjen i dansk politik?

Det er godt nok ikke meget, man hører til dem.

Jeg er jo hverken medie- eller samfundsforsker, men jeg kan empirisk – og med lidt hjælp fra Google over nogle dage – se, at rollerne som støttepartier for regeringen også under coronakrisen reelt har gjort SF og Enhedslisten til adjudanter for Socialdemokratiet.

Det meste af det sagte fra ikke mindst Enhedslisten er svøbt i forudsigelighedens spindelvæv. Herunder EL’s pludselige udmelding om de lavtlønnede i den offentlige sektor forud for overenskomstforhandlingerne i 2021. Med særlig fokus på de ansatte i sundhedssektoren – midt under en samfundskrise, hvor de ansatte er både arbejdets helte og EL’s kernevælgere. Legeringen af anstændighed og det faktum, at de to venstrefløjspartier reelt har den bedste regering, de kan få, har gjort regeringsstøtten hård som stål.

Det mest synlige på den danske venstrefløj lige nu er dog det usynlige. Det usagte. Paradokset med rødder helt tilbage til de kommunistiske filosoffer Karl Marx og Friedrich Engels. Dilemmaet mellem det internationale og det nationale her i citat fra Det Kommunistiske Manifest i Socialistisk Information– et af de højrøde sites på nettet:

”… så må proletariatets kamp i sit udgangspunkt være en national kamp. Proletariatet i det enkelte land må først og fremmest gøre op med deres eget borgerskab… ”

Der står noget i det socialistiske arvegods, om at proletarerne i alle lande skal forene sig, men arbejdskampene skal tages nationalt. Mente de to kommunistiske politik-designere for mere end 170 år siden…

Et nyt perspektiv

Siden dengang er der godt nok sket forandringer, som burde sætte de gamle tænkeres ord i et nyt perspektiv. Det egentlige industrisamfund udviklede sig først for alvor et halvt århundrede efter det røde manifest. Vi har haft to verdenskrige, grundlæggende sociale opgør. Sejr – og kollaps for de europæiske regimer, der gjorde marxismen til en trosbekendelse. Et voldsomt generationsoprør for mere end et halvt århundrede siden – og nu er vi måske på vej ud af det industrisamfund, det hele byggede på.

Enhedslisten har haft succes med et generationsskifte fra de gamle sure mænd til en ny generation af venstrefløj, som ikke mindst tegnes af kvinder, der sælger den røde, politiske vare dygtigt. Et nødvendigt ligestillingsprojekt

Hele den teknologiske udvikling er i sig selv – og især i efterkrigstiden – gået i retning af internationalisering, som vi i dag har givet sit eget, selvstændige ord; globalisering. De grundlæggende vilkår sættes mindre og mindre ved nationalgrænserne. Den nationalkonservative højrefløj trækker af og til luk-grænserne-kortet. Men hverken DF eller NB har, så vidt jeg ved, planer om at stoppe vores frie rejselyst eller slippe den rigdom, vi har erhvervet ved at kunne sælge vore varer over hele verden.

Coronakrisen kommer i den grad til at sætte den danske venstrefløj på skolebænken. SF har stille og roligt flyttet sig fra at være EU-fjender til at være bund-europæiske i deres politik. Veteranen i Europa-Parlamentet Margrethe Auken var blandt de første til at bekende europæisk kulør. Men man kan ikke påstå, at hun har stimuleret moderpartiets globale profil.

Enhedslistens generationsskifte

Ifølge mine søgninger på Google har det hele stort set handlet om forholdene i nationalstaten, selv om COVID-19 kom som en pest udefra. Og end ikke under coronakrisen, hvor mange anstændige og ansvarlige mennesker har erkendt, at Europa og EU svigtede de hårdest ramte, sydeuropæiske lande – ikke mindst Italien – har man hørt meget (noget?) til Enhedslistens formodede internationale solidaritet.

På god marxistisk, centralistisk vis holder man fast i, at Den Europæiske Union er og bliver storkapitalens opfindelse og at en paneuropæisk politik reelt skader de fattige lande. Der er sandheder i begge dele. Paradokser. Ligesom ”den danske model” både fordrer respekt for den private ejendomsret og for arbejdskampe.

Enhedslisten har haft succes med et generationsskifte fra de gamle sure mænd til en ny generation af venstrefløj, som ikke mindst tegnes af kvinder, der sælger den røde, politiske vare dygtigt. Et nødvendigt ligestillingsprojekt. Den tætte tobakslugt fra skurvognen er erstattet af en mere parfumeret, som den kendes i studiemiljøer og fra de økologiske fair trade-caféer i Danmark og i Europa. I det Europa, hvor den nye generation har rejst og besøgt og oplevet, talt de fremmede sprog – og stadig flere har studeret.

De kritiske spørgsmål kommer på bordet

Hvorledes kan denne globale livsform og -indstilling for den nye generation venstreorienterede gå i spænd med et EU-syn, som i retorikken og fjendebilledet er så tæt på Dansk Folkeparti, at det virker ligegyldigt om, man stemmer på det ene eller det andet parti ved EU-valg?

Og hvordan kan tilhængerne af den internationale solidaritet med Afrika og Sydamerika være så usynlige i debatten om de hårdest epidemi-ramte lande i Europa?

Er det en politisk bevidst blanding af marxistisk dogmatik og tidsåndens dyrkelse af nationalstaten?

Er det ”bare” ureflekteret – en slags politisk koma efter et angreb, vi ikke havde set komme?

Eller er det en politisk bevidst blanding af marxistisk dogmatik og tidsåndens dyrkelse af nationalstaten?

De kritiske spørgsmål kommer på bordet, når venstrefløjen skal på skolebænken efter coronakrisen.


LÆS OGSÅ: En nation på skolebænken

Taxamandens klumme: En nation på skolebænken 2.0 – coronakrisen ryster de blå

Taxamandens klumme: En nation på skolebænken


Foto: Flickr

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Politik & Samfund

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til