Kina har en gigantisk plan i støbeskeen. Supermagten vil finansiere veje, togforbindelser og havne, genskabe den historiske silkerute og skabe en mægtig, moderne handelsvej gennem Eurasien, fra Kina til Europa med udvidelser mod Sydøstasien og Østafrika. Men Kinas motiver er ikke ren velgørenhed. For dén, der kontrollerer Eurasiens landmasse, kontrollerer verden, skriver Joseph S. Nye.
CAMBRIDGE –I sidste måned var den kinesiske præsident, Xi Jinping, vært ved en veltilrettelagt “Belt and Road” konference i Beijing. Begivenheden, der strakte sig over to dage, tiltrak 29 statsoverhoveder, herunder Ruslands præsident, Vladimir Putin, samt 1200 delegerede fra over 100 lande.
Xi kaldte Kinas Belt and Road Initiative (BRI) “århundredets projekt.” De 65 involverede lande udgør to tredjedele af verdens landmasse og omfatter fire en halv milliarder mennesker.
Xis plan, der første gang blev lanceret i 2013, er at forene Eurasien gennem investering af en billion dollar i infrastruktur, der strækker sig fra Kina til Europa med udvidelser mod Sydøstasien og Østafrika, og den er blevet kaldt både Kinas nye Marshall Plan og landets bud på en storslået strategi.
Nogle iagttagere så også konferencen som en del af Xis forsøg på at fylde tomrummet, efter at USA’s præsident, Donald Trump, afviste forgængeren, Barack Obamas, Trans-Pacific Partnership.
Kinas ambitiøse initiativ vil skaffe nødvendige motorveje, jernbanelinjer, pipelines, havne og kraftværker til fattige lande. Det vil også anspore kinesiske firmaer til at øge deres investeringer i europæiske havne og jernbaner. “Belt”-delen vil omfatte et massivt netværk af veje og jernbaner gennem Centralasien, og “road”-delen henviser til en stribe af maritime ruter og havne mellem Asien og Europa.
Men Kinas motiver er ikke ren velgørenhed.
Marco Polo (den berømte italienske handels- og opdagelsesrejsende fra slutningen af 1200-tallet) ville være stolt. Og hvis Kina vælger at bruge sine overskydende finansielle reserver på at skabe infrastruktur, der hjælper fattige lande og understøtter international handel, vil landet skabe noget, der kan ses som et globalt offentligt gode.
Men Kinas motiver er ikke ren velgørenhed.
Omlægning af Kinas store aktiver i fremmed valuta fra amerikanske statsobligationer med lavt udbytte til infrastukturinvesteringer med højt udbytte giver god mening, og det skaber alternative markeder for kinesiske varer.
Når kinesiske stål- og cementfirmaer lider under overkapacitet, vil kinesiske byggefirmaer få fordel af de nye investeringer. Og når kinesisk fremstillingsindustri flytter til mindre tilgængelige egne, vil forbedret infrastruktur med forbindelse til internationale markeder passe til Kinas behov for udvikling.
Men er Kinas BRI-projekt mere PR-røg end investeringsild? Ifølge Financial Times (FT) er investeringer i Xis initiativ faldet sidste år, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt de kommercielle foretagender føler sig ligeså forpligtede som regeringen. Fem togstammer fyldt med gods forlader Chongqing på vej mod Tyskland hver uge, men kun et fyldt tog kommer retur.
Kina satser på en gammel geopolitisk teori. For hundrede år siden argumenterede den britiske geopolitiske teoretiker Halford Mackinder for, at den, der kontrollerer Eurasiens landmasse, ville kontrollere verden
Transport af varer over land fra Kina til Europa er stadig dobbelt så dyrt som handel ad søvejen. Som FT udtrykker det, er BRI “desværre mere en bred politisk vision end en praktisk plan for investeringer”.
Desuden er der fare for gæld og ubetalte lån fra projekter, der viser sig at være økonomiske “hvide elefanter”, og sikkerhedskonflikter kan besværliggøre projekter, der krydser så mange landegrænser. Indien er ikke begejstret for en større kinesisk tilstedeværelse i Det Indiske Ocean, og Rusland, Tyrkiet og Iran har deres egne dagsordener i Centralasien.
Landegrænser er et problem
Xis vision er imponerende, men vil den kunne gennemføres som en mægtig strategi? Kina satser på en gammel geopolitisk teori. For hundrede år siden argumenterede den britiske geopolitiske teoretiker Halford Mackinder for, at den, der kontrollerer Eurasiens landmasse, kontrollerer verden.
Den amerikanske strategi har derimod bygget på den geopolitiske viden hos en admiral fra det 19. århundrede, Alfred Mahan, der fremhævede overherredømme til søs frem for magt i de indre landområder.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig tilpassede George F. Kennan Mahans ideer og udviklede sin koldkrigsstrategi, der gik ud på at inddæmme Sovjetunionen.
Han hævdede, at hvis USA allierede sig med ørigerne Storbritannien og Japan samt den vesteuropæiske halvø i de to ender af Eurasien, ville USA skabe en en global magtfordeling, der ville gavne amerikanske interesser. Pentagon og Udenrigsministeriet er stadig organiseret med ringe opmærksomhed på Centralasien efter den tankegang.
USA og Kina har meget at vinde ved at samarbejde om en vifte af transnationale spørgsmål som monetær stabilitet, klimaforandringer, cyberregler og anti-terrorisme
Meget har ændret sig i Internet-alderen, men geografi betyder stadig noget på trods af udviskningen af afstand. I det 19. århundrede drejede den geopolitiske rivalisering sig om “spørgsmålet om Østen”, altså hvem, der kunne kontrollere det smuldrende Ottomanske Riges område. Infrastrukturprojekter som jernbanen fra Berlin til Bagdad skabte spændinger mellem stormagterne.
Vil disse geopolitiske magtkampe nu afløses af “spørgmålet om Eurasien”?
Kinas plan vækker et gammelt spøgelse
Med BRI satser Kina på Mackinder og Marco Polo. Men landruten gennem Centralasien vil genoplive det 19. århundredes “store spil” om indflydelse, der involverede Storbritannien og Rusland, men også de tidligere imperier Tyrkiet og Iran.
Samtidig vil den maritime “vej” gennem Det Indiske Ocean skærpe Kinas allerede anspændte rivalisering med Indien med opbygning af spændinger omkring kinesiske havne og veje i Pakistan.
USA satser mere på Mahan og Kennan. Asien har sin egen magtbalance, og hverken Indien, Japan eller Vietnam ønsker kinesisk dominans. De ser Amerika som en del af løsningen. Den amerikanske politik er ikke inddæmning af Kina – se blot den massive strøm af varer og studerende mellem landene.
Men efterhånden som Kina optændt af visionen om national storhed engagerer sig i territoriale uoverensstemmelser med sine maritime naboer, kan de drives i armene på USA.
USA og Kina har meget at vinde ved at samarbejde om en vifte af transnationale spørgsmål såsom monetær stabilitet, klimaforandringer, cyberregler og anti-terrorisme. Og mens BRI både vil skaffe Kina geopolitiske fordele og udgifter, vil det næppe blive en game changer i den store strategi, som nogle analytikere tror.
Faktisk er “selv-inddæmning” Kinas virkelige problem. Selv i en tid med Internet og sociale medier, forbliver nationalismen en meget stærk kraft.
Samlet set bør USA byde Kinas BRI velkommen. Som Robert Zoellick, en tidligere amerikansk handelsforhandler og præsident for Verdensbanken, har påpeget, bør USA tilskynde kineserne til at blive en “ansvarlig interessent”, hvis Kina i stigende grad bidrager til frembringelse af globale offentlige goder.
Desuden vil der være mulighed for, at amerikanske firmaer kan nyde godt af BRI-investeringer.
USA og Kina har meget at vinde ved at samarbejde om en vifte af transnationale spørgsmål såsom monetær stabilitet, klimaforandringer, cyberregler og anti-terrorisme. Og mens BRI både vil skaffe Kina geopolitiske fordele og udgifter, vil det næppe blive en game changer i den store strategi, som nogle analytikere tror. Det er snarere et spørgsmål, om USA kan leve op til sin rolle.
BONUSVIDEO – Tænketanksdirektør Mark Leonard interviewer Joseph Nye om verdens tilstand og supermagternes skakspil med fokus på Kina og USA – begge trykkes regelmæssigt på POV International via vores samarbejde med Project Syndicate:
Riding in Cabs with Joseph Nye
"You’ve been thinking about power more than anyone in human history. The big question today: is China too powerful or not powerful enough?"ECFR's Mark Leonard interviews Harvard University's Joseph Nye on great power politics. In the back of a cab, naturally.
Posted by Project Syndicate on Saturday, June 10, 2017
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og POV International
Topfoto: One Road – One belt China – cj.sina.com.cn
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her