Taxamandens klumme: Midt i en 30-års krise

i Liv & Mennesker/Klumme af

KLUMME – Jeg har ikke ordentligt styr på trends i modebranchen. Det er kvinderne i mit liv, som har ført mig rundt i labyrinten af, hvad der passer til tiden, til personen og til alder. 

Så jeg forstår ikke sammenhængen mellem min unge kundes job og destination – og hullerne i hendes strømpebukser. Hun skal til det danske hovedkvarter for en af verdens helt store medicinalvirksomheder. Hun er er amerikansk statsborger, men har arbejdet 3-4 år for firmaet længere nede i Europa. Noget med hardcore økonomi. Men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen med tråden, der er løbet i de sorte strømper – fra knæet og op. 

Det kommer mig jo ikke ved. 

Jeg fylder 30 lige om lidt, og jeg savner virkeligt meget ’det derhjemme’. Det er muligvis en slags livskrise”

Skal man sige noget? Er det helt udenfor min forretningsplan eller burde jeg udvise almindelig, medmenneskelig hjælpsomhed?

Jeg er lykkelig over, at jeg holdt min kæft.

Hun vil sidde på forsædet. Har behov for at snakke. Mellem ordene om livet og kærligheden, dens opløftende stunder – og tvivlen forbereder hun sig på mødet i den danske del af koncernen. Hun slår solskærmen foran passagersædet ned, kigger i de belyste make-up spejle og tager den lille toilettaske frem. Og en læbestift. 

”Er det OK?”

Hun kigger meget sødt på mig i forvisningen om, at manden på forsædet er en kastrat i forførerkunsten. Jeg er gammel – og ufarlig!

”Ja, selvfølgelig er det OK, siger jeg og er stolt over tilliden fra en kvinde, som er på alder med mine døtre.

Læbestiften skinner som en moden frugt. 

Hun åbner for ærlighedskammeret i 20 minutters taxi-møde på motorringvejen

Knaldrød så det er umuligt at slippe læberne af syne. Men jeg har Taxamandens toptrænede evne til at se uden at kigge. Nogenlunde samme teknik som tidens smarteste smartphones med flere linser. Hver linse tager et billede. Min hjerne er som en mikrochip, der forener hvert enkelt udtryk til et samlet – det bedst mulige billede.

Så ser jeg endnu flere huller i strømperne og nu er det tydeligt. Der er ikke tale om et uheld. Hun har valgt en stil, som står i modsætning til forventningen om en forretningskvinde. Måske er det budskabet, hun vil frem med: ”Mig skal de ikke sætte i bås”.

Vi taler om hendes hjemland – USA. Jeg fortæller hende, at jeg har været der en snes gange. Jeg har cruiset på Harley Davidson i Californien, Nevada, Utah, Arizona, i Texas – og på Østkysten i Upstate New York og Pennsylvania. Når mediekonferencerne var overstået, tog jeg et par feriedage for at udleve min maskuline frihedsdrøm. Nu er jeg taxamand og kører på diesel og minder!

Jeg lader det nuværende regime ligge. Præsidenten, som næsten fascinerende uhyggeligt både har fingerspidsen, der kan trykke på den røde knap – og samtidigt optræder som total turbo-narcissist på pressemøder og sociale medier – med et sprog, der ikke afslører et overdrevent intellekt.

Det absolutte flertal af mine kunder synes simpelthen, at emnet er for pinligt. Ikke så få – de der bor på denne side af ”dammen” – er lykkelige over at være europæere lige netop nu.

Men min kunde med de røde læber og de hullede strømper savner de forenede stater. Ikke Donald – han er snart overstået, lover hun, men vennerne! Livsindstillingen. Hun åbner for ærlighedskammeret i 20 minutters taxi-møde på motorringvejen. 

”Jeg har en god uddannelse og det fedeste job med en god løn. Jeg kan lide etikken i de europæiske samfundsmodeller. Men, My God, hvor jeg savner livet og vennerne. Også det, som I europæere finder overfladisk. Høflighedsfraserne. ’How are you doing?’ Hvor kommer du fra? Hvad laver du her?”

Rejs hjem. Skip det gode job og rejs hjem! Tag en chance! Det er meget federe end at vente på miraklet.”

Hun kigger på mig, fordi jeg smiler bredt. Jeg fortæller hende, at jeg må have en amerikaner i mit DNA. Jeg har det på samme måde med det, vi kalder amerikansk overfladiskhed. Jeg mødte den i elevatoren i et amerikansk megahotel i Dallas, Texas. Blev gennemforhørt på rekordtid mellem lobbyen og 32. etage. Men det, der for os socialt puritanske nordeuropæere opfattes som blufærdighedskrænkelse, kan uden besvær fortolkes som almindelig interesse for andre. Jeg er for længst overbevist – og hun kan mærke det, tror jeg. Hun åbner tillidsfuldt for antydningen af en personlig krise.

”Jeg fylder 30 lige om lidt, og jeg savner virkeligt meget ’det derhjemme’. Det er muligvis en slags livskrise”

”Og du drømmer om snart at få en familie og børn”, konstaterer jeg medfølende?

Hun fortæller, at forholdet mellem hende og europæiske mænd ikke har været den store succes.

”Jeg er virkeligt dårlig til det. Lige nu er jeg træt af klodsetheden, som jeg oplevede den i morges i lufthavnen, som jeg rejste fra. Først maser han sig gennem køen som en rendyrket egoist. Og så – når vi kommer til at sidde ved siden af hinanden – er han nærmest stum! Ved du hvad, jeg ville fortrække nogle af de sociale klichéer, ikke dybe bekendtskaber hver gang, men almindelig, medmenneskelig interesse. Det samme gælder i mine kæresterier og forspil til noget, som kunne blive et forhold. Jeg må enten gøre det helt forkert eller være meget uheldig. For det ender for ofte med, at han graver sig ned i en detalje. Det hele skal være helt perfekt fra starten – ellers går det bare ikke at fortsætte. For slet ikke at tale om de mænd, der er bange for min uddannelse og position. Jeg savner det, jeg kunne derhjemme – at leve et stykke tid med det lette og mindre forpligtende – og så finder vi måske ud af det?”

Hun smiler, mens vi et sekund slår bro over alderens Filippinergrav

Jeg slutter turen med at fortælle minder fra mine egne kærlighedshistorier – om veje og vildveje. Om at smide perfektionens spændetrøje. Om at elske det, man får som gave – og slappe af overfor det, der ikke er – perfekt! Og så den fedeste lykke – at være elsket af sin partner, selv om man ikke altid fortjener det.

”Du har jo en særlig mulighed”, siger jeg, morfar-taxichaufføren, mens jeg giver hende rejsetasken og endelig har klarhed over, at hendes ”løbne” nylonstrømper er et karakterudtryk – og ikke et uheld

Jeg tager hendes hånd, trykker den og kigger hende ind i øjnene:

”Rejs hjem. Skip det gode job og rejs hjem! Tag en chance! Det er meget federe end at vente på miraklet.”

Hun smiler, mens vi et sekund slår bro over alderens Filippinergrav.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Unsplash

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker