
Går vi, der ikke har så mange penge oftere i søvne? Går vores ting oftere i stykker? Knækker vores tænder mere? Et er at andre griner af vores MasterCard – det ultimative bevis på at vi har en lav og måske endda virkelig svingende indkomst – men kan vi overhovedet grine af os selv eller er vi også for sølle til det?
Opgangen i Otte Ruds Gade i Aalborg havde terrazzogulv i en mørkegrå nuance, væggene var blegt gule. Nydeligt – eller det kunne jeg ikke se, for mine øjne var lukkede, faktisk snorksov jeg – men på trods af den dybe søvn var jeg på vej ned ad terazzo trapperne fra anden sal hvor min veninde, Ingrid, boede dengang for fem år siden. Jeg var splitternøgen.
Ingrid var vågnet med et spjæt i sin seng, da hun hørte hoveddøren blive smækket. Hun for ind i gæsteværelset, tændte lyset i loftet og så, at min dyne var faldet på gulvet, men jeg var der ikke. Ingrid kastede hurtigt sin hvide badekåbe om sig, tog sine hoveddørsnøgler i hånden og gik ud på gangen. Jeg var næsten nået ned på første sal og Ingrid gik forsigtigt efter mig. Hun var bange for at jeg skulle vågne. Det har alle jo hørt kan være meget uhyggeligt, måske endda småtraumatisk for den, der går i søvne. Da Ingrid kom ned til mig, tog hun mig nænsomt under den ene arm og talte stille til mig, og forklarede at nu skulle jeg op i seng. Selvfølgelig husker jeg ikke noget af det her, men det har hun fortalt mig, og hvor har vi grinet af det mange gange siden.
”Kan du huske dengang du stod splitternøgen ude i min opgang, det var som en scene fra en klassisk komedie?”
”Nej, det kan jeg ikke og hold nu kæft, Ingrid, det er fem år siden!”
Ulykkesdage og taberkort
Der er, ifølge astronomen Tycho Brahe, som også var astrolog, 32 ulykkesdage på et år. På Wikipedia kan man se hver eneste dato. Kun 32? Ahr, kære Tycho, enten har tiderne ændret sig, fra da du levede (1546-1601) eller også har du regnet skrupforkert – eller også er forklaringen på det tal, at du ikke kendte mig.
MasterCard er et taberkort, siger en af mine venner, Carsten, nærmest hver gang jeg trækker kortet frem for at betale et eller andet. Carsten har en happening bar, Sway, under Clemens Bro i Aarhus. Jeg elsker at komme der og heldigvis har baren en Dankortmaskine, der også tager taberkort.
Det kan godt være I klarer jer super eller bare okay, men vi er en stor gruppe i Danmark, og vi bliver flere og flere, der ikke har noget sikkerhedsnet. Og dette er hverken et tiggerbrev eller kan-I-så-få-medlidenhed-med-os-opråb, men det er et kæmpe tabu og det vil jeg gerne skrive om. Så om I synes at det kommer jer ved – jeg aner det ikke – men jeg håber det, og for at give en rapport fra ”den verden” lægger jeg gerne halsen frem på forargelsesskafottet med mit MasterCard i munden.
”Dem, der har MasterCard, er enten under 18 eller mennesker, der overhovedet ikke har styr på deres økonomi,” siger Carsten og stryger en hånd gennem sit halvlange mørke hår.
”Mærkeligt, hva’,” siger jeg, ”Jeg kender altså en del med platinkort og hvad de fine kreditkort ellers hedder, der er gået komplet bankerot ,netop fordi de kan trække penge og trække penge på det, og jeg mener, jeg kender mange.”
”Ja, men det er der jo ikke nogen, der kan se – at de ikke har råd til at trække over,” griner Carsten. ”Et MasterCard er et dead giveaway…”
Når pengene er små og der ikke er nogen at låne af
Hvad kommer alt det her jer, POV’s læsere ved? Tjah, jeg vil bare gerne fortælle en historie om ikke at være direkte fattig, men i hvert fald langt fra rig. Måske kender nogen af jer det?
Højst sandsynligt vil de fleste nægte, for det er alt for pinligt, det at have meget få penge og skulle balancere hver eneste måned og vælte fuldstændig over en tandlægeregning man ikke havde regnet med eller når noget vigtigt, man skal bruge, går i stykker – DUFF!
Så ligger man dér, og er der ikke nogen at låne af, så er der jo ikke noget sikkerhedsnet – plus at alt selvfølgelig skal betales tilbage, og så strammer budgettet yderligere, og i lang tid efter og det taler man meget nødigt om.
Det kan godt være I klarer jer super eller bare okay, men vi er en stor gruppe i Danmark, og vi bliver flere og flere, der ikke har noget sikkerhedsnet. Jeg har valgt at bo i en et-værelses lejlighed, jeg har haft et skønt hus lige ned til havet, men der havde jeg også meget mere arbejde og meget lidt tid til at skrive og jeg blev faktisk syg i sjælen af det så nu har jeg valgt et liv som skribent. Jeg dør hvis jeg ikke skriver.
Melodramatisk? Hvis du synes det, så er det din mening, jeg véd, det er sådan det er. Nå, men jeg har valgt – eller ordene har valgt mig – i hvert fald noget af den her grelle økonomiske virkelighed, og jeg har venner, der også er kunstnere, som hader hver den første i måneden, som jeg også gør.
Nogen siger: En kunstner, der ikke kan klare sig selv, skal arbejde på fabrik, have en fast indtægt. Yeah, right? Mange af mine venner er blevet pensionister og står midt i en ny virkelighed og så er der førtidspensionister, arbejdsløse, kronisk syge og mange flere. I kender ”sangen”, men hvis man ikke har prøvet at leve med og i den verden, så kan man ikke forestille sig det. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Og dette er hverken et tiggerbrev eller kan-I-så-få-medlidenhed-med-os-opråb, men det er et kæmpe tabu og det vil jeg gerne skrive om. Så om I synes at det kommer jer ved – jeg aner det ikke – men jeg håber det, og for at give en rapport fra ”den verden” lægger jeg gerne halsen frem på forargelsesskafottet med mit MasterCard i munden.
Hug til, hvis det er dét I har lyst til.
I lørdags tog jeg mit første Kviklån
Det hele begyndte ellers med at være en dejlig lørdag morgen hvor jeg lå i min seng og så et YouTube klip med Aretha Franklin i stor pels, da hun tidligere på året hyldede Carole King ved at synge/leve og bevise at hun er ”A Natural Woman” for hele verden:
https://www.youtube.com/watch?v=4bSlPlHwP7k
Men så gik der pludselig ren Tycho Brahe i lørdagen.
Min computer holdt op med at ”trække vejret”. Den var fuldstændig kaput og jeg troede, jeg skulle dø. Gudskelov duede min mobil stadig, men ingen computer, så er det bare op med poten og begynde at vinke. Farvel verden, farvel.
En af mine drengevenner, Don Ole, kom ilende, men han kunne se det med det samme, det var helt slut:
”Den har jo skrantet i noget tid, du må ha’ en ny.”
”En ny computer?”
”Ja,” nikkede Don Ole.
En time senere stod jeg i køen mellem sofaer og senge i Ikea og ventede på at skrive under på mit livs første kviklån. Køen var meget lang og Don Ole der havde kørt mig til Ikea satte sig først i en gul sofa, mens jeg lavede nej fagter med hænderne.
”For grim?” spurgte Don Ole halvhøjt.
Jeg nikkede og rykkede en plads frem i køen. Jeg var nu så tæt på ekspedienten, at jeg kunne se hans navneskilt og et badge, der sad lige under, men jeg kunne hverken læse, hvad manden hed eller hvad der stod på badgen men han talte så venligt til kunden, han var i gang med at ekspedere, at jeg blev roligere. Don Ole havde rejst sig fra en kridhvid sofa med en stor puf og var nu på vej over til en lækker lakrød kæmpesofa. Han bumpede ned i den, og så ud som om, han aldrig ville rejse sig igen.
”Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte Niels, som jeg nu kunne se, at der stod på ekspedientens navneskilt.
Jeg forklarede mit forehavende med kviklånet, mens mine øjne lidt flove så på hans badge, hvor der stod, at Niels var blev valgt til månedens medarbejder i en stafet af en slags. Niels bad om mit pas og sygesikringsbevis. Han skrev noget ind på sin skærm, og vips så stod han med nogle papirer, som jeg skrev under på. 5000 kroner rigere og nu hit med pengene og så afsted efter en computer inde i byen.
”Så skal du bare have et kontokort…”
”Kontokort?”
”Ja,” smilede ekspedient Niels. ”Ellers kan du jo ikke købe nogen varer.”
Tycho, hvad helvede sker der? Jeg havde ikke undersøgt andet om Kviklånet, end hvad jeg skulle have med af identifikation på at jeg var mig, men jeg var så lidt mig, fordi min elskede computer var brændt sammen, at jeg ikke havde fattet. at man ikke kan få kontanter ud af en Ikea (Ikano) konto.
Jeg takkede Niels for hjælpen og gik over til Don Ole i den lakrøde sofa og viftede med mit nye kontokort.
”Du tror det er løgn…”
”Hvad?” Don Ole så spørgende på mig.
”Må jeg ha’ lov til at invitere dig på en sen frokost i cafeteriaet?” spurgte jeg opgivende.
”Men skal vi ikke videre? Vi skal jo gerne ha’ købt den computer i dag eller?”
Jeg rystede på hovedet. ”Det er ikke sjovt, Don Ole. Ingen computer, kun de der rædsomme svenske kjøttbullar… “
”Jeg skal købe varer.”
Don Ole begyndte at grine. ”Det passer simpelthen ikke.” Han satte sig lidt op i sofaen. ”Nå, men hvor er Håndklædeafdelingen?”
”Håndklædeafdelingen?”
”Vi ripper den, håndklæder i alle farver og størrelser, hahahaha, men jeg vil også gerne i cafeteriaet, jeg er sgu ret sulten!”
Jeg rystede på hovedet. ”Det er ikke sjovt, Don Ole. Ingen computer, kun de der rædsomme svenske kjøttbullar… “
”Ha ha ha ha, åh, ha ha ha ha – hvor mange kjøtbullar kan man mon få for 5000 kroner,” spurgte Don Ole nærmest tudende af grin, mens han lå henover det lakrøde læderarmlæn.
Da jeg kom hjem fra Ikea, hev jeg mobilen frem og lagde mig totalt sur og udmattet på sengen. Det eneste jeg trængte til at bruge aftenen på var at se Aretha Franklin synge iført pels på YouTube en gang til.
To gryder der blev kylet ud midt om natten
Efter et par timer faldt jeg da gudskelov i søvn. Møgdag. Jeg vågnede ved 4-tiden, fordi der var en totalt mærkelig lugt i min lille lejlighed. Jeg stod undrende ud af sengen, og det var så åbenbart ikke første gang den nat, at jeg havde været oppe, for det, der lugtede af, var mad der var brændt på.
Den nat hos Ingrid i Aalborg, hvor jeg stod splitternøgen og snorksovende i hendes opgang, var ingenting i forhold til, hvad jeg nu havde bedrevet. Jeg var ikke kun gået i søvne denne gang, jeg havde lavet varm mad.
Der stod to gryder på komfuret. Den ene med pasta var brændt så meget på og fast, at jeg måtte kyle gryden ud, da den var blevet kold efter jeg havde slukket kogepladen. I den anden gryde var der kødsovs med masser af skønne ting – på spækbrættet kunne jeg se spor af, at jeg havde hakket både tomater, frisk basilikum, hvidløg og chili. Den gryde kylede jeg også ud, den var lige så umulig at få gjort ren igen som gryden med pasta. Jeg var virkelig rystet, jeg kunne have været kommet rigtig galt afsted, eller i værste fald have brændt hele højhuset af.
Jeg gik ud på svalegangen for at få et alvorsord med Tycho, der stod og røg det sidste af en smøg. Det var stadig mørkt, og jeg småfrøs og længtes efter at låne Aretha Franklins pels. Jeg blev enig med Tycho om, at kviklån er noget lort, han skoddede sin smøg og skuttede sig.
”Ingen computer, pis altså aner ikke hvad jeg skal gør, men nu vi står her må jeg så ikke lige bede dig om noget?” spurgte jeg Tycho.
”Selvfølgelig…”
”Jeg orker ikke alle de dumme dage, vil du ikke godt holde dig til de 32 ulykkesdage om året, som du oprindelig regnede dig frem til…”
”Jo,” svarede den gamle mand. ”Det er en aftale, men så skal du også låne mig dit MasterCard…”
Topillustration: Mormor – som man kan finde her: http://mormorandme.com/
POV International betaler ikke sine skribenter – hvis du nyder Synnøves tekster og gerne vil donere et beløb til hende, kan du benytte hendes Mobile Pay: 2868 9830
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.