BLIND I TRE TIMER – At tilbringe en aften i Hamburg blind som en muldvarp er bestemt ikke spild af tid. I dialoghuset ’Dialog im Dunkeln’ får man i bytte for en aften i total mørke, øjnene op for, hvordan det er at leve som blind. En tur med blindestok og -guide i et kulsort, men alligevel farverigt og sanseligt univers, er bestemt at træde et skridt ud af sin komfortzone. Til gengæld er det en enestående mulighed for at teste og skærpe sin høre-, føle-, smags- og lugtesans, fortæller Maiken Skeem. Underholdende var det også.
Imens vi sad der og ventede på at blive lukket ind i mørket, formåede vi at piske en skumsprøjtende stemning godt og grundigt op og var nu ved at fortryde, at vi havde booket en aften med blindestok i dialoghuset ’Dialog im Dunkeln’.
For, hvad nu hvis den lurende klaustrofobi brød ud i lys lue og en af os, eller måske os begge, fik et højrøstet panikangst-anfald derinde i mørket? Hvad nu hvis Hansi Hinterseer ventede på os derinde og ikke ville lade os slippe ud før end han havde sunget samtlige af sine største og mindste schlagere – og endnu værre, hvad nu hvis min venindes bekendte havde ret?
Vi kastede os ud i det mørke eventyr temmelig nervøse og med forventningen ’ALT kan ske’
Hun havde besøgt samme sted og holdt fast i, at det var noget nær den mest rædselsfulde oplevelse i hendes liv. En af de tungvejende årsager var, at den blinde guide, havde ’fingereret’ ved hendes attributter indtil flere gange under turen og middagen. Men måske ville vi trods alt have nemmere ved at slippe udenom, da ingen af os havde en D-skål eller derover med ind i mørket.
Sort som i graven
Vi kastede os ud i det mørke eventyr temmelig nervøse og med forventningen ’ALT kan ske’.
Udstyret med blindestokke (og med skjorterne knappet helt op i halsen) begav vi os uden at vide, hvad der var i vente de kommende knap tre timer, ind i ’der Dunkelheit’ sammen med fem andre mere eller mindre højspændte turister.
Gruppen bestod af to tyske par, en mexicansk pige på jordomrejse, en tysk studerende, som havde svært ved at holde sine lange fingre fra sin madonna-smukke, spanske kæreste – og så var der min veninde og mig. På den anden side af et fedt fløjlsgardin ventede mørket og den blinde guide Rasim på os.
Og der var ikke bare halv-dunkelt eller mørkt derinde i mørket, der var sort som i graven.
Guiden var ikke nem at narre. Mange år som blind havde lært ham at aldersbestemme sine medmennesker ud fra tonen og klangen i stemmen, selv om han fortsat havde svært ved at aldersbedømme især amerikanske og asiatiske kvinder på grund af deres ofte lyse og pigede stemmer
Eneste pejlemærke var Rasims venlige og beroligende stemme: ”Gå efter min stemme,” og ”Jeg er lige her,” blev han ved med at repetere, imens stokkene tikkede desperat mod gulvet. Af og til rørte han os flygtigt på skulderen for at forsikre os om, at vi ikke var tabt eller forsvundet fra flokken.
Egentlig en helt tryg fornemmelse – også selvom vi jo vidste, at der målt i centimer ikke var langt fra skulder til bryst, og at det jo derfor måtte være nemt for guiden at ’tage fejl’ af kropsdelene. Han vidste trods alt ikke, hvor høje vi var.
Fremad ud i det fiktive Hamburg
Vi bevægede os gennem parker og over veje. Der var mennesker der råbte foran os, bag os, børn der legede ved siden af os, skrattende, høj musik og insisterende, dyttende biler. Men vi bevægede os ufortrødent fremad henover ujævne brosten og i blødt græs på vejen ud i det fiktive Hamburg.
Vi blev budt på en drink undervejs og fik også lov at puste lidt ud på en bænk.
Senere indtog vi forretten stående ved høje borde.
Rasim forsøgte samtidigt at gætte alderen på sine gæster. ”Jeg er 60, ” insisterede min spøgefulde veninde kækt og havde dermed lagt mere end ti år til sin faktiske alder.
Men guiden var ikke helt så nem at narre. Mange år som blind havde lært ham at aldersbestemme sine medmennesker ud fra tonen og klangen i stemmen, selv om han fortsat havde svært ved at aldersbedømme især amerikanske og asiatiske kvinder på grund af deres ofte lyse og pigede stemmer, fortalte han.
Mørket blev næsten et trygt sted
Nu skulle vi krydse en landgangsbro og derefter ud at sejle i høj bølgegang. Sikkert placeret på en bænk i båden, mærkede vi havets brusen under os og en lun vind i ansigtet og håret – og Hansi Hinterseer var heldigvis ikke hoppet med ombord. Den trykkede stemning lettede nu helt og aldeles. Mørket var ikke længere så truende, men blev næsten et trygt sted at befinde sig. I et anfald af det, som nok var en slags overmod råbte jeg til min veninde: ” Hvorfor sker der mon ingenting? Jeg har ellers knappet skjorten helt ned”.
Vi brød hulkende sammen i grineflip som to overkåde teenagere og set i bakspejlet var det faktisk hverken ret smart eller særligt hensynsfuldt at lade latteren få frit løb. Vi havde netop inden vi gik ind i mørket fået at vide, at vi ikke skulle tale eller grine for højt, fordi man som blind som oftest har udviklet en skærpet og dermed også ekstra følsom høresans.
Vi var dog ikke de eneste, som blev grebet af stemningen. Den unge tyske studerende forsøgte utrætteligt at lave forsvindingsnummeret – at bortføre sin spanske madonna, så han kunne fortære hende i det, som han nok, da han havde bestilt billetterne, fejlagtigt havde troet var den mest direkte vej over plankeværket ind i lystens hule.
Hun var til gengæld ikke helt så vild med hans kreative, vellystige påfund og hvinede rædselsslagent og kaldte på guiden, hver gang hun mente at være trukket på afveje. En enkelt gang gik den elskovssyge og efterhånden også lettere skingre tyske ungersvend så langt som til at stjæle og bortskaffe den spanske ungmøs blindestok for at lette bortførelsen.
To retter mad uden kniv og gaffel
Den sidste del af turen bestod af en to-retters middag med vin eller øl. At spise gør man normalt også med øjnene – og når man ikke ser sin mad, smager alt lidt mærkeligt tamt og egentlig også en smule ens. Jeg mærkede hurtigt, at det ville blive en lang, stædig og formentlig også forgæves kamp at blive mæt ved brug af kniv og gaffel, så jeg besluttede mig efter adskillige gange at have forsøgt på den civiliserede måde, at tage hænderne i brug og førte så det, som jeg mente var et stykke kød, op til munden for at bide af det.
Selv om det havde været en helt igennem fantastisk oplevelse at forsøge sig som blind, så var det en fryd at få sit syn tilbage og – uden at støtte sig krampagtigt til en stok – at slentre gennem Hamburgs oplyste gader hjem
Jeg følte mig lidt som en hulekvinde – men fungerede dog bedre. Alligevel gav jeg efter et stykke tid op og valgte i stedet at forsøge at drikke den værste sult væk – og jeg fik i hvert fald drukket den del af min øl, som ikke vædede dugen.
Afslutningsvis kunne vi vælge, om vi ville skylle oplevelsen ned i baren med en Ouzo eller en Jägermeister. Og på det tidspunkt, efter næsten tre timer i bælgmørke, var vi faktisk også mere end klar til at komme ud i lyset igen. Vi behøvede egentlig ikke at drikke os mod til. Og selv om det havde været en helt igennem fantastisk oplevelse at forsøge sig som blind, så var det en fryd at få sit syn tilbage og – uden at støtte sig krampagtigt til en stok – at slentre gennem Hamburgs oplyste gader hjem.
At besøge ’Dialog im Dunkeln’, Alter Wandrahm 4, 20457 Hamburg, er en absolut strålende og unik oplevelse, som varmt kan anbefales. Husk at booke og betale turen på forhånd på: https://dialog-in-hamburg.de/en/
Topillustration: Foto af Dialoghuset, taget af forfatteren.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
