LIV & MENNESKER // KLUMME – Nationalismen er en pest for Taxamanden alias Jesper Grunwald, der er stolt af både det danske bondeblod og den kvarte tysker, som via den østprøjsiske farfar er en del af den firhjulede journalists kulturelle og biologiske DNA. Selvom fædrelandsdyrkelse ikke er Taxamandens yndlingsposition, er én ting værre: Forlegenheden over at tilhøre et specifikt folk.
Jeg er ved at have lært det. At mine internationale kunder i taxien bringer deres hjemlige taxiattitude med sig, når de rejser her til kongeriget. En ikke ukendt holdning til taxichauffører er at møde mig som en potentiel bondefanger. Uden at kaste for mange fordomme på mine asiatiske kolleger må jeg erkende, at jeg ofte har oplevet kunder tilhørende middelstanden i den østlige verdensdel, der har fulgt mig med deres halvskjulte Google Maps fra bagsædet for at overvåge min kørerute – efter devisen: Taxichauffører? De tager røven på dig, når de kan komme til det.
Han ser alvorstung ud i det oplyste aftenmørke under halvtaget ved terminal 3. Taler et lavmeldt sprog med sin meget platinblonde hustru – en tone, jeg mener at genkende som tilhørende den slaviske sprogstamme. Det er vist russisk, men jeg er ikke sikker i min sag. Så jeg griber til Taxamandens og journalistens hurtigste værktøj: Jeg spørger!
– Where do you come from?
Jeg ser i bakspejlet, at han godt nok hverken har lyst til en hyggesnak med chaufføren eller til at åbne eventuelle døre eller kattelemme til sin privatsfære.
“I live in Denmark, and I work in Denmark“, siger den givetvis russiske kunde, der får fjernet ethvert tilløb til nærvær mellem proletaren og forretningsmanden, diplomaten – eller hvordan han nu tjener sin løn.
Et effektiv forsvarsvåben mod en given stillingtagen eller nationalt tilhørsforhold: Tavshed
Og så slår det mig pludselig, at flere og flere russiske kunder ikke orker at stå frem med deres nationale tilhørsforhold, hvis jeg altså ikke var der med mine evindelige spørgsmål. En slags stress eller forlegenhed, når man nu tilhører en nation, som er på alle europæiske læber lige nu. Ukraine, Rusland – Putin. Det er pinligt. Også for os, der tilhører modparten.
Jeg oplevede det samme i taxien forud for Brexit-afstemningen. Et effektiv forsvarsvåben mod en given stillingtagen eller nationalt tilhørsforhold: tavshed.
Den diskrete jøde
Men der findes en særlig kundegruppe, der påfaldende – nærmest altid – går forsigtigt med deres nationale eller etniske identitet.
Den unge kvinde senere på aftenvagten taler det smukkeste engelske sprog, som kun en indfødt kan gøre det. Hun er rejsende i fremtiden, kan jeg mærke. Ganske ung trods den allerede afsluttede uddannelse fra et af landets mest estimerede universiteter. Forretningskvinde i konsulentbranchen fra et af de ”store huse”. Hendes hår er kulsort, øjenbrynene markante og plejede og de mørkebrune øjne taler direkte til mig og trænger igennem halvmørket trods det distraherende flimmer fra taxiens informationsskærme.
Vi får hurtigt en slags fortrolighed, da hun spørger til mine engelskkundskaber. Jeg fortæller om min fortid i medierne og mine mange rejser – og konsekvensen – at måtte evne andre sprog end sit eget. Hun er enig og fortæller, at efter at hendes forældre på deres ældre dage er flyttet til et andet land, er hun selv kommet i den situation at skulle lære et nyt sprog. Da jeg spørger om hvilket, tøver hun en smule.
“Hebraisk”, siger hun og napper en bid af en urimelig forlegenhed.
Og jeg er tæt på ubetænksomt at intimidere med mit næste spørgsmål, som egentlig er ret nærliggende.
Et folk, der siden verdenskrigens afslutning har været på en slags permanent krigsfod
– Er du af jødisk baggrund?
I det samme øjeblik erindrer jeg, at min mest anonyme udenlandske kundegruppe er israelere. Et folk, som både har en særlig status heroppe i det kolde nord, hvor enkelte gode mennesker hjalp tusindvis af jøder til Sverige under anden verdenskrig. Men også et folk, der siden verdenskrigens afslutning har været på en slags permanent krigsfod. Et evigt forsvar for egen overlevelse i skyggen af tragedierne fra nazisternes kz-lejre.
Om jeg forstår forlegenheden og/eller sikkerhedsrisikoen? Selvfølgelig gør jeg det. Blot få flyvetimer fra den uerklærede krig mellem jøder og palæstinensere er det statistisk sandsynligt, at en af de første danskere du møder på rejsemålet – taxichaufføren – er arabisk og/eller med muslimsk baggrund. En fra fjendesiden!
Det klogeste er at holde kæft, tænker de måske, selv om jeg aldrig selv i mine 10 taxiår har oplevet eksempler på, at kunder er blevet intimideret af politiske/etniske årsager.
Vi taler overordnet om den ulykkelige konflikt i Mellemøsten, som præger mange af verdens konflikter lige nu. Hun fortæller om familien, som indvandrede fra Østeuropa til Storbritannien før anden verdenskrig – og om de forsvundne og døde, der ikke nåede ud af den nazistiske perversion.
Jeg fortæller om min egen tyske baggrund, som ”naturligvis” også indbefatter afdøde tyske familiemedlemmer, der var ubehageligt involveret med nazismen. Men jeg fortæller også om mine mange, gode arabiske venner og kolleger i taxibranchen, hvor jeg som etnisk dansker i dette område af landet udgør en klar minoritet i mit fag. Nogle gange er det lidt underligt, når de diskret finder et ensomt sted i lufthavnsområdet, lynhurtigt ruller bedetæppet ud, får gennemført en af dagens forpligtende bønner – og skynder sig tilbage til taxien for ikke at sinke trafikken.
Foran et af byens smukke hoteller fortsætter vores dialog for slukket taxameter og – hånden på hjertet – jeg fortryder faktisk, at jeg har initieret denne store diskussion om forholdene i Mellemøsten og afsmitningen på verdens konflikter. At jeg hørte hende forsvare sig. Det er forlegenheden, der nager mig, efter at jeg drog palæstinenserne ind i snakken. De pariagjorte. De svigtede. De statsløse.
Og fik jeg givet udtryk for, at jeg holder med ”fjenden”? Snagede jeg? Stolede hun på mig?
Jeg har vejet hvert ord i min store respekt for det jødiske folk. For jeg vil ikke være en del af antisemitisme eller racisme. Men min kunde går i en regulær forsvarskrig for staten Israel – selv om jeg ikke har ønsket et angreb. Hun fortæller, hvordan den hårde tone jo også er en konsekvens af terror mod det jødiske folk. Truslen om udryddelse, som nogle muslimske ekstremister i dag deler med det tyske naziregime og dets sympatisører før, under og efter verdenskrigen.
Tidsfornemmelsen forsvandt, men kunden skulle sove efter rejsen, og jeg skulle ud og lede efter bare en anelse ”guld” – så vi fik os begge vredet ud af en diskussion, som kræver meget længere tid end en empatisk taxitur fra lufthavnen til København C.
Afregning, penge og kuffertslæberi til hotellets trappe. Og så videre i natten med en fornemmelse af, at selvom dette møde emmede af sympati, så er det ubehageligt at tænke på, at den unge jøde permanent skal tænke i forsvar og sikkerhed. Være forlegen over egen baggrund. Fortsat skulle gemme sig – som jøde. Og fik jeg givet udtryk for, at jeg holder med ”fjenden”? Snagede jeg? Stolede hun på mig?
Nachspiel
Et tilfældigt kig på forsædet. For helvede, altså. Hendes gyldne kreditkort stritter ud af håndterminalen. Det er mit ansvar! Midt i mine verdenspolitiske refleksioner har jeg glemt af levere guldkortet tilbage til kunden.
Jeg er en idiot, og nu tror hun givetvis, at denne tilsyneladende empatiske chauffør, der fik hende langt længere ind i politik, end hun burde, i virkeligheden er en bedrager. Høflig, snakkende – og så render han med pengene.
Jeg haster tilbage til hotellet for lukket taxameter, parkerer temmelig lovstridigt foran hoteltrappen og småløber op og hen til natportieren, mens jeg småsnappende efter vejret beder ham finde guldkortets ejerkvinde. Han ringer hende op, får kontakt og konstaterer, at hun endnu ikke havde noteret sit tab. Jeg vender mig lettet for at gå, men hotellets natmand peger på mig for at signalere, at jeg skal blive.
Så kommer hun stormende ned ad hoteltrappen, og jeg ser på hendes smil, at jeg er forhåndstilgivet. Rækker armene ud til siden, går tæt på mig – og så får jeg den varmeste ”krammer” i månedsvis.
Hotelportieren vipper med øjenbrynene og smiler over det særligt tætte kunde-leverandørforhold.
Jeg har planer om at blive i branchen et godt stykke tid endnu.
Teksten er skrevet før Rusland invaderede Ukraine.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her