MIDTVESTLIV // KLUMME – Skik følge eller land fly. Når det kommer til Thanksgiving, vælger Julie Bendtsen førstnævnte. Den danske familie giver den nemlig hele traditionsarmen den fjerde torsdag i november.
CHICAGO – “Gobble gobble” lyder det fra kassemedarbejderen i det lokale supermarked, hvor jeg lige har hasteindkøbt de sidste ingredienser til min green bean casserole – og jeg svarer hende med samme umiskendelige stemningsudtryk. Det er lyden af kalkun. Med store smil og opløftet stemning er vi nemlig begge helt klar til den store aften, der venter: Thanksgiving.
Som dansker – med dansk mand og danskfødte børn – har jeg af gode grunde ikke ligefrem haft det store incitament til at fejre den ærkeamerikanske helligdag indtil for seks år siden. Men så skal jeg ellers love for, at vi kom efter det. For hvor vi har fejret jul på alle mulige mere eller mindre traditionelle måder, mens vi har boet her, har vi fra vores første år som gæstearbejdere sørget for at gå all in, når vi sidst på efteråret nærmer os amerikanernes favorithøjtid.
Bønner – grønne, ikke hellige
Set i lyset af, hvor meget religion og tro fylder i USA, kan det virke nærmest paradoksalt, at en af landets ultimativt største helligdage ikke er mere centreret omkring bønner – ud over de grønne til den førnævnte casserole, forstås – og Gud. Det er, som om vægten i højere grad ligger på fællesskabet med de nære end forbindelsen til højere magter. Vigtigst af alt er det, at ingen er alene.
Måske er det også det, der gør den så oplagt at dykke helhjertet ind i for en ikke-religiøs familie som vores. For mens Thanksgiving for mange mennesker stadig handler om at give tak til Gud – måske mest af alt, fordi amerikanere er pjattede med at blande Gud ind i alt – er det i langt højere grad en civil helligdag, som mere end noget andet handler om mad. Og der kan jeg altså være med.
Kalkunen skulle være den saftigste, kartoffelmosen den blødeste
Vi var lidt på bar bund i køkkenet det første år, og resultatet var derefter. Vi havde mine forældre på besøg, og selv om enkelte elementer fungerede, husker jeg også en del høfligt undertrykt skepsis, der blandt andet gik på fyldet fra kalkunen, der var underligt melet og uden smag, og den pecan pie jeg havde formået at forkulle til ukendelighed. For ikke at tale om kalkunen, der var tør som en revisorkonference. Det var en hyggelig aften for familien, men absolut ingen fest for smagsløgene.
Året efter gik jeg i gang med forberedelserne i bedre tid. Mange ambitioner går hen over hovedet på mig, men ikke dem, der handler om mad. Så endnu et uimponerende Thanksgivingbord skulle jeg ikke have siddende på mig, og i min iver efter at gøre det ordentligt, gjorde jeg det til overflod.
Alt skulle laves fra bunden – inklusiv den tranebærsauce, hvis billigste dåseversion amerikanerne har samme nærmest perverse kærlighedsforhold til, som jeg (til min families store fortrydelse og udelte foragt) havde til dåseravioli i mine barndomsår. Kalkunen skulle være den saftigste, kartoffelmosen den blødeste, sovsen den kraftigste.
Skiveskåret høflighed
Det lykkedes dengang, og det er lykkedes siden. I årene efter gik vi til bords omkring et festmåltid, der var byens fornemmeste restaurant værdig, og da vi sidste år slog pjalterne sammen med vores nabo i Raleigh, fik alle mine ros- og anerkendelseshungrende sider lidt at leve af, da vores bidrag fik begejstrede ord med på vejen fra amerikanerne. Som endda høfligt lagde en skefuld af min hjemmelavede tranebærsauce ved siden af den geleterede og skiveskårede fra dåsen. You can’t win them all.
Det er velkendt, og det er ukompliceret
Hemmeligheden bag den perfekte kalkun? Bacon. Ja, I hørte mig. Bacon i store, store, ugudelige mængder. Kalkun er en stor fugl, som i den godtroende eller uengagerede hjemmekoks hænder nemt bliver både tør, smagløs og kedelig, men den misere kan undgås, hvis man fletter et nydeligt lag af tynde baconskiver hele vejen uden om fuglen, inden man lægger den i ovnen – eller, som hos os, på grillen.
Når baconen efter et par timer er mørkt gylden og sprød, tages fuglen ud, baconfletningen pilles af og hakkes groft til store krummer, som blandes i kartoffelmosen inden servering. Herefter lægges kalkunen tilbage i varmen, så ydersiden kan brunes. Det slår aldrig fejl.
Jeg har også lært, at det fyld, amerikanerne elsker at servere som en af de utallige sides på Thanksgivingbordet, ikke er det, kalkunen har haft i sig under stegningen, men “fyld” lavet selvstændigt og separat som tilbehør. At Thanksgivingmiddagen ikke – som for eksempel julemiddagen – skal serveres ved aftensmadtid, men derimod er noget familien samles omkring om eftermiddagen.
Og at de forskellige ikke-madrelaterede traditioner spiller en (næsten) lige så stor rolle i den samlede hygge. For nogle er de football-kampe, der altid spilles på dagen, et fast indslag – herhjemme er det blevet en fast tradition at have Macy’s Thanksgiving Day Parade kørende, mens maden tilberedes, for derefter at slå direkte over i årets mest underholdende hundeshow.
Kontroversielle skygger
I dagene op til selve Thanksgiving er det her i huset i øvrigt også et must at se en af de få film, der handler om Thanksgiving – nemlig klassikeren “Planes, Trains & Automobiles” (på dansk “Røvtur på 1. klasse”), som har været en af mine favoritfilm, siden jeg som barn så den sammen med min bror. Ingen af os havde dengang den fjerneste fornemmelse af Thanksgiving og højtidens betydning for amerikanske familier, men vi elskede den film. Så meget, at det VHS-bånd den var optaget på, endte med at give op.
Selvfølgelig er Thanksgiving ikke uden sine kontroverser, og det er efterhånden mere eller mindre anerkendt, at den rosenrøde fortælling om pilgrimmene, der ankom til Plymouth Rock og med hjælp fra indfødte amerikanere kunne nyde deres første rigtige måltid, i bedste fald er ukorrekt, i værste tonedøvt, historieløst og ikke mindst diskriminerende over for indianerne.
Men de kontroverser, der kaster skygger over amerikanernes opfattelse af Thanksgiving som en stolt fortælling med deres egne forfædre som hovedpersoner, bliver som regel overskygget af det, dagen for langt de fleste egentligt handler om: mad og familie. Det er velkendt, og det er ukompliceret.
Højtid uden hjemve
Hos os er Thanksgiving ikke bare ukontroversiel og ukompliceret – den er også uforpligtende. På godt og ondt. For måske er grunden til, at den er så nem for os at gå helhjertet ind i og nyde uden nogen melankoli, at det er den eneste rigtige helligdag, der ikke også er forbundet med hjemve. Julen er hyggelig, men kan også være hård for savnende sjæle, og det er blandt andet derfor vi har holdt mange af vores amerikanske jule mere eller mindre traditionsfri.
Et år tog vi på ski. Et andet indlogerede vi os på Biltmore, som ligger smukt i Blue Ridge Mountain-kæden og hvis hovedattraktion er USA’s største private hjem. Alternativ jul uden for hjemlandet er ikke bare en mulighed for at skabe nye traditioner – det er også en måde at holde savnet til de gamle lidt i skak.
Alt det slipper vi for med Thanksgiving. I stedet for at blive opslugt af længsel kan vi med indvandrerens uskyld og uvidenhed tage hovedspring på dybt vand og se, hvordan vi lander – uden at have noget at leve op til. Indtil videre er det gået godt, og selv om vi på torsdag med besøg fra både Raleigh og Danmark potentielt har skruet lidt op for præstationsniveauet, bliver i år ingen undtagelse. Gobble, gobble!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
