CORONAKRISE // KOMMENTAR – Her står jeg med erfaringerne fra den gamle verden og kigger ind i den nye, tågede udgave: Jeg kan rent ud sagt ikke se en skid, hverken som mor eller som menneske! Jeg tror, jeg er i proces. Under ombygning lidt endnu. Birgitte Hvilsom efterlyser virkeligheden og retten til ikke at være usikker og pjevset på coronakrisens faldereb.
Vi skal udvikle os i pausen, lære noget af krisen, blive mere grønne, bæredygtige, optimistiske og gentænke fremtiden. Vi skal også helst give noget gratis til andre, være der for fællesskabet og vise samfundssind.
Kort sagt, nu er muligheden der for at blive et nyt og bedre menneske.
De to slap igennem den virusforskræmte halve verden, men fik til gengæld intet kram i lufthavnen efter et døgns nervepirrende hjemtur. De blev kørt direkte i karantæne
Ja sådan lyder det i hvert fald fra mange kommentatorer og uh ja, alt det gad jeg godt kunne sige, var min bevidste strategi under coronakrisen. Og især ville det være herligt at kunne meddele, at strategien var fuldt implementeret og digitaliseret, og at jeg selv var opstået i en splinterny, mere viis og bedre 2.0-udgave.
Men så kom virkeligheden.
Børnene
Virkeligheden var, at verden i 2020 lukkede ned. Mens min datter og hendes kæreste sad strandet i en campervan, der var brudt sammen langt fra en ordentlig by i Australien. De ville ikke hjem, da grænsebommene gik ned og flyene stoppede med at flyve, men ville leve videre, som om intet var hændt på deres livs road trip i en ramponeret Toyota Tarago.
Og jeg troede også min kæreste lavede sjov, da han midt i aftensmadshyggen sagde, at nu lukkede grænserne. Men det var rigtigt og jeg blev pjevset. Og lidt bange for at verden blev for skør, inden mit barn var tilbage i folden.
Det var det første, der fyldte, men ikke det sidste.
Datteren og kæresten nåede hjem. De havde skaffet en billet, da andre stod udenfor lufthavnen og græd, fordi de ikke var lige så heldige. De to slap igennem den virusforskræmte halve verden, men fik til gengæld intet kram i lufthavnen efter et døgns nervepirrende hjemtur. De blev kørt direkte i karantæne.
Jeg blev ikke pjevset med det samme, for jeg troede, det ville lysne, og at tilstanden bare var kortvarig. Som de to unge i Australiens vildmark, rakte min fantasi simpelthen ikke til at forstå, at det var alvor
Det var ingen kære mor her. Selvom mors hårdtprøvede hjerte, der midt i den mennesketomme lufthavn atter faldt lidt til ro.
Jobbet
Derpå kom erkendelse af en ny alvor, især jobmæssigt. Efter et langt liv som offentlig lønmodtager var jeg sprunget ud som fuldtidsselvstændig under halvanden måned før, Danmark lukkede ned. Og det havde tegnet godt, ordrebogen var fuld og et vildt forår, ja faktisk et vildt 2020 ventede.
Så blev alt usikkert, afbrudt og udsat.
Jeg blev ikke pjevset med det samme, for jeg troede, det ville lysne, og at tilstanden bare var kortvarig. Som de to unge i Australiens vildmark, rakte min fantasi simpelthen ikke til at forstå, at det var alvor.
Men det kom til senere, da hele forårsomsætningen forsvandt. Præcis de måneder, hvor det skulle være vildt og hvor pengene skulle tjenes til både skat, moms, løn og pension.
Det gjorde mig atter pjevset og usikker om fremtiden, økonomien, ligesom der sneg sig en usikkerhed ind både om mine kompetencer og min motivation for mit fag; på en verden i forandring og min plads i den.
Glæden
Men livet er også andet. Mine voksne børn, der ellers havde været ude i verden, kom hjem og de havde taget deres humør, mod på livet, gejst med hjem.
Hvilket ben skal jeg stå på: frygtens eller fortrøstningsfuldheden?
Og sådan er min nye hverdag også blevet. Fyldt med hjemmeundervisning, hjemmearbejde, hjemmetræning og hjemmebag og med god kaffe, karma og kærlighed.
Midt i nyheder om den værste krise i mands minde, med trusler om udgangsforbud, smittespredning og sammenbrud. Hvilket ben skal jeg stå på: frygtens eller fortrøstningsfuldheden?
Fremtiden
Her snart tre måneder inde i coronakrisen, ved jeg det stadig ikke. Verden åbner lige så stille, min søn er lige rejst hjem til sig selv, til sine eksamener og sit videre liv. Min datter og hendes kæreste rykker ud af værelset og flytter i deres første lejlighed om få dage. Dele af verden går videre, som om intet er hændt og de naturlige mønstre fortsætter.
Unge mennesker træder ud i verden, og vi halvgamle sidder småfortumlede tilbage.
Hvad skete der lige, og hvad skete der med 2020?
Hvad skete der med arbejdslivet, der lavede et tvangsgearskifte fra femte ned i første gear? Det er køretøjer ikke bygget til, så hvad skete der med livet, der lige gik fra fuldt hus til måltider alene?
Som konsulent er det indbygget i mit fag, at der som i eventyrerne helst skal være en happy ending på fortællingens genvordigheder; en vigtig læringspointe, der oplyser og viser vejen samt en klarhed over den nærmeste udviklingszone, så den nye rejse kan begynde.
Men hvad nu hvis man stadig er pjevset – er der så plads til det midt i 2020? Eller skal vi allerede før, vi er lukket ud af starthullerne, have genskabt os selv i et nyt og bedre billede?
Jeg håber, det er OK at blive i refleksionens domæne lidt endnu, for jeg må indrømme, at mine erkendelser lader vente på sig. Kundeservice derhenne kører måske med halv bemanding.
Spørgsmålet er, om der er plads til det pjevsede i en post-coronaverden? Til det nyfundne liv i morgenkåbe og to dage fra det seneste bad
I stedet står jeg her, lidt fortumlet og forhutlet med behov for at vende skråen en ekstra gang, sove på det hele og måske græde en dags tid eller to. Jeg vil med andre ord gerne have lov til at være pjevset og forvirret både i livet og arbejdslivet og som mor og som menneske lidt endnu.
Jeg ved godt, hvad det ”rigtige” er at gøre og hvilken strategi, jeg burde eksekvere på.
Jeg har erfaret, at når man lufter disse tanker, er svaret ofte, at så må der handles: ”Hvad vil du gøre ved det?”, ”Så må du jo bare i gang…”
Men jeg står her med erfaringerne fra den gamle verden og kigger ind i den nye, tågede udgave. Jeg kan rent ud sagt ikke se en skid, hverken som mor eller som menneske! Jeg tror, jeg er i proces og under ombygning lidt endnu.
Spørgsmålet er, om der er plads til det pjevsede i en post-coronaverden? Til det nyfundne liv i morgenkåbe og to dage fra det seneste bad.
Skal vi virkelig allerede kende svarene på det hele og bare drøne videre? Alene tanken gør mig pjevset.
Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
