NEKROLOG – Hvad gjorde den beskedne country- og senere popstjerne til et overnaturligt fænomen, der var så meget andet end musiker, spørger Jan Eriksen efter Dolly Partons død: “Som der står i en ud af de mange tusinde hyldester på nettet, ‘Dolly var talent, venlighed, humor, autenticitet og styrke.’ Hun var også et feministisk ikon – det har hendes medspiller i hitfilmen 9 to 5, Jane Fonda, sagt. Hun må vide det”. Som kunstner udfordrede hun den stereotype opfattelse, at kvinder med Dollys udseende ikke kan være intelligent og talentfulde.
Et af mine all time yndlingscitater stammer fra Dolly Parton: ”Ingen sidder alene i rum, hvor jeg er tilstede.” Så enkelt kan socialt sindelag beskrives
Tirsdag aften gik der bare ti-femten minutter, før sociale medier verden over kogte over i kærlighed til Dolly Parton. Kort efter erklærede den amerikanske præsident – som jeg kun kommer til at nævne i forbindelse med ordet “kærlighed” denne ene gang, nogensinde – at det officielle USA vil flage på halv i den kommende uge.
Dolly Parton var også et feministisk ikon – det har hendes medspiller i ”9 to 5”, Jane Fonda, sagt. Hun må vide det
Umiddelbart efter hyldede Trumps politiske modstander, Bernie Sanders, på Instagram Dolly for hendes sociale arbejde. Det taler sit eget tydelige sprog om den betydning, Dolly Parton havde, ikke bare i sit eget land, men verden over.
Et menneske, alle kunne holde af
Hvad gjorde den beskedne country- og senere popstjerne til et overnaturligt fænomen, der var så meget andet end musiker?
Som der står i en ud af de mange tusinde hyldester på nettet, ”Dolly var talent, venlighed, humor, autenticitet og styrke.”
Hun var også et feministisk ikon – det har hendes medspiller i hitfilmen ”9 to 5”, Jane Fonda, sagt. Hun må vide det.
Dolly var en varmhjertet forkæmper for LGBTQ+ rettigheder. Hun var en skarp, dygtig forretningskvinde. Hun var troende med et efter eget udsagn stort kendskab til den kristne litteratur.
Hun var ikke den første kvinde i den store amerikanske entertainment-bog, der brugte – og produktudviklede – sit udseende med stolthed og finesse, men hun var den første, der gjorde det på sine egne præmisser uden at gå til
Hun var ikke den første kvinde i den store amerikanske entertainment-bog, der brugte – og produktudviklede – sit udseende med stolthed og finesse, men hun var den første, der gjorde det på sine egne præmisser uden at gå til. Tør jeg godt skrive.
“Det ville Mrs. Parton ønske”
I marts 2016 var jeg på et musikalsk roadtrip fra Memphis til New York. Da jeg nu alligevel kom forbi Knoxville, Tennessee, lagde jeg vejen omkring Dollywood, Dollys forlystelsespark med dertil hørende hotel.
Egentlig var det pre-season, men portene stod åbne. Så jeg gik ind i parken, hvor nogle arbejdere var i gang med at forberede parken til påskens rykind. En mand spurgte, hvad jeg gjorde der.
Bare en fan, der troede, jeg kunne gå ind. Jeg går igen. Skyndte jeg mig at sige.
”Næh, hvis du virkelig er kommet helt fra Skandinavien for dette, så tag dig tid. Det ville Mrs. Parton ønske.”
Da vi nu alligevel talte, spurgte jeg ham, om det også var Partons ønske, at kollegerne brugte biologisk gødning.
”Mrs. Parton bekymrer sig om verden”, sagde han.
Dolly Parton skrev sin egen historie
En væsentlig del af Partons oeuvre har i årevis været, og vil i al evighed fremover være, fortællingen om Dolly. Historien om pigen, der voksede op som en ud af 12 søskende i en ludfattig familie. En af hendes allermest populære sange, den evigt gribende ”A Coat of Many Colours”, handler om den frakke, moderen syede til hende af de stoffer, der nu var til rådighed. Frakken var inspireret af den bibelske fortælling om Josef og den mangefarvede frakke. Som andre fattige verden over blev Dolly mobbet i skolen, også pga. sin frakke. Men hun bar den med stolthed.
Nu jeg er ved albummet A Coat of Many Colours, er det karakteristisk for Dollys diversitet, at et af albummets andre numre, ”Traveling Man”, handler om en usædvanlig kærlighedstrekant mellem en sælger, en kvinde og hendes mor.
To sider af samme virkelighed. Man kan sige, at det rørende, nogle vil sige sentimentale, går hånd i hånd med det grænsesøgende.
Parton nåede at udsende 49 album, det første, Hallo I’m Dolly, udkom i 1967.
Ingen “Dumb Blonde”
Det fortæller sin egen historie om oprøreren og stilsætteren Dolly Parton, at hendes første hit bar titlen ”Dumb Blonde”.
Da hun i 1964 søgte lykken i Nashville, ønskede de mandlige pladeselskabsbosser, at hun ændrede både udseende og den højt pitchede sangstil – og så skulle hun i øvrigt holde sig til sørgelige ballader af den type, som Connie Francis gjorde sig i. Og nu, hun var i gang, lægge guitaren fra sig på scenen. Også det nægtede hun.
Også en sang som ”Just Because I’m a Woman” udfordrede den stereotype opfattelse, at kvinder med Dollys udseende ikke kan være smarte og talentfulde.
I den sammenhæng var Dollys modstandere ikke bare de magtfulde pladeselskabsmænd, men også den gryende rødstrømpebevægelse.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at Dolly vandt. Hun tabte i hvert fald ikke.
Kunstneren Dolly
Efter min mening var det i denne periode, hvor Dolly Parton primært arbejdede som countrymusiker (og lidt med tv), at hun udsendte sine mest interessante plader.
Nummer et på min hylde er albummet My Tennessee Mountain Home (1973), som jeg lærte at kende, da jeg forberedte mig til at anmelde Dollys koncert i Viborg i 2008.
Det var hende og en lille flok andre musikere, der gjorde americana musikken respektabel
Albummet er et konceptalbum, der fortæller historien om Dollys barndom og opvækst. Lyden er akustisk, gennemført rootsagtig og autentisk country og folksy.
Af de plader, jeg kender, er My Tennessee Mountain Home den plade, hvor kunstneren Dolly står klarest frem. Ikke at de øvrige 48 album er uden kvalitet.
“Jolene, hvor er du?”
I dag husker jeg bedst den nævnte koncert i Viborg for Dollys humor og selvfølgelig publikums begejstring over de mest kendte numre – som f.eks. den uopslidelige ”Jolene”. Som Parton introducerede med ordene: ”Dengang jeg skrev den, frygtede jeg, at Jolene, der arbejdede i vores lokale bank, ville stjæle min mand. I dag ser jeg på ham og siger: ”Jolene, hvor er du? Du må gerne låne ham.””
Blandt meget andet er Dollys ukuelige selvironi en væsentlig del af hendes historie.
Dolly og det store amerikanske fællesskab
Dolly Parton var en stor velgører, der donerede millioner af dollars til mange forskellige formål. Og selvom hun aldrig i sit 80-årige liv bekendte politisk kulør, gjorde hun sig stor umage med at favne bredt.
Det var Dolly Parton, der forsvarede muslimske Yusuf, tidligere Cat Stevens, da han blev nægtet indrejse i USA i 2004 – og fem år senere (sammen med Paul McCartney) indspillede Yusufs sang, ”Boots and Sand”, om episoden.
Hun var en af de få i countryland, der forsvarede Dixie Chicks, nu Chicks, da de kritiserede George Bush den ældres krig i Irak i 1991 og derfor udsatte sig selv for en voldsom bølge af kritik fra det republikanske Nashville og omegn.
Måske var det Dolly Partons styrke og årsagen til, at hun formåede at favne USA ikke bare som, det så sig selv, men også et USA, som det ønskede at se sig selv – i en perfekt verden.
En af de allersidste sange, Dolly Parton nåede at indspille, var en coverversion af ”Let it Be” med sang og lidt spil af Paul McCartney og Ringo Starr på albummet ”Rockstar”. Takket være producer Kent Wells og Dolly selv lyder det i øvrigt mere som et Dolly-nummer end noget andet. Sådan var det meget ofte med de mange af de covernumre, Dolly nåede at indspille.
På fredag aften 28. august står jeg som flere tusinde andre foran Open Air scenen på Tønder Festivalen og ser Emmylou Harris optræde. Jeg kan næsten ikke forestille mig andet, end at Emmylou vil hylde Dolly, sin gamle veninde og sangsøster fra Trio
I “Let it Be” synger hun (og The Beatles) linjen: “And when the night is cloudy, there is still a light that shines on me.”
På fredag aften 28. august står jeg som flere tusinde andre foran Open Air scenen på Tønder Festivalen og ser Emmylou Harris optræde. Jeg kan næsten ikke forestille mig andet, end at Emmylou vil hylde Dolly, sin gamle veninde og sangsøster fra Trio, hvor også Linda Ronstadt var medlem.
Og hvis det bliver med trioens store hit, den meget smukke ”To Know Him is to Love Him”, vil jeg se mod den cloudy night, som meteorologerne truer med, og sende en stille tanke til Dolly og det ”light”, hun lod skinne.
Det var hende og en lille flok andre musikere, der gjorde americana musikken respektabel.
Læs også Henning Høegs anmeldelse af Dolly Parton 48. album:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og