FILM – Det er festivaltid igen, og Frederik Bové glæder sig som et lille barn til Gøteborg, Nordens største filmfestival – en begivenhed, hvor en hel by nærmest går i stå for at hylde filmens væsen. GIFF er også en fortælling om nordisk film, om dansk films plads i en bredere kontekst og om Nordens selvopfattelse, som virkelig er værd at dykke ned i, skriver Bové: “Den har jeg tænkt mig at forsøge at skrive”.
Hvis man bor i busafstand af Gøteborg og er interesseret i film generelt og nordisk film i særdeleshed, så er der én begivenhed, man bør valfarte til: Gøteborg Film Festival. Det er en festival for folket. Ikke en prestigefest på samme måde som festivalerne i Berlin, Cannes og Venedig, hvor tusindvis af journalister ser verdenspremierer på samme tid, og derefter skynder sig til pressekonferencer med alle fra Juliette Binoche til Robert Pattinson.
Nej, Gøteborg er Nordens største filmfestival, og den centrale konkurrence om Den Gyldne Drage – eller Gulddragen eller bare Dragen – er den største konkurrence hvor der kun deltager nordiske film. Præmiesummen på 1 million svenske kroner er en af de største i verden overhovedet.
Det er ikke altid, så mange lægger mærke til, hvem der har vundet prisen – det betød ikke ret meget for det hjemlige billetsalg, da Samanou Acheche Sahlstrøms I Dine Hænder vandt i 2015 – men det giver hjælp til at komme videre i karrieren.
Hvor meget jeg end elsker at vade ind i en fyldt sal i sidste øjeblik, hen til salens bedste pladser, tværs henover folk der har sat sig på plads i god tid, med mit priviligiepressekort dinglende usandsynlig synligt om halsen, så vil jeg gerne bytte det til fordel for den fornemmelse af, at en hel by nærmest er gået i stå for at hylde filmens væsen
Vigtigere end det, og nok grunden til at jeg har mødt folk, der rejser til Gøteborg fra hele Sverige for at være med som frivillige eller betalende gæster, så er Gøteborg Film Festival først og fremmest en publikumsfestival, hvis fokus er at give publikum en god oplevelse snarere end at skabe en eksklusiv fest for journalister og filmfolk. Med et pressekort kan man komme ind til enhver film, der ikke er udsolgt, men man kommer til at stå bagest i køen, og de frivillige rangerer også over en i hierarkiet.
Jeg oplevede det en gang, da jeg havde en halv times pause, og derfor stillede mig ekstremt tidligt op til en film, jeg kunne se, der var én billet tilovers til. Dem ved døren krydsede fingre for mig, men sagde også, at hvis der dukkede en frivillig op bare to sekunder, inden filmen gik i gang, så ville han/hun altså få pladsen. Ligegyldigt hvor længe jeg stod i kø. Og eftersom Sverige kører med unummerede pladser, og der er enorm opbakning selv til de mest skæve og ukendte ting, så ender man næsten altid på første række eller oppe bagved.
Men at man prioriterer dem, der enten betaler, eller som gør en frivillig indsats, det skaber bare en enormt god stemning, som jeg ikke har fundet til nogen anden festival, jeg har været til. Hvor meget jeg end elsker at vade ind i en fyldt sal i sidste øjeblik, hen til salens bedste pladser, tværs henover folk, der har sat sig på plads i god tid, med mit priviligiepressekort dinglende usandsynlig synligt om halsen, så vil jeg gerne bytte det til fordel for den fornemmelse af, at en hel by nærmest er gået i stå for at hylde filmens væsen. Det er mit fjerde år i Gøteborg i år, og jeg glæder mig som et lille barn.
Hovedkonkurrencen
Det centrale i min dækning deroppefra kommer til at blive hovedkonkurrencen, hvor der dog trods alt er pressevisninger. Ti meget forskellige film fra fire af de nordiske lande er blevet udvalgt til at deltage.
Som en ret stor overraskelse er der ingen islandske film i konkurrence i år. Islandsk film har ellers vundet mange priser det sidste stykke tid, men ikke rigtig i Gøteborg, hvor det stadigvæk kun er Dagur Kári, der har vundet – omend så også to gange.
Finland
Fra Finland kommer Aurora, instrueret af fiktionsfilmsdebutanten Miia Tervo, en af flere i årets konkurrence der kommer fra dokumentar-verdenen. Hendes film virker ud fra traileren at dømme som en komedie om immigration og proforma-ægteskaber, hvilket måske ikke er det mest originale emne i disse tider, men den virker umiddelbart også både sjov og flot filmet, så en dansk distribution burde sagtens kunne komme på tale.
Festivalen har også skruet forventningerne i vejret, idet de har gjort Aurora til åbningsfilm. Den ene hovedrolle som iransk asylansøger spilles i øvrigt af dokumentarinstruktøren Amir Escandari, hvis Pixadores også blev vist herhjemme. Og for de hardcore indie-folk nørder, så er soundtracket bl.a. komponeret af Lau Nau. Nogle ved, hvem hun er.
Danmark
Danmark deltager med to film, hvilket ikke er så mange, og det er heller ikke vore største navne der skal med, men omvendt er det film, der er blevet set frem til. Ulaa Salims debutfilm Danmarks Sønner skildrer et samfund, der er ved at falde fra hinanden med Rasmus Bjerg i rollen som højrepopulist og debutanten Mohammed Ismail Mohammed som en ung radikaliseret mand, der får til opgave at angribe den kontroversielle politiker.
Salim fik stor ros for sin afgangsfilm Fædreland, og hans spillefilmsdebut skal nok også vække opsigt.
May el-Toukhys film Dronningen virker en lille smule mere velbekendt, om ikke andet så fordi, at når Trine Dyrholm spiller hovedrollen, så er det som regel garant for en god film. Dyrholm vandt en Robert for sin rolle i el-Toukhys debut Lang Historie Kort, der var et stærkt portræt af en gruppe bekendte, hvor især kvinderne havde kant.
I Dronningen spiller Dyrholm en kvinde, der får et forhold til sin stedsøn, hvilket lyder en del mere kontroversielt. Derudover glæder jeg mig til at se Jasper Spannings fotografering i hans første store opgave siden Den Skyldige.
Norge
Norge har hele tre film med i år. Den ene af dem, kommer jeg ikke til at skrive om, eftersom Tuva Novotnys Blind Spot blev vist og anmeldt, da den vandt New Talent Grand PIX sidste efterår. Men det er naturligvis en fremragende film og en stærk konkurrent til prisen.
Anne Sewitzky kunne ligeledes godt være en favorit, idet hun er en af de få deltagere, der har været med før, men De Nærmeste, der var i konkurrence i 2015, var en af de mere mainstream-agtige konkurrence-film det år (omend den ligesom Dronningen omhandlede et tabuiseret seksuelt forhold), og hendes Sonja: The White Swan virker også ret mainstream.
Det er en biopic om den norske skøjteløber Sonja Henie, der vandt tre gange OL-guld i 1928, 1932 og 1936, inden hun tog til Hollywood for at blive skuespiller. Sewitszky er en glimrende instruktør, men Dragen plejer nu at gå til noget lidt mere skævt.
Eirik Svensson, instruktøren af Harajuku, lyder måske ikke som et kendt navn, men han er faktisk en af de få i konkurrence, der har et tidligere værk tilgængeligt i Danmark. Han har nemlig stået bag tv-serien Unge Lovende, der kan ses på TV2 Play.
Harajuku er også en ungdomsfilm, hvor den unge kvinde Vilde drømmer sig langt væk til den japanske bydel af samme navn. Hovedrolleindehaveren Ines Høysæter Asserson havde en birolle i Skam, og i det hele taget må norsk ungdoms-fiktion siges at være i ret høj kurs for tiden, så det kunne sagtens være en dark horse til prisen.
Sverige
Eftersom Sverige deltager med hele fire film og har hjemmebanefordel, så må det siges at være mest sandsynligt, at en svensk film ender som vinder. At så mange svenske film deltager er bemærkelsesværdigt, men de lyder nu også ganske spændende.
John Skoog har f.eks. efterhånden opbygget et navn i filmkredse: Hans kortfilm Värn vandt Startsladden i Gøteborg i 2015 efter at have været nomineret til New Vision Award på CPH:DOX året før. New Vision er ellers konkurrencen for det eksperimenterende og avantgardistiske, så det er ikke ret tit den slags instruktører springer over til fiktionskonkurrencer.
Jeg tror måske af den grund Skoogs Säsong er den film, jeg ser mest frem til. Et portræt af Skåne på en eller anden måde; jeg tror det er en semi-dokumentarisk hybridfilm, og fotograf Ita Zbroniec-Zajt har fotograferet et par af de seneste års bedste svenske film. Jeg satser stærkt på at anbefale denne her film om et par måneder til DOX.
Endnu en svensk dokumentarist har taget springet til fiktionen: Mia Engberg vandt Guldbaggen, den svenske pendant til Robert, for hendes personlige dokumentar Belleville Baby.
Hendes fiktions-debut Lucky One lader til at være nogenlunde baseret på samme historie: Om en fransk ekskæreste ved navn Vincent, der engang tilbød en ung filminteresseret kvinde et helt andet og måske mere spændende liv. De samme karakterer går igen, og man kunne håbe på et interessant mix af fiktion og dokumentar.
En andet blandingsprodukt: Hugo Lilja og Pella Kågermans Aniara er noget så sjældent som en sci-fi-film baseret på et digt. Men Nobel-vindende Harry Martinsons digt af samme navn er også noget ret så specielt. Det episke sci-fi-digt er virkelig stort i Sverige, og filmatiseringen ser ud til at blive en af de større premierer deroppe. Omvendt er begge instruktører debutanter, og både cast og crew virker også ret ungt og uprøvet. Det kan gå begge veje.
Forventningerne er omvendt høje til Johannes Nyholms opfølger til Kæmpen, der også fik opmærksomhed herhjemme. Han vender tilbage med Koko-di Koko-da, hvis plot lyder ret interessant: Et ungt par terroriseres af en gruppe cirkusartister, og det lader til, at tiden begynder at gå i ring men med små variationer. Det lyder til at være en lige så unik film som Kæmpen, og så spiller Peter Belli i øvrigt en birolle. Jeg ville blive svært overrasket, om den ikke også kom til Danmark senere.
Derudover:
I dokumentarkonkurrencen har jeg en dansk favorit: Mads Brüggers Cold Case Hammarskjöld er allerede totalt udsolgt efter at have vakt stor opmærksomhed i især engelske medier, og jeg satser på at kunne få set den på den ene eller anden måde. Han er igen oppe imod en stribe svenske instruktører, hvoraf jeg tænker de mest seriøse konkurrenter må være Parning af Lina Maria Mannheimer, der vakte opsigt med Ceremonien i 2015, og så Transnistra af Anna Eborn. I øvrigt en dansk co-produktion, af Adomeit Film.
Årets Æresdrage uddeles til Mads Mikkelsen, så der vises fire af hans film inklusive Jagten og den nye Arctic. Der er fokus på Nordic Comedy, hvor Danmark er repræsenteret med Ditte & Louise, Sankt Bernhards Syndikatet og verdenspremieren på Frederikke Aspöcks De Frivillige.
Endnu et fokus handler om film om Apokalypsen, hvor Lars von Triers Melancholia vil blive vist. Og så er der to programmer, der kaldes henholdsvis Nordic Light og Nordic Light TV, der byder på et repræsentativt udklip af, hvad der er sket i nordisk film og tv i året, der er gået, og hvor man kan se bl.a. Kasper Kalles Christian IV, Sine Plambach og Janus Metz’ dokumentar Hjertelandet og nogle afsnit af tv-serien Sygeplejeskolen.
Gøteborg Film Festival giver en fortælling om nordisk film, om dansk films plads i en bredere kontekst og om Nordens selvopfattelse, som virkelig er værd at dykke ned i.
Derudover har Gøteborg det, som filmfestivaler som regel har. Der er en debutantkonkurrence, en international konkurrence, en sektion der hedder Masters som byder på store kendte instruktører, gallavisninger af kommende premierer, en sektion for Visionærer, en sektion for børnefilm, kortfilm, seminarer, fester. I alt 450 film bliver det til over 11 dage, så der er nok at gå på opdagelse i.
Det er min store ønskedrøm, men jeg er også fuldt ud klar over, at det ikke er så interessant at læse mine tanker om den otte timer lange kinesiske Dead Souls, eller om hvorvidt The River er en værdig afslutning til Emir Baigazins trilogi om det moderne Kazakhstan. Det må I vente med at få at vide til de film kommer til Danmark, så der er en mulighed for selv at opleve dem (eller også må I følge mig på Twitter @FBBove…)
Men Gøteborg Film Festival giver en fortælling om nordisk film, om dansk films plads i en bredere kontekst og om Nordens selvopfattelse, som virkelig er værd at dykke ned i.
Så den har jeg tænkt mig at forsøge at skrive. Håber I har lyst til at læse med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her